For nylig blev presset på Mark Driscoll, manden der er kendt i medierne som ”Den bandende pastor” så stort at han var nødsaget til at stoppe som pastor for sin menighed i Seattle. Det mest chokerende ved det, er at det først skete nu, og ikke for lang tid siden. For hvis der er nogen som har misbrugt sin magt, og manipuleret, løjet og talt udenom, så er det desværre Mark Driscoll. Hvilket er noget jeg har skrevet om før, og også er fuldstændig offentlig viden. Efterhånden som skeletterne lå i hobetal udenfor skabet, var der ikke meget mere at gøre. Mark Driscoll måtte tage sit gode tøj og gå. Han efterlader en kirke som var/er fyldt med folk som så op til ham som en markant og relevant leder som man var meget dedikeret til. Nu må de resterende ledere så overtage (der er mange der allerede er flygtet fra kirken eller blevet ekskluderet, så der er ikke så mange tilbage), selvom de ikke lige har haft den samme status som Driscoll. Om de er i stand til at videreføre kirken på tilfredsstillende vis, og rydde op i den meget manipulation og celebrity-kultur der har været omkring Driscoll vil kun tiden vise.
En af de største fejl ved kirken Mars Hill i Seattle, var ikke så meget den lære som Driscoll stod for. Driscoll kunne faktisk godt prædike evangeliet, selvom han ofte forurenede det med sine ”egne åbenbaringer” som ikke altid var fra Gud, og med sit grimme sprog, og unødvendige provokeren af folk. For Driscoll var evangeliet ikke nok, det skulle krydres med ham for at blive godt nok, men heller ikke det var den største fejl. Nej, den største fejl var at man i Mars Hill kirken havde opbygget et system som i meget stor grad afhang af en enkelt mand, og den mand var ikke Jesus, men Mark Driscoll.
Driscoll blev omdrejningspunktet for hvad der skulle ske i kirken. Dem som var hans medledere, sagde Driscoll selv skulle være folk som underordnede sig ham, og være enige med ham og hans visioner. Ellers kunne de ikke bruges, og måtte fjernes som ledere. Lige præcis det gjorde Mars Hill meget sårbar. For hvis en kirke kun er ledt af en person og ikke et pluralt lederskab, så afhænger kirkens fremtid af hvordan det går for den person. Om den leder er stærk eller svag i udgangspuntet, er sådan set ligegyldigt. Hvad der betyder noget, er at vi alle hver som en har svage punkter, og på et eller andet tidspunkt vil de svage sider af os komme frem. Og i særdeleshed som leder af en kirke vil det med tiden blive meget synligt. Samtidig var Driscoll også meget hurtig til at fjerne eventuelle ledere som ikke talte ham efter munden. Hvilket gjorde manden endnu mere sårbar, da det betød at han ikke var i stand til at tage imod konstruktiv kritik.
Det her kan også nemt gå hen og ske i kirker som har en bedre lære end den man så i Mars Hill. Når en kirke er afhængig af en enkelt leder, som kun er interesseret i at have medledere (eller ældste) som skal være enig med ham på voldsomt mange punkter, så er det ikke længere en bibelsk funderet kirke. Så er det i stedet noget der meget nemt kan udvikle sig usundt. Det har vi set gentagne gange, og det vil ske igen de steder hvor man ikke forstår betydningen og værdien af et pluralt ældsteråd/ledelse. At stå alene som leder, er ikke sundt. Jern sliber jern. Men jern der ikke er sammen med andet jern ruster og bliver dårligt. Din leder har brug for at være tilnærmelig, og brug for at arbejde sammen med andre der kan formane og irettesætte ham. Og dertil skal din leder også være i stand til at tage imod irettesættelse og formaning fra andre og erkende sine fejl. Kan han ikke det, er han ikke en bibelsk funderet leder ligegyldigt hvilken bekendelse han vedkender sig! Hvis en kirkeleders reaktion på kritik er at kalde kritikerne for “oprørske” selvom det bare er folk der er bekymrede eller synes der er en ubalance, så er der noget der er gået helt galt. Det sker ikke kun i Mars Hill i Seattle. Det kan også ske i Danmark. Særlig alvorligt bliver dette når der fra resten af en sådan menighed er en ukritisk holdning til det pastoren siger, for det er kun med til at gøre pastoren endnu mere urørlig. Det er farligt, og det var med til at gøre det til en meget ubekvem situation for Driscoll, for det gjorde ham blind overfor den reelle kritik der var af ham!
Epilog: For resten gik der ikke langt tid før man igen kunne høre og se Mark Driscoll på en kirkescene. Denne gang var det hos trosbevægelsesprædikanten Robert Morris. En mand der har godkendt mormonen Glenn Beck som en ægte troende (ja du læste rigtigt). Driscoll har ellers før været meget klar i mælet overfor trosbevægelsen, og også overfor sekter som mormonerne. Men det betyder åbenbart ikke så meget for Driscoll mere. Det betyder mere for Driscoll at være på, end at have kristen integritet. Se mere her hvor han prøver at lave lidt mere damagecontrol og forbedre sit image. BTW det er sandt hvad Robert Morris siger om at vi ikke skal tro på alt vi læser på nettet. Men rigtig rigtig meget af det man kan læse om Mark Driscoll er dokumenteret og sandt, og skyldes Driscoll selv, ikke medierne. At misbruge sætningen at “vi ikke skal tro alt der står i medierne” er ikke det samme som at Driscoll er uskyldig.
