Er Gud en dårlig Far?

Jeg er en glad far. Jeg er blevet velsignet med tre børn. De er pt alle under ti år, så teenageårene er jeg endnu ikke kommet til. Men når de kommer, så lad os antage følgende som jeg ikke tror kommer til at ske, og beder til ikke vil ske.

Mine børn viser sig måske at være ret oprørske som teenagere. De går meget i byen. De kommer meget sent hjem. Nogle gange først om morgenen. Det er tydeligt at de har drukket alkohol i mængder der ikke er tilrådelige. De har taget stoffer som ikke er lovlige. De har ladet sig misbruge, og selv misbrugt andre. Jeg vil godt undskylde sammenligningen, men jeg er nødt til at bruge mine ejne børn som allegoritme. Du ville jo ikke bryde dig om, at jeg brugte dine til det, vel?

Hvis jeg nu var en far som ingenting sagde til dem. Men bare lod stå til. Jeg ville spise sammen med dem, tale med dem, køre dem i skole, og hvad man ellers gør som forældre til teenagebørn. Men jeg ville ikke gøre noget ved deres syndige adfærd. Den ville jeg bare se igennem fingre med. Prøv at spørg dig selv, hvad du tror mine naboer ville sige om mig, for ikke at tale om mange andre i byen, som godt kan se hvad det er, der finder sted i min familie.

Ville folk ikke tale om mig, som en dårlig far? Ville jeg ikke blive omtalt som ham der ikke har styr på sine børn. Når man så mine børn nede i byen ville man omtale dem som; Åh det er også ham dersens Renés børn, at han ikke skammer sig over at have sådan nogen børn. Hvor til andre ville svare; Jamen, hvad kan man forvente af børnene med en far som ikke irettesætter sine børn?

Nu er det ikke sådan at jeg er meget bekymret over hvad folk mener om mig. Hvis jeg var, havde jeg aldrig startet www.omvendelse.dk. Men jeg ønsker ikke at folk skal snakke dårligt om mig for noget som virkelig er dårligt. Og slet ikke pga mine børn. Men hvorfor tror nogle folk så at Gud er ligeglad med hvordan Hans børn opfører sig?

I mange kirker accepterer man i dag at menighedens medlemmer lever i synd. Der er ikke nogen der påtaler det, man synes ikke at man har ret til at blande sig i andres liv, selvom bibelen taler om kirkedisciplin. Man undskylder sig med at de jo er kristne, for de har jo “bedt Jesus om at komme ind i sit hjerte”, hvilket nok er den dummeste undskyldning for at kunne acceptere synd. Specielt fordi bibelen ikke siger noget om at man bliver frelst ved at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. Man siger måske; de er jo i en proces. Men hvor er omvendelsen spørger jeg. For uden omvendelse kan vi slet ikke se Guds rige.

Hvorfor ønsker nogle kristne at gøre Gud til en dårlig far, som bare accepterer synd hos sine børn. Det er ikke bibelsk kristendom. Der var en kommentar for nylig fra en der skrev, at vi prædiker nåden som om at vi har fået nåde til at synde. Hvad jeg måtte give hende ret i at vi gør. Men det har bare aldrig været Guds vilje at vi fik nåde til at synde. Det er istedet Guds vilje at gøre os fri fra synden. For en god far ønsker at hans børn skal leve ordentligt, og han vil også sige noget til dem hvis de er kommet på vildspor. Det gør Gud også overfor Hans børn.

“for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” Ordspr. 3.12

Så lad os prædike Gud som en god Far, ikke en dårlig. Dels fordi vi ikke skal give de ikke-troende anledning til at tale dårligt om os. Men endnu mere fordi vi ønsker at ære Gud med vores liv, og vise Ham tak for Hans frelse til os, der er Hans børn.