Categories
Bibelen Omvendelse Synd

Det vigtigste et menneske kan opleve

Det allervigtigste et menneske overhovedet kan opleve, er at blive født på ny. For hvis vi ikke er født på ny kan vi slet ikke komme ind i Guds rige. Ja mindre end det. Vi kan slet ikke se Guds rige. Jesus siger jo selv:

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3

Det der sker når man bliver en kristen, er mere end bare en beslutning om at blive et bedre menneske. Farisæerne forsøgte jo at være gode mennesker, men Jesus kaldte dem kalkede grave. Hvorfor? Fordi deres forsøg på i kødet at være gode, reelt set gjorde dem til hyklere. Deres gerninger frelste dem ikke, ligemeget hvor meget de end prøvede. Det er også det som farisæeren Nikodemus ikke forstod, da han havde samtalen med Jesus som skriftstedet er taget fra. Han fattede ikke at han var nødt til at blive født igen. For det var jo umuligt syntes han. Men det er jo også Gud der føder os på ny. Det er ikke noget vi selv kan gøre.

Jeg husker dengang det skete for mig. Jeg vidste at Gud kaldte på mig, og kaldte mig til omvendelse. Jeg prøvede at stritte imod, for jeg ville hellere leve mit eget liv. Men da jeg så endelig sagde ja, og bad Jesus om at blive Herre i mit liv, da skete der noget.

Jeg blev forvandlet. Jeg vidste at jeg ikke længere var som jeg havde været før. De drifter som jeg havde, og som gjorde at jeg før gik efter synden som et svin skynder sig hen til svinefoderet, de havde ikke længere den samme styrke i mig. De var der stadigvæk, men de havde ikke længere magten over mig. Jeg var blevet en ny skabning.  Jeg ønskede istedet at være sammen med Gud. Fordi en der er født på ny, også ønsker at være sammen med sin Far i Himmelen. Det ønskede jeg ikke før, men da var jeg heller ikke Hans barn. Bibelen siger at før et menneske er født på ny, bliver vi set på som djævelens børn. Og sådan et har jeg været.

Men at jeg i dag er født på ny, kan og skal jeg ikke tage æren for. Af flere årsager. En af dem var, at jeg selv havde prøvet at afholde mig fra en syndig livsstil før. Men det var aldrig gået godt. Denne gang var der sket en forvandling som gjorde at jeg vidste at jeg ikke længere var under syndens herredømme, men under Guds.
Jeg fejler stadigvæk, derom skal der ikke være nogen tvivl. Men jeg kan ikke leve i synd som jeg gjorde før, jeg kan ikke svælge mig i det og være glad. Jeg kan ikke svømme i det med velbehag. Jeg finder afsky i at være i det, for jeg er blevet forvandlet ved Jesus Kristus. Og det er kun til Hans ære. Den nye fødsel er det største der kan ske i et menneskes liv.

Hvis du er i tvivl om du er født på ny, så kan jeg anbefale dig at finde ud af det, ved at læse Guds ord. Start i Mattæusevangeliet og find ud af hvad Jesus sagde. For det samme han sagde dengang, det siger han også i dag. Og hvis du søger Ham, så vil Han også vise dig hvorfor, og hvordan du kan blive født på ny og undgå Guds vrede, og istedet modtage Hans kærlighed!

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *