For nylig skrev jeg en kritik af Frikirkeleder som lige har haft en falsk profet som hovedtaler til deres nyligt afholdte konference. Frikirkeleder er oprindeligt udsprunget af pinsevækkelsen i Danmark, men er i dag åben for andre ledere fra andre kirkeretninger. Men selve det at man hos pinsevækkelsen gentagne gange på både leder og kirkeniveau sætter åbenlyse falske profeter på sine prædikestole, har været med til at jeg (og andre) ikke engang overvejer at komme i en pinsekirke mere, selvom det har været i pinsevækkelsen jeg oprindelig kommer fra. Jeg er ellers ikke imod at man beder for syge, jeg er heller ikke imod at vi kan være ledt af Gud. Det har jeg også mødt hos kristne fra andre kirkeretninger. Eksempelvis har Hans Erik Nissen fra LM fortalt mig hvordan Gud engang viste ham meget klart at der var en helt specifik mand han skulle tale med, og han vidste det var Guds ledelse. Den slags har jeg ikke problemer med, selvom jeg bestemt synes der er nogen der overdriver lige lovligt meget hvor “ledt” de er af Gud.
Så det handler ikke om at jeg er decideret antikarismatisk. Det handler mere om at jeg ikke ved om en eneste pinsekirkepræst som offentligt har gået ud og kritiseret pinsevækkelsens lederskab, eller kritiseret Frikirkenets lederskab for at give plads til åbenlys vranglære. Engang var der nogle der var parat til det, men de er blevet gjort enten stille, eller også har de forladt pinsevækkelsen. Der var ikke plads til fornuftig kritik, for enhed som netværk er vigtigere end enhed om sandheden. Jeg ved om andre folk som har det på samme måde, og som når de har haft brug for at finde en ny kirke, så har forsøgt sig i pinsekirker for derefter at finde ud af at man ikke på nogen måde kunne leve med at bøger af Joel Osteen blev solgt i boghandelen (mens præsten sagde at dette er en god bog). Eller leve med at man inviterede prædikanter som kom med den ene underlige befrielsesteologi efter den anden som var vranglære, men lød vildt og spændende. Eller fundet ud af at en tilsyneladende god præst, som faktisk kunne prædike bare nogenlunde, gentagne gange tog til lederkonferencer hvor falske apostle og vranglærere var hovedtalere. Når man så spurgte dem om hvordan de kunne acceptere disse ting, svarede de at det var noget man bare måtte acceptere, og det kunne man jo ikke gøre så meget ved o.l.
Og lige præcis her er det store problem ved pinsevækkelsen i dag. Engang var man i langt større grad parat til at sige fra overfor vranglære, men i dag ser man istedet igennem fingre med de største tåbeligheder. Der er ingen konsekvenser overfor dem som sætter falske profeter på prædikestolene, for det sker jo også på ledernes konferencer. De ledere der kan se der er noget galt, siger ikke noget, de leger istedet Nizhals tre berømte aber (ikke set noget, ikke hørt noget, ikke sagt noget). En sådan leder ville jeg ikke kunne acceptere, for det er en leder uden lederevner som ikke mener man skal gå imod det der er åbenlyst forkert, bare for at bevare enhed indenfor et kirkeligt netværk. Er sandheden da ikke vigtigere at stå sammen om? Her glæder jeg mig over at der eksempelvis hos LM faktisk er plads til at være uenige, og til at nogle ledere er parat til at rejse sig op og gå imod den negative udvikling. Men den slags kan jeg ikke længere se hos lederne i pinsevækkelsen i dag. Jeg ved jeg har mange gode brødre og søstre i troen i pinsevækkelsen og det glæder jeg mig over. Men jeg ærgrer mig og er bekymret over den mangel de har på bibelske ledere. Jeg ville ønske at Gud også der rejste nogle folk op, der er parat til at betale prisen for at prædike et rent evangelium, og irettesætte dem der prædiker et falsk evangelium!
