Jeg henviste for nylig til det indlæg og den debat der kørte på David Jakobsens hjemmeside apologetik.dk. Det medførte også lidt debat her på siden (se her). Årsagen til det, tror jeg, var at man glemte hvad kritikken af Tagryggen gik på. Den var ikke fokuseret på om de havde ret eller uret. David skrev allerede i starten om den artikel som tagryggen havde skrevet om frikirkenet:
“Jeg vil her prøve at vise dette fra en artikel skrevet i 2005 omkring frikirkenet som Kim Andersen mener er “et samarbejde om frafald.” Det kan muligvis godt være, men hvis så må Kim Andersen jo vise dette gennem et grundigt arbejde. Men dette mangler. “
Davids intention er altså ikke at vurdere om Kim Andersen fra Tagryggen har ret i sin konklusion eller ej. Men om metoden til at vurdere Frikirkenet er korrekt. Og det er faktisk meget vigtigt. Mange har misforstået Davids hensigt, med denne artikel. Den er er ikke lavet for at godkende alt det som Tagryggen er imod. Det indleder han også med at understrege fordi han selv har skrevet om kontroversielle personer som Benny Hinn og Joel Osteen. David ønsker blot at det må ske på et troværdigt, metodisk korrekt og dokumenteret grundlag.
På dette område skaber tagryggen mere forvirring end godt er. Deres argumentationer er meget ofte ikke i orden, men de skriver om nogle emner, som nogle grupper i kirkelivet, er meget enige i. F.x. om den katolske kirke. Derfor tror jeg der var nogen der blev lidt irriteret over at David og jeg skabte tvivl om Tagryggen, som jo taler meget stærkt imod den katolske kirke.
Jeg har personligt ikke noget imod at man kritiserer den katolske kirke. Jeg har heller ikke noget imod at man kritiserer folkekirken, eller pinsekirken, eller baptistkirken osv. Kritik skal man kunne tåle. Ens lære skal kunne klare at blive sat lys på. Det gælder også for det der sker her på omvendelse.dk. Hvad der bliver skrevet her, kan godt tåle kritik. Det er også sket før, at jeg har taget imod kritik og rettet i det jeg har skrevet. Men den kritik jeg kan tage alvorligt skal være ordentligt begrundet. På samme måde mener jeg også at kritik af kirker som den katolske og de andre jeg nævner skal være ordentligt begrundede og konstruktive.
Men nu vil jeg bestemt ikke påstå at jeg har ret i alt det jeg skriver, bare fordi jeg kan tåle at blive kritiseret. Men hvis jeg ikke kunne, så ville jeg være ilde stedt. Folk der ikke kan tåle kritik, har en lille og svag tro. Lige netop det synes jeg debatten med Kim Andersen tyder på at han har. Hvis man læser den debat igennem som David og Jeg har med ham. Så viser det sig at han igen og igen forsøger at tale udenom, lede debatten hen på noget andet, eller svare uden at være præcis. Til sidst viser han også at han har fortrudt debatten, og beder læserne om at gå ind på hans hjemmeside og få tingene sat i “bibelsk perspektiv”. Det lyder jo fint nok. Men det er bare ikke muligt at debattere på hans hjemmeside. Det tyder på at Kim Andersen ikke bryder sig om at få sit arbejde sat i perspektiv. Og det synes jeg er meget trist for Kim Andersen.
Os der arbejder med at afsløre falsk lære i kirken, skal være påpasselige. Det er et farligt arbejde. På den ene side skal vi være skarpe. For hvis Jesus var skarp omkring disse ting, så skal vi også være det. Men på den anden side står der også at som vi selv dømmer, således skal vi også dømmes. Derfor skal vi ikke udtale os hvis vi ikke har et grundlag som er troværdigt, dokumenterbart og sammenhængende.
Det er også en af årsagerne til at jeg ikke har lavet nogle analyser af Todd Bentleys tatoveringer, de navne som hans engle har, eller hans helbredelser. Jeg har simpelthen ikke kendskab nok til det. Jeg mener der er andre ting, som er nemmere at bedømme ham på, og hvor jeg kan være skarp. Jeg er ikke nødvendigvis uenig med dem der har lavet undersøgelser af hans tatoveringer for at tage det som eksempel, men hvis jeg begyndte at vurdere dem, skulle jeg til at undersøge Japansk mytologi, Japansk tatoveringshistorie m.m. Jeg ville ikke have de rigtige forudsætninger til metodisk korrekt at vurdere disse tatoveringer.
Der er altså nogle områder som jeg ikke mener at have nok indsigt i. Og da jeg selv skal stå foran Gud en dag, så vil jeg gerne at jeg kan sige til Ham på den dag; at jeg forsøgte at være tro i forhold til den åbenbaring og indsigt som Han havde skænket mig.
Jeg vil dog til Kim Andersens ros skrive at han jo trods alt kom lidt ud af busken, eftersom han også valgte at indlede en debat hos apologetik.dk. Det var desværre så kun for en kort bemærkning han ville gøre det, men lidt skal også have ret.
Jeg vil i løbet af ugen følge op på flere af de spørgsmål som kom frem i debatten her i weekenden.
One reply on “Debatten om Tagryggen.dk”
Vi har ingen ret til at få lavet tatoveringer, eller ære paven, bede til Maria, for da åbner vi op for demoner.