Category: Troens forsvar

Categories
Kommentar til medierne Troens forsvar

Er John MacArthur en hykler?

På det seneste har der været en del angreb på en af de mest bibeltro og dygtige forkyndere som vi har i dag. Der har været lavet flere ”dokumenterede videoer” og diverse blogpost som har anklaget MacArthur for at leve et liv i overvældende rigdom, og for at være nepotist, og jeg ved snart ikke hvad. Personlig har jeg fundet de fleste af disse anklager tåbelige, fordi de ikke giver nogen mening. MacArthur har nemlig vist at der er en ting som betyder absolut allermest for ham. Og det er forkyndelsen af et klart evangelium ved at pege på Jesus Kristus som vores eneste håb. For mig at se er jeg ret ligeglad med om en forkynder er vanvittig rig, eller fattig. Det er ikke det jeg fokuserer på. Men selvfølgelig kan jeg ikke støtte at forkyndere er blevet rige på andres bekostning, som eksempelvis Joyce Meyer, Benny Hinn o.l. har gjort ved at påstå at folk kan få rigdom i overflod ved at give til lige præcis deres tjeneste. Den slags er ikke andet end misbrug af Guds ord. Men om en forkynder har været god til at administrere sin indtægt og det evt. skulle have medført at man har mere end gennemsnittet, ja, det rør mig ikke. At være kristen er ikke det samme som et forbud mod rigdom. Men det er heller ikke nødvendigvis lig med rigdom, som nogen fejlagtigt påstår.

Er der ikke hold i anklagerne?
Men spørgsmålet er så om nogen af anklagerne mod MacArthur så er i orden, og måske på sin plads. Tja, Justin Peters som jeg engang har haft den glædelige fornøjelse af at have mødt, har interviewet Phil Johnson om disse anklager, og det er ret morsomt at se hvordan disse anklager falder til jorden igen og igen, når man hører årsagerne til den ”mængde af rigdom” som MacArthur åbenbart skulle have.
Når det så er sagt, så skal det ikke være sådan at bare fordi man er en ”særlig Guds mand”, at man så skal fritages for kritik. Det ville jo være hykleri af mig at påstå noget sådan, og jeg er sikker på at MacArthur heller ikke mener at han skal beskyttes imod kritik.
En der fik meget kritik var Charles Spurgeon. På trods af at man kalder ham for prinsen af forkyndere, så var det slet ikke unormalt at han blev kritiseret. Noget af kritikken kunne han ikke tage alvorligt, men han var faktisk glad for noget af den kritik han fik. Særlig en bestemt person som han jævnligt fik kritik af, men som han aldrig fandt ud af hvem var, satte han pris på. Spurgeon fik anonyme breve fra ham, men satte stor pris på særlig denne persons kritik. Han lyttede og læste hvad folk havde af indvendinger, for hvad nu hvis de havde ret?
Hverken Spurgeon eller MacArthur anså eller anser sig selv for at være så hellige at de kunne gå ind under ”Rør ikke Guds hellige” som visse folk i særlig trosbevægelsen misbruger.
Men en ting som jeg har lagt mærke til ved flere af dem som kritiserer folk som Paul Washer og John MacArthur. Det er at de ofte er langt mere fokuserede på at kritisere andre, for at være forkert på den, men det som de selv mangler er en tydelig fokus på Kristus.

Alle er dumme bortset fra mig
Ofte virker de fuldstændig ligesom Kim Andersen fra Tagryggen.dk. Han har igennem mange år kritiseret og kritiseret og kritiseret. Men pege på Kristus gør han ikke. Han har tilmed forudsagt Jesu genkomst mindst to gange, og har ikke kunne tåle at blive kritiseret for dette (selvom begge tidspunkter er blevet kraftigt overskredet).
Disse folk der kun kan finde ud af at kritisere, men de kan ikke finde ud af at prædike evangeliet, og derfor er de ikke værd at høre på. På trods af hvad de ellers siger af ting og sager.
Justin Peters er til gengæld god at høre på, og en af de mest behagelige mennesker jeg har mødt. Han er kritisk, men Kristusfokuseret og bibeltro.
Årsagen til han ikke spurgte MacArthur om disse ting kan jeg fortælle er, at han ved MacArthur ikke synes han skal bruge tid på at forsvare sig. Han ser sin opgave som forkyndelsen af Guds ord, hvad end det er gode eller dårlige tider. Man kan se Justin Peters video her:

 

Og en af anklagevideoerne kan ses her hvis man ønsker det.

Categories
Livet som kristen Troens forsvar

Kan en kristen tvivle på Jesu opstandelse?

For nylig var der nogen der spurgte hvor meget man troede på Jesu opstandelse. Svaret skulle så være på en skala fra 1 til 4, hvor 1 var at man slet ikke troede på Jesu opstandelse, og 4 at man fuldt ud troede på det. I mine øjne var det et fuldstændigt tåbeligt spørgsmål at stille en kristen. For hvis man er kristen tror man på Jesu opstandelse. Hvis man ikke tror på Jesu opstandelse, så er man ikke kristen. Der er ikke nogen skalering her som kan tages hensyn til. Det er et enten eller.
Nu ved jeg godt at diverse liberalteologer (hvad enten de kalder sig emergent church, eller Progressiv kristendom som de kalder sig i dag, o.l.) mener at der skal være plads til tvivle på dette område.
Men sagen er den at hvis ikke Jesus opstod fra de døde, så falder hele kristendommen sammen. Den har ikke et brugbart fundament at bygge på, og ender med at være myte uden frelseskraft. Vi kan med andre ord ikke nøjes med en historisk Jesus som kun levede, og så døde, men ikke opstod. Vi kan ikke nøjes med en Jesus uden også hat have Jesu mirakler. Vi kan ikke nøjes med en Jesus som er mere myte og symboler end reel historie.
En af de problemer der bl.a. opstår når kirkefolk påstår at det er i orden at tvivle på opstandelsen, er at det bliver til en historie som får symbolsk betydning, i stedet for reel betydning. Så bliver det i stedet for en historie om at ”vi må igennem hårde ting, men opstandelshistorien viser at vi nok skal komme igennem det”. Det er jo sådan set i orden at prædike om at vi må igennem livets hårde ting, men det er ikke Jesu opstandelse som man skal bruge til at prædike det budskab. For Jesu opstandelse handler om at Jesus vandt over synden og døden, og viste med sin opstandelse at prisen for vore synder ER betalt.
At David måtte så meget igennem før han blev konge i Israel, kan man bruge til at prædike om at vi må igennem hårde ting, før det bliver godt. At Jakob skulle igennem så meget modgang før det gik godt, kan vi også bruge. Og sådan er der lignende historier i bibelen. Selvom de også viser at selv efter det gik godt, så var der stadig problemer. David fik jo en masse problemer med sine børn, og nogle officerer i hæren. Jakob fik også en masse problemer med hans børn, og var halt resten af livet pga. hans brydekamp med Gud en nat (1. mosebog 32.23-32).
Men hvis vi ikke tror på miraklet at Jesus ifølge flere vidner døde på et kors en fredag, og ifølge flere vidner opstod igen den følgende søndag, så tror vi heller ikke på at bibelen er sand. Hvis bibelen ikke er sand, er der ikke nogen grund til at bruge bibelen. For den fungerer ikke ved at man kan tage noget af den, og fornægte en anden del af den. Enten er den sand, eller også er den ubrugelig. Den hænger tydeligt sammen, og må accepteres som Guds sande ord hvis man er en kristen.

Men hvad nu hvis man mener at være en kristen, og har problemer med at tro på bibelens troværdighed, og tilmed Jesu opstandelse? Hvad gør man så? Skal man så blot vælge at tro blindt på bibelen på trods af at man er i tvivl? Det tror jeg er en rigtig dårlig idé. For den kristne tro er i modsætning til hvad mange påstår, ikke en blind tro. Men hvis man går med disse tvivlsspørgsmål, og tilmed har samvittighedskvaler pga. dem, så er der noget man kan gøre. Søg Gud, og læs i bibelen. Hvis vi kommer til Gud og beder Ham om visdom, og søger I Hans ord, så vil Han også give os det vi beder om. Det ved jeg primært fordi det står i bibelen (Jakob 1.5). Og sekundært fordi jeg selv har oplevet det, og set det samme for andre. Så en ting er at man kan være i tvivl og ikke bryde sig om tvivlen, en anden ting er at være i tvivl og bare acceptere det som et vilkår. Men hvis vi bare accepterer tvivlen som liberalteologerne anbefaler, så kan vi heller ikke regne med frelsen. Men hvis vi har tvivl, og søger Gud om hjælp, så er vi på rette spor. Og så vil Han også hjælpe os igennem den hårde tid med tvivl, og frem til vished. Tjah ligesom Han hjalp David igennem hårde tider med forfølgelse, og som Han hjalp Jakob o.l. vil Han også hjæpe os. Men på sigt, er det ikke meningen at en kristen skal tvivle. Hverken på bibelens troværdighed, Jesu Guddommelighed, død og opstandelse, og dermed også den frelse Han giver dem der vil følge Ham og tilhøre Ham.

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse Troens forsvar

Det skete virkelig (i Betlehem)

Nogle forsøger at få julen til at blive en myte, som handler om en særlig vis person der blev født i Betlehem. Man har forsøgt at gøre det til en romantisk fortælling som er uden indhold, og har langt mere til fælles med brødrene Grimms eventyr. Og hvor gode mange af de eventyr end er, så er der ikke nogen af dem der er sket i virkeligheden. Og heri ligger der en væsentlig årsag. For Jesus blev virkelig født i Betlehem. Gud blev menneske og blev født under nogle vilkår som i dag ville betyde at de sociale myndigheder ville komme og tage Ham. Men så meget fyldte den offentlige sektor ikke dengang.
Jule-evangeliet er ikke en myte, det er sket i virkeligheden. Det sker på et bestemt tidspunkt i historien, og vi ser også at Jesus er en reel og historisk person. Så det spørgsmål man må stille sig selv hvis man ikke er en kristen, er hvem Jesus virkelig er, når Han nu kom til os.

For det er nok det vigtigste budskab. Juleevangeliet må nemlig ikke drukne i romantiske fortællinger med julekrybber, vise mænd fra østerland, æsler der kigger fascinerende på Jesus-barnet etc. etc. Det sande juleevangelium er at finde ud af hvem denne Jesus er og hvorfor han kom. Og her kan der kun være tre muligheder. For Jesus sagde nogle ting der var så vilde, og så ekstreme at enten var Han sindssyg, eller også var Han en løgner, eller også var det sandt hvad Han sagde.

Ikke bare en vis filosof
Ideen om at man kan nøjes med at påstå Jesus var en vis mand, eller en stor filosof, er i bund og grund helt til grin. For det er en nedgradering af det Jesus sagde. For det første sagde han at vi skulle omvende os og tro på Evangeliet (Markus 1,15). Dette skal forstås i lyset af det Han ellers sagde om omvendelse, nemlig at hvis vi ikke omvender os, så vil vi blive straffet i Helvede, hvor der er forfærdeligt at være og både ild og svovl og ingen vand. Med andre Ord, så advarede Jesus imod en dom som venter alle mennesker hvis vi ikke omvender sig. Så Jesus sagde der er et Helvede og at vi skal vende om for at undgå det.

Jesus sagde at kun Han kan frelse os
Jesus sagde ikke at enhver er salig i sin tro. Det er til gengæld en myte, som ikke kan findes i bibelen. Hvis Han havde sagt det så ville det også undergrave bibelens troværdighed. For bibelen viser tydeligt at vi ikke er salige i vores egen tro. Der er kun en tro der gør salig, og det er troen på Jesus Kristus som Gud der blev menneske og ville frelse os. Når Jesus siger i Johannes 14.6 at Han er Vejen, Sandheden og Livet, så siger han samtidig at det KUN er ham der er Vejen. Kun Ham der er Sandheden og KUN Ham som er livet. Han siger ikke, som nogen liberalteologer har gjort det til, at Jesus er en mulig vej, men at der også er andre veje. Nej, det er Kun igennem Jesus Kristus at vi kan finde frelse og betaling for vore synder.

Jesus sagde Han er Gud
Flere steder i bibelen kan man se at Jesus ikke bare var et almindeligt menneske. Han og bibelens tekster viser at Han er Gud der blev menneske. Et af de steder ser vi i Johannes 10.30 hvor Han siger: Jeg og Faderen er ét. Jøderne der hørte Ham sige dette blev så rasende over det at de samlede sten op for at stene Ham. De forstod nemlig fuld ud hvad Han sagde. Han sagde at Han var og er Gud. Det var i mange jøders forståelse blasfemi. Og det ville det også have været i fald Jesus ikke havde ret i dette. Men lige præcis her viste Jøderne også at de tog stilling til en af de tre muligheder om hvem Jesus er. Enten var Han en løgner, eller også var Han sindssyg, eller også talte Han sandhed. De valgte en af de to første her.
Men der var også nogle der kunne se at med de ting Jesus sagde, og gjorde, og den måde Han levede på, og det at Hans profeti om Hans egen korsfærstelse, død, begravelse og opstandelse gik i opfyldelse, betød at Han måtte tale sandhed.
Hvis alt dette gik i opfyldelse, så måtte det også betyde at det Jesus sagde var sandt, og derfor valgte mange også at omvende sig og følge Ham.
Der var der folk der gjorde dengang, og det har folk også brug for i dag. For vi er stadig folk der er på vej mod evig fortabelse hvis vi ikke omvender os og følger Jesus.

Vi har alle brug for at erkende at Jesus ikke kun er en historisk person. Men at Han også er Vejen, Sandheden og Livet. Vi har brug for at erkende vores egen synd og vores behov for Jesu frelse. Vi kan ikke nøjes med at se Ham i julekrybben, vi har brug for at se at Han bøjede sig helt ned til os fra det himmelske. Han valgte at blive født under vilkår som ikke var en konge værdig, selvom Han var en konge. Han valgte at komme til os, selvom vi ikke ønskede Ham. Han kom fordi Han elskede os, og for at frelse os. Hvis folk vil tro han blot var en vis mand, eller en dygtig filosof, så har de ikke fundet frelse i Kristus, for de har kun fundet en dårlig kopi af Jesus. Så lad os tro og erkende at Han er den Han siger Han er, og det betyder vi er nødt til at forholde os til det Han sagde dengang. For det Han sagde dengang, siger Han også i dag.

”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvender jer og tro på evangeliet” Markus 1,15.

Categories
Evig dom evolution eller intelligent design Troens forsvar

Jeg var målløs i Firenze

Lige før verden lukkede ned for Corona, var jeg en tur i Firenze med min søn. Så det var skønt at nå at komme lidt ud at rejse mens vi kunne. Årsagen til rejsen var at jeg ville ham noget renæssancekunst og fortælle ham om verdens første multinationale bankvirksomhed som opstod i Firenze. Plus selvfølgelig den helt eminente italienske mad, som både ham og jeg er helt tosset med.
Men en af de første museer vi besøgte var Galleria dell’Accademia, hvor vi skulle se Michelangelos berømte David-statue. Museet har også nogle malerier der viser hvordan kunsten var lige før renæssancen startede og man kan også se hvordan renæssancekunsten kom til at se ud. Men perlen i dette museum er uden tvivl statuen af David.
På gangen man går nedad på vej før man kommer til David, kan man se diverse ufuldendte værker af Michelangelo. Og her forstår man hvad han mente med at han kunne se at David var inde i marmorstenen som han udhuggede den af. For hver af disse ufuldendte værker ligner folk som nærmest ønsker at slippe fri af stenen. Men så har Michelangelo valgt at give op, han syntes ikke rigtig han kunne se hvordan de kunne slippe helt fri. Men så nederst i gangen står det fuldendte værk. David, med blodårer, hår, muskler og fedtdepoter, klare tydelige øjne, og sluppet fuldstændig fri.


Folk kan sige hvad de vil om Michelangelo, men man kan ikke komme udenom at manden var et megatalent og et kunstnerisk geni udover alle grænser. Og hvis man ikke tror mig, så tag til Firenze og kig selv (der er flere andre skulpturer af ham i Firenze).
At se et foto af Davids-statuen og så stå der i virkeligheden kan ikke sammenlignes. Jeg var ganske enkelt målløs. Jeg måtte stå der i lang tid, gå rundt om den, tage billeder, og så stå der igen. Jeg har virkelig aldrig set noget lignende, og jeg har ellers set en del kunst i mit snart 53 år lange liv.

Ikke en tilfældighed
Men om man synes at Michelangelos David er kunst eller ej, så er jeg ganske sikker på at ingen, absolut ingen vil påstå at denne statue er en tilfældighed. Ingen som er ved deres fulde fem, ville påstå at den er opstået af sig selv, eller var et produkt af en dynamit-eksplosion i et marmorstenbrud, hvor den så lige pludselig stod der. Det ville simpelthen være galimatias at påstå sådan noget. Der er ikke nogen tvivl om at denne statue er skabt af et intelligent væsen. Og vi ved tilmed hvad navnet er på denne statuens skaber.
Alligevel vil mange af de samme personer som ikke kunne drømme om at påstå Davids-statuen skulle være en tilfældighed, påstå at denne jord, plantelivet, dyrelivet og ja, selv menneskerne er tilfældigheder som skyldes et ”big bang”. Så folk der kan se at en person står bag en statue som er livløs, vil i samme åndedræt kunne påstå at de selv kun er en brik af tilfældigheder. Og det vil de på trods af at bare en enkelt celle fra vores kroppe er langt mere avanceret end den mest moderne jumbojet. Og at alle disse celler kan sættes sammen til noget så fantastisk og velfungerende som et menneske.
Hvordan kan det være at vi mennesker kan være så kloge på et område, og så dumme på et andet? Måske handler det bare om at vi ikke ønsker at der er en der står bag ved skabelsen.
For hvis der er en der står bag skabelsen, så må vi jo også stå til ansvar for den person. Og inderst inde så tror jeg vi mennesker godt ved, at det ikke vil være så rart at skulle stå til ansvar for den skaber. For vi har nemlig ikke gjort det særlig godt. Vi har alle brudt Guds lov, og vil stå strafskyldig overfor Ham. Den nu afdøde ungdomsrådgiver Tine Bryld, som jo ellers ikke gav sig ud for at være en kristen, sagde engang at hun var ganske sikker på at vi mennesker er født med de ti bud skrevet på vore hjerter. Ellers ville meget af hendes arbejde nærmest ikke give mening (sagt i et kirkeligt radioprogram i halvfemserne på p1). Og hun havde jo ret. Hvad end vi kender bibelen eller ej, hvad end vi kommer fra en vestlig eller østlig kultur m.v. så er der noget i de ti bud der bare vækker genklang igen og igen. Derfor ved vi godt at vi er skyldige. Men fordi vi ikke ønsker at stå skyldige forsøger vi at fjerne Gud fra vores verdensbillede. Hvilket egentlig bare gør os dumme, og ikke vil give os nogen som helst undskyldning på dommens dag. Vi ved godt at der er en Gud bag der hele, og vi skal stå overfor Ham en dag.
Den dag vil vi stå side om side med Michelangelo, Leonardo Da Vinci, Bill Clinton, og Ghita Nørby og en masse andre mennesker som både er kendte og ukendte. Men den dag handler det ikke om hvor kendte vi er hos andre, men om vi er kendt af Gud og var omvendte kristne mens vi boede på denne jord. Dem som afviste Gud og sagde nej til frelsen, for dem vil der kun være fortabelsen. For uden at være genfødt og omvendt, vil der ikke være nogen frelse, og derfor ikke nogen fremtid i Himlen. Så omvend dig mens du kan. For en dag er der ikke længere muligt, og i dag kan du nå det.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Troens forsvar

Læs bibelen så du kan kende sandheden

En bibliotekar blev engang spurgt om hvor mange bøger de havde på biblioteket. Det var et eller andet 6 cifret antal. Derefter blev hun spurgt om bibelen var der. Det svarede hun ja til, hvortil responsen så var, at så var der i det mindste eén bog som var sand iblandt de hundredtusindvis af andre bøger.
Nu findes der godt nok bøger som ikke er bibelen, og som er sande (men ikke særlig mange). En stor del af dem hedder matematikbøger. Ikke alle matematikbøger er sande, men langt størstedelen af dem er (hvis vi undlader at kigge på stavefejl). Men matematik kan ikke frelse nogen på trods af den matematiske sandhed. Vi har brug for at kende en vigtigere sandhed end den for at blive frelst, og sandheden som jeg taler om her, har et navn. Han hedder Jesus.

Jeg er vejen, sandheden og livet siger Jesus, og i Johannes evangeliets start står der følgende:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Johannes 1.1.

I vers 14 kan vi så tydeligt se at det er Jesus der er tale om her, da der står:

“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Så Jesus som er sandheden, er også Guds ord, og dermed evangeliet, hvilket medfører at Guds ord bibelen er sandheden. Det er altså en sand bog, og det kan vi vise på rigtig mange måder at den er. Men det er ikke noget jeg vil gøre et stort nummer ud af denne gang. Men tænk engang at Gud har sørget for at sandheden som for os er så svær at finde i egen kraft (faktisk umulig), har Gud i sin nåde gjort tilgængelig for os, så vi kan få indsigt i sandheden.
Vi kan få indsigt i hvem Han er, hvad Han vil gøre og hvad Hans plan er for dem der tilhører Ham, og dem der ikke vil tilhøre Ham. Vi kan få en ordentlig forklaring på hvorfor der er så meget elendighed i verden, men også hvorfor der er så mange gode ting i verden. Bibelen er samtidig en uudtømmelig bog om sandheden og dermed en slags overflødighedshorn af gode gaver, for du kan altid gå dybere ned i den, og få et endnu større kendskab til Guds sandheder.

Categories
Bibelen Livet som kristen Troens forsvar

En sund tro der tåler modstand

Jeg er taknemmelig for at jeg havde læst i bibelen før jeg blev en kristen. For ellers ville jeg jo kun have menneskers forklaringer på hvorfor jeg skulle blive en kristen. Jeg hørte ellers ofte kristne give lokkende argumenter for at blive kristen. Det kunne eksempelvis være hvor fedt det er at være en kristen, eller at Gud har en “vidunderlig plan for mit liv”. Den slags argumenter hørte jeg, men jeg vidste godt at det ikke var det bibelen sagde, og blev irriteret over at skulle høre de kristne sige den slags vrøvl. Bibelen have heldigvis vist mig noget ganske andet. Jesu ord viste flere gange at det at tilhøre Ham betød, at man måtte give afkald på sig selv. Der stod ganske rigtigt at Jesus også kom for at give liv og liv i overflod. Men det skal forstås sammen med de andre udsagn om kristenlivet. Det skal ikke forstås isoleret. Så jeg vidste at det at blive en kristen, og være en kristen ville medføre modstand, og det er vigtigt at vide før man omvender sig.

Paulus i fængsel

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28.

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget som han ifølge ham selv, havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Categories
Bibelen Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler Troens forsvar

Prædikanter der prædiker sig selv, men glemmer Kristus

Et tegn på at vi lever i en tid med frafald og mangel på bibelviden, er den fokus de jeg-centrerede prædikanter får. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre. Men hvad er en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds ord som ikke er i overensstemmelse med evangeliet. Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Jens Garnfeldt m.v. hører til i den kategori.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? “

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, og på HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene selvpromoverende prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge vore liv på Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

Categories
podcast Troens forsvar

Kan man være kristen og tro på en gammel jord? Hmm, skal det virkelig skille os? Podcast

Jeg blev for nylig inviteret til en podcast (ved navn Spændingsfeltet) hos Indre Mission. Her skulle jeg debattere med en kristen Phd studerende om jordens alder. Med andre ord gik det ud på hvordan og hvorfor nogen kristne tror på jorden er ung, mens andre at den er meget gammel. Det synes jeg selv blev en ret god debat, hvor jeg repræsenterede ungjordstilhængerne, og forklarede hvorfor jeg mente det var den mest troværdige. Min meddebattant Emil Møller fortalte så hvorfor han mente det var mere troværdigt at tro på jorden er milliarder af år gammel. Hvordan vi kunne være i rum med hinanden og hvad vi syntes var det vigtigste at være enige om, kan du høre i podcasten nedenfor eller på dette link: Link til Spændingsfeltet.

Der er dog nok nogle som vil mene at jeg på dette punkt ikke er ”radikal nok” fordi jeg ikke vil sætte et præcist antal år og dage på hvor gammel jorden er. Men det tager jeg nu ikke så tungt, for det må der være plads til.  Der er ganske sikkert folk som kan repræsentere ungjordstilhængernes argumenter langt bedre end mig. Men jeg mener at hvad end man er ekspert eller ej, så må man gerne på et eller andet niveau kunne forklare hvorfor man tror som man gør. Og jeg håber at hvis jeg med min lille viden kan have det godt med at være ungjordstilhænger, så kan andre også være det.

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Troens forsvar

Hvorfor er bespottelse af Helligånden den eneste synd der ikke kan tilgives?

Jesus siger flere steder at alle synder kan tilgives, dog med undtagelse af en. Det er den berømte ”bespottelse af Helligånden”. Det er et emne som har forvirret mange kristne, og tilmed skabt megen unødig frygt. For hvad nu hvis man har begået den synd, så er der jo ikke nogen frelse.
Lige præcis derfor er det ret vigtigt at finde ud af hvad bespottelse af Helligånden er, og hvad det ikke er.
For det første så betyder det ikke at man aldrig kan frelse, hvis man eksempelvis har sagt en sætning som indeholder ordet ”Helligånden” på en negativ måde. Det ville simpelthen være det mest mærkelige at Gud der er så stor på nåde ikke kan tilgive at folk har sagt noget negativt om Helligånden, når Han kan tilgive man taler dårligt om Ham og om Jesus.

Men lad os se på nogle af de skriftsteder hvor det nævnes. Den første gang vi læser om dette er i Mattæus 12.22-32. Her har Jesus helbredt en mand der var besat, således at han både var blind og stum. Efter Jesus helbredte ham, kunne han både se og tale. Det er et mirakel når sådan noget sker. Det her handler ikke om noget smerte der forsvinder, eller en hovedpine der går væk, eller noget andet som ikke kan dokumenteres som et mirakel. Der er tale om et virkeligt klokkeklart spot on mirakel, og alle der så det kunne se det var et mirakel.
Men der var nogen der hadede Jesus så meget at de på trods af dette tydelige mirakel, valgte at påstå det var djævelen der havde helbredt manden. Og her er det så at Jesus siger vers 31-32:

” Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

Disse mennesker talte imod det Jesus gjorde på trods af at det var så megatydeligt at det var fra Gud hvad som skete.
Men prøv så at læse hvad der står i Lukas-evangeliet 7.29-30 hvor Jesus siger følgende om Johannes Døberen:
Hele folket, som hørte ham, også tolderne, gav Gud ret og lod sig døbe med Johannes’ dåb. Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.
Læg mærke til at der står at farisæerne og de lovkyndige FORKASTEDE Guds plan med dem. Hvad betyder det at forkaste Guds plan? Det betyder ganske enkelt at Gud kaldte på dem, og de tilmed vidste hvad Guds vilje var, og at det var så tydeligt at Johannes Døber var sendt af Gud, at det var tåbeligt at afvise ham som om han ikke skulle være sendt af Gud. Her skal vi huske at Johannes Døberens forkyndelse ikke handlede om ham selv og hans egne oplevelser. Johannes prædikede omvendelse fra synd og pegede på den kommende frelser, og det gjorde han igen og
igen.

Men at forkaste Guds plan med sit liv, når det tilmed er tydeligt at udsendingen er fra Gud, det er reelt set den eneste synd som der ikke er tilgivelse for. Og det er det som Jesus advarer imod. Det er også det eneste der giver mening. For det er ikke alle mennesker der bliver frelst, kun dem der tager imod Guds plan for deres liv. Dem som siger nej til Guds plan går fortabt, og det eneste tidspunkt vi kan sige nej til Guds plan er når Gud kalder på en. Gud kaldte på de lovkyndige og farisæerne og de sagde nej, og påstod tilmed at Jesus var fra djævelen på trods af tegnene og forkyndelsen som var bibelsk. Ergo er der ingen frelse til dem.
De steder hvor Jesus omtaler den utilgivelige synd, så handler det om at afvise Guds plan, når det tilmed er tydeligt at det er Gud der kalder på en.
Det holdt jeg en prædiken om for nogle år siden som man kan høre her nedenunder.

Når bespottelse af Helligånden bliver misbrugt af andre
Når man så ved hvad bespottelse af Helligånden er og ikke er, så er det bekymrende når nogle prædikanter påstår at kritik af dem, er det samme som at bespotte Helligånden. En der har gjort det er manden som kalder sig Guds ”Holy Ghost bartender” som har navnet Rodney Howard-Browne. Han er af flere blevet kritiseret for at det ikke er Helligånden han deler ud af til hans såkaldte lattermøder (bla. kendt fra Torontomøderne o.l.), hvortil han har sagt at folk der kritiserer ham, begår bespottelse imod Helligånden og dermed mister deres frelse.
At man overhovedet kan finde på at sige noget sådan viser at man ikke kan tåle at blive bedømt. Enhver prædikant der ikke tåler at blive bedømt, burde træde ned fra sin prædikestol. For det at prædike betyder også at man er nødt til at lade sig bedømme. Men hvorfor er det så i orden at afvise denne mand, og ikke Jesus?
Meget enkelt, for Jesu mirakler var tydeligvis mirakler som selv en læge ikke ville kunne afvise. Man kunne ikke engang påstå det var placebo. For det andet var Jesu forkyndelse bibelsk funderet og pegede på Gud. Ligesom Johannes døberens forkyndelse også var.
Rodney Howard- Browne og mange lignende prædikanter har ikke nogen tydelige mirakler som kan dokumenteres af læger. Jeg har endnu ikke set nogen brugbar form for dokumentation fra hverken ham, Benny Hinn eller for den sags skyld Torben Søndergaard. Dertil mangler alle disse tre at have en bibelsk forkyndelse. Det som de prædiker er sig selv, og kun meget meget lidt om Kristus. Så nej, at kritisere disse folk er ikke det samme som spotte Helligånden, men at vise hvem der peger på Jesus og hvem der ikke gør. Disse folk har ikke evnet at pege på Jesus i deres forkyndelse og er derfor ikke værdige til at stå på en prædikestol. Prædikantens opgave er at vise at bibelen peger på Jesus, og at det kun er igennem Jesus Kristus at der er frelse. Hvis ikke man gør det, så prædiker man dom over sig selv. Alt for mange prædikanter begår desværre denne fejl. De tror prædikestolen handler om dem selv, og elsker derfor at stå på den så andre kan se dem og se op til dem når de taler om sig selv. Prædikantens opgave er at se væk fra sig selv og ikke sige hvad man selv ønsker, men hvad Gud har sagt i sit ord man skal prædike!

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Kommentar til medierne Troens forsvar

R. C. Sproul er kommet hjem til Herren

Det var både med tristhed og glæde at jeg så nyheden om at teolog, filosof og bibellærer R. C. Sproul er død. Trist over at han ikke længere er hos os, og derfor ikke kan dele ud af sin store viden til os mere. Men samtidig glad for at han er kommet hjem til den Gud og Herre som han var så god til at fortælle os om.

Sproul har været i stand til noget som ellers falder mange reformerte forkyndere svært. Han har vidst hvad han stod for, og været meget klar omkring hvad han troede på og mente. Samtidig har han været i stand til at være meget favnende og arbejde tæt sammen med folk som ikke var ligeså ”reformerte” som ham, og det har jeg stor respekt for. Eksempelvis så var Sproul tilhænger af barnedåb, men havde ikke nogen problemer i at stå på den samme talerstol som Al Mohler og John MacArthur. Ingen var i tvivl om at det var et område som de var uenige om, men alligevel havde de det godt med hinanden og anså hinanden som brødre. Et andet punkt hvor Sproul afveg fra flere af hans venner fra andre kirkeretninger var hans overbevisning om at tiende stadig skulle være bibelsk. Personlig mener jeg ikke at man kan sige tiende er et krav i den nytestamentlige pagt, men ikke desto mindre stod Sproul fast på at det var. Det kan ellers være et punkt som virkelig kan splitte grupper fra hinanden. Men det gjorde det ikke for Spoul. Men hvad splittede så?
 Jo, en ting som jeg har fundet fascinerende ved Sproul var hans evne til at se hvad der var værd at blive splittet over, og hvad man kunne se igennem fingre med (også selvom man mente det var vigtigt). Der var særlig to ting som Sproul var helt klar på. For det første bibelens troværdighed og autoritet, som jo er udgangspunktet for at vi overhovedet kan tro på at Gud er den Han siger Han er. Og for det andet, retfærdiggørelse igennem tro alene. De to punkter var det som folk kunne samles med Sproul om. Det betød bl.a. at Sproul var helt skarp på at den romersk katolske kirke, ikke er en bibelsk kirke. Dels pga de har sat pavernes ord lig med bibelens ord, og fordi retfærdiggørelse af tro alene er ubibelsk ifølge den romersk katolske kirke. Samtidig var Sproul også klar i mælet når det handlede om hvordan man skulle forholde sig til kirker som ikke holdt Skriften og dens ufejlbarlighed højt nok.

Men det som jeg nyder allermest ved Sproul var at for ham var evangeliet en helt naturlig del af forkyndelsen. Hvad end han prædikede udfra den ene eller den anden tekst, så var det hele smurt ind i at han havde en klar og tydelig forståelse af evangeliet. Dertil var han også en ret belæst mand, som forstod filosofi, ideologi, historie og litteratur på et niveau som kun de færreste har. Det hører man for resten også i denne undervisning hernedenunder hvor han til min forbavselse fortæller at Herman Melvilles bog Moby Dick er en teologisk fortælling. Hvilket gjorde at min forståelse af Melvilles fortælling om Billy Budd (ikke så kendt som Moby Dick), får et helt nyt lys over sig.

Men lyt hvis du har tid og lyst til hvordan Sproul ved hjælp af Guds ord, viser hvorfor vi er nødt til at holde fast i Guds ords ufejlbarlighed og autoritet.

Til dig som godt vil høre mere om filosofi, og høre det fra en bibelsk funderet forkynder, kan jeg på det varmeste anbefale Sprouls serie Renewing Your Mind. I en periode gennemgik han filosofiske tanker igennem historien, og så det med bibelske briller. Det kan man høre her:https://www.sermonaudio.com/search.asp?sortby=oldest&keyword=ligonier&SourceOnly=true&subsetcat=series&subsetitem=The+Consequences+of+Ideas&AudioOnly=false