Category: Synd

Jeg har en køkkenhave, som jeg er rigtig glad for. Jeg har et lidt romantiseret forhold til havearbejde. For der står jo at Adam og Eva var sat til at passe Edens have. De første mennesker så altså ud til at være en slags gartnere. Der er også en særlig tilfredshed i at se, at det man har sået, passet og dyrket bliver til noget man kan spise. Men det er ikke altid så nemt.

Da min kone og jeg flyttede ind i vores hus, var det en august måned. Vi havde købt den fire måneder i forvejen, med overtagelse august. Så dem der havde huset i forvejen, havde ikke gjort noget ved køkkenhaven, for de ville jo ikke selv få så meget ud af den. De havde bare ladet den stå til. Den var fyldt med ukrudt, som jeg forsøgte at fjerne i sensommeren, for at gøre den klar til foråret. Det var hårdt arbejde. Specielt pga en invasion af kvikgræs. Det meste ukrudt behøver ikke være så svært at fjerne, men kvikgræs spirer under jorden i et sindrigt rodsystem. Det kommer hurtigt, og det suger kraft ud af jorden. Kraft som skulle bruges til grønsagerne istedet.

Næste forår gik jeg så igang med at plante. Jeg var nybegynder i havearbejdet, men jeg så frem til opgaven med glæde. Engang imellem kom der en irriterende mælkebøtte op. Men de kunne godt klares. Små grønne planter kunne også godt hurtigt klares. Men kvikgræsset blev bare ved med at komme igen og igen og igen og igen. Jeg var ganske enkelt træt af det. Jeg blev faktisk så træt af det, at jeg lod det stå til nogen gange. Men så blev det jo bare meget værre. Hvilket også medførte at min jord bare blev dårligere, og mine grønsager mindre, end de burde blive. Så til efteråret måtte jeg igang igen, med at fjerne det kvikgræs. Jeg fik min svigerfar til at hjælpe mig. Han har lang og god erfaring med havebrug, som jeg benytter mig af indimellem.

I år var der så nogenlunde ryddet op i haven, så den var klar til brug. Men der hvor jeg har sået kartofler er der en plet, hvor der igen er begyndt at komme kvikgræs. Men nu ved jeg hvad jeg skal gøre. I min havebog står der at hvis rodnettet er ødelagt (evt ved hjælp af en kultivator) kan man kvæle kvikgræsset ved at fjerne det der vokser op, når det har ca tre blade på sig. Kvikgræs optager nemlig kvælstof gennem dets blade (tror jeg nok). Hvis det så ikke får kvælstof nok, vil rodnettet visne, og jorden vil blive god igen, men det vil tage lang tid. Så det gør jeg i dag. Ca hveranden dag er jeg efter den plet med kvikgræs, for det skal holdes nede, og det skal dø!

Men hvor ligner det kvikgræs bare vores egen synd. Hvis vi bare lader stå til med vores synd, så vil det overtage hele vores liv. Mange der kalder sig kristne mener jo ikke at synd betyder så meget mere. Jesus har jo taget synden siger de nærmest nonschalant, og uden at vise forståelse for hvad der skete på korset. De samme mennesker ender også igen og igen med at leve et liv hvor synden har overtaget så stor en del af dem, at de ikke længere selv kan se det. De har fået fedt om hjertet som bibelen siger. De ser ikke at synden i deres liv afholder dem fra at leve et liv med Gud.

De er som en der har ladet kvikgræsset passe sig selv. De siger at der ikke er noget kvikgræs mere, selvom det vokser vildt og uhæmmet. Men selvom Jesus har taget vor synd på sig, så synder vi stadigvæk. Og hvis vi siger at vi ikke har synd, så gør vi os selv til løgnere.

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” Første Johannes brev 1.8

Vi skal ikke bilde os selv ind at Jesu værk på Golgatas kors var for at give os en usynlighedskappe vi kunne tage på os, så vi kan gå ud og synde. Han tog al vor synd på det kors, for at vi måtte blive købt fri af synden og begynde en vandring med Gud hvor vi lever i helliggørelse. Nej jeg mener ikke vi nogensinde kommer af med al vor synd i dette liv. Men vores liv bør vidne om at vi er Guds børn. Fordi vi har fået en ny natur da vi blev født påny. En natur som hader synd, og som derfor ikke kan leve i en syndig livsstil, hvor man lader synden stå til. Det er den natur der gør at vi hellere vil søge Guds rige og Hans vilje istedet, end vi vil tage imod det som verden tilbyder os.

Det er pinse, og på pinsedag for små 2000 år siden udgød Gud sin Helligånd. Men hvordan kan man vide om man har fået Helligånden? Det er et emne som der desværre er uenighed omkring. Uenigheder som jeg tror bl.a. er opstået på baggrund af en dårlig forståelse af bibelen.

Er tungetale et tegn på at man har Helligånden?
I de karismatiske kredse har der været en tendens til at man har følt sig mere overlegen rent åndeligt, fordi man argumenterede for at man havde Helligånden. Det konkluderede man udfra at man talte i tunger, ligesom de gjorde på pinsedag i apostlenes gerninger 2. Men er det i orden at afgøre om man har Helligånden, bare fordi man taler i tunger? Lad os prøve at tage nogle eksempler frem.

Jeg ved om en kristen som var faldet fra. Der var ingen tvivl om at han var en frafalden, han sagde det selv. Men han kunne stadigvæk tale i tunger. Hvilket han demonstrerede overfor andre kristne, for at drille dem. Var manden frelst alligevel, var der nogen der spurgte hinanden om, for han kunne jo stadigvæk tale i tunger? Reelt set et tåbeligt spørgsmål, som jeg nok skal give svar på, til sidst i indlægget.

Er det kun kristne der taler i tunger? Nej, tungetale forekommer også hos andre religiøse trossamfund. Det er dog særligt hos de mere åndelige bevidste at det forekommer, må jeg indrømme. Tungetale er et fænomen som man kan observere hos folk der dyrker intensiv meditation. Transcendental Meditations bevægelsen kendt under initialerne TM, har folk som kan tale i tunger. Dertil findes der også satanistiske forsamlinger, hvor folk taler i tunger.

Tungetale er altså ikke et isoleret kristent fænomen. Derfor kan man ikke konkludere at tungetale er et tegn på at man har Helligånden. Der må altså være nogle yderligere tegn, for at man kan vide at man har fået Helligånden. Det vigtigste tegn på at man har Helligånden, er at man er overbevist om synd! Hvorfor så det? Jo, Jesus siger det selv i Johannes 16.7-8:

“Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. “

Jesus taler her om at Helligånden vil overbevise om synd, retfærdighed og dom. Det er altså det der sker når Helligånden kommer, Han overbeviser om Synd. D.v.s. at folk der kalder sig kristne men som ikke er overbevist om synd, burde være meget bange. For de siger faktisk at de ikke kender til Helligåndens gerning i os. En gerning der peger på vore synder og gør os opmærksom på ting som vi må få ryddet op i. Hvis man som kristen ikke oplever at Gud viser os synd i vore liv, så burde vi være meget bange. Og bede til Gud om at han må tale til os igen og vise os, om der er noget Han ønsker at rense os for.

Jeg vil ikke med dette indlæg påstå, at man ikke skal tale i tunger som kristen, bare fordi andre religiøse retninger oplever de samme ting. Men tungetale uden forståelse af hvem Gud er, og uden forståelse af vores egen synd, er ubrugeligt. Det er ligemeget hvor meget du taler i tunger, det er ligemeget hvor meget du har rullet rundt på gulvet i latterkramper, det er ligemeget hvor mange gange du er blevet helbredt, eller hvor mange gange du har bedt om helbredelse for andre, og har set de er blevet helbredt. Intet af dette er isoleret set tegn på, at man har Helligånden. Hvis det ikke forekommer sammen med en overbevisning om synd, så er det ikke tilfredsstillende. For en af Helligåndens vigtigste opgaver er at fokusere på lige netop dette!

Her er så fortsættelsen fra indlægget Jesus tager imod et sønderbrudt hjerte fra d 22/4. Der skrev jeg at Gud tager imod et sønderbrudt hjerte. Men hvad er det for et sønderbrudt hjerte Gud tager imod. Der er jo masser af folk der er ødelagte, knust og ærgerlige over deres omstændigheder og deres liv. Paulus skriver om dette i andet korinterbrev 7.10:

“For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død.”

Hvis vi læser det der står i sammenhæng med det vers, ser vi at bedrøvelse efter Guds vilje, er en bedrøvelse over at vi har syndet. Vel at mærke en bedrøvelse der fremkommer fordi vi er blevet opmærksom på at vi har syndet, og forstår at synden er en fornærmelse mod Gud. En sådan bedrøvelse er efter Guds vilje og virker til omvendelse. Det var den samme bedrøvelse som tolderen oplevede, som jeg beskrev i indlægget Jesus tager imod et sønderbrudt hjerte.

Men bedrøvelse efter verden forstand virker død, skriver Paulus. Hvad er bedrøvelse i verdens forstand? Jeg har mødt rigtig mange mennesker som har været bedrøvede efter verdens forstand. De har været bitre over at mennesker har svigtet dem, de har været irriterede over at det er gået andre bedre end dem selv, de har vist misundelse over at de ikke har en stor bil eller lignende, de har beklaget sig over at deres rettigheder er blevet brudt, og sådan kunne jeg fortsætte. Jeg tror godt du forstår lidt af hvad jeg mener her. Bedrøvelse efter verdens forstand handler om at mig, og min ret, og at jeg har krav på MIN ret. Men bedrøvelse efter Guds vilje handler om at vi forstår at vi har bedrøvet og fornærmet vores skaber som elsker os med så inderlig en kærlighed at Han gav sin egen søn for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Når man ved dette, så kan man undre sig over at mange forkynder et budskab hvor der ikke er plads til, at folk kommer til Gud med et sønderbrudt hjerte. Det vil man ikke tale om. Hvorfor er der så mange der ikke ønsker at vi taler om at dette? Jeg kan godt undre mig over det for det står jo stadig i bibelen, ikk?

Dette er en del af en prædiken jeg holdt for nylig.I dette stykke definerer jeg udfra bibelen den menneskelige ondskab.

Hvis vi skal forstå hvor stor Guds kærlighed er, og hvad det er for et kærlighedsbrev Han har skrevet til os, samt hvorfor det er et kærlighedsbrev, så må vi starte med os selv og finde ud af hvem vi er. For det er os det er skrevet til.

Her vil jeg gerne vise hvor forfærdelige og syndige vi er. I både vore egne øjne, og i Guds øjne. For det er ikke muligt at se lyset fra Gud klart nok hvis vi ikke klart kan se det mørke vi selv er i, ifølge Charles Spurgeon.

For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Rom. 3.23-24

Alle har syndet. Alle. Og ufortjent gøres de retfærdige. Ufortjent. Jeg kan ikke i egen kraft gøre mig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Hvis jeg troede at jeg kunne så har jeg mistet alt, og viser at jeg ikke har forstået evangeliet. Men hvorfor kan jeg ikke gøre mig fortjent til frelsen? Fordi jeg er ond. Jeg er virkelig ond. Ja jeg er faktisk ligeså ond som dig. Hov hov Rene så ond er jeg da heller ikke. Okay, men hvad nu hvis jeg kunne tage alle dine tanker og sætte dem op på storskærm, så alle dine venner kunne se dem sammen med dig. Ikke dine gerninger, bare dine tanker. Og lad os bare nøjes med den sidste måned. Så ville der dukke ting op på den skærm, som du ville skamme dig så meget over at du ville flygte ud af døren, og aldrig vise dig igen. Du ville skamme dig så forfærdeligt over at dine venner fik indblik i dine skrækkelige tanker. Hør hvor ved jeg det fra tænker du måske nu? Jeg kender også mennesket og ved at bibelens ord er sande.

I romerbrevet 7.18 står der:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.

Fortsættelse følger i morgen.

De fleste har hørt om gangsterkongen Al Capone fra Chicago. Han var Chicagos leder i trediverne. Det var et underligt samfund at bo i. For der var en masse formelle love, som ikke blev overholdt. Men istedet en masse uskrevne regler som blev overholdt. Det var bare ikke nogle særlig gode uskrevne regler. For de var bestemt af Al Capone som havde næsten alle politimænd i chicago på sin lønningsliste. Det var han nødt til for at få lov til at distribuere og sælge alkohol (dengang var der et alkoholforbud i USA), handle med kvinder, slå folk ihjel og andre ting som ikke var af god karakter, for at sige det lidt pænt.

Men hvordan kunne det lade sig gøre at en by med så mange betjente, kunne havne i en situation hvor det nærmest kun var en håndfuld som ikke tog imod bestikkelse? Det kan da ikke passe at så mange betjente bare sådan uden videre har sagt ja til ulovlige penge. For en betjent skulle jo også gerne holde loven. Hvad var der sket? Svaret var at der var en der var gået i forvejen for dem. Borgmesteren under Al Capones storhedstid var William Hale Thompson. Thompson var en åbenlyst korrupt borgmester. Alle vidste at han fik bestikkelse af Al Capone. Man så nok ikke pengene direkte, men der var ingen tvivl om at der var en stærk forbindelse mellem de to. Samt at der blev givet mange penge den ene vej, mens der blev set igennem mange fingre den anden vej. Det mest tåbelige argument som Thompson brugte for at undgå at give Capone en negativ fokus, var at Thompson brugte enorm megen tid på at overbevise folk om at USAs værste fjende var Kong Georg d.5 af England. Ja, man tror det er løgn, men den skulle være god nok.

Men nu var der en bunke betjente der så at deres overordnede tog imod penge fra den største kriminelle i byen. Hvad mon de tænkte? Jo, nogle begyndte at tænke; hvis han kan, så kan jeg også, og penge lugter jo ikke. Og efterhånden som det bredte sig, blev det mere og mere almindeligt at tage imod bestikkelsen. For hvorfor skulle jeg gå glip af de penge som de andre også fik. Nogle modtog nok også pengene for at undgå at være udenfor fællesskabet. De brød sig måske ikke om det, men når de andre gjorde det, så betød det vel ikke så meget at de selv fik lidt også.

Problemet er bare at synd, stadigvæk er synd. Hvad enten de andre gør det samme eller ej, så er synd stadigvæk både lovovertrædelse og fornærmelse af Gud. Vi kan ikke sige overfor Gud; jamen det gjorde de andre også. Det er ikke en begrundelse Gud vil tage imod. Kun for dem der har erkendt at deres synd er modbydelig i Guds øjne, og at vi er nødt til at vende om til Ham, og vil tage imod Hans tilgivelse som blev givet os på korset igennem Jesus. Kun for dem er der frelse. Men for dem der siger; jeg er da ikke værre end de andre, er der ingen tilgivelse. For er den holdning ikke det samme som selvretfærdighed? Og var det ikke selvretfædighed som Jesus skældte farisæerne ud for?