Categories
Hvem er Gud? Synd

Evangelisk forkyndelse: Guds Hellighed

For at en forkyndelse kan siges at være evangelisk, må den også indeholde evangeliet. For at kunne vurdere om det er evangeliet der bliver forkyndt, kan man dele evangeliet op i nogle punkter som hænger sammen, og som er så væsentlig en del af evangeliet, at man ikke kan ignorere det. Medmindre man er ligeglad med om man forkynder evangeliet eller ej. De fem punkter er:
1. Guds Hellighed
2. Menneskets syndige natur
3. Nødvendigheden af retfærdighed
4. Kristi værk på korset
5. Omvendelse og tro på Jesus Kristus
De fem punkter er ikke udtømmende, men en slags minimum for at kunne være indenfor evangelisk forkyndelse. Og det skal heller ikke forståes sådan at hvis man ikke er kommet ind på alle fem punkter, at man så nødvendigvis har leveret et uevangelisk budskab. Men det betyder at ens forkyndelse er smurt ind og drevet af dette indhold. Lad os se på den første.

Guds hellighed

Hvis ikke at Gud er hellig, så er der ikke nogen grund til at Jesus skulle dø på korset, og heller for mennesket til at omvende sig. For hvis Gud ikke er hellig, behøver Han ikke tage synd alvorligt, og så forsvinder resten af evangeliets budskab sin kraft. For så har vi ikke længere brug for syndernes tilgivelse, og dermed er der heller ikke brug for at Jesus skulle dø på et kors for os. Mange steder forkynder man ikke længere Guds hellighed, for man ønsker ikke at folk skal finde ud af at de skal stå til regnskab overfor en Gud som ikke tåler synd. Man vil hellere prædike så folk har det godt med dem selv, får et godt selvværd, og har lyst til at komme i kirke igen og blive opmuntret til at fortsætte med at leve sit eget (religiøse) liv. Men det er nødvendigt at folk ser, at Gud er så hellig at han ikke kan tåle synd. Dvs at hvis en synder kommer i nærheden af Gud, så vil det være så forfærdeligt at opleve, for ens egen synd, skam og urenhed vil stå frem som det det er. Man vil se sin egen ondskab som den er, og man vil se at man kun fortjener en ting, og det er evig straf.

Hvor meget bedre er det ikke at finde ud af ens sande tilstand i dette liv, hvor der endnu er tid til at vende om? For det er mens vi er her, at Gud giver os nåde til at vende om , hvis vi erkender at vi har brug for Hans frelse. Dette er kun muligt når vi forstår og har fået forkyndt at Gud er hellig, og ikke kan tåle synd. Heldigvis er Gud også kærlig. Han kunne have nøjedes med at straffe os, men Han valgte at tage den straf som vi skulle have, på sig selv. Så at dem der vil omvende sig fra deres eget liv, og give det til Ham, skal frelses og blive født på ny og blive Hans børn.

Så punkt nummer et, hvis vi siger vi prædiker evangeliet, prædiker vi også om Guds hellighed.

Categories
Korset Overfladisk kristendom Prædikener Synd videoer

Hvad svarer Paul Washer til kritikken af ham?

I noget af den debat der kom frem på indlægget “Og vi spiller DØØØØDSmetal“, var der en der påstod at Paul Washer var en vranglærer. Han skrev ovenikøbet at Washer lærte at man skulle leve perfekte liv for at være en kristen. Det ved jeg er en total løgn. For jeg har hørt adskillige prædikener med Paul Washer, og jeg har også brugt flere dage sammen med ham her i Danmark. Og hvis der er noget han ikke mener så er det det. Han har sagt at det er den eneste måde vi kan gøre os fortjent til Guds kærlighed, men da det ikke er muligt for os, er der ingen af os der fortjener Guds kærlighed. Paul Washer prædiker med andre ord, at vi ikke fortjener noget som helst fra Gud, men at Gud alligevel sendte sin søn, og lod Ham blive knust af sin egen vrede i vores sted.
Men udover den anklage var der et link til en side som beskrev Paul Washer berømte prædiken Shocking youth message var vranglære. Den kiggede jeg lidt på, og måtte igen tage mig til hovedet. Det var en hjemmeside der hvis jeg skal give en hurtig bedømmelse af den, lignede Tagryggen.dk. Der stod nogle gode ting i, men det var blandet sammen med en masse vrøvl og ekstremiteter. En af de der “everybodys stupid but me” hjemmesider. Men lad det nu være. Det er heldigvis muligt at høre hvad Paul Washer selv svarer på den kritik der har været af hans forkyndelse. Også den berømte Shocking youth message. Og han er faktisk ret ydmyg, så til dem der mener at Washer er galt på den, så se lige den her video hvor han svarer på kritikken.

Men de burde også se hans prædiken fra Randersmødet fra i sommers. Jeg vil rigtig gerne høre hvad det er I mener er forkert ved den. Jeg har faktisk selv ganske lidt kritik af den, men igen mener jeg ikke at det er noget der ødelæggende. For det er en klar forkyndelse af evangeliet vi hører her. Men det er en forkyndelse som gør opmærksom på at det koster noget at følge Jesus. Noget som mange prædikanter desværre ikke prædiker mere. Måske er det reelt set det at han prædiker om Jesus, så man kan høre at det koster noget at være en kristen, der gør at folk kalder ham en vranglære. Netop fordi de ikke bryder sig om at betale den pris det koster at være en kristen. Det virker også for nogen som en høj pris, for det koster os retten til vore egne liv. Men hvad vi ofte glemmer er at vore liv ikke er noget værd, når vi lever afskåret fra Kristus. Så hvorfor holde krampagtigt fast i et værdiløst liv, når det ikke er mere værd, og det Jesus har til os, er så meget mere værd? Men hør selv forkyndelsen her. En forkyndelse som der er brug for i rigtig mange danske kirker!

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Synd videoer

Har vi forstået korsets budskab?

Som en sidebemærkning til den debat der er på de to forrige indlæg (se her og her) tænkte jeg at det måske skyldes at vi ikke fatter hvad Jesu kors egentlig handler om. Vi har gjort korset til et ydre tegn, som ikke giver os et livsforvandlende budskab. Det er også hvad vi ser i meget af den moderne kristne rockmusik. Mange bands giver sig ud for at være kristne, men når man ser på deres version af kristendom, så kan det nogen gange være svært at se forskel på deres udgave, og den som man oplever hos de sekulære musikanter. I videoen her, bliver der fokuseret på hvordan sekulære bands fremstiller og bruger deres “tro på gud”. Jeg synes der er lidt for mange ligheder med kristne bands her. Og det i sig selv burde få folk til at tænke over om deres musik virkelig herliggør Jesus. Eller om Jesus blot bliver et prædikat som man smækker på sin musik, fordi man synes det lyder rart at kalde det for kristen musik.

Jeg mener ikke at dette besvarer alle de spørgsmål som der er kommet op i debatten. Men skal ses som et input i debatten.

Categories
Bibelen Omvendelse Synd

Det vigtigste et menneske kan opleve

Det allervigtigste et menneske overhovedet kan opleve, er at blive født på ny. For hvis vi ikke er født på ny kan vi slet ikke komme ind i Guds rige. Ja mindre end det. Vi kan slet ikke se Guds rige. Jesus siger jo selv:

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3

Det der sker når man bliver en kristen, er mere end bare en beslutning om at blive et bedre menneske. Farisæerne forsøgte jo at være gode mennesker, men Jesus kaldte dem kalkede grave. Hvorfor? Fordi deres forsøg på i kødet at være gode, reelt set gjorde dem til hyklere. Deres gerninger frelste dem ikke, ligemeget hvor meget de end prøvede. Det er også det som farisæeren Nikodemus ikke forstod, da han havde samtalen med Jesus som skriftstedet er taget fra. Han fattede ikke at han var nødt til at blive født igen. For det var jo umuligt syntes han. Men det er jo også Gud der føder os på ny. Det er ikke noget vi selv kan gøre.

Jeg husker dengang det skete for mig. Jeg vidste at Gud kaldte på mig, og kaldte mig til omvendelse. Jeg prøvede at stritte imod, for jeg ville hellere leve mit eget liv. Men da jeg så endelig sagde ja, og bad Jesus om at blive Herre i mit liv, da skete der noget.

Jeg blev forvandlet. Jeg vidste at jeg ikke længere var som jeg havde været før. De drifter som jeg havde, og som gjorde at jeg før gik efter synden som et svin skynder sig hen til svinefoderet, de havde ikke længere den samme styrke i mig. De var der stadigvæk, men de havde ikke længere magten over mig. Jeg var blevet en ny skabning.  Jeg ønskede istedet at være sammen med Gud. Fordi en der er født på ny, også ønsker at være sammen med sin Far i Himmelen. Det ønskede jeg ikke før, men da var jeg heller ikke Hans barn. Bibelen siger at før et menneske er født på ny, bliver vi set på som djævelens børn. Og sådan et har jeg været.

Men at jeg i dag er født på ny, kan og skal jeg ikke tage æren for. Af flere årsager. En af dem var, at jeg selv havde prøvet at afholde mig fra en syndig livsstil før. Men det var aldrig gået godt. Denne gang var der sket en forvandling som gjorde at jeg vidste at jeg ikke længere var under syndens herredømme, men under Guds.
Jeg fejler stadigvæk, derom skal der ikke være nogen tvivl. Men jeg kan ikke leve i synd som jeg gjorde før, jeg kan ikke svælge mig i det og være glad. Jeg kan ikke svømme i det med velbehag. Jeg finder afsky i at være i det, for jeg er blevet forvandlet ved Jesus Kristus. Og det er kun til Hans ære. Den nye fødsel er det største der kan ske i et menneskes liv.

Hvis du er i tvivl om du er født på ny, så kan jeg anbefale dig at finde ud af det, ved at læse Guds ord. Start i Mattæusevangeliet og find ud af hvad Jesus sagde. For det samme han sagde dengang, det siger han også i dag. Og hvis du søger Ham, så vil Han også vise dig hvorfor, og hvordan du kan blive født på ny og undgå Guds vrede, og istedet modtage Hans kærlighed!

Categories
Falsk Lære Kirke Synd

Hvordan bliver man en god heks?

Overskriftens spørgsmål burde ikke forekomme i kristne kredse, men ikke desto mindre er det hvad børn blev udsat for på Apostolsk kirkes sommerstævne i år. I min research omkring homoseksuelle sangere i kirkelivet (se linket her), kom jeg forbi Apostolsk kirkes hjemmeside for deres stævne. Der fandt jeg følgende reklame for deres børneaktiviteter:

“Teater forestilling: Hans og Grete.Alle ved godt, at i eventyr, der kan alt ske og der i kan eksistere alt lige fra talende æsler, til flyvende heste, og trolde og hekse kan både være gode eller onde. Her på stævnet får vi besøg af en af de gode eventyrhekse – og hendes lille tipoldebarn Tipse. Tipse skal til i lære, til at blive en god heks …. for vælger man at være en ond heks, kan det ende grueligt galt …. Tænk bare på heksen i Hans og Grete!” (Se link her)

Da jeg læste det tog jeg mig godt og grundigt til hovedet. Jeg vidste godt at mange i kirkerne har læst Harry Potter bøgerne. Jeg ved også godt at der er godtroende præster der påstår at det ikke påvirker nogen, og at der ikke er noget ondt at finde i de bøger. Men jeg ville bestemt have meget svært ved at finde bibelcamps for bare 10 år siden som kunne finde på at vise den her slags. Man havde en langt større viden om faren ved det okkulte dengang.
Men det som man kan se her, er simpelthen lavmålet. Tænk at man som kristen kan tage sine børn med på en bibelcamping i forventning om at de får et Guds ord til børneaktiviteterne, og så finder ud af at de har hørt om en pige der skal i lære som god heks. Hvis mine børn blev udsat for det, så ville jeg beklager mig rette sted først, og bagefter ville jeg tage min familie med væk fra det sted (medmindre man på stedet valgte at aflyse det okkult inspirerede børnearrangement).

Der var engang da børnearbejde i kirken bestod i at give børnene Guds ord. Det kan godt være at man gjorde det lidt anderledes end man gjorde til en gudstjeneste (hvilket jeg ikke nødvendigvis ser noget galt i), men ikke desto mindre var det Guds ord man gav dem. I dag synes man i relavanthedens hellige navn, at det bare handler om at få børn til at komme, og så kan man give dem det man tror de vil have. Istedet for at give dem det de har brug for, nemlig Guds ord. Måske er det fordi at dem som står bag disse arrangementer heller ikke kender Guds ord, men har et større kendskab til Harry Potter bøgerne istedet. Det er kun et gæt fra mig, men ikke desto mindre et seriøst gæt.

Categories
Evig dom Korset Livet som kristen Synd

Har jeg ret til at være vred?

“Min ret, din ret, deres ret og vores ret.”
Jeg har tit mødt folk som er blevet udsat for en uretfærdig behandling, som de mener de har ret til at føle vrede over. Nu er der i princippet ikke noget galt i at være vred. Vi burde være vrede over at abort er legalt, eller være vred over den pornoficering vores samfund er udsat for, bare for at nævne nogle få eksempler. Men at være vred på nogen, som har behandlet en uretfærdigt, er ikke nødvendigvis i orden.

Eksempel: Jeg har tit mødt kvinder som er vrede over deres mænd (eller eksmænd), og som bruger rigtig meget af deres liv på at fortælle om hvordan de blev behandlet, og hvor forfærdelig han var (undskyld, her til de kvindelige læsere, at det lige kommer til at gå ud over jeres køn, jeg kunne have taget et andet eksempel, men jeg har oplevet dette så mange gange at det var den der først faldt mig ind). Ufattelige mængder af tid og ressourcer bruger de til at fokusere på “deres ret” til at være vrede.

Når vi har det sådan, og det er jeg ret overbevist om at vi alle har prøvet i en eller anden grad, så glemmer vi hvem der har mest ret til at være vred. Vi glemmer Gud. Vi glemmer hvor stor Hans vrede er mod synderen. En vrede der er så stor at Han kaster folk i Helvede, fordi vi lever i oprør mod Ham, og er onde i vores hjerter. Den ret til at være vred, har Han også over os der kaldes Hans børn. Han siger faktisk at vi skal tilgive vore skyldnere, som Han har tilgivet vores skyld.

Husk på den gældbundne tjener som kongen jo havde ret til at sælge som slave. Den ret frasagde kongen sig fordi han fik medlidenhed med tjeneren. Men da han så at tjeneren ikke selv ville frasige sig sin ret til at inddrive et endnu mindre beløb fra en anden mand, tog kongen sin ret tilbage for at straffe sin tjener, og overgav ham til bødlerne står der i Mattæus 18.23-35.

Hvis vi holder fast på vores ret til at være vrede og bitre over andres behandling af os, så vil Gud også bruge sin ret til at vise sin vrede på os igen. Dette er meget alvorligt, men mange vil ikke anse det for at være alvorligt nok, for selvom de kender Guds meget klare ord om dette, vil de hellere fastholde deres ret. En undskyldning som jeg tror de bruger (og som jeg nævner fordi jeg selv har tendens til at bruge den) er at det kan være rigtig svært at tilgive, når man jo blev uretfærdigt behandlet. Men husk at Jesus blev uretfærdigt dømt. Den mest uretfærdige dom i hele verdenshistorien. Alligevel kunne han tilgive dem hvad de havde gjort mod Ham. Hvis Han kunne det, så er vi også nødt til det.

Categories
Overfladisk kristendom Synd

Kirken og Hollywood 3

Se første afsnit på dette link.

Og andet afsnit på dette link.

Da det meste af en generation af kristne igennem fyrre år, var blevet vant til at biografturene var en fast bestanddel af ens liv, ændrede Hollywood stil. I 1968 gik man væk fra det moralske regelsæt “The Hays code” og tillod blasfemi, nøgenhed, og lignende ting som “The Hays code” var imod. Man begyndte at fremstille synd som noget godt, som om det ikke havde nogen konskekvens. Utroskab og anden sex udenfor ægteskab blev nu normalt at se i film. Det var ellers ikke noget man så før. Man så henvisninger til det, men man viste det ikke eksplicit. Eksempelvis havde Afred Hitchcock adskillige måder at vise at nu havde parret i filmen sex. Men det blev gjort på en måde så kun voksne fattede det, mens et barn ikke ville kunne se sammenhængen. Den form for kunstnerisk filmsprog var der ikke længere brug for, nu da man ikke længere levede op til de moralske spilleregler man havde under “the Hays code”.

Men nu vokser der en ny generation op. Den gamle generation var vant til at der ikke blev forsøgt at ændre på folks religiøse indstillinger, når man gik i biografen, og de tænkte ikke over at Hollywood havde forladt det gamle moralkodeks. Så man kunne da ikke se at der skulle være noget problem i at gå i biografen. For det var vel ikke så galt, tænkte man. Den gamle generation så ikke filmene selv, da man jo var blevet voksen og havde børn, og ikke havde tid til den slags mere. Den nye generation kunne nu gå i biografen, og blive påvirket på alle mulige mærkværdige måder, uden at forældrene havde nogen større forståelse for hvad der skete. For nu kunne man i biografen se de beskidte sider af samfundet udstillet som om det var normalt. Oven i det kunne man også se kristne blev fremstillet på film som komplet idioter, der ikke havde evnen til at tænke selv, og som så dæmoner alle vegne. Det var ikke alle film der var sådan, men det var noget som forekom. Og når det forekom medførte det ikke at man gik ud af biografsalen, man så istedet filmen færdig, man havde jo betalt for sin billet. Man kunne også godt gå ind og se en umoralsk film, hvis bare den havde fået gode anmeldelser, man valgte bare at se igennem fingre med blasfemien, nøgenheden, volden osv. Som man sagde “Jamen så er det jo ikke muligt at se nogen film”, hvilket jo nok var at overdrive situationen lidt, for der blev jo stadig lavet acceptable film.

Slut med boykot
Man havde måske en mening om at der var nogle forkerte elementer i filmen, men man syntes jo heller ikke at man skulle være “ekstrem” og ligefrem boykotte biograffilm. Hvilket jo var det kristne gjorde i tyverne, netop pga den syndige livsstil som Hollywood stod for og promoverede. Så efterhånden blev den naturlige modstand man som kristen havde imod synd, brudt ned. Man så det jo ofte alligevel. Man spiste det som om det var fast food, og tænkte at det nok ikke gjorde så meget, for Gud beskytter jo sine egne. Med andre ord, så fik man en fatalistisk tilgang til livet, da Gud jo sørgede for os ligegyldigt hvad. Men det er en helt anden historie.

Men hvad konsekvenserne af dette er i dag, hos de unge der har tilknytning til kirken, og hos kristne der har professionelle meninger om film, vil jeg forsøge at besvare i de næste afsnit af denne serie. Konsekvenserne er ret vidtrækkende synes jeg selv, men vurder selv om du er enig i dette, efterhånden som serien fortsætter.

Categories
Synd

Hvorfor havde Kong Salomon så mange hustruer?

Der står i bibelen at man kun skal have en kone (1 mosebog 2.24). Men Kong salomon havde flere hundrede. Men reelt set ca. tusind hvis man medregnede hans konkubiner. Dertil var mange af hans hustruer fra hedningene, selvom Gud havde forbudt at indgå ægteskab med dem? Hvordan det kan være at denne kloge mand undlod at følge Guds ord her har jeg måske et svar på. Forestil dig at Salomon dengang han var en dreng havde spurgt sin far, Kong David, om hvordan han mødte Salomons mor. Måske kunne samtalen have set sådan her ud.

Salomon (S): Far hvordan mødte du mor?

Kong David (D): Jo, jeg gik engang rundt på taget og kom til at se på en kvinde der var på taget af et andet hus, som så meget smuk ud.

S: Hvad skete der så far?

D: Joe hun var på vej i bad og øh,,,

S: Men så kiggede du jo bare den anden vej ikk’os’ far?

D: Nej, jeg kom til at se på hende, og så inviterede jeg hende over til mig, og så blev hun gravid.

S: Og så blev I gift ikk’os’ far?

D: Nej, ikke med det samme for hun var gift med en anden mand.

S: Var hun gift med en anden mand? Jamen så kunne i da ikke blive gift.

D:Nej, men manden døde.

S: Han var nok en ond mand så, var han ikke far?

D: Nej, han var faktisk en rigtig god mand. Jeg kan ikke finde noget ondt at sige om ham.

S: Jamen hvorfor døde han så far?

D: Jeg sørgede for at han fik en farlig post i hæren, som ville medføre at han døde hurtigt.

S: Var det ikke at gå langt over stregen far? Kunne du ikke løse det på en bedre måde?

D: Joøh jeg prøvede at drikke ham fuld så han kunne gå hjem og være sammen med din mor, så det kunne se ud som om det var ham der var faren.

S: Drak du ham fuld?

D: Ja, men det virkede ikke, selvom han havde fået lidt meget at drikke ville han ikke gå hjem til sin kone, for han syntes det var uretfærdigt overfor de soldater der var ude i krigen. Han mente ikke at han kunnet tillade sig at hygge sig med sin kone, når de andre soldater havde det så hårdt ude ved fronten.

S: Far, han lyder da som en rigtig god mand, hvordan kunne du slå ham ihjel?

D: Jaeh det har jeg det også rigtig dårligt med, men nu er jeg jo gift med din mor og du skal jo være konge efter mig så skal vi ikke snakke om noget andet søn?

Om de har haft samtalen sådan her, eller om Salomon bare har hørt fra andre hvordan det foregik, vides selvfølgelig ikke. Men hvad jeg gerne vil sige med dette, er at synd har konsekvenser. Selvom der er tilgivelse at få fra Gud, hvis og når vi omvender os, så har synden stadigvæk konsekvenser, også i vores nytestamentlige tid. Salomon kunne se at hans far på et tidspunkt ikke havde taget det med sex indenfor ægteskabet så alvorligt som Gud ønsker. Så hvorfor skulle han så tage det alvorligt? Han burde da også have visse privilegier som konge af Israel. En sådan åbning for synd, var muligvis med til at han ikke kunne se at det ville skabe problemer for ham at blive gift, med kvinder som ikke var af israelsk herkomst. Det vil billedligt set sige, at han blev gift med en der ikke var en troende. Disse hedningekvinder som havde en anden tro fik overtalt Kong Salomon til at tilbede andre guder end Israels Gud. Han blev ledt i frafald.

Jeg sige ikke at fordi David syndede, så syndede Salomon også, for vi står til ansvar for vores egne handlinger. Men det er muligt at Salomon brugte Davids synd til at sige at så galt var Salomon ikke selv på den. Han slog trods alt ikke andre koners mænd ihjel for at blive gift med dem. Så han var da ikke en så stor synder som David, tænkte han måske. Og David var jo en mand efter Guds hjerte. Ja undskyldningerne for synd er mange, men overfor Gud har vi ikke nogen undskyldning, når vi skal stå overfor Ham på dommens dag. Da vil vort eneste håb være Jesus Kristus.
Hvis du ønsker at læse den oprindelige historie om Davids affære med Urias hustru Batseba kan du læse den i Anden Samuelsbog 11.

Categories
Bibelen Forvirret lære Livet som kristen Synd

Må vi dømme eller må vi ikke dømme?

En ting som mange kristne har misforstået er det Jesus siger i Mattæus 7.1:

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.”

De samme mennesker som kommer med den udtalelse, glemmer ofte at de selv dømmer den de siger det til, og begår dermed den fejl som de selv lægger i dette bibelvers. Det viser os to ting. For det første viser dem der bruger verset sådan, at de ikke selv forstår verset. Det er ovenikøbet tydeligt at de ikke gør det, når de overtræder den “lov” som den anklager den anden for at bryde. For det andet viser det, at dette bibelvers må have en anden betydning, end den man får ud af den, hvis man læser den isoleret. For den skal ikke forstås isoleret. Men læses i kontekst som det er skrevet i. Så lad os læse hvad der ellers står.

“For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.” Mattæus 7.2-5

Så når du har taget bjælken ud må du altså godt hjælpe din broder med splinten. Men hvis du ikke har taget bjælken ud af dit eget øje, må du ikke tage splinten ud af din broders. Det her handler tydeligvis om at vi ikke skal være hyklere, og det giver “døm ikke for at du ikke skal dømmes” meget mere mening. For at skære tingene lidt ud i pap, vil jeg komme med et ekstremt eksempel her.

En hyklerisk prædikant
I USA var der for nogle år siden en velkendt prædikant, som i medierne havde en fremtrædende rolle imod homoseksuelle og homoseksualitet. På det område var han det man kalder en tordenprædikant. Mange fulgte ham fordi han havde nogen ekstreme holdninger på dette område, som passede fint med deres billede af homoseksuelle. Men bag kulisserne viste det sig senere, at den samme prædikant købte sex af mandlige prostituerede. Og det var ikke noget der bare var sket engang. Det var jævnlige begivenheder. En af dem han købte sex hos, brød sig ikke om det hykleri han så hos prædikanten, og valgte så at gå til medierne med det. Det var noget af det mest pinlige som denne prædikant blev afsløret i. For det han selv havde dømt andre for, blev han nu selv dømt af verden for. Men endnu værre, hvis han ikke omvendte sig fra sin synd, ville han stå foran Gud som en hykler en dag. Som en der kun har set det forfærdelige hos andre mennesker, men ikke erkendt at han selv havde store problemer, som han burde have taget fat om, inden han begyndte at dømme andre.

En anden ting som viser os at dette vers ikke skal forstås isoleret, er at bibelen er fyldt med folk som er sendt af Gud, som dømmer andre. Se eksempelvis hvad Johannes Døberen sagde til farisæerne der var gået ud i ørkenen for at blive døbt af ham:

“Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader.” Luk. 3.7-8

Og Paulus siger i første korinterbrev 6.3

”Ved I ikke at vi skal dømme engle, hvor meget mere da i ting som hører dette liv til?” (norsk oversættelse)

Så der er altså ting som vi kristne skal dømme i, men andre som vi ikke skal. Vi skal ikke dømme hyklerisk, men dømme udfra det vi selv lever i. Der er visse ting som vi skal passe på med at dømme i, såsom faste, cølibat, alkoholbrug, (ikke misbrug), men synd og vranglære må vi godt sætte fingeren på, hvis det er tydeligt for os at der er noget galt.

Categories
Hvem er Gud? Synd

Gud søger os

Uddrag af den prædiken som jeg skal holde på søndag:

Gud ønsker at være sammen med folk, på trods af det de har gjort, og uden hensyntagen til hvem de er. På trods af vore lovbrud, på trods af vores fornærmelse af Ham, vores liv som fjende af Ham, så ønsker Han fællesskabet med os. Vi er jo alle lovbrydere. Hvor mange af os kan sige os fri for at have brudt de ti bud. Har jeg løjet, så er jeg en løgner. Har jeg stjålet så er jeg en tyv, har jeg begået mord er jeg en morder. Den sidste tror vi måske vi kan sige os fri for. Men ikke overfor Gud. For Jesus siger jo at enhver der bliver vred på sin broder skal kendes skyldig af domstolen. Og selvom nogen af os her, måske kan sige at vi ikke har begået ægteskabsbrud, eller bedrevet hor. Så siger Jesus at bare man har kigget på en kvinde med lyst i sine øjne, så har man bedrevet hor med hende i sit hjerte. Jesus gjorde det faktisk ikke nemmere at komme ind i Guds rige i egen kraft. Han gjorde det sværere. Han viste os at det slet ikke er muligt at komme ind i Guds rige på egen hånd, for vi er alle skyldige i at have syndet. Ingen af os kan sige os fri her. Alligevel ønsker Gud fællesskab med os. Ligesom kongen i lignelsen om bryllupsfesten opsøgte folk der ville med til festen, søger Gud mennesker der vil være sammen med Ham. Jesus kom jo for at opsøge det fortabte, Han kom for at finde syndere, og det er vi jo alle sammen, hvad enten vi vil erkende det eller ej. Vi er alle syndere, og det var alle som de fandt, som kongen inviterede. Der var ikke nogen grupper som Han mente ikke duede til at blive inviteret. På trods af, at der blandt dem der her blev inviteret, var alle typer gode som onde, så kunne man komme med til festen. Det var altså ikke en fest som man kom med til fordi man i sig selv var værdig, eller havde gjort et eller andet specielt. Eller fordi man kom ud af en særlig familie, eller havde særlig talenter. Nej det var kort og godt alle.

Prædikenen vil snart blive lagt på her på siden.