Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Tør du prædike det fulde evangelium?

Paulus tale til de ældste i Efesus (apostlenes gerninger 20) er særdeles inspirerende at læse. Den burde læses og forstås af enhver der er tilhænger af søgervenlige menigheder og lignende. I midten af denne tale siger han følgende:

“Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje.” Apostlenes gerninger 20.26-27

Læg mærke til at Paulus siger at han har forkyndt ALT hvad der er Guds vilje. Han havde ikke holdt noget tilbage, heller ikke noget som kunne være ubehageligt for menigheden at høre. Paulus kendte sit ansvar for at prædike det fulde evangelium, fordi han vidste at Gud havde kaldet ham til det. Han havde ikke forsøgt at kommunikere et tiltalende evangelium, sådan som mange gør i dag. Han kunne sikkert godt have gjort det for at tiltrække flest mulige folk. Men Paulus vidste at han var nødt til at prædike det fulde evangelium, for han ikke ønskede at Gud skulle gøre ham ansvarlig for ikke at have forkyndt Hans ord på tilfredsstillende vis.

Mange prædikanter i dag burde tage dette ord meget alvorligt, for det er som om at de ikke er vidende om, at os der underviser i ordet skal dømmes så meget hårdere. Hvis vi kun underviser i et halvt evanglium om kærlighed kærlighed kærlighed, men vælger ikke at tale om synd, omvendelse og dom, så vil vi stå meget dårligt paa dommens dag. Sådan ønsker jeg ikke at stå, jeg har et ansvar for det som Gud har kaldet mig til. Et ansvar for at prædike det fulde evangelium selvom det kan betyde, at jeg mister popularitet, anerkendelse, og bliver spottet og talt dårligt om. Hvis du forkynder evangeliet så vid at det er et stort ansvar, som ikke handler om hvor meget folk værdsætter din forkyndelse, men om at forkynde Guds ord som Guds ord er. Ellers må du skynde dig at finde et andet job, for du lever livet farligt hvis du ikke vil prædike det fulde evangelium. For på dommens dag vil vi stå til ansvar overfor Gud, og ikke overfor mennesker. Og ønsker vi der at stå og sige;”Jeg fejlede Gud fordi jeg tjente mennesker istedet for Dig”?

Mange tror og lever som om de i dette liv står til ansvar overfor mennesker. Men det er i dette liv vi viser, og lever et liv der vidner om at vi står til ansvar overfor Gud. I dette er det også nødvendigt at have en sund forståelse af gudsfrygt. Hvordan det fungerer vil jeg komme ind på snarest.

Categories
Bibelen Overfladisk kristendom

Den nye smarte prædikant

Jeg har set mange prædikanter i min tid, som mange har udnævnt til at være dem som kom med det nye som Gud ville gøre. Nogle af dem har fokuseret rigtig meget på helbredelsesmøder, andre på at det skulle være dramatisk, nogle ville gøre det moderne med klip fra de nyeste film, og tage udgangspunkt i berømte skuespillere, flere har været meget friske og stået for en “levende kristendom” og har haft ungt smart tøj på. Men størstedelen af dem manglede en ordentlig teologisk dybde i deres forkyndelse. Det er ikke noget jeg siger om dem alle, der har været nogen som kendte Guds ord, og nogle få af dem der turde prædike det.

Men alt for mange gange har jeg hørt folk sige ting som dette om disse prædikanter; “Det er folk som [navn på forkynderen] der er brug for i kirken, han kan virkelig få folk op at stolene, eller han kan få folk til at komme ind i kirken.” Men det har vi sagt på baggrund af deres personlighed, og ikke på baggrund af deres forståelse og formidling af Guds ord. Det er faktisk ikke i orden. Jeg er også overbevist om at det er en af årsagerne til at vi ikke har ordentlig stabil vækst i de fleste kirker. Vi har ikke nogen ordentlig forkyndelse af Guds ord. Det er de fleste steder en elendig hermeneutisk tilgang der bliver forkyndt, eller en humanistisk fortolkning af Guds ord der bliver formidlet i et kristent terminologisk sprog.

Jeg ville ønske at vi istedet for “de nye smarte prædikanter” ville have forkyndere der kendte Guds ord, og som turde prædike Guds ord som Guds ord er. Hvis vi går ind i vækkelseshistorien, og ser på hvad det var for personer Gud brugte her. Så var det ikke folk med et lavt syn på bibelen og en dårlig forståelse af den. Det var folk der tog Gud på ordet og stolede på det, og som turde stå fast på det i deres forkyndelse. Det var folk der kendte Guds ord godt og grundigt.

Jeg ved at mange af de ældre forkyndere rundt i landet allerede for tyve år siden var kede af at se at den nye generation af forkyndere, bestod af en stor gruppe af folk der ikke studerede Guds ord ordentligt. I dag ser vi følgerne, vi er ofre for ny smart kristendom som intet godt bringer med sig, andet en en kortvarig glæde. Jeg vil have de bibelelskende prædikanter tilbage, for uden dem er der ikke noget håb for kirken!

Categories
Overfladisk kristendom

Hvorfor skulle man tage kristne seriøst når…

Hvorfor skulle folk i verden tage de kristne seriøst, når de kristne ikke engang kan tage Gud seriøst? Mange gudstjenester er efterhånden blevet så udvandede i deres forkyndelse at det mere handler om mig mig mig, end det handler om Jesus. Det kan godt være vi engang imellem siger Jesus og Gud, men hvis man analyserer det der bliver sagt så, er det ikke mange steder at det handler om en hellig retfærdig Gud. Det er istedet en all-loving God der minder mere om en hippie fra 68, end den Gud som bibelen beskriver.

Jeg er bedrøvet over at vi i kirkerne er begyndt at ændre vores møder på en måde, så det ikke længere er evangeliet der bliver forkyndt. Nogle kirker inviterer tryllekunstnere til at afholde gudstjenesten, andre inviterer stress-eksperter til at komme og holde foredrag om hvordan man kan komme af med ens stress, og nogle laver serier om hvordan man kan få et bedre liv. Med andre ord, man prædiker tomhed. Evangeliet handler om at hvis vi ikke vil omvende os fra vores synder og give vores liv til Jesus Kristus, så går vi fortabt i Helvede for al evighed. Og det er lang tid vil jeg lige sige. Men det synes man åbenbart ikke er så vigtigt i kirkerne. Det kan da heller ikke være så relevant at fortælle om. For folk lever jo her og nu. Så det er jo den tid de lever nu vi skal tage udgangspunkt i. Ja men det er da i orden, så tag udgangspunkt i de synder folk begår i vores tid, og forklar dem evighedsbetydningen af dette. Men lad dog være med at forsøge at sælge evangeliet ved at sælge frisk kristendom som om det var et livsstilsmagasin. Ellers må de der gør det finde et andet job istedet inde ved Femina eller I Form bladene.

Mit spørgsmål til sidst er; dem der ikke med deres gerninger kan vise at de tager Gud seriøst, mon Gud vil tage deres tro på Ham seriøst på dommens dag?

Categories
Overfladisk kristendom

Lovsang til Gud eller lovsang til mig selv

Jeg snakkede med min gode ven David Jakobsen fra www.apologetik.dk om lovsang den anden dag. Vores samtale gik lidt på at det ikke er de store dybder som kommer til udtryk i det meste af det lovsang man har i dag. Der var mere fokus på hvem Gud er i de lovsange vi sang for bare 15 år siden. Og mange af de nye lovsange handler mere om os selv end de handler om Gud. Hvilket jo aldrig har været meningen med lovsang. David gjorde mig opmærksom på at han havde skrevet et indlæg på sin blog om det, for et par år siden. Og dettte indlæg er faktisk mest en anbefaling af det indlæg.

Det omhandler om vores lovsang er bygget på den rigtige indstilling til Gud, og hvis den ikke er, om der så er nogle farer som vi skal tage alvorligt. Glem ikke at høre det korte podcast i bunden i indlægget, det sætter tingene i perspektiv på en særdeles humoristisk facon. Indlægget som jeg anbefaler: og linker til HER, hedder: Da Aron mistede to sønner 
Hvad den mærkværdige titel har at gøre med lovsang, bliver forklaret i indlægget.

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

En cool kirke der har alt. Oooh yeah

Denne kirke har åbenbart alt. Den er cool, den er relevant, den har fed musik. Men den har åbenbart ikke Jesus, for Han bliver slet ikke nævnt. Men hvad gør det når bare det er såååååå coooool. To minutters overfladisk kristendom, værsgo at se.

Desværre har jeg selv promoveret min kirke sådan engang. Jeg har også fokuseret mere på det ydre, end på kirkens vigtigste budskab. Så nej jeg er bestemt ikke bedre end dem i videoen. Måske tror disse mennesker virkelig på at det er den rigtige måde at gøre det på, for det har de set andre gøre. Men det er ikke en bibelsk metode at skabe disciple på. De fås kun ved at prædike omvendelse til Jesus Kristus. Hvordan musikken så er i kirken og hvor god kaffen er, det er fuldstændig ligegyldigt i forhold til at forkyndelsen er i orden.

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Profet mig her og profet mig der

Jeg har gået og tænkt en del over alle disse såkaldte profetkonferencer og profetmøder som der bliver annonceret for i de kristne medier for tiden. Der er et eller andet ved dem som jeg ikke bryder mig om. Jeg siger ikke at de allesammen er forkerte, det er da muligt at der er nogen af dem som er sendt af Gud. Men der er en stor del af dem, som jeg er stærkt i tvivl om, overhovedet er fra Gud. For vore dages profeter afviger markant fra bibelens profeter. Det kan jeg ikke se at der skulle være noget bibelsk belæg for skulle være i orden.

Vore dages profeter er populære, de bliver solgt med ord som: Kom og hør profet Nameless tale ind i DIT liv. Profet Nameless har en tjeneste hvor han kan tale visdomsord ind i DIN situation. Lær at profetere og gå i det åndelige, DU kan også erfare de åndelige sandheder som profet.
Men hvis man ser på bibelens profeter, så var det ikke ligefrem popularitet som var kendetegnende for dem. Tværtimod ser vi i bibelen at profeterne var udskældt, forfulgt, dræbt, talt dårligt om og lignende. De var ikke kendt for at sige det som folk gerne ville høre, men for at tale omvendelse. Var det helt galt, så talte de også om at Gud ville straffe landet med tørke, krig, fangenskab og besættelse. Det er godt nok lang tid siden jeg har hørt en profet i Danmark komme med sådan nogle profetier. Istedetfor har jeg hørt dem sige sådan her: “Gud vil give jer en kæmpekirke, og resten af byen skal se at I har succes, og at Gud er med jer” bare for at tage et eksempel. Nu har jeg ikke noget imod at man får en kæmpekirke og at Gud er med kirken. Men hvis man sammenligner den slags profetier med dem der er i bibelen, så ligner de faktisk mest de falske profeter, og her skal man nok passe på med at generalisere for meget. Jeg har vist et eksempel fra Jeremias nederst i dette indlæg.

Hvad er profetens opgave egentlig? Er det at tale smukke ord som kilder folk i ørene, og som kan give dem en “positiv åndelig oplevelse”? Eller handler det om at en profet skal være en der tør tale Guds ord, også selvom folk ikke har lyst til at lytte? Måske kan Leonard Ravenhill give os et svar på det et dette lille klip.

Hvis man har lyst til at se hele prædikenen, kan den ses HER

“I dette år, i begyndelsen af kong Sidkija af Judas regering, i det fjerde år, i den femte måned, talte profeten Hananja, Azzurs søn, fra Gibeon, til mig i Herrens tempel. I nærværelse af præsterne og hele forsamlingen sagde han: »Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg vil bryde babylonerkongens åg. Alle de kar fra Herrens tempel, som Babylons konge Nebukadnesar tog fra dette sted og bragte til Babylon, bringer jeg om et par år tilbage til dette sted. Og Judas konge Jekonja, Jojakims søn, og alle de landflygtige fra Juda, som er kommet til Babylon, fører jeg tilbage til dette sted, siger Herren. Ja, jeg bryder babylonerkongens åg.«

Profeten Jeremias svarede profeten Hananja i nærværelse af præsterne og hele den forsamling, som stod i Herrens tempel. Han sagde: »Det ske! Måtte Herren handle sådan! Måtte Herren stadfæste de ord, du har profeteret, og bringe karrene fra Herrens tempel og alle de landflygtige tilbage fra Babylon til dette sted. Men hør nu de ord, jeg taler til dig og til hele forsamlingen: De profeter, der levede i gamle dage, før din og min tid, profeterede om krig, ulykke og pest for store lande og mægtige riger. Men hvis en profet profeterer om fred, kan man vide, at det virkelig er Herren, der har sendt ham, ved at hans ord går i opfyldelse.« Da tog profeten Hananja åget af profeten Jeremias’ nakke og brækkede det. Og Hananja sagde i nærværelse af hele forsamlingen: »Dette siger Herren: Sådan vil jeg om et par år bryde det åg, babylonerkongen Nebukadnesar har lagt på alle folkenes nakke.« Så gik profeten Jeremias sin vej.

Men efter at profeten Hananja havde brækket åget på profeten Jeremias’ nakke, kom Herrens ord til Jeremias: Gå hen og sig til Hananja: Dette siger Herren: Du brækkede et åg af træ; i stedet skal du lave et åg af jern. For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg lægger et jernåg over alle disse folks nakke, for at de skal trælle for Babylons konge Nebukadnesar; de skal trælle for ham. Selv de vilde dyr giver jeg ham.

Profeten Jeremias sagde til profeten Hananja: »Hør, Hananja! Du er ikke sendt af Herren! Du har fået dette folk til at sætte sin lid til løgn. Derfor siger Herren: Nu vil jeg sende dig bort fra jorden! Du skal dø i år, for du har prædiket frafald fra Herren.«

Profeten Hananja døde samme år i den syvende måned.” Jeremias 28

Categories
Overfladisk kristendom

Sex Challenge kommer snart til en kirke nær dig

Her er et klip på to minutter, om en kirke der har valgt at have en 30 dages sex udfordring. Folk har åbenbart ikke sex nok. Derfor vil denne kirke nu lave en 30 dages sex udfordring hvor ægtepar vist nok skal have mere sex. Hvad er der nu galt i at holde et 30 dages bibelstudie af Mattæus evangeliet. Eller et 30 dages bøn for forfulgte kristne i Kina. Eller et 30 dages evangelisationsfremstød i byen. Nej det er da for gammeldags, vi vil hellere have sex.

Der var en artikel om denne kirke i Kristeligt Dagblad forleden, hvilket ikke gjorde det bedre, for jeg er sikker på at der nu sidder pastorer og tænker; hmm det lyder da som en god idé. Så bliv ikke overrasket hvis du skulle se noget lignende ske i en kirke nær dig. Efterhånden er jeg begyndt at lade være med at sige “kun i Amerika”, for jeg har igen og igen set de selvsamme ting ske her i Danmark. Hvornår begynder kirkerne at prædike evangeliet istedet for at tale til folks kødelige begær? For det her er bestemt ikke Guds måde at gøre det på!

Se også denne artikel fra Politiken.

Categories
Evangelisation Overfladisk kristendom

Hvordan ville Jesus have svaret den rige mand,ifølge moderne kristendom? 2

Så er tiden kommet til næste afsnit om hvordan Jesu evangelisationsmetoder er så langt væk fra vores. Prøv nu at se på hvordan Jesus vælger at behandle den stakkels rige mand, efter at Han har sagt at han skal sælge alt hvad han har og give det til de fattige. 

“Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!‹ «  Han sagde: »Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.«  Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.” Matt. 19.17-22

Manden gik bedrøvet bort. Og læg mærke til at der ikke står noget om at Jesus løb hen til ham, og sagde; “Undskyld jeg mente det jo ikke så hårdt. Bare kom, det vigtigste er at du kommer med mig. Det med pengene ser vi bare bort fra”. Det ville jo nok svare til det som de fleste af os ville have sagt. Vi er jo nødt til at lytte til folks følelser. Det har vi jo lært at man skal. Vi skal være forstående og tolerante. Men Jesus var istedet meget hård, i det Han her gjorde. Han kunne med nemhed få denne rige mand til at følge Ham. Han kunne sikkert også få ham til at betale et par gode måltider for disciplene, så den rige mand kunne se hvor meget Jesus kunne bruge ham. Og på den måde få en religiøs oplevelse af at han gjorde noget rigtigt. Men Jesus var (og er) mere interesseret i at få efterfølgere der vil Ham fuldt, og helt. Han ønsker ikke nogen der vil beholde lidt af deres eget liv, men folk der har givet deres fulde liv til Ham. Det er da også det vi ser i de lande hvor kristne er forfulgt. Der ser vi at der er nogen der er villige til at betale den fulde pris for at følge Ham. Men mange af os er rige, og ikke kun i økonomisk forstand. Rige i en forstand der gør at vi ofte ikke er parate til at forlade vores eget liv, fordi vi elsker det mere end Gud.

Men okay nu kom jeg lidt væk fra emnet. Jeg tror, og det er mig der tror det her, så tag det med et gran salt, fordi jeg ikke bygger dette på bibelhistorie, men på hvad jeg kan forestille mig kunne være sket. Jeg tror at den bedrøvelse den rige mand gik bort med, kan have været en god ting. For vi skal ikke glemme at der er bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse efter verdens vilje. Bedrøvelse efter Guds vilje fører til omvendelse (anden korinterbrev 7.9-11). Hvis den bedrøvelse den rige mand gik bort med var efter Herrens vilje, så kan den have medført omvendelse senerehen. For er det ikke bedre at vi prædiker det fulde evangelium selvom det kan medføre at folk vil blive sure, skuffede og bedrøvede. For det er et evangelium der frelser. Er det ikke det vi skal, fremfor at prædike et halvt evangelium som ingen bliver irriterede over (bortset fra nogle seriøse kristne som hungrer efter Guds ord), men som også er et evangelium som ikke frelser nogle, selvom vi prøvet at bilde os selv, og nogen gang Gud det ind? Så lad os gøre som Jesus og prædike det fulde evangelium. Også selvom nogle vil gå bedrøvede bort, for måske kommer de igen, for Guds ord vender ikke tomt tilbage.

Categories
Omvendelse Overfladisk kristendom

Tør du bruge denne faldskærm?

Der var engang nogle faldskærmsfoldere der var kendt for at levere faldskærme der altid var foldet så faldskærmen foldede sig ud. De var meget anerkendt for deres arbejde og man talte om dem længe efter deres død. For de faldskærme de havde foldet, dem kunne man stole på. En ar årsagerne til at de kunne levere så god kvalitet var, at de altid gjorde det efter bogen. Hvilket alle var vidende om.

Men så en dag kom der en ny type faldskærmsfoldere til. De var kendt som “hurtigfoldere”. De kunne folde en faldskærm på den kvarte tid i forhold til de gamle faldskærmsfoldere. De tog ikke bogen så alvorligt, men hvad gjorde det, når bare man var hurtig til at folde en faldskærm. De nye hurtigfoldere blev meget populære. For nu kunne endnu flere få lov at springe i faldskærm, og få lov til det hurtigt. Mange snakkede om dem som de nye smarte faldskærmsfoldere der havde udviklet de gamles teknikker. Så alt så jo ud til at være såre godt.

Men så en dag var der nogen der tog ud på marken hvor folk plejede at lande. Et forfærdeligt syn ventede dem. Der lå døde mennesker ud over det hele. Og de havde alle faldskærme på som ikke havde foldet sig tilfredsstillende ud. Der var noget galt, og man fandt ud af at det var faldskærmsfoldningen der var gået galt. Derfor tog man det op på et møde hvor hurtigfolderne fik lov at forsvare sig.

Mange af de tilstedeværende ved mødet anbefalede at man gik tilbage til den gamle metode som blev gjort efter bogen. For den havde vist sig at være sikker. Men så stod en af hurtigfolderne op og sagde følgende:

“Venner, vi har lavet en analyse. Den har vist at 10 % af dem der bruger vores faldskærme faktisk klarer det. D.v.s. at vi har en succesrate på 10 %. Det er faktisk ikke så dårligt. For tænk hvis de var sprunget ud helt uden faldskærm, så havde der slet ikke været nogen overlevende. “

Det kunne nogen af lederne jo godt se. Og de kunne også godt se at de var langt billigere at bruge hurtigfolderne end dem der gik efter bogen. Derfor besluttede man sig for at beholde hurtigfolderne, og mente ikke at man behøvede at folde faldskærme efter bogen igen.

Hvordan prædiker vi evangeliet i dag? Prædiker vi det så folk forstår det ordentligt, og kan se at de er på vej mod evig fortabelse, hvis de ikke omvender sig fra deres synder. Eller prædiker vi det overfladisk, samtidig med at vi ikke gør det efter bogen? Engang var der forkyndere der prædikede hele Guds ord, uden at gøre det smart og spiseligt. Men i dag prædiker vi det så det er tilpasset verdens præmisser, og glemmer anstødsstenen i evangeliet. Er der noget at sige til at folk så hurtigt falder fra, efter de angiveligt er blevet frelst. De er blevet udsat for evangeliske “hurtigfoldere” og ikke nogen der gjorde det efter bogen.

Categories
Omvendelse Overfladisk kristendom

Hvordan ville Jesus have svaret den rige mand,ifølge moderne kristendom? 1

På et tidspunkt møder Jesus en rig mand der spørger Ham; Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Hvis Jesus fik det spørgsmål i dag, og hvis Han skulle svare som de fleste evangelister ville svare, så ville det lyde nogenlunde sådan her:

“Du har et tomt rum i dit hjerte, og hvis du beder mig om at komme ind i det, vil du finde glæde og fred, og når jeg er død på korset så har du fået tilgivelse for dine synder.”

Jeg har tit hørt denne formidling af frelsen, men hvis vi sætter den overfor det der virkelig skete, så må man nå til den konklusion, at den er direkte ubibelsk. Prøv at se hvad der skete ifølge bibelen:

“Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!‹ «  Han sagde: »Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.«  Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.” Matt. 19.17-22

Interessant er det at se at Jesus starter med at bruge loven, og ikke nåden. For Jesus kunne se at denne mand ligesom alle andre ønskede at retfærdiggøre sig selv. Han mente åbenbart at han var så god at han ikke havde brudt de ti bud. Indtil Jesus viser ham at han har en anden gud, end den sande Gud. Hans gud er penge, for dem ønsker han ikke at give bort, det var dem han byggede sit liv på, mere end han byggede på Guds ord.

Men når vi ser hvordan Jesus talte ordet, i forhold til den måde vi ser i mange kirker i dag. Så må man også erkende at vi har brug for at komme tilbage til en bibelsk forkyndelse, istedet for en udvandet model, der har vist sig ikke at virke alligevel. For den udvandede model fører ikke til omvendelse fra synd. Men til halvhjertet tro uden efterfølgelse af Jesus.

Prædik Guds ord som Guds ord er, for hvem er vi, at vi skulle have ret til at bøje det og få det tilpasset vores behov? Bliver det så ikke uvirksomt?

(Som overskriften antyder vil der komme en fortsættelse på dette indlæg)