Category: Omvendelse

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Himlen Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Prædikener Synd Troens forsvar vækkelse videoer

De sande tegn på at kirken har fået Helligånden

Det er pinse i dag, og det er kirkens fødselsdag. For det var på pinsedag at Helligånden blev udgydt, og Guds startede sin kirke. Så det er en stor fødselsdag.Tegnet på at det er her kirken blev født, er at Helligånden blev udgydt over disciplene. Så her kan vi altså se hvad der kendetegner en kirke der er ledt af Helligånden.

Noget som man i særlig de kredse jeg kommer fra, har overfortolket i bibelen, er at det blev tungetale som skulle ses som et tegn på at man har fået Helligånden. Det har medført at diverse mærkværdige personer som Christian Hedegaard, Todd Bentley, Chuck Pierce m.fl. har sluppet af sted med at sige det mest forfærdelige vrøvl i kirkelige kredse. For det måtte jo være Helligånden der havde inspireret dem til det, de talte jo i tunger. Men sandheden er at vi ikke kan bedømme om en har Helligånden pga tungetalen. Hvilket jeg har skrevet mere forklarende på dette link.

Det sande tegn på at man har fået Helligånden er den evangeliske forkyndelse. For det er den der blev frigjort på pinsedag ved hjælp af Helligånden. Den evangeliske forkyndelse af Jesus Kristus igennem Hans disciple. Simon Peters Pinseprædiken er et studie værd hvad det angår, et studie jeg også har tænkt mig at gennemgå en dag her på siden. Men det der kendetegner evangelisk forkyndelse er at forkyndelsen indeholder disse fem punkter.

1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

5: Omvendelse og tro på Kristus

Alle disse punkter finder du både i Peters pinseprædiken og i resten af det nye testamente. Hvis en forkyndelse ikke indeholder det evangeliske budskab, hvori disse fem punkter er bærende, så er det ikke Helligånden det er ledt af. Her hjælper det ikke at bede fem timer i tunger, eller se syge blive raske. Det er for overfladiske fænomener, som ikke i sig selv har et evangelisk budskab. De behøver ikke være dårlige, men uden det evangeliske indhold er de tomme. Min ven Cameron Buettel har fået lavet en videoserie, hvor han også gennemgår hvorfor netop disse punkter er afgørende for den evangeliske forkyndelse. En forkyndelse som desværre er blevet en mangelvare i kirken, selv i de kirker som man siger er ledt af Helligånden. Men vurder selv om du hører disse ting i din kirke.

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse

Ingen genoprettelse uden omvendelse

For nylig skrev jeg et indlæg hvori jeg skrev at Jesus stadig er den store læge (se her). Dvs Han genopretter mennesker. Noget som mange kirker har haft meget fokus på, men mange steder har det været en overfokus. For selve det at Jesus genopretter mennesker der har været udsat for diverse ting der har ødelagt dem, har fået så stor fokus at det nærmest er blevet kernen i budskabet nogen steder. Når genoprettelse bliver forkyndt uden at forkynde omvendelse til Kristus, så har vi at gøre med et tomt budskab, med en forkert fokus på Jesus.

For når vi kun prædiker genoprettelse, eller et bedre liv med Kristus, eller det sejrende liv med Kristus, og hvad man ellers hører af budskaber i kirken, så vil det ikke få nogen effekt, hvis ikke folk har omvendt sig og blevet født på ny. Nu kunne der godt være nogen der tænker “jamen i vores kirker prædiker vi ikke omvendelse, og vi har mange der er blevet genoprettet, som bare har bedt Jesus om at komme ind i deres hjerter eller lignende. Er de ikke bevis på at Gud genopretter folk, selvom de ikke lige har haft en decideret omvendelses/født på ny oplevelse i deres liv?” Til må jeg svare nej det tror jeg ikke de er, jeg har set mange eksempler på den slags folk, men det jeg også har set er at det er det sociale miljø og de selvhjælpsagtige programmer, som har gjort at folk har fået det bedre med sig selv. Det er da rart for nogen der eksempelvis har kæmpet med fremmedgørelse, angst, sygdom, misbrug m.v. at komme ind i et miljø hvor der er plads til dem, og hvor der er nogen der tager sig af dem. Med andre ord, det er mennesker der har hjulpet og “genoprettet” og ikke Gud.

Der behøver for så vidt ikke være noget galt i at kirken hjælper folk. Det ville være for meget at påstå. Der behøver heller ikke være noget galt i at nogle af disse folk “kun” får et bedre liv i dette liv, men ikke bliver omvendte kristne. Vi kan jo ikke tvinge folk til at blive kristne. Men hvis disse folk IKKE får evangeliet, og dvs med en forkyndelse der viser hvad synd, dom, retfærdighed, og hvad der skete på korset og hvorfor det er afgørende for et mennesker at få sin sag i orden med Gud, så er der et stort problem. For i så fald har vi at gøre med kirker som bilder folk ind, at det blot handler om at blive genoprettet, og få et bedre liv osv. Men man advarer ikke imod den kommende dom, og giver dermed et misvisende billede af hvad kristendom er, og hvem Jesus er.

Den slags kirker har jeg selv været med til at komme i, arbejde for, ja jeg har ovenikøbet forkyndt det samme indholdsløse budskab. Også selvom der var noget inde i mig der nagede. Fordi jeg godt kunne mærke at der manglede noget. Men jeg valgte at gøre som de andre, for det var jo den linie som alle de andre forkyndere holdt sig til. Eller måske var det bare fordi jeg prædikede på en måde, som jeg håbede gjorde at folk ville høre mig prædike igen. Men alt andet lige, i dag kan jeg ikke prædike genoprettelse uden at have klar fokus på at vi er nødt til at omvende os til Jesus Kristus. For hvis jeg ikke har det med, så har jeg syndet imod Gud, og undladt at have kernen i evangeliet med i forkyndelsen. Så hvis du prædiker genoprettelse af mennesket, så fortsæt endelig med det, men gør det ikke uden at prædike et klart omvendelsesbudskab. For uden det omvendelsesbudskab, vil folk ikke blive født på ny, og så vil det heller ikke være en sand Gudsgiven genoprettelse der sker. Og er det da ikke Gud vi ønsker genoprettet mennesker, mere end vi ønsker at det er os der skal gøre det?

Categories
Livet som kristen Omvendelse

Jesus er stadig den store læge

Engang talte jeg meget om hvordan Jesus han kunne læge vore sjæle hvis vi havde sår, og hvordan Han kunne hjælpe folk tilbage til en normal tilværelse, hvis de havde været ude i misbrug og andre ting som kan være skadeligt. Det er ikke noget jeg har så meget fokus på mere, og det har jeg tænkt lidt over er synd. For det er også en del af kristenlivet, at Jesus læger os, og fornyer det indre menneske der er født på ny. Årsagen til at jeg ikke fokuserer så meget på det mere, er at der er nok fokus på den del i forvejen i kirkerne, men der er en kæmpemangel på forkyndelsen af evangeliet. Og det er endnu mere synd. For hvis ikke evangeliet bliver forkyndt, så er fornyelsen af det indre menneske ligegyldigt.

For hvordan kan man blive fornyet i sit indre menneske, hvis man ikke har hørt evangeliet og blevet født på ny? Det hænger ikke sammen, og bliver i sidste ende blot menneskeværk, og ikke Guds værk. Man har istedet en kristusløs forkyndelse, hvor der ikke er plads til at prædike Jesus som anstødsstenen, men kun som den der hjælper folk til et bedre liv.

Men det betyder ikke at folk der prædiker evangeliet skal afholde sig fra at tale om Guds genoprettelse af mennesket. Det er en frynsegode ved evangeliet, men en væsentlig del af det kristne liv. Hvor har jeg set det mange gange at mennesker som samfundet og mennesker havde opgivet, som blev omvendt, gav deres liv til Gud, og blev nye mennesker. Disse mennesker er dejlige vidnesbyrd på at Gud forvandler mennesker, og på at Jesus stadig er den store læge.

Jeg håber der kommer en dag, hvor det igen bliver normalt at forkynde det fulde evangelium i kirken. For når det sker, vil jeg med glæde fokusere mere på genoprettelsen af mennesket i og efter den nye fødsel.

Categories
Bibelen Omvendelse

De sande farisæere 3. Nej til Guds plan

Efter at Jesus engang havde sagt nogle sandheder overfor farisæerne kom disciplene til Jesus med et spørgsmål.

“Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?” Mattæus 15.12

Det var ikke noget disciplene brød sig om skete, muligvis fordi de stadig var påvirket af deres kultur som sagde at farisæerne var de mest hellige mennesker hos jøderne. Så dem skulle man ikke vække anstød hos. Men måske var det bare fordi disciplene ligesom de fleste af os andre, ikke brød sig om blive upopulære hos andre. De ville muligvis hellere have at Jesus talte så folk blev glade og ingen blev provokeret. Men sådan var Jesus ikke. Han talte sandheden, og var ikke bange for at sige den klart og tydeligt.  Heller ikke selvom det flere gange betød at Hans popularitet mindskedes.

Men farisæerne brød sig ikke om at høre sandheden, selvom de påstod at de efterlevede den. Dermed ser vi endnu engang at hykleri var en markant del af farisæernes væsen. Hykleriet bestod for en stor del i, at de godt kendte sandheden, men havde afvist den i deres hjerte, samtidig med at de forsøgte at vise at de fulgte den i deres ydre. Et sted hvor det bliver beskrevet er i Lukas 7.30 hvor der står:

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham (Johannes Døberen).”

De forkastede Guds plan skriver Lukas. Det skal forstås helt bogstaveligt. Når man forkaster Guds plan så ved man også hvad det er man forkaster. Der står ikke at det var Gud der forkastede farisæerne, nej det var farisæerne der sagde nej til den plan Gud havde vist dem. Og når der står at det var Guds plan de forkastede, så er det fordi de godt vidste at det ikke var Johannes Døberens personlige plan de sagde nej til. Nej, de vidste godt at det var Gud der kaldte på dem, men som de sagde nej til.

Her viser farisæerne at de ikke er så forskellige fra andre mennesker som de ellers forsøgte at gøre. Når Gud kaldte på dem, så sagde de nej. Hvilket desværre er noget rigtig mange mennesker gør. Og sandheden er at vi mennesker godt ved når det er Gud der kalder. Det kan godt være at vi forsøger at bilde os selv ind at det bare er tanker, eller et eller andet vi ikke forstår. Jeg husker jeg kendte en ateist som Gud meget tydeligt kaldte på. Jeg kunne tydeligt høre på personen at her var der et menneske som Gud meget klart kaldte på, men som valgte at ignorere kaldet. Fuldstændig ligesom de farisæere Jesus omtalte. Men når Gud har kaldt på en, så ved man også at det var det der skete. Det er en af årsagerne til at mange mennesker ingen undskyldning har overfor Gud, når de skal stå foran Ham på dommens dag. Den dag vil de ikke kunne sige, “jamen jeg vidste jo ikke du fandtes” for de har jo oplevet at Han har kaldt på dem. De vil heller ikke kunne sige at “Jeg levede jo et religiøst liv”, men det var ikke det liv Gud kaldte dig til.

Farisæerne sagde nej til Guds plan, og det vil de moderne farisæere også gøre i dag. De kan påstå at de kender Guds ord, og at de følger det. Men de vil ikke omvende sig fra deres egne liv og leve det liv som Gud har forberedt til dem. Et liv hvor det ikke handler om at blive set af mennesker i en religiøs tjeneste, men om at tjene Gud med det Han sætter en til, til Guds ære, og ikke en selv!

Categories
Kirke Omvendelse

Åbent brev til Lars Due Christensen

Opfølgning på dette indlæg: Lars Due Christensens svar kan ses på dette link.

Jeg er jo blevet ekskluderet som forkynder i den kirke jeg er medlem i, pga utilfredshed med den prædiken jeg holdt til julefesten (se her). Dem som var utilfredse valgte at kigge lidt på min baggrund for at finde ud af om der var ting man kunne finde frem til. Det har bl.a. ført dem forbi Pastor Lars Due Christensen, som er en af de mest fremtrædende lederskikkelser i pinsevækkelsen. Det har ført mig til at skrive følgende brev til Lars Due.

Kære Lars Due Christensen
Jeg har i min kirke for nylig oplevet at mit lederskab har ekskluderet mig som forkynder, bl.a. på baggrund af noget du har skrevet om mig og den juleprædiken jeg holdt til kirkens julefest. At du har en mening om mig skal du være velkommen til, det skal jeg ikke hindre dig i. Men dine udmeldinger om mig er ret alvorlige, og der mangler dokumentation for dem. Derfor vil jeg bede dig om at fortælle mig hvad du faktisk mener med dem, og hvad du bygger dem på.
Du skrev at “Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng”. Den vil jeg godt lige vende tilbage til i slutningen, men efter det skrev du:
“Det er vel banalt set en moderniseret farisæerisme og en særdeles misforstået selvopfattelse.”

Det undrer mig rigtig meget at du kan skrive det, for det jeg prædiker er jo blot god gammeldags omvendelseskristendom. Hvor jeg igen og igen fortæller at vi ikke i egen kraft kan gøre os gode nok til at blive Guds børn. Det er Gud der gør værket, når vi vælger at omvende os til Ham i erkendelse af at vi intet selv kan gøre, andet end at tage imod Hans frelse. Farisæerne forsøgte at gøre sig selv gode i egne og andres øjne, og jeg mener ikke at have promoveret den form for lære. Tværtimod er der jo folk der mener at du står for en moderniseret form for farisæerisme med dine mønsterbryderkurser og 12 trin til selvhjælp. Det ligner jo umiddelbart et forsøg på at blive et bedre menneske i egen kraft. For jeg har meget svært ved at se et klart omvendelsesbudskab i dit materiale herom (men ret skal være ret, jeg har ikke læst det dybt igennem, så det kan være jeg har overset noget her Lars). Så hvad der lige er grunden til at du kalder det jeg prædiker for “moderne farisæerisme” kan jeg ikke forstå, så det vil jeg bede dig give mig en forklaring på. Jeg har jo ikke noget ønske om at være en farisæer, da det jo var dem som Jesus skældte ud gentagne gange for deres hykleri. Så hvis du har bibelsk belæg for at kalde mig en “moderne farisæer” vil jeg meget gerne vide hvad det er.

Men du skriver også at jeg har en “særdeles misforstået selvopfattelse”. Men du mangler at beskrive hvad det er for en selvopfattelse du anser for at være misforstået. Jeg ville sætte pris på om du kunne vise mig det, for hvis min selvopfattelse her ikke er i overenstemmelse med bibelen, så ønsker jeg at finde ud af det. Men jeg kan da fortælle dig at jeg ser mig selv som en synder der har brudt Guds lov, og fortjener evig straf. Men Gud blev menneske og tog min straf på sig da Han blev knust af Guds vrede på korset, for at jeg måtte gå fri af Hans vrede. Er det da ikke god gammeldags kristen selvopfattelse? Eller hvad er det du mener her?

Du skrev at “Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng”. Du mangler at beskrive hvorfor jeg er kontroversiel. Men jeg tror det har noget at gøre med den forkyndelse jeg står for, og de meninger jeg har om liberalteologi. Men Lars Due jeg mener at jeg prædiker og skriver hvad der i grove træk svarer til det som man i pinsevækkelsen prædikede for bare 30 år siden. Hvis man dengang prædikede omvendelseskristendom, og samtidig gik imod vranglære som opstod i kirkerne, var pinsevækkelsen så ikke også kontroversiel dengang? Jeg ved at du også kender til hvordan forkyndelsen var før i tiden (nej jeg ved godt at det hele ikke var lige godt, men der var en langt mere bibelsk funderet forkyndelse dengang). Og hvis du mener at jeg er kontroversiel, er konsekvensen så ikke at du undergraver din kirkeretnings trosgrundlag? For hvis du mener at det er forkert af mig at prædike omvendelse til Kristus, så må du vel også mene at det var forkert af kirken dengang. Hvis det er tilfældet kan jeg godt forstå at du mener jeg er kontroversiel. Men det betyder jo at du også er nødt til at vende ryggen til den lære som Derek Prince, David Wilkerson og T. B. Baratt har stået for. Hvis det skulle være tilfældet, burde du og I andre som har vendt jer fra at prædike omvendelseskristendom, så ikke også melde ud at den form for kristendom vil I ikke anerkende mere? Det synes jeg ville være mest ærligt.

Der var andre ting jeg godt ville spørge om vedr. dine udtalelser, men det bliver nok for meget. Jeg håber dog at du vil forsøge at give et svar på ovenstående, da jeg ikke synes det klæder en pastor at komme med den slags, uden at forklare (og dokumentere) hvad anklagerne bygger på. Det forsøger jeg selv at gøre, og vil gerne være bedre til det. Du ved jo godt at som vi selv dømmer andre, skal vi selv dømmes. Jeg er opmærksom på at det muligvis bare var en hurtig mail du sendte dengang, men det ændrer vel ikke på at det du skrev er bygget på noget du ved og mener om mig, og derfor burde kunne give forklaring på. Da dine udmeldinger har haft konsekvens for min forkyndertjeneste synes jeg godt du kunne give dig tid til at give mig svar på disse få spørgsmål. Derfor dette åbne brev. Tak fordi du læste det.

Med venlig hilsen
René Vester

NB: den juleprædiken som jeg holdt kan du se og læse på dette link, hvis det har interesse:Klik her.

Brevet som Lars Due Christensen havde skrevet så således ud, redigeret for de navne som indgik:

“Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng.
Jeg ved ikke meget om ham og kender ham ikke personligt. Men det som (navn på menighedsmedlem) skriver til dig er det samme jeg får at vide i mine cirkler. Det er vel banalt set en moderniseret farisærisme og en særdeles misforstået selvopfattelse.
Jeg har været inde på de pågældende hjemmesider og er selv blandt de udskældte – men i godt selskab, som du kan se :-)”

Lars Due Christensens svar på dette brev kan se på dette link.

Categories
Omvendelse

Esau søgte at omvende sig, men for sent

Dette er en trist historie. De fleste af os kender den formentlig. Jakobs storebror Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser og et brød (Første mosebog 25.29-34). Han var ved at dø, sagde han, men det var nok en overdrivelse som mere var et udtryk for at han var mere drevet af sit eget kød, end af sund fornuft. Han anså ikke sin førstefødselsret for noget, hvad der ellers var noget man satte højt dengang.

Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsret får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.

I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:

“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”

Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke. Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.

Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.

Det at omvende sig er  ikke noget vi bare kan gøre i egen kraft. Hverken før vi bliver kristne, eller når vi er kristne. Omvendelsen er en nådegave der er skænket os af Gud. Det er også derfor vi ikke bare kan sige sådan som nogen gør: Jeg bliver kristen engang når jeg har er blevet gift og har fået børn, eller jeg bliver kristen når jeg er blevet gammel, eller om et par år osv. For vi ved ikke om Gud vil give os omvendelsens nådegave til den tid. Hvis Han ikke vil det, og ifølge bibelen sker det at Han ikke vil det, så er vi ilde stedt. Da er det kun dommen der venter forude.

En ting der er vigtig for os at vide, er at når vi får omvendelsens nådegave, at vi så også må tage imod den. For det er jo en nådeGAVE. En gave må blive taget imod og pakket op, om jeg så må sige. Dvs at hvis man ikke er kristen, men kan mærke Guds kald på en. Det kan man mærke ved at man kan se at man er en synder i forhold til Guds perfekte lov og man kan se at man er på vej mod evig fortabelse. Først da kan man forstå at det var pga vores synd at Jesus udgød sit blod på Golgata. Først da kan vi virkelig forstå at vi har behov for en frelser. Man har muligvis nogle diskussioner med Gud, hvor man prøver at overbevise Ham om at man jo er god nok, og jo elsker Ham, men at Han jo må finde sig i at vi lever vores eget liv lidt. Men disse diskussioner fører ikke nogen veje, fordi man tager dem igen og igen med Gud. Man oplever at Gud kalder på en. At Han kalder til omvendelse, til at give sit liv til Ham.
Der er det op til os at tage imod omvendelsens nådegave. For det er der det er muligt at tage imod den. Tager vi imod den, så er det at Gud føder os på ny. Ikke før. Ikke i at gentage en bøn, eller få noget vand på hovedet eller i at gå frem til forbøn og blive bedt for. Kun når Faderen drager dig til Jesus er det muligt at omvende sig. Men den der siger nej til omvendelsens nådegave der, er ilde stedt. For hvem ved om man nogensinde får mulighed for at tage imod omvendelsens nådegave nogensinde igen.

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Der har været tidspunkter i mit liv, hvor mit vidnesbyrd har været mere påvirket af mit kirkesamfund, end af bibelen. Jeg husker også at det skurede i mine egne ører, når jeg gav mit vidnesbyrd på visse punkter. For jeg havde fået det til at se ud som om det var mig der søgte Gud. Det var noget der var meget normalt at sige i mit kirkesamfund, det gjorde os jo lidt bedre i vore egne øjne, når vi så os selv som sandhedssøgere, der havde fundet sandheden. Men desværre var det ikke det der skete, for bibelen siger at ingen søger Gud.

“Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” Rom 3.11

Men i stedet står der at det er Gud der søger os, og det kun er muligt at komme til Jesus når Gud drager på os:

“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Johannes 6.44

Sagen er også den at det var præcis det jeg oplevede. Jeg søgte bestemt ikke Gud. Men jeg begyndte at søge Ham, efter at Han begyndte at drage på mig. Men på trods af dette, ønskede jeg ikke at omvende mig. Jeg strittede imod Guds kald. Jeg ønskede at leve mit eget liv, og beholde de synder som jeg satte pris på, og samtidig kalde mig en kristen (se her). Jeg ønskede med andre ord en gud, der lod mig leve mit liv som jeg selv ønskede, og så var en hjælp for mig til de ting hvor jeg mente at kunne bruge guds hjælp. Med andre ord, jeg søgte min egen gud, en gud der var skabt i mit billede. Og ikke en Gud, som havde skabt mig i sit billede, og som ønskede at kalde mig tilbage til det Han havde tænkt sig.

Prøv blot at se på hvordan jeg forsøgte at tvinge Gud til at acceptere mig. Jeg prøvede jo ved hjælp af jura at få Ham til at indse at jeg var en kristen. For kunne jeg sige “Jesus er Herre”, så måtte jeg jo være en kristen. Lykkeligvis ville Gud ikke lade mig slippe afsted med at begå den fejl. Derfor stoppede Han min mund, så jeg ikke kunne sige “Jesus er Herre”. Det var mig simpelthen umuligt at få den sætning ud af min mund (se her). Først da det stod soleklart for mig at jeg ikke var en kristen. At jeg ikke var født på ny. At jeg ikke var et Guds barn. Først da spurgte jeg Gud, hvad skal jeg da gøre? Ligesom dengang da jøderne havde hørt Peters pinseprædiken, hvor deres reaktion var følgende:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«” Ap. G. 2.37

De kunne se at de ikke tilhørte Gud, selvom de før havde troet at de gjorde det. Først når vi indser det, så er det vi kan blive frelst. Når vi ser at vi i egen kraft er magtesløse, og ikke har noget som kan overbevise Gud om at vi fortjener Hans frelse, eller burde accepteres som vi er etc. etc. Først da er vi modtagelige for det Jesus siger her:

“Omvend jer for Himmeriget er kommet nær” Mattæus 4.17

Det der skete efterfølgende var også at jeg blev født på ny da jeg omvendte mig. Jeg blev en ny skabning. De ting som jeg elskede før, havde jeg ikke længere brug for. Jeg ønskede heller ikke at leve i dem mere. Jeg havde et nyt ønske og begær, at være sammen med andre kristne, og komme i en kirke, og at fortælle andre om den frelse jeg havde fået.

Disclaimer:
Er det ikke muligt at sige “Jesus er Herre” uden at være frelst? er der muligvis nogen der spørger sig selv om nu. Svaret er, jo det kan det godt. For det handler om to ting her. Dels handler det om hvilket billede vi har af Jesus, for hvis vi har en forkert forståelse af Jesus, kan det godt lade sig gøre. Jeg har eksempelvis hørt Jehovas Vidner sige “Jesus er Herre”, men deres billede af Jesus er jo en helt anden end reformert, klassisk ortodoks kristendom har. Jehovas Vidner kan ikke være kristne selvom de siger Jesus er Herre, for vranglæren de står for, er så modsat bibelen, af det på ingen måde kan fungere indenfor kristendom.
Den anden ting handler om hvad konsekvensen var ved at sige “Jesus er Herre” på apostlenes tid. Det var nemlig døden. Hvis man offentligt bekendte Jesus som Herre, og ikke kunne sige Cæsar er herre, ville man miste hovedet. Det var altså ikke alle der turde bekende Jesus som Herre, fordi det havde så markante konsekvenser. Og det er den kontekst vi skal se dette i. For udenfor konteksten bliver det jo blot til, at fordi man siger en sætning, at så er man frelst. Det er ikke i overenstemmelse med resten af bibelen, og derfor ikke en rigtig tolkning. At Gud valgte at lukke min mund da det skete, var Guds nåde imod mig, for Han behøvede ikke gøre det. Men det viser at det var Ham der søgte mig, og viste mig at jeg var nødt til at omvende mig fra hele mit liv, og give mit liv til Hans søn Jesus Kristus. Og hvor er jeg taknemmelig for at Han gjorde det, for ellers ville jeg i dag være fortabt.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Den første weekend i november måned 1989 kaldte Jesus på mig. Gud havde forberedt mig på dette igennem et års tid, hvor jeg havde haft mange samtaler med ham, om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, og samtidig ryge mig skæv og drikke mig fuld. Det var dog en diskussion som jeg aldrig vandt, selvom jeg selv syntes jeg havde nogle gode argumenter. Men nu skulle det være. Om fredagen kunne jeg mærke at Gud kaldte på mig. Jeg havde kun en tanke i hovedet, og det var at jeg skulle omvende mig fra mit hash og mit alkohol, og give mit liv til Jesus. Det var ikke en tanke der kom fra mig selv, for jeg ønskede ikke at have den tanke. og jeg vidste godt hvor den kom fra.

Flygtede fra Gud
Men okay, hvad gør man hvis man ikke kan lide de tanker man går med? Man tænder da for fjernsynet og flygter derind. Så det prøvede jeg, men det hjalp ikke. Ligegyldigt hvad og hvor spændende det var, så var tanken der stadigvæk. Jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkoholmisbrug. Tanken var ikke til at komme af med. Så jeg gik i seng for at sove, for som jeg tænkte; “Det er sikkert overstået i morgen når jeg vågner”. Men den første tanke jeg fik da jeg vågnede var “at jeg skulle omvende mig fra hash og alkohol, og give mit liv til Jesus”. Og sådan forløb den dag også.

Jeg ønskede virkelig ikke den tanke, for jeg ville gerne beholde muligheden for at ryge hash og drikke mig fuld. Det var min måde at klare mig igennem tilværelsen på, og den ville jeg ikke bare give slip på. Men nu var der endnu en dag hvor Gud kaldte på mig. Og når Gud kalder, er det ikke sådan at slippe væk, og tro mig, jeg prøvede virkelig at slippe væk. Jeg forsøgte mig endnu engang med at se fjernsyn, men det virkede ikke. Jeg forsøgte at læse mine tegneserier, den eneste ting som jeg havde nogenlunde styr på, og orden i dengang. Jeg havde en hel reol med ca 800 tegneserier. Dem kendte jeg så godt, at man kunne tage en tilfældig af dem, slå den op på en tilfældig side, og så kunne jeg fortælle hvilket nummer det var, historiens indhold og hvem forfatteren og tegneren var. Så dem kendte jeg ud og ind. Så det måtte da kunne lade sig gøre at gå ind i den verden istedet. Men heller ikke det var muligt. På trods af at jeg måske havde læst de tegneserier 10-20 gange i forvejen, så kunne jeg ikke koncentrere mig om dem. Gud kaldte på mig, og jeg brød mig ikke om det. Så jeg gik i seng igen, og håbede at jeg ville stå op til en dag uden at Gud kaldte på mig.

Kunne Gud ikke blande sig udenom?
Men nej, igen var den første tanke jeg fik, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Jesus. Nu var jeg ved at blive træt, for kunne jeg da ikke bare få lov at være i fred? Kunne Gud da ikke blande sig udenom mit liv? Hvorfor skulle Han bestemme hvordan jeg skulle leve mit liv, for at jeg også kunne få lov at være en kristen? Da jeg ved middagstid den dag stod og vaskede op, kom jeg så i tanke om noget jeg havde læst i bibelen. Der står jo i første korinterbrev 12.3 at ingen kan sige Jesus er Herre uden ved Helligånden. Okay, tænkte jeg, nu har jeg taget på Gud, nu kan jeg bevise for Ham at jeg er en kristen, for jeg kan jo bare sige “Jesus er Herre”. Har jeg sagt det, så må jeg jo have Helligånden og være en kristen. Så det skulle jeg nu vise Gud.

Så der stod jeg i mit køkken, med opvaskebørsten i hånden og sagde: Gud nu skal du høre at jeg er en kristen, for jeg kan jo sige Jesus er H. Men der kom ikke mere ud end et lille H. Hmm det var da mærkeligt tænkte jeg, så jeg prøvede igen. “Jesus er H”. Endnu engang kunne jeg ikke fuldføre sætningen, det var mig umuligt at få sagt Herre også. Nåh, men jeg gav ikke sådan op, for nu begyndte jeg at bruge kræfter på det, og prøvede igen, og igen og igen. Og jeg forsøgte også at hoppe for at få det sidste ud af munden, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke sige Jesus er Herre. Og da jeg til sidst valgte at indse at jeg var på den, spurgte jeg Gud, jamen hvad skal jeg så gøre? Og jeg kunne bare mærke at Han sagde det som jeg havde hørt ham sige hele weekenden, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Ham.

Okay sagde jeg så, og kastede opvaskebørsten fra mig, mens jeg udbrød, “Så giver jeg mit hash og mit alkohol til dig, og beder Dig om at være Herre i mit liv”. Og så sagde jeg bagefter; “for nu er Jesus Herre i mit liv!” Og lige der skete det. Lige der blev jeg født på ny. Jeg vidste at nu var jeg Guds barn, og jeg havde fået et nyt liv. Jeg vidste også at jeg aldrig mere ville have brug for at ryge hash, eller drikke mig fuld. Jeg havde fået noget der var meget bedre. Jeg havde fået Guds kærlighed ind i mit hjerte. Jeg var forvandlet. Den dag blev jeg frelst, og det skyldtes ikke mig selv, Gud var den der gjorde det. Hvad det egentlig var der skete i et bibelsk perspektiv vil jeg gerne gennemgå næste gang. For det er den vigtigste del af denne historie. For hvis min frelsesoplevelse ikke er i overenstemmelse med skriften, så er det ikke et vidnesbyrd der er værd at bruge tid på. Derfor vil jeg håbe at dig der har læst dette, også vil se næste og langt vigtigere indlæg i denne serie. For det er noget som mange kristne har brug for at forstå.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Omvendelse Synd

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Når jeg havde besøg af mine nye kristne venner, var det ikke unormalt at de i slutningen af vores samtaler spurgte mig om følgende: René har du ikke lyst til at bede denne bøn, og blive en kristen? Og hver gang jeg blev spurgt, svarede jeg venligt nej, for jeg var ikke parat til at bede sådan en bøn. Og ikke nok med det, jeg vidste godt at man ikke blev kristen af at gentage en bøn.

For jeg vidste godt hvad det indebar at være en kristen. Dem havde  jeg nemlig mødt før. Jeg havde jo i tiende klasse gået på en kristen efterskole (Hedemølle i Bjerringbro), og havde der mødt folk der virkelig var kristne. Og de var virkelig anderledes. For de grinte ikke af de samme ting vi andre grinte af, de talte ikke som os andre, og dertil læste de i deres bibeler, og gik til bønnemøder. Det var flere af eleverne på den skole der levede så markant anderledes, end det liv jeg ønskede at leve, og jeg kunne se at de ikke levede deres egne liv. De levede en andens liv, nemlig livet i Jesus Kristus.

Jeg havde engang prøvet at tage med til en af deres bønnemøder. Enten af nysgerrighed, eller fordi jeg syntes der var en af pigerne der var søde. Det husker jeg ikke præcist. Men jeg husker at det gad jeg ihvertfald ikke gøre igen. Det var simpelthen så kedeligt, og gjorde at jeg da nu var helt sikker på at det ikke var sådan jeg ønskede at leve. Jeg ville hellere have det sjovt, og lave det som gav mig et kick istedet. Så når de kristne som besøgte mig, spurgte om jeg ville blive en kristen, så vidste jeg godt at det indebar at jeg ikke længere levede mit eget liv mere. Så skulle jeg også leve en andens liv, og det var jeg ikke parat til. For jeg elskede min synd, på trods af at jeg godt kunne se at den trak mig længere og længere ned i mudderet.

Men Gud arbejdede alligevel med mig. Jeg havde jo stadig mine gåture, hvor jeg diskuterede med Gud om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, samtidig med at jeg kunne ryge mig skæv og drikke mig fuld (se afsnit på dette link). Jeg ville næsten give slip på alt mulig andet, for at få lov til at beholde disse to. Så de må virkelig have betydet meget for mig. Og en weekend i november måned, 1989 skete der så noget som ændrede resten af mit liv. Hvordan det skete vil jeg fortælle næste gang, og det var faktisk ret voldsomt.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Omvendelse Prædikener Synd

Podcast: Den fortabte søn

For 1½ år siden, lagde jeg en prædiken på, som var en vers for vers undervisning baseret på Jesu lignelse om den fortabte søn. Den fik jeg, og får stadig en del respons på. Mange har mailet mig og takket mig for lige netop den prædiken. Det er også en prædiken jeg har fået brændt over på CD, og har givet til folk jeg kender go møder. Den har nemlig et budskab som er nemt at give til folk, hvad enten de er kristne eller ikke kristne.

Årsagen til at jeg dengang skrev den prædiken, var at jeg havde hørt pastor John MacArthur prædike over lignelsen og læst i Hans bog om samme (A tale of two sons). Og efter at have gjort det, vidste jeg bare at jeg var nødt til at lave den prædiken på dansk. Det betød ikke at jeg direkte oversatte MacArthurs forkyndelse. Det var faktisk et stort arbejde at gøre den personlig og selv at dykke ned i teksten. Det tog en måned at skrive den prædiken, og krævede flere aftener hvor jeg bare sad med den. Det viste sig da også at være en god investering. For den måde jeg gik til skriften her, inspireret af MacArthurs metode, var med til at hjælpe mig til at prædike mere vers for vers, end jeg havde gjort før. Den metode har været med til at åbne skriften mere op, end jeg ellers var vant til. Og det er også derfor at jeg i dag prædiker som jeg gør. Men hvis du ikke har hørt denne prædiken, og heller ikke ved hvad jeg mener med at prædike ”vers for vers”, så brug muligheden her. Den vil give dig et godt indblik i teksten, og teksten budskab, og hvad der sker når vi går rigtig ned i teksten og forsøger at finde ud af hvad den betyder.