Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler Musik

Foregår der massehypnose til kristne møder?

Istedetfor en prædiken denne lørdag, har jeg valgt at bruge lidt tid på et tabubelagt emne hos mange kristne. Bliver vi udsat for massehypnose til nogle møder? Der er flere der har påstået at det der skete til Todd Bentleys møder, og sker ved møder som Benny Hinns o.l. ikke er en konsekvens af Guds ånd, men en følge af massehypnose. Jeg har selv været skeptisk overfor den tanke i lang tid, men har efter at have undersøgt fænomenet massehypnose, erkendt at der er et problem. Men lad os starte med at finde ud af om massehypnose er muligt.

Derren Brown

Derren Brown er kendt som tv-hypnotisør. Jeg har aldrig set et helt program med ham, da jeg anser det han leger med for at være okkult. Men jeg blev opmærksom på denne video, på en anden hjemmeside. Den viser hvordan Derren Brown massehypnotiserer kunderne i et storcenter til at række hånden op på samme tid. Det er ret fascinerende at se det ske, for man ryster lige på hovedet og tænker hvordan kunne det lade sig gøre. I videoen som jeg har fundet, er der lagt tekster på hvad det er for nogle ord som Derren Brown har plantet i kundernes hoveder, ved at gentage nogle informationer over storcenterets højttalersystem igennem en halv time. Det har været sagt på en måde, som gør at kunderne ikke har lagt meget mærke til, hvad det var han sagde. Men prøv at se videoen før vi går videre.

[display_podcast]

Så hvis vi antager at dette ikke var et tv-trick, og det mener jeg ikke det er pga den research jeg har lavet på området. Så kan vi konkludere at massehypnose er muligt. Men hvordan skete det så? Vi så tre ting som var vigtige. 1) Folk var i et miljø, hvor de i forvejen var nemt påvirkelige. 2) Et budskab blev gentaget og gentaget indtil folk var påvirket. 3) Når folk var blevet påvirket i tilstrækkelig grad, var de i bogstaveligt talt i Derren Browns hænder. De gjorde hvad de havde fået besked på.

Bliver lovsang brugt som massehypnose?
Jeg har før brugt tid på at gennemgå noget af den moderne lovsang vi har i dag. Bl.a. har jeg ikke været særlig flink overfor Hillsong. Årsagen har været at man i Hillsong bruger rigtig meget tid på at lovsynge, hvilket kan være fint nok. Men hvis man kigger indholdet i deres sange igennem, så er det ikke de store teologiske dybder man finder der. Mange af teksterne kunne også ligeså godt foregå i andre religiøse sammenhænge end kristne. Dertil er der rigtig meget gentagelser af teksterne. Jeg har været i Hillsong tre gange, og jeg har endnu ikke hørt evangeliet blive prædiket der (se mere her). Når der endelig kommer en prædikant på, så er folk i en tilstand, hvor det nærmest er ligegyldigt hvad han siger. De tager imod næsten hvad som helst, når de er i den følelsesmæssige tilstand.
Det er det samme der sker i mange af de kirker hvor der også bliver prædiket et andet budskab end det bibelske. Man synger sange uden det store indhold, men som på “en fed måde”, gør at man kommer ind i den rigtige stemning, Samtidig sker det i et miljø, hvor alt er skabt til at påvirke en. Lad os eksempelvis tage Joel Osteens kirke Lakewood.

Der er der en lovsangsleder ved navn Israel Houghton. Han leder lovsangsbandet ved navn Israel Houghton & the New breed. De synger her en sang der hedder “Say so”. Læg mærke til hvor mange gange at sætningerne bliver gentaget efter hinanden. Op til 12 gange bliver den samme sætning gentaget efter hinanden. Læg samtidig mærke til hvor lidt fokus der er på Gud, og hvor meget der er på os mennesker. Dette er ikke en lovsang til Gud, men en lovsang til mennesker. Men det lyder godt. Det er en ørehænger, og det bliver vist også solgt godt i kristne bogbutikker i USA (kommer nok snart i en kristen bogshop i Danmark).
Hvis man synger denne slags sange i tilpas lang tid, og gør det i et miljø som Lakewood church, som Joel Osteen selv siger er skabt til at gøre folk godt tilpasse, så er man et meget nemt offer for massehypnose. Prøv at høre de første tre minutter af denne video. Resten er også interessant at se hvis man vil, men de første tre minutter er nok til at illustrere problemet.

Når man har sunget “I am redeemed” et tilpas antal gange, og andre sange der er ligeså tømte for kristen indhold, så bliver kollektspandene sendt rundt. Det er nemlig et rigtig godt tidspunkt at få den rundt på. Folk er positive og glade, og har ikke noget imod at give til en af de rigeste kirker i USA. Men lad det nu være. Jeg har ikke noget imod at man samler penge ind i kirken, men mener det burde ske under sobre vilkår istedet. Det værste er, at nu kan Joel Osteen komme frem på scenen og prædike fuldstændig ubibelske budskaber til forsamlingen. Folk æder det råt, for at sige det lidt firkantet. Det gør de, fordi mange af dem er sat i en stemning, som gør dem åbne overfor alt hvad Joel Osteen siger.

Helbredelserne
Okay men hvad med alle de helbredelser der skete ved Todd Bentleys møder, og de helbredelser der sker ved Benny Hinns møder, spørger du måske nu. Det ene svar er, at der findes ikke nogen dokumenterede helbredelser. Der er blevet påstået at der er dokumenterede helbredelser, men ingen jornalister eller analytikere har fået noget som helst som er dokumenterbart. Men vi så noget der kunne ligne helbredelser, men som reelt set var adrenalinoplevelser som man kan få, hvis man er under hypnotisk påvirkning. Justin Peters talte om at det var det der skete, da han var her i Danmark i september, og jeg tror vi snart får videoerne på online, så I kan se dem.
Men hvis det virkelig var sådan at Benny Hinn kan helbrede, og det samme med Todd Bentley, hvorfor går de så ikke ind på sygehusene og helbreder folk der? For der er der da masser af syge som gerne vil helbredes. Og her kommer det andet svar. Svaret er ganske enkelt at de to forudsætninger for deres “form for helbredelse”, ikke kan lade sig gøre på sygehusene. Sygehuse har ikke et miljø hvor det er nemt at påvirke folk med massehypnose, og det er heller ikke muligt at skabe følelsesmæssige tilstande ved at gentage de samme ting igen og igen for en stor flok mennesker. Du kan med andre ord ikke skabe den atmosfære på et sygehus, som er nødvendig for at skabe massehypnose.
Men nu hvor du ved dette, gør det det måske nemmere at se denne video med Benny Hinn. For nu bliver det tydeligt at det der sker med disse mennesker, ikke  er noget der sker ved Helligånden, men er en slags massehypnose, hvor folk er i Benny Hinns hænder.

Hvad gjorde Jesus?
Mange kristne er overbeviste om at vi er nødt til at holde vore møder på den måde som jeg har vist eksempler på her. Argumentationen går ofte på, at det skal være spændende at gå til møde, folk skal involveres, folk skal opmuntres. Dem der er tilhængere af helbredelsesmøder, mener også tit at det er nødvendigt at skabe en atmosfære af forventning. En atmosfære som de skaber ved hjælp af massehypnotiske metoder. Men, og her er et stort men, hvorhenne ser vi Jesus stå med et stort lovsangskor, som skulle gøre folk parate til at høre Ham? Hvorhenne ser vi Jesus arbejder på at skabe en bestemt stemning, førend Han begynder at helbrede folk? Svaret er, vi ser det ingen steder. Jesus havde ikke brug for at manipulere miljøet omkring Ham, for at give et klart tydeligt Guds ord, eller for at helbrede dem der var syge. I Mattæus 7.28-29 står der:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.”

Jesus havde ikke brug for at manipulere med mennesker, for Han talte med myndighed. Forresten så har kristne fået den samme myndighed i dag. Vi er kaldet til at prædike det samme omvendelsesevangelium som Jesus. Hvis vi gør det udfra et klart Guds ord, så taler vi med den samme myndighed som Jesus. Det er ikke en myndighed som behøver blive udøvet under særlige rumforhold, eller særlige gentagelser af sætninger. Brug den myndighed du har fået til at prædike Guds ord som Guds ord er. For der vil du opleve at Gud er trofast og opfylder sine løfter!

Categories
Mirakler Omvendelse

Hvordan bliver man født på ny? 5

I de to første dele af serien blev det forklaret at vores faldne natur gør, at vi ikke kan komme til Gud i egen kraft. I tredie og fjerde del gennemgik jeg forkyndelsens og Helligåndens betydning, for hvorledes vi bliver i stand til at komme til Gud. Jeg har lagt linkene nederst i indlægget.

Mirakel
At blive født på ny er noget overnaturligt. Det er et mirakel der sker, når et menneske der ifølge bibelen er dødt i sine overtrædelser, bliver født på ny, og bliver levende igen. Det er et meget større mirakel end de største helbredelsesmirakler (selv de dokumenterede). Charles Spurgeon sammenlignede det med at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Det er et rigtig godt billede på hvad der sker i den nye fødsel. Når vi bliver født på ny, kan vi ikke leve som verden gør mere. Synden som vi før holdt af, kan vi ikke leve i mere. Vi fejler ja, men kan ikke leve en syndig livsstil.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” Anden korinter 5.17

Læg mærke til at der står SE, noget nyt er blevet til. Det er altså synligt for andre at der er sket noget. Den nye fødsel er så markant for den det er sket for, at det er noget man kan se. Jeg kan huske da jeg gik på en kristen efterskole som ung uden at være kristen. Der var der nogle elever (og lærere) som var så markant anderledes, og var det på en måde at jeg bare kunne se at de var blevet forvandlet på et tidspunkt. De levede ikke deres egne liv, men liv der tilhørte Gud. Selvom jeg ikke lige havde set hvordan de havde været før deres omvendelse, så var det tydeligt for mig at der var sket noget afgørende i deres liv engang. Det var synligt.

På et eller andet tidspunkt i menneskers liv, vil Gud kalde på dem. Vi mennesker kan ikke selv bestemme hvornår det vil ske. Men der står i bibelen at Gud vil udgyde sin ånd over alt kød (Joel 3.1). Men vi ved også at det er ikke alle mennesker der bliver født på ny. Der er folk der siger nej, og der er folk der siger ja. Lad mig vise to eksempler. I Lukas 7.30 har Jesus lige talt om Johannes Døberen. Hvorefter der står:

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Her er det ret interessant at læse at det var Guds plan de forkastede. Det var ikke bare en idé de forkastede, men Guds plan. Når det står sådan her, kan vi godt konkludere at de udemærket vidste at det var Guds plan. Men den passede ikke ind i deres egen plan, og de forkastede den. En dag vil folk stå foran Guds domstol, hvor de vil stå uden mulighed for at forsvare sig, fordi de med al tydelighed kan se at det var dem, der forkastede Guds plan. Ikke Gud der forkastede dem, for de var forkastet i forvejen. De vil ikke have nogen undskyldning overfor Ham.

Det andet eksempel er fra Apostlenes gerninger 16.13-14. Der fortæller Lukas at han og Paulus talte med nogen i Filippi.

“På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig.”

Her har vi en kvinde som får forkyndt ordet, og Helligånden virker. Men hendes reaktion var anderledes end farisæernes og de lovkyndige. Det var det samme evangelium, og det var den samme Helligånd. Men Lydia valgte at tage imod budskabet, dag Gud havde gjort hende i stand til det. Farisæerne og de lovkyndige var i stand til det, af samme grund som Lydia var i stand til det, men valgte anderledes.

Hvem har æren?
Her er det meget meget vigtigt at vi holder os helt klart at det ikke var Lydias valg der frelste hende. For vi kan ikke selv tage æren for vores frelse. Det var Gud der havde gjort hende i stand til at overgive sit liv til Ham. I sig selv, ville hun aldrig have søgt den sande Gud, men et billede af gud som var tilpasset hende selv. Hun var ligeså stor en fjende af Gud som farisæerne og de lovkyndige.  Hun valgte dog alligevel at høre på Gud, og forkastede ikke Guds plan med hende. Hvad der skete med hende og andre der ikke forkaster Guds plan, vil jeg komme ind på næste gang.
Her er de forrige indlæg i serien:

Hvordan bliver man født på ny? 1 Hvem søger hvem?

Hvordan bliver man født på ny? 2 Himlen ja, men Gud nej

Hvordan bliver man født på ny? 3 Forkyndelsen af ordet

Hvordan bliver man født på ny? 4 Helligånden

Categories
Falsk Lære Mirakler Omvendelse vækkelse videoer

Andrew Strom om sand og falsk vækkelse

Om ganske kort tid kommer Andrew Strom til Danmark. Han skal holde møder i Kolding og Holstebro (se annoncen nedenunder). Han har nogle meget interessante meninger om noget af det der sker i den karismatiske bevægelse. Han har i lang tid kunnet se, at meget af det der sker i den karismatiske bevægelse, ikke er fra Gud. Han mener dog også at der stadig sker mange gode ting der, og han bekender sig stadig karismatiker. Han har før arbejdet sammen med Todd Bentley, men efterhånden som arbejdet udviklede sig, så han stærkere og stærkere at det var noget rivendes galt. Han forlod derfor samarbejdet, og gik ud og viste hvad præcist der var galt med det som Todd Bentley stod for, og det han gjorde. Dette kan man bl.a. læse om på hans hjemmeside revivalschool.com..

Hans opfordring til dem han arbejdede sammen med dengang, var at de måtte tilbage til at prædike omvendelse. Men det var der ligesom ikke nogen interesse i. Det var mere ønsket om mere kraft, og større møder, og mere berømmelse som tilsyneladende drev Todd Bentley og de andre som var i det fællesskab. Jeg har lagt to videoer på hvor man kan høre ham svare på spørgsmål. Jeg vil gerne komme til møderne selv, men ved pt. ikke om jeg har mulighed for. Men jeg tror godt jeg kan anbefale at tage til møde med denne mand. Han kan sikkert også besvare de spørgsmål om Todd Bentley, som mange præster ikke tør svare på.

Her fortæller Andrew Strom hvorfor han stoppede samarbejdet med Todd Bentley o.a.

Her fortæller Andrew Strom om der er bibelsk belæg for at sige at man kan være “fuld i ånden”.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Dokumenterede opvækkelser fra de døde???

Lad mig starte med, at sige at jeg ikke har noget problem i at folk bliver helbredt. Jeg ved Gud gjorde det dengang Jesus gik her på jorden. Så jeg har ikke noget problem i at tro på at han kan gøre det i dag. Gud er jo ikke blevet mindre. Men når nogle påstår at folk er blevet helbredt, eller ovenikøbet opvakt fra de døde, så skal der gerne ligge noget ordentlig dokumentation bag. Jesus bad selv folk om at få dokumenteret deres helbredelser ved præsterne, hvilket jeg vil vende tilbage til en anden gang i en anden sammenhæng.
Hos Todd Bentley har der endnu ikke været nogle dokumenterede helbredelser, men masser af påståede helbredelser. Hvilket også bliver vist i dette indlæg. Her er en afsløring af helbredelsernes troværdighed.

I nedenstående video har en fra England (eller Skotland) sendt en opdigtet historie ind til Todd Bentley. Jeg bryder mig ikke om metoden, som jeg ikke selv ville benytte mig af. Men jeg finder afsløringen ganske interessant, hvad angår Todd Bentleys metoder til at føre sig selv frem. Historien som Todd læser op til et møde som bliver sendt på Godchannel, handler om en pige på 11 år som har bedt for deres lærerinde som var død. Det skulle hun have gjort sammen med klassekammeraterne, og derefter stod lærerinden op fra de døde. Pigen gjorde det fordi hun havde set Todd Bentley i fjernsynet, og var inspireret af hans tjeneste.

Hvordan kan man så vide at historien er et falsum? Jo afsenderen har lagt en ret smart kode ind i mailen. Hvis man læser det første ord i den første sætning, det andet ord i den anden sætning, det tredie ord i den tredie sætning osv, vil man få følgende sætning:

“Let me see if you verify this Todd or just publish this lie”

Det er stadig muligt at se brevet på Todd Bentleys hjemmeside. De har dog redigeret i det, så det blev det tredie ord i den anden sætning, fordi de har lagt et ord ind (sandsynligvis pga grammatikken). Den kan ses på dette link. Se den før den bliver slettet.

Her er videoerne med løgnehistorien. Det tager lidt tid inden historien om pigen kommer på, men der bliver varmet op med lidt kommentarer i videoen til Todd Bentley, som er lidt humoristiske. Den anden video dokumenterer løgnehistorien. Den er lidt langsom og er blot en gentagelse af det jeg har skrevet i ovenstående. Men den er god som dokumentation.

Personlig betyder det ikke så meget for mig om der er rigtige helbredelser eller ej. For det er ikke på baggrund af helbredelser jeg kan vurdere om en er sendt fra Gud. Det kan jeg ved at høre på deres forkyndelse. Og lad mig sige det som det er, den forkyndelse som Todd Bentley står for er under al kritik. Mere tomt og menneskerettet evangelium skal man desværre ikke lede lang tid efter. Men her sker det bare med Bam, tatoveringer og folk der falder om på gulvet. Hvorfor skulle en dårlig forkyndelse mon blive bedre af det?

Nåh ja her er lige en lille ting. Du har måske lagt mærke til den underlige T-shirt Todd har på. Han har talt om den før på sine møder, og takket sælgerne for den fordi han synes den er fed. Den kan man købe på den her hjemmeside, som jeg ikke synes ser særlig kristen ud. Den ligner ikke en hjemmeside jeg ville købe noget igennem. Men se den selv her:. Todd Benleys Living Sacrifice T-shirt. Det kan jeg selvfølgelig ikke isoleret set bruge til at sige Todd Benley er en falsk lærer, men set sammen med alt det andet, synes jeg det viser et billede af en mand som er mere tiltrukket af mørket, end af lyset. Det synes jeg er meget meget trist.

http://www.zambooie.com/stores/?st_id=01

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Hmm det her skriftsted ser alvorligt ud

I Kollosenserbrevet 2.18-19 står der følgende: 

“Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.”

Når jeg læser det, kan jeg desværre ikke undgå at tænke på Todd Bentley og alle dem som tror på ham. Det her er en alt for tydelig beskrivelse af det vi ser i Lakeland Florida. Men lad os prøve at høre hvad Todd Friel har at sige om dette, i hans nye tv-program Wretched. Her interviewer han Justin Peters om hans syn på det der sker i bl.a. Todd Bentleys vækkelseskampagne, og det er interessante sager han kommer op med. 

Andet afsnit kan ses her, hvor interviewet med Justin Peters fortsætter i små fem minutter.

Til dem der efter at have set dette kunne tænke sig at møde Justin Peters, kan jeg fortælle at han efter sigende skulle komme til Danmark i slutningen af august. Der skulle blive nogle møder med ham i Århus, hvor det bl.a. også skulle være mulighed for at stille spørgsmål. Når jeg får mere information om dette arrangement, skal jeg nok gøre opmærksom på det her på bloggen.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Todd Bentley synes det er i orden at slå en mand HÅRDT i maven

Nu har jeg før vist en video med lydklip hvor Todd Bentley fortæller at han har sparket en gammel kvinde i hovedet. Smadret en mands tænder, banket en kvindes ben som et baseballbat i gulvet, og lavet et wrestlinggreb på en mands ben. Altsammen noget som Todd gjorde for at de skulle helbredes. For han fortæller jo at Gud havde sagt til ham at det var sådan han skulle helbrede dem. Nu er det ikke sådan at jeg har noget imod at man helbreder folk ved lidt anderledes metoder. Jesus smurte jo engang mudder på ens øjne, som Han havde lavet ved hjælp af sit eget spyt. Manden blev bagefter helbredt for sin blindhed. Så underlige metoder i sig selv, behøver ikke være et signal om at noget er galt. Men ligefrem at sparke folk, eller smadre deres ben i gulvet, virker ikke på nogen måde bibelsk funderet.

I denne video kan man se at Todd Bentley ikke bare snakker om at han gør nogle voldsomme ting. Her viser han et eksempel på at han faktisk også er voldelig. En mand som er angrebet af fremskreden cancer i maven, bliver angiveligt helbredt ved at blive slået meget hårdt i maven. Det er tydeligt at manden er i store smerter. Men Todd Bentley forsvarer sig med at han skulle være lydig mod Gud. Jeg tror det ville være bedre hvis folk var lydige mod Gud, og ikke besøgte denne total forvirrede udgave af “vækkelse” som nogen fejlagtig kalder det. Jeg ville da bestemt ikke anbefale folk at søge Gud hos en mand der slår folk i maven, og sparker gamle kvinder i hovedet. Helt ærlig, hvor langt ude skal det dog være førend folk kan fatte at det her er en vildfarelse?

Her er videoen hvor du kan høre Todd Bentley med sine egne ord, fortælle om hans voldelige “helbredelsestjeneste”.

Categories
Forvirret lære Mirakler

Ville vi godkende Faraos troldmænd i kirken?

Når man hører om mænd som Todd Bentley som angiveligt skulle udføre mirakler, men som ikke prædiker et klart og tydeligt evangelium. Så bliver disse helbredelsesprædikanter ofte bedømt på deres mirakler. Men ikke på deres forkyndelse. Dem der forsvarer dem, kan godt finde på at bruge skriftstedet Mattæus 11.5 til at forsvare dette:

“Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”

Dem der bruger dette skrifsted til at godkende mærkværdige helbredelsesprædikanter, glemmer ofte sidste del i verset “og evangeliet forkyndes for fattige”. Der hører altså en forkyndelse med til at dokumentere at en vækkelse er fra Gud. Men jeg kan nu godt forstå, at man kan blive forvirret over mirakler. For vi har en tendens til at tro på at det kun er Gud der kan gøre miraklerne, og derfor vurderer vi nogen gange for hurtigt, at de må være fra Gud. Men det er ikke i overenstemmelse med bibelen, hvilket jeg vil vise her.

Da Moses og Aron fik at vide af Gud at de skulle gå til Farao, fik de samtidig at vide, at de skulle udføre et mirakel for at overbevise Farao. Aron skulle smide sin stav på gulvet, og staven ville blive forvandlet til en slange. Moses og Aron tager så op til Farao i anden mosebog kapitel 7.10-13:

“Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange. Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave. Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.”

De samme ting som Aron kunne med sin stav, kunne Faraos troldmænd. Men det kan vi jo ikke på nogen måde bruge til at argumentere for, at disse troldmænd havde Gud på deres side. Heller ikke at det var Gud der gjorde disse mirakler igennem dem. Det er ihvertfald ikke en lære jeg har hørt om nogensomhelst steder. Så hvis Faraos troldmænd kunne gøre dette, hvorfor skulle andre så ikke kunne udøve mirakler i dag, uden at det behøver være fra Gud? Husk på at Jesus selv advarer om at:

“der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.” Mattæus 24.24

De skal gøre store tegn og undere står der. Men disse tegn er ifølge Jesus ikke brugbare til at godkende dem som kristne. Tværtimod. Om de samme står der faktisk i verset lige før (vers 23):

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke;”

Og i vers 26:

“Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke.”

Her er det faktisk bemærkelsesværdigt at Todd Bentley siger at der er blevet profeteret, at Jesus selv skal komme i egen person og besøge hans møder. Det skulle være Wendy fra Godchannel der har profeteret dette. Jeg skal nok vise klippet en dag. Vi kan altså ikke godkende nogetsomhelst på baggrund af nogle mirakler. Men på hvad der bliver forkyndt. Hvis forkyndelsen ikke er i orden, så kan vi ikke bruge miraklerne til noget. Hvis forkyndelsen er i orden og bibelsk funderet, så skal jeg afholde mig fra at kritisere noget. For mirakler generer mig ikke, hvis de bliver udført under bibelske forhold, og de er faktisk beskrevet i bibelen, men der er ikke mange der benytter sig af dem.

Men lad os ikke glemme at Arons slange åd troldmændenes slanger. Så det kan godt være at modstandere kan skabe mirakler, men Guds mirakler vil altid være og stå over modstanderens mirakler. Det gælder også i dag.

NB: Der er dog stor tvivl om de påståede mirakler som Todd Bentley forsøger at overbevise om. Hvis du ønsker at høre mere om det, vil jeg henvise til det forrige indlæg.

Categories
Mirakler

Er Todd Bentleys mirakler troværdige?

Der er stor tvivl om de såkaldte mirakler som påståes udført igennem Todd Bentley, nu også er troværdige. Hvis det er sådan at helbredelserne ikke er så troværdige som man gør dem til, så er der et stort problem for dem som får at vide de er helbredt. For hvis man får at vide at man er helbredt, men reelt set stadig er syg, måske ovenikøbet dødssyg, så kan det blive skæbnesvangert. Et eksempel på det kan man høre i nedenstående videoklip, som er taget fra Way of the Master Radio.

Todd Friel har her besøg af Justin Peters som har vurderet mange helbredelsesprædikanter som Todd Bentley. Han har været i Lakeland, og undersøgt nogle af dem der været oppe på scenen og blive “helbredt” af Todd Bentley. Hans vurdering er ikke ligeså positiv som Todd Bentleys. Man kan selvfølgelig vurdere om Justin Peters troværdighed er noget værd. For jeg har jo ikke set hans dokumentation. Men gør man det, så burde man i endnu større grad vurdere Todd Bentleys troværdighed. Og jeg har endnu ikke fået nogen som helst troværdige vurderinger, af nogen af de påståede helbredelser. Men jeg har tværtimod hørt om mange som tilsyneladende blev helbredt, men fik det værre bagefter. Det er noget jeg både hører om fra Lakeland, men også fra folk der har været til møde med Todd Bentley her i Danmark for fire fem år siden. Men hør klippet her: