Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Paradokset om splittelse i kirken

Jeg havde for et stykke tid siden en serie kørende om splittelse der er bibelsk og splittelse der er ubibelsk. Jeg har fundet behov for at skrive serien sammen i et indlæg, som kan læses her.

Splittelse er ved at blive et fy-ord i kristne kredse. Det er som om at splittelse er blevet noget man er så bange for, at det har medført at kritik er blevet en synd i sig selv. Folk som kritiserer kan risikere at blive anklaget for at være falske profeter, netop fordi de har kritik og dermed skulle skabe splittelse. Begrundelsen for den anklage finder de i galaterne 5.19-21:

“Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Det er bestemt også bibelvers der skal tages alvorlige, for de bliver jo afsluttet med at dem der gør den slags ikke skal arve Guds rige. Og en af de ting de gør er at skabe splid, derfor er det ikke noget vi skal ignorere! Men hvis vi kun bruger dette skriftsted, så glemmer vi hvad Jesus sagde om splid. Det finder vi i Mattæus 10.34-36:

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”

Nu er det ikke sådan at vi kan sætte Jesu ord op imod Paulus ord. For skriften er troværdig, og skal forståes i sin helhed og ikke fragmenteret. Ellers ville vi ende i noget rod. For hvis vi kun benytter os af det Paulus skrev til galaterne, og brugte det taget ud af galaterbrevets kontekst, så ville det medføre at Jesus ikke kunne arve Guds rige. Netop fordi Han skabte splid, og ovenikøbet sagde at det var derfor Han var kommet. På den anden side skal det heller ikke være sådan at kristne kun er kommet for at skabe splid, hvilket de fleste formentlig er enig med mig i. Vi er nødt til at forstå det paradoks som vi ser her om splittelse. For hvis begge dele er rigtige, så må der være noget splittelse der er fra Gud, og noget der er fra mennesker, eller den onde. De to sidste former for splittelse er farlige, og er nogen vi skal holde os fra, mens den første er den vi skal forsøge at efterfølge.

Hvordan kan vi kende forskel på spittelse?
For at kunne forstå hvornår splittelse er i orden og bibelsk, og hvornår det er ubibelsk og dermed syndigt, må vi naturligvis vende os til skriften. Her er der en god idé dels at se på grundteksten, men også se på det i den kontekst vi læser det i. En læser havde engang gjort mig opmærksom på at de ord der bliver brugt om splittelse i hhv, Mattæus 10.35 og Galaterne 5.20 var lidt forskellige. Men begge ord har også den samme rod, og jeg synes ikke umiddelbart at der er den store forskel på ordene, men jeg vil anbefale at læse hvad der blev skrevet om grundteksten i den første kommentar på første del af serien på dette link.
Men jeg synes det ser ud til at det er konteksten der her får størst overvægt. Så lad os se på det Jesus siger først i Mattæus 10.35 i den sammenhæng det bliver sagt i. Så må vi se på Galaterbrevets kontekst senere.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Mattæus 10.32-38.

Hvad med splittelse i familien og kirken?
Det her handler tydeligvis om hvem der tilhører Jesus, og hvem der ikke gør. Det er noget som står helt klart af Jesu tale her. Men hvem er det så der tilhører Jesus Kristus? Det er dem som vil kendes ved Jesus overfor mennesker, og have en klar tro på Ham. Det er dem som sætter deres frelser højere end deres familiemedlemmer. Og med familiemedlemmer tror jeg Jesus vil vise meget mere end dette. For det er muligt at årsagen til at det er far og mor, datter og søn o.l. der bliver taget frem, er at det er disse  vi normalt vil gøre rigtig meget for, og tilsidesætte vores selviskhed for. Når vi skal sætte dem til side for Jesu skyld, så burde det også gælde for andre som vi sætter højt. Det kan være folk som står os nær i det kirkelige eksempelvis. De skal naturligvis heller ikke stå imellem Gud og os. Så dette bør gælde for alle menneskelige forhold.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet starter, ser det ud til at der vil komme splid mellem dem der ikke vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker, og dem der vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker. De sidste er dem der ikke er flove over deres tro, og ikke er bange for at holde fast i ordet, selvom det giver modstand. Mens de første enten skjuler deres tro, ikke har nogen tro, eller forsøger at tilpasse deres tro så den ikke vækker anstød. Eksempelvis folk der bøjer Guds ord, for at undgå uønskede konflikter med folk i denne verden.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet slutter, kan vi se at det også handler om dem der sætter denne verden højere end Gud. De prioriterer menneskelige relationer frem for relationen til Gud. Til allersidst ser vi hvad der virkelig skiller ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Her ser vi at en sand kristen, er en der har mistet sit eget liv, og ikke længere lever for sig selv. Den sande kristne har fået et nyt liv, og det liv har den kristne i Jesus Kristus. Som der står i Galaterne 2.20 i den gamle oversættelse:

”det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig”

Så den splittelse som Jesus taler om, er altså ikke en splittelse af kristne. Men en splittelse mellem dem der tilhører Jesus, og dem der ikke gør. I denne splittelse indgår både folk der bekender sig til kristendommen og folk der ikke gør. Dvs dem som bliver skilt fra Jesu flok, også er dem som går under falske omvendte. Folk som muligvis kan siges at være kulturkristne, eller folk som har tjent i kirken, men aldrig har sagt ja til at blive født på ny. Mellem disse folk og de sande troende, vil Jesus sætte splid.

Så vi kan se at den splid der er i orden, og bibelsk korrekt, er den form der sætter splittelse mellem de sande troende og dem der ikke er sande troende. Men det i sig selv har flere gange været nok til at folk er blevet bedømt for at være vranglære. Noget som Jesus selv oplevede. Men også noget som Hans efterfølgere har oplevet, såsom Martin Luther, John Wesley, Jan Hus m.fl. har kunne mærke.

Når Guds folk er anklaget for at anklage
At Guds folk bliver anklaget for at skabe splittelse, er ikke noget nyt. I det gamle testamente ser vi eksempelvis profeten Elias blev anklaget af Kong Akab for at være skyld i Israels ulykke. På det tidspunkt havde Israel haft tørke, i flere år, efter en profeti fra Elias. Kongen var rasende over dette. Men Elias svarede at Kong Akab var den skyldige i denne ulykke, og definerer så hvorfor han var det.
Begrundelsen er værd at lægge mærke til. For Elias siger at der er fordi Akab ikke havde fulgt Guds befalinger og tilmed valgt at tilbede Baal istedet. Dermed vender han det hele om og får hele Akabs anklage til at gå imod ham selv.

“Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham; “Nåh der er du der styrker Israel i ulykke”. Han svarede;det er ikke mig der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba’alerne. Første kongebog 18.17-18

Det er noget af en anklage at komme med imod en konge, og det kunne da også have kostet Elias livet at tale sådan. Elias var mener man den mest upopulære person Israel på dette tidspunkt. Netop fordi hans udmeldinger var irriterende for det etablerede religøse system, og derfor noget der skabte splittelse.

Hvis vi kigger kort på hvorfor den splittelse som Elias kom med var i orden, så tror jeg det skyldes følgende: Elias havde en kærlighed til Gud, der brændte så kraftigt i ham at han ikke kunne lade være med at konfrontere løgnen når han så den. Også selvom det betød at Elias ville miste popularitet og anseelse hos mange. Ja, del ville ovenikøbet betyde at han ville blive anklaget for at være skyld i Israels ulykke.

Bibelsk gudsdyrkelse, eller ikke bibelsk gudsdyrkelse
Men den form for splittelse som Elias skabte, var ikke en man ønskede. Lad os dog være i fred. Kan vi ikke tilbede gud på vores egen måde, uden at du behøver blande dig? Vi gør det på vores måde Elias, og du gør det på din måde. Men Elias havde fattet hvilken måde der var rigtig. Og læg mærke til at jeg skriver rigtig, og ikke bedst. For Elias siger jo at det var Guds befalinger Akab havde forladt. Det var ikke Guds anbefalinger. Dvs at der er en måde der er rigtig, og masser af måder der er forkerte, fordi de ikke lever op til de befalinger. Dette sagde Elias ikke i kraft af sin egen autoritet, men i kraft af Guds ords autoritet. Igen fordi han sagde at Akab havde forladt Guds befalinger. De befalinger finder vi jo kun et sted, og det er i Guds ord. Hvilket gør at vi allerede nu i serien kan konkludere at Guds ord er det der splitter os, når splittelse er i orden.

Når splittelse ikke er i orden
Når vi nu kan se at den type splid som Jesus skaber er i orden, og vi vel at mærke kan definere hvad det er for en form for splid, så er det vi kan gå videre og finde ud af hvilken form for splid Paulus talte imod i galaterbrevet. For det kan tydeligvis ikke være den samme.

I galaterbrevets lys
Lad os starte med at se på hvorfor Paulus skrev til galaterne. Her er der bred enighed om at det skyldtes, at de havde taget imod forkyndelsen af et andet evangelium. Det havde gjort Paulus så rasende at han skrev dette meget vrede brev til dem. Det er det vredeste af alle hans breve. Normalt var Paulus både mild og skarp, men i denne er han skarp og vred. Galaterne havde nemlig taget imod en såkaldt ”ny lære” som lugtede lidt af kristendom, men ikke var det. Det var en gerningsreligion de havde gået over til. Det var altså igennem deres gerninger at de skulle gøre sig egnede til himmeriget, og ikke igennem Jesu nåde, og Hans fuldendte offer på Golgata. Det er muligt at de ikke selv havde indset denne konsekvens, men at de ”blot” havde begyndt at anse Jesu offer som symbolsk i stedet. Men Paulus er så klar på at dette var et falsk evangelium og at det han havde prædiket for dem oprindelig var det sande evangelium, at han siger følgende i første kapitel vers 8-9:

” Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”

Så når Paulus oven i købet siger at han ville selv være forbandet hvis han prædikede et andet evangelium, så er det fordi han tager dette meget alvorligt. Så alvorligt at om så en engel fra Himlen havde gjort det, så ville den budbringer stadig være forbandet. Resten af galaterbrevet er skrevet i netop dette lys. Der er et sandt evangelium og et falsk evangelium. Og de to kan ikke fungere sammen.

Når Paulus skriver så voldsomt til galaterne, så ville det være tåbeligt at antage at det ikke ville medføre splittelse i den menighed. For der var jo nogen der langt hellere ville ”det nye smarte”, mens andre godt kunne se at de havde forladt evangeliet. Men igen ville det være en splid der ville være i orden, for ellers ville Paulus jo være drevet af kødets frugter, og det ville ikke være i orden da han i kapitel 5 vers 19-21 skriver:

”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Når vi kender til baggrunden for galaterbrevet, så kan vi også se at den splid der er tale om her, ikke er fra dem der prædiker evangeliet. Der er tale om splid fra folk der prædiker et andet evangelium og med det evangelium sætter splid i Guds menighed. Dvs deres budskab som ikke er fra Gud, skaber splittelse som ikke er i orden. Splittelse som er en konsekvens af kødets frugter. Så noget vi kan være sikre på, er at budbringere med et andet budskab end evangeliet, skaber ubibelsk splittelse i Guds kirke.

Men der er også en anden side, som jeg vi er nødt til at komme ind på. For vi er nødt til at forstå dette i sammenhæng med lignende bibelvers, og der ser vi at det ikke nødvendigvis er fordi der bliver prædiket et andet evangelium at splittelse er ubibelsk. Og det ville være forkert ikke at se på den side af sagen også.

Usund splittelse i kirken
Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. Bibelen viser ganske rigtigt at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre, at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og som formentlig forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Konklusion: Noget splittelse er bibelsk korrekt, da vi kan se at troshelte og Jesus selv skabte splittelse. Men splittelse som opstår på grund af vranglære som er kommet ind i kirken, skal der gøres op med. Man kan ikke acceptere at vranglære splitter en kirke. Den måde man løser det, er ved at konfrontere vranglæren, og få den fjernet. Også selvom det vil medføre splittelse i kirken. Men da dette er en splittelse der er i orden, ifølge første definition, skal det ikke være en hindring. Så er der den splittelse som opstår pga klikedannelser. Den går bibelen imod, da Kristus ikke kan være delt.  Så noget splittelse er i orden, og noget splittelse er ikke i orden. Vi kan derfor ikke konkludere at fordi en person skabe splittelse at den person ikke er sendt af Gud. Men vi kan konkludere at det ville være en god idé at finde ud af hvilken form for splittelse denne person udøver, og om det er en af de tre nævnte her.

Categories
Kirke Livet som kristen

Kristne skal ikke tale som Kaptajn Haddock?

Da jeg arbejdede med kirkeligt arbejde i starten af halvfemserne, var det normalt at dem der stod med ledelsesansvar, også talte pænt. Man talte ikke som verden gjorde. Hvis man gjorde skulle man ikke forvente at få et ansvarsområde. Men efterhånden som kirken forsøgte at blive smart, og derfor også fik “smarte” folk til at overtage ledende positioner i kirken, skete der et skred. For nu begyndte sproget at lige så stille og roligt at ligne det man havde i verden. Men vi var desværre stolte af det, istedet for at irettesætte det. For vi var glade for at have nogen der “talte et sprog som dem udenfor kunne forstå”. Men der var ikke noget at være stolt af. Og værst af alt, sproget smittede.

Jeg er i dag forbavset over hvor mange ledere i det kirkelige som taler meget grimt. Det kan godt være det ikke lige er bandeord der kommer ud af munden på dem. Men toiletsproget er ganske enkelt overvældende. Og selv et amerikansk f-ord er nogle steder blevet en accepteret del af ordforrådet. Men hvis man påpeger det, får man at vide at man lever en isoleret tilværelse. For nylig talte jeg med en der havde en kirkelig opgave til en gudstjeneste. Hans sprog var så voldsomt at jeg ganske enkelt var nødt til at sige til ham, at han skulle passe på sit sprog. Det kunne han ikke forholde sig til, og fortsatte med at tale grimt. Jeg fortalte ham at vi jo skulle stå til ansvar overfor Gud, for hvert ord der er udgået af vores mund. Det blev han ret sur over, så han sagde til mig at sådan talte folk altså i dag. Havde jeg da aldrig set X-faktor? Hvortil at jeg svarede ja det havde jeg set, og det var også årsagen til at jeg ikke ser det mere. Så havde han ikke mere at sige.

Eksemplet er ikke enestående. Men vi lever i en tid, hvor enhver kan kalde sig kristen uden at have nogen frugter. Vi lever med en “åbenbaring” af at vi ikke skal tage sådanne ting så alvorligt. Men bibelen er stadig ret klar på dette område. Lederen af kirken i Jerusalem Jakob (som også var Jesu broder) skriver:

“Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.” Jakob 1.26

Ifølge Jakob så er der altså mange der fører sig selv bag lyset. For de tøjler ikke deres tunge og tænker ikke over hvad de siger. Tænk at have en leder som Jakob, som turde melde så klart ud om dette. De må have haft betydning for hvordan man talte i den menighed. For de havde en leder som gik foran med et godt eksempel.
I dag har vi istedet ledere der går foran med et dårligt eksempel, og menighedens folk følger efter. Vi trænger til ledere der tør sige tingene klart og tydeligt, og gøre det i et sprog som er Gud til ære. Også selvom det betyder at folk så vil foretrække at komme andre steder. Lad dem bare komme andre steder, men lad dem ikke føle sig hjemme der hvor Guds folk taler et sprog som indikerer at deres gudsdyrkelse er sand.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Tro der overvinder modstand

Hvad er tro? Der er mange bud på det, og mange af dem kan også bruges som forklaringer på tro. Men hvad med den tro der overvinder modstand? Den tro som sejrer, selvom det ser ud til at gå i den modsatte retning?  En tro der ikke er afhængig af det man føler, ser og har lyst til, men en tro som er afhængig af Gud. En person fra bibelen som i sandhed havde den tro, var Job. Han mistede alt hvad han havde. Sine dyr, sine børn og sit gode helbred mistede han. Det eneste han fik lov at beholde var hans kone, som ikke var særlig god til at opmuntre ham. ”Forband Gud og dø” sagde hun. Måske ville han hellere have mistet hende og beholde et af børnene istedet, når det var sådan hun støttede ham. Dertil havde han nogle venner som var elendige til at trøste og rådgive ham. De gav jo Job skylden for hans elendighed. Jeg synes nogen gange der er lidt for meget lighed med det hans fire venner sagde, med kristen psykoterapi og trosbevægelsesvrøvl. ”Hvordan kan du få et bedre liv?” og ”Du har det sådan fordi du ikke tror nok” eller ”du må have gjort noget siden du har det sådan, Gud har forbandet dig (så du må hellere betale noget mere til kirken)”.

Alt i omgivelserne gik imod Job, der var ikke nogen til at opmuntre ham, selvom han virkelig havde brug for det. Alligevel siger han ”Herren gir, Herren tager, velsignet være Herrens navn”. Hvilken fantastisk udmelding fra en troende mand, som har lagt sit liv i Herrens hænder. Hans tiltro til Gud afhang ikke af hvad han så, men af at han kendte Gud, og stolede på Ham.

Job er en af de sande troshelte. Han er et forbillede for den forfulgte kirke. Den kirke som på trods af forfølgelse, forhåning, og drab, holder fast i troen. Han er et forbillede for de kristne som har holdt fast i troen selvom folk har kaldt dem dumme, og set ned på dem. Han burde også være et forbillede for os kristne i vesten på trods af vores rigdom i materielle goder. Hans liv og tro, burde vise os, at vi ikke skal være afhængig af vores materielle goder, men vide at det er Gud vi er afhængig af, hvad enten vi er rige eller fattige. Hvad enten folk kan lide os eller ej. Hvad enten det er acceptabelt eller uacceptabelt at være en omvendt født på ny kristen.

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse podcast Synd

Podcast: To mænd gik op for at bede

Dette er prædikenen som jeg holdt i kirken i søndags. Det er en udlæggende (expositary) gennemgang af Jesu lignelse om farisæeren og tolderen der gik op til templet for at bede (Lukas 18.9-14). Der har igennem tiden været flere misforståelser af denne lignelse. Men hvad sker der hvis vi kigger på den i lyset af den kultur som var i Israel på Jesu tid?
Hør hvordan en forståelse af kulturen dengang er med til at gøre evangeliet langt mere klart i denne lignelse end man ellers plejer at høre. Eksempelvis står der i lignelsen at tolderen bankede sig for brystet, hvad betyder det i mellemøstlig kultur, og hvad var det for et ord han brugte om at finde nåde hos Gud? For det var ikke det sædvanlige ord for nåde han brugte. Hvorfor var farisæerens bøn ikke brugbar i Guds øjne, når man kan finde at David havde bønner der lignede farisæerens? Hvad er det der gør forskellen? Dette og mere kan du få svar på i denne prædiken.

Categories
Bibelen Livet som kristen

De gode nyheder er klare 4. Hvilken glæde?

I de foregående af snit har jeg gennemgået hvordan vi skal forstå den bibelske fred og frihed. At beskrive den bibelske glæde kræver lidt mere. For her er der faktisk tale om en reel følelse. Men samtidig er det en følelse som kan være både bibelsk baseret og forkert baseret. Lad os starte med at se på den bibelske. Johannes skriver i første Johannes 1.1-4 følgende:

“Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.”

Johannes siger her at vores glæde kan være fuldkommen. Samtidig har han beskrevet hvorfor den kan være fuldkommen. Det skyldes nemlig budskabet vi har fået, evangeliet. Det at vi har fået fællesskab med Gud igen, at vi er kommet tilbage til vores oprindelige formål, nemlig at leve for Gud og tilhøre Gud, og være sammen med Ham i al evighed. At vi har fået det, er der grund til at glæde sig over. Samtidig er glæden også en af åndens frugter, som vi kan læse i Galaterne 5. Så det er ikke bare noget vi kan gøre til et juridisk begreb som vi kan bygge på. Der er tale om en reel følelse af glæde. Men der er også den forkerte glæde. Den finder vi i Jesu fortælling om sædemanden. Hvor Han fortæller om de korn der blev kastet på klippegrund, som voksede hurtigt op, men blev svedet af solen. Der står om dem at:

“Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.”

Noget som man burde lægge mærke til her, er det at de STRAKS tager imod ordet med glæde. Der er ikke tale om at de har nogen form for reflektion. Der har ikke været nogen tid til at tænke over hvad det indebærer at tage imod ordet. Man tager blot imod det, fordi det lyder godt, og tænk man får endda glæde, fred og frihed, for det er man jo blevet lovet, (kunne være et argument for sådan en hurtig omvendelse). Men som Jesus siger, når trænglser og forfølgelse kommer, så falder de straks fra. Ligeså hurtig som de tog imod ordet. Ligeså hurtig falder de fra. Lyder desværre meget som en stor del af dem der bliver “frelst” på de store vækkelsesmøder. For der er næsten aldrig nogen af dem der kommer næste søndag i kirken. Og dem der kommer næste søndag bliver der meget ofte kun en kort tid. Dem der forbliver i kirken efter disse vækkelsesmøder, er kun ganske få. Størstedelen falder fra når der kommer trængsler og modstand.

Men Jesus har selv forklaret hvad der er galt her. Disse mennesker har ikke vurderet omkostningerne, de tager for hurtigt imod, og lader ikke ordet og budskabet få rod. Jesus siger jo selv at hvis man skal gå i krig, så må man vurdere om man har råd til omkostningerne ved den krig. Eller at hvis man vil bygge et tårn, at man så skal vurdere om man har ressourcerne til at bygge det (Lukas 14.28-33). Sådan er det også med kristenlivet. Hvis vi ikke har tænkt over om vi er parat til at betale de omkostninger det indebærer at være en kristen, så bør vi tænke lidt mere over det før vi vælger Kristus. Det er en vigtig beslutning, som man godt må tænke ordentligt igennem. Ikke dermed sagt at man skal blive ved med at udskyde det, men få tænkt godt igennem hvorfor vi bør give os selv til Ham, også selvom det indebærer nogen timelige omkostninger.

For omkostningerne er kun timelige. De er der kun en kort stund, sammenlignet med evigheden. Men når vi har evigheden for øje, så er det faktisk ikke nogen særlig høj pris vi betaler. Og når vi har evigheden for øje, og kan se hvilken evighed det er vi har fået med Ham, så er der grund til virkelig at glæde sig!

Categories
Bibelen Korset Livet som kristen Synd

De gode nyheder er klare 3. Frihed til hvad? (eller fra)

Begrebet “Frihed i Kristus” er efterhånden blevet så udvandet, at vi ikke ved hvad det er for en frihed vi har i Ham. Det er blevet til en følelse af frihed, som vi kan få til at betyde næsten hvad som helst. Et eksempel på det er når man står og synger med på Hillsongs “I am free”. Deri synger man i omkvædet følgende:

“I am free to run
(I am free to run)
I am free to dance
(I am free to dance)
I am free to live for you
(I am free to live for you)
I am free
(I am free).”

Hillsong (eller Jared Anderson) har her valgt at give en fokus på frihed til at løbe, danse og leve (for Jesus vil de vil sige), og så lidt mere frihed igen. Men deres definition af frihed er diffus, og ikke engang tæt på den frihed som Kristus kaldte os til. For det har aldrig nogensinde været en frihed som gav os ret til at løbe og danse. Hvilket i sig selv er et rigtig dårligt argument for at takke for frihed. “Hurra jeg er fri til at løbe” er ikke et godt argument, men noget der er godt til at bruge til at manipulere en forsamlings lyst til at leve sig ind i en sang. Jeg har før set unge folk stå og løbe på stedet, mens de sang disse strofer om en diffus frihed.

Nej, Den frihed Kristus har kaldet os til må vi finde i bibelen. Når vi læser om den frihed, bliver den eksempelvis gange sat i forbindelse med det modsatte af frihed nemlig trælleåg. Som her hvor Peter i hans andet brev kapitel 2.17-20 skriver:

“Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første.”

Her taler Peter om de falske profeter, og advarer imod dem. De falske profeter lover godt nok frihed, men reelt set er det trælleåg man kommer ind over. Vi ser også at Peter siger at noget af det vi er sat fri af, er verdens urenhed. Da Kristus har gjort os fri af verdens urenhed. Så der er altså tale om noget med synd her.Paulus taler også en del om friheden i Kristus. Det ser vi særlig i Galaterbrevet hvor han skriver:

“Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”
Galaterne 5.1

Den frihed som Paulus omtaler her, er den vi har når vi er er født og lever i den pagt som Gud har tilvejebragt for os. En frihed hvor vi ikke længere er under trælleåg. Trælleåg som viser sig ved nærmere gennemsyn, at have at gøre med loven, og synden. For da vi ikke tilhørte Jesus, men var djævelens børn, var vi dels slaver af synden, og ville blive dømt under loven. Ikke nogen god sammensætning. Tænk engang at være slave af at bryde Guds lov, og så samtidig være tvunget til at blive dømt under den lov. Det var en situation som kun ville blive værre og værre for os. Men når vi har omvendt os til Kristus, og vores liv tilhører Ham, så har vi udover frelsen, også fået del i to vigtige ting.

Dels er vi ikke længere slaver under synden. Ikke dermed at forstå at vi ikke kan synde og fejle mere. Men vi kan ikke leve i synd, og svælge os i den som vi gjorde før. Vi har ikke længere lyst til det, fordi vi har fået en ny natur i Kristus. (se mere her).Og dels skal vi ikke længere dømmes under loven. Hvis vi er i Kristus (dvs tilhører Ham, og Han er vores Herre) så har Han taget vores straf på sig. Vi står ikke længere alene på dommens dag. Vi kan ikke længere blive anklaget, For Jesus har betalt vores straf, og betalt den fuldt ud. Vi er altså frie fra at blive dømt under loven. Og det giver en enorm frihed. Ikke til at synde som Paulus advarer os om, men til at leve som Gud har kaldet os til. Det betyder heller ikke ligesom antinomianisterne siger at der ikke er nogen lov mere. Men at vi har fået frihed til at fejle, forsøge og leve som børn af Gud, der prøver med alle de fejl vi nu engang har. Det er ikke en diffus frihed, som jeg skal forsøge at gøre til en frihed til at løbe og danse eller lignende forkvaklede forsøg på at beskrive friheden i Kristus. Det er en konkret frihed som gør at jeg ved hvad jeg har at glæde mig over.

Lad mig slutte af med dette. Friheden i Kristus er så stor, at vi nu har kollosal (ja nærmest ufattelig) meget plads til at fejle, samtidig med at det ikke er en frihed til at leve i synd. Præsten Johannes Møllehave tror jo faktisk på at Jesu kors giver ham frihed til at leve i promiskuøsitet. Så selv præsteuddannede kan have et forkert syn her. Men når jeg skriver at der er meget plads til at fejle, så er det fordi at vi nogen gange kan indskrænke friheden i Kristus, til en frihed der giver os mulighed til at prøve at leve så godt vi nu kan. Men hvis det var tilfældet, så ville vi alle være fortabt. For hvem af os har virkelig (ja, jeg mener virkelig) gjort alt hvad vi kan, for at leve som gode mennesker? Har det ikke altid været muligt for os at gøre det bare lidt bedre? Og hvis vi havde muligheden for det, så er det fordi vi ikke har gjort vort bedste. Sandheden er at det er ufattelig sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg har gjort mit absolut alleryderste bedste. Så jeg har i sandhed grund til at takke Gud for den frihed jeg har i Kristus, og for at den kan defineres, så den kan forståes og efterleves.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

De gode nyheder er klare 2. Fred med Gud

Fred kan være mange ting. Vi kan tale om fred i verden, fred i hverdagen, fred på arbejdspladsen osv. Men den bibelske fred er vigtig at kunne kende fra andre typer af fred. For det er den type fred mennesket har brug for. Lad os starte med at se på hvorfor vi har brug for fred ifølge bibelen.

At lyve
Enhver der er født i denne verden, bliver født med et oprør imod Gud. En lyst til at gøre hvad vi selv vil, og ikke ære Ham der har givet os liv. Et sådan liv medfører brud på Guds lov, og gør os til skyldige forbrydere overfor Gud. Vi kan måske sige “jamen det er da ikke så galt med mig. Jeg har måske løjet nogle gange, men det er da ikke noget særligt”. Vi har en tendens til at gøre løgn til en mindre synd, som gør at vi måske kan have svært ved at se os selv som forbrydere i Guds øjne. Men det er fordi vi har en forkert forståelse af hvad løgn er.

Lad mig komme med en illustration. Hvis jeg lyver overfor mine børn, så bliver de måske sure på mig. Hvis jeg lyver overfor min hustru, så kan det være at jeg kommer til at sove på sofaen istedet. Hvis jeg lyver overfor min arbejdsgiver, kan han fyre mig. Hvis jeg lyver overfor en dommer, kan han sætte mig i fængsel. Men hvis jeg lyver overfor Gud, så kan Han sende mig til evig straf i Helvede. Desværre fungerer løgn således at en løgn overfor mennesker, også er en løgn overfor Gud. Dertil viser bibelen også at Gud tager løgn meget alvorligt. Se blot på ægteparret Ananias og Safira der løj overfor Peter i apostlenes gerninger 5.1-12. De døde på stedet da deres synd blev afsløret. Det var vel at mærke under den nye pagt dette skete. Så Gud tager løgn meget alvorligt, også under den nye pagt. Så alvorligt at løgnere bliver anset som fjender af Ham, ikke som venner. Ellers ville Han jo ikke putte løgnere i samme kategori som mordere, troldmænd og utugtige, som der står i Johannes Åbenbaringen 21.8:

“Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.”

Men hvem af os kan sige at vi aldrig har løjet? Og har man en gang løjet, så er man en løgner, og dermed fjende af Gud. Desværre for mig er Gud en almægtig Gud, og derfor en modstander som jeg ikke har skyggen af en chance for at overvinde. Jeg har tabt på forhånd. Jeg har kun en mulighed, og det er at få fred med Ham. Men da Gud også er en retfærdig Gud, kan Han ikke bare stifte fred med mig, og se igennem mine forbrydelser. Gud kræver retfærdighed. Men samtidig ved Gud også at jeg ikke på nogen måde vil være i stand til at betale den straf som jeg fortjener. Derfor har Han skaffet mig adgang til fred med Ham, ved Jesu stedfortrædende offer på korset. Jesus tog min straf der, og betalte for mig, så hvis jeg tilhører Ham, er min synd betalt fuldstændig. Det bliver til realitet i mit liv, den dag jeg har givet mit liv til Jesus Kristus. Så mit liv ikke længere tilhører mig selv, istedet er Han blevet min Herre.

Når Han er min Herre, og jeg lever med Ham som Herre, så har jeg fået fred med Gud. Så er der ikke længere fjendskab mellem Ham og mig. Også selvom der er noget i mit kød der stritter imod. For på trods af det, så tilhører jeg Ham, og har fået fred.

” Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.” Efeserbrevet 2.13-14

Så den fred bibelen omtaler, er ikke en diffus fred. Heller ikke blot en følelse af fred, som nogen gør det til. Det er en konkret fred jeg har fået med Gud, fordi jeg ikke længere er fjende af Ham. Jeg er Hans barn istedet, og har fundet tryghed hos Ham.

Categories
Bibelen Livet som kristen Troens forsvar

De gode nyheder er klare 1. Ikke kun en følelse

Frihed, glæde og fred i Kristus er blevet sådan nogle floskler, som vi siger uden at definere hvad det er for en frihed, glæde og fred vi har fået i Ham. Men hvis vi ikke kan forklare disse begreber og hvorfor vi har fået dem i Ham, så bliver det kun til diffuse følelser som ikke giver mening. Kun en en subjektiv en. En subjektiv følelse er vel at mærke ikke en der er troværdig, eller egnet at bygge på for andre. Bare fordi jeg har oplevet noget, behøver det ikke være rigtigt. For i så fald vil de folk som har åndelige oplevelser i New Age bevægelsen have en ligeså god argumentation for at deres overbevisning er sand, som den kristne har. Vi vil da være i en relativistisk problemstilling, fordi vi vil sige at alt hvad vi oplever vil være sandt. Også selvom det vi hver især oplever vil modsigelse hinanden. Men det kan ikke være alt der er sandt, slet ikke når en stor del af det er modsigelser.

Så hvis jeg siger at jeg har fundet frihed, glæde og fred i Kristus, så er det ikke troværdigt hvis jeg kun har fået det som en ren følelsesmæssig tilstand. Det er troværdigt fordi jeg kan finde ud af hvordan jeg har fået det, hvorfor jeg har fået det, og hvad det betyder at jeg har fået det. Det kan jeg kun finde ud af ved at søge i bibelen. Når jeg kan gøre det, og ikke kun pege på det som en personlig oplevelse jeg har haft, så kan vi tale om at det skaber en troværdighed. Fordi vi nu har to vidner. Os selv og Guds ord.
Jeg vil i de næste indlæg definere hvorfor jeg har fundet fred med Kristus, hvad det er for en glæde jeg har fået i Kristus og hvordan jeg skal forstå den frihed jeg har fået i Kristus.Det er reelt set ikke stor teologi, men noget enhver genfødt kristen som har studeret Guds ord, burde kunne forklare. Desværre har vi mange steder glemt dem og gjort dem til floskler istedet. Faren ved det er at vi mister evnen til at kunne forsvare, og forklare det vi tror på. Men det er faktisk noget vi er kaldet til at vide, som Peter skriver i første Peters brev 3.15:

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”

Næste del bliver om den fred vi har fået i Kristus.

Categories
Bibelen Evangelisation Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom

En kristendom der tåler modstand

Hvor er jeg glad for at jeg havde læst i bibelen i forvejen dengang jeg blev en kristen. For ellers ville jeg jo kun have menneskers forklaringer på hvorfor jeg skulle blive en kristen. Den type forklaringer der eksempelvis går på hvor fedt det er at være en kristen, eller at Gud har en “vidunderlig plan for mit liv”. Bibelen have heldigvis vist mig noget ganske andet. Jesu ord viste flere gange at det at tilhøre Ham betød, at man måtte give afkald på sig selv. Der stod ganske rigtigt at Jesus også kom for at give liv og liv i overflod. Men det skal forstås sammen med de andre udsagn om kristenlivet. Det skal ikke forstås isoleret.

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28 (lidt uden for kontekst vel at mærke)

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget han ifølge ham selv havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Himlen Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Prædikener Synd Troens forsvar vækkelse videoer

De sande tegn på at kirken har fået Helligånden

Det er pinse i dag, og det er kirkens fødselsdag. For det var på pinsedag at Helligånden blev udgydt, og Guds startede sin kirke. Så det er en stor fødselsdag.Tegnet på at det er her kirken blev født, er at Helligånden blev udgydt over disciplene. Så her kan vi altså se hvad der kendetegner en kirke der er ledt af Helligånden.

Noget som man i særlig de kredse jeg kommer fra, har overfortolket i bibelen, er at det blev tungetale som skulle ses som et tegn på at man har fået Helligånden. Det har medført at diverse mærkværdige personer som Christian Hedegaard, Todd Bentley, Chuck Pierce m.fl. har sluppet af sted med at sige det mest forfærdelige vrøvl i kirkelige kredse. For det måtte jo være Helligånden der havde inspireret dem til det, de talte jo i tunger. Men sandheden er at vi ikke kan bedømme om en har Helligånden pga tungetalen. Hvilket jeg har skrevet mere forklarende på dette link.

Det sande tegn på at man har fået Helligånden er den evangeliske forkyndelse. For det er den der blev frigjort på pinsedag ved hjælp af Helligånden. Den evangeliske forkyndelse af Jesus Kristus igennem Hans disciple. Simon Peters Pinseprædiken er et studie værd hvad det angår, et studie jeg også har tænkt mig at gennemgå en dag her på siden. Men det der kendetegner evangelisk forkyndelse er at forkyndelsen indeholder disse fem punkter.

1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

5: Omvendelse og tro på Kristus

Alle disse punkter finder du både i Peters pinseprædiken og i resten af det nye testamente. Hvis en forkyndelse ikke indeholder det evangeliske budskab, hvori disse fem punkter er bærende, så er det ikke Helligånden det er ledt af. Her hjælper det ikke at bede fem timer i tunger, eller se syge blive raske. Det er for overfladiske fænomener, som ikke i sig selv har et evangelisk budskab. De behøver ikke være dårlige, men uden det evangeliske indhold er de tomme. Min ven Cameron Buettel har fået lavet en videoserie, hvor han også gennemgår hvorfor netop disse punkter er afgørende for den evangeliske forkyndelse. En forkyndelse som desværre er blevet en mangelvare i kirken, selv i de kirker som man siger er ledt af Helligånden. Men vurder selv om du hører disse ting i din kirke.