Category: Livet som kristen

Categories
Livet som kristen

Manden med det kæmpestore kors

Jeg var engang til en teologisk konference. Det var et sted hvor jeg ikke plejede at komme så meget, men der var en del der åbenbart kendte mig der, så det blev en rigtig god oplevelse at være der. For jeg mødte rigtig mange som jeg kun havde mødt på nettet før, og nu kunne have rigtige samtaler med. Men så til en af spisningerne kom der en som jeg ikke havde set før, og satte sig ned ved siden af mig og sagde “Goddag René Vester”. Jeg vendte mig mod ham og så en mand med et kæmpestort kors hængende rundt om halsen. Altså det var sådan megastort kors, nærmest sådan lidt firserhiphopagtigt. Bortset fra at det her ikke var et vækkeur, men et kors. Jeg blev sådan helt wow det var da godt nok et stort kors at rende rundt med, får du ikke ondt i nakken?


Jeg fandt så ud at at jeg havde mødt ham før, men kun online. Og de samtaler havde næsten altid været sådan nogen overteologiske snakke, hvor det mere handlede om at Hans teologi, som åbenbart var meget stram og manglede en god del kærlighed ( i mine øjne) var den eneste rigtige. Og han var simpelthen så belæst en person at han kunne argumentere for både det ene og det andet som skulle være bibelsk, fordi han vidste jo hvornår han havde ret, og andre havde fejl.
Ok, jeg tænkte at jeg ikke lige orkede endnu en teologisk snak med ham der ved frokostbordet, så det blev bare smalltalk, og det var da ganske hyggeligt endelig at møde ham face to face. Men der var en ting som undrede mig. Hvis man er kristen, og ønsker at andre skal kunne se at man er en kristen, bør det så ske ved at have et kæmpestort hip hop agtigt kors hængende rundt om halsen? Eller er det vore gerninger (og ord) som folk skal kunne genkende Kristus igennem? Ja, okay det var et retorisk spørgsmål. Men jeg syntes faktisk at det kæmpestore kors han gik med, mere gik hen og blev et udtryk for hans manglende evne til at pege på Kristus. Han var vildt dygtig til at argumentere for sin teologi (hvad end han havde ret i sin teologi eller ej), men at pege på Kristus som en naturlig del af sit liv, havde han tilsyneladende så svært ved, at han måtte bruge tunge fysiske religiøse symboler.
Og nej, jeg er ikke imod at folk går med kors, men det her var bare så voldsomt og alt for overvældende.

Men på den anden side, så kan jeg godt forstå manden. For det kan nogen gange være svært at lade Kristus skinne igennem ens liv. Ja, ikke bare nogen gange, det er faktisk svært, og det er virkelig noget jeg fejler i den ene gang efter den anden. Og så kan det jo være nemt at tage et stort kors på, eller købe en T-shirt hvor der står et eller andet som nærmest brøler “Se Min Kristendom”. Ja, sådan nogle T-shirts havde jeg selv i min kåde ungdom. Men spørgsmålet er om det ikke vil være bedre for os at gå til Kristus, og bede Ham om at vi må blive mindre, og at Han må blive større i os? Det er ikke den nemmeste bøn at bede, fordi vi jo reelt set elsker os selv, men ikke desto mindre så er det en vigtig og rigtig bøn at komme til Gud med. For jeg vil også hellere at folk kan se Kristus i mig som noget naturligt, i stedet for noget påtaget. Jeg vil hellere at folk kan se at mit liv også afspejler den Gud der har frelst mig. Det kan jeg heldigvis ikke klare i mig selv. Men jeg kan glæde mig over at Gud ønsker at gøre det igennem mig.

Categories
Livet som kristen Troens forsvar

Kan en kristen tvivle på Jesu opstandelse?

For nylig var der nogen der spurgte hvor meget man troede på Jesu opstandelse. Svaret skulle så være på en skala fra 1 til 4, hvor 1 var at man slet ikke troede på Jesu opstandelse, og 4 at man fuldt ud troede på det. I mine øjne var det et fuldstændigt tåbeligt spørgsmål at stille en kristen. For hvis man er kristen tror man på Jesu opstandelse. Hvis man ikke tror på Jesu opstandelse, så er man ikke kristen. Der er ikke nogen skalering her som kan tages hensyn til. Det er et enten eller.
Nu ved jeg godt at diverse liberalteologer (hvad enten de kalder sig emergent church, eller Progressiv kristendom som de kalder sig i dag, o.l.) mener at der skal være plads til tvivle på dette område.
Men sagen er den at hvis ikke Jesus opstod fra de døde, så falder hele kristendommen sammen. Den har ikke et brugbart fundament at bygge på, og ender med at være myte uden frelseskraft. Vi kan med andre ord ikke nøjes med en historisk Jesus som kun levede, og så døde, men ikke opstod. Vi kan ikke nøjes med en Jesus uden også hat have Jesu mirakler. Vi kan ikke nøjes med en Jesus som er mere myte og symboler end reel historie.
En af de problemer der bl.a. opstår når kirkefolk påstår at det er i orden at tvivle på opstandelsen, er at det bliver til en historie som får symbolsk betydning, i stedet for reel betydning. Så bliver det i stedet for en historie om at ”vi må igennem hårde ting, men opstandelshistorien viser at vi nok skal komme igennem det”. Det er jo sådan set i orden at prædike om at vi må igennem livets hårde ting, men det er ikke Jesu opstandelse som man skal bruge til at prædike det budskab. For Jesu opstandelse handler om at Jesus vandt over synden og døden, og viste med sin opstandelse at prisen for vore synder ER betalt.
At David måtte så meget igennem før han blev konge i Israel, kan man bruge til at prædike om at vi må igennem hårde ting, før det bliver godt. At Jakob skulle igennem så meget modgang før det gik godt, kan vi også bruge. Og sådan er der lignende historier i bibelen. Selvom de også viser at selv efter det gik godt, så var der stadig problemer. David fik jo en masse problemer med sine børn, og nogle officerer i hæren. Jakob fik også en masse problemer med hans børn, og var halt resten af livet pga. hans brydekamp med Gud en nat (1. mosebog 32.23-32).
Men hvis vi ikke tror på miraklet at Jesus ifølge flere vidner døde på et kors en fredag, og ifølge flere vidner opstod igen den følgende søndag, så tror vi heller ikke på at bibelen er sand. Hvis bibelen ikke er sand, er der ikke nogen grund til at bruge bibelen. For den fungerer ikke ved at man kan tage noget af den, og fornægte en anden del af den. Enten er den sand, eller også er den ubrugelig. Den hænger tydeligt sammen, og må accepteres som Guds sande ord hvis man er en kristen.

Men hvad nu hvis man mener at være en kristen, og har problemer med at tro på bibelens troværdighed, og tilmed Jesu opstandelse? Hvad gør man så? Skal man så blot vælge at tro blindt på bibelen på trods af at man er i tvivl? Det tror jeg er en rigtig dårlig idé. For den kristne tro er i modsætning til hvad mange påstår, ikke en blind tro. Men hvis man går med disse tvivlsspørgsmål, og tilmed har samvittighedskvaler pga. dem, så er der noget man kan gøre. Søg Gud, og læs i bibelen. Hvis vi kommer til Gud og beder Ham om visdom, og søger I Hans ord, så vil Han også give os det vi beder om. Det ved jeg primært fordi det står i bibelen (Jakob 1.5). Og sekundært fordi jeg selv har oplevet det, og set det samme for andre. Så en ting er at man kan være i tvivl og ikke bryde sig om tvivlen, en anden ting er at være i tvivl og bare acceptere det som et vilkår. Men hvis vi bare accepterer tvivlen som liberalteologerne anbefaler, så kan vi heller ikke regne med frelsen. Men hvis vi har tvivl, og søger Gud om hjælp, så er vi på rette spor. Og så vil Han også hjælpe os igennem den hårde tid med tvivl, og frem til vished. Tjah ligesom Han hjalp David igennem hårde tider med forfølgelse, og som Han hjalp Jakob o.l. vil Han også hjæpe os. Men på sigt, er det ikke meningen at en kristen skal tvivle. Hverken på bibelens troværdighed, Jesu Guddommelighed, død og opstandelse, og dermed også den frelse Han giver dem der vil følge Ham og tilhøre Ham.

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen

Et faderforhold til Gud

Alt for mange mennesker i dag, har en forkert opfattelse af hvad en far er. Det kan dels skyldes vore egne oplevelser med vores far, eller måske bare det at vi har manglet en far. Enten pga. skilsmisse, eller pga. han arbejdede for meget, eller overså en, eller måske døde tidligt. Det kan være rigtig hårdt at mangle en far i sin opvækst, hvad enten han manglede på den ene eller den anden måde. Men så er der også dem som har haft en far som de har kendt, men som bare ikke har fungeret som en ordentlig far. Også det kan være hårdt. For vi mennesker har brug for en far, og har brug for at have et sundt faderbillede.

Jeg er selv far for tre børn. Jeg bruger tid med dem, jeg snakker med den, legede med dem dengang de havde den alder, tager på ture med dem, laver mad med dem, beder med dem, og læser i Guds ord for dem etc. Men jeg fejler også som far. Hvis jeg eksempelvis har travlt med andre ting der skal gøres, og føler mig presset, så kan det godt få den følge at jeg ikke viser den respekt, eller giver den tid til børnene som jeg burde give. Så med andre ord, jeg fejler også i rollen som far. Jeg forsøger at være en god far, men ved jeg fejler, og derfor skal jeg selvfølgelig være parat til at give børnene en undskyldning hvis jeg skylder dem det.
Så jeg lever ikke fuldt ud op til det at være en god far, selvom jeg virkelig ønsker og forsøger at være det. Så hvad nu? Hvad gør vi så når der er så mange der ikke har en far, eller har en far der forsømmer dem, eller når der er nogen der har en far der forsøger at være en god far, men fejler i det alligevel? Betyder det at vi bare skal være ligeglade med det at have et ret faderbillede? Overhovedet ikke.

Fader vor
Jesus indleder verdens mest kendte bøn med ordene. ”Vor Fader” eller ”Fader vor” som der stod i den gamle oversættelse og deraf navnet på denne bøn. Fader vor er en bøn til Gud, hvor Jesus viser at hvis vi tilhører Ham, og er Hans børn, så er Gud i Himmelen vores Fader. Og her er der tale om en Fader som ikke fejler, som ikke svigter, som ikke er for hurtig til vrede, eller har for travlt til at høre på mig, eller tage sig af mig. Den kristnes faderforhold er unikt, og er det faderforhold som enhver far burde forsøge at leve op til, men som vi samtidig også må erkende at vi aldrig når til i vor menneskelige kraft.

Skuffelser
Desværre har mange kristne på grund af deres oplevelser med deres egen far, ofte svært ved at få deres faderforhold til Gud til at fungere. Mange kristne har faktisk svært ved at kalde Gud for deres far, netop fordi de har et forkert billede af hvordan forholdet mellem et barn og sin far skal være. Jeg ved at for nogen kan det faktisk være en hel kamp at overvinde sig selv til at kalde Gud for Far. Men bare det at overvinde det, og sige Far til Gud, er noget helt specielt. Tænk på at vi som før var det som Jesus kalder djævelens børn, har fået nåde til at blive Guds børn, og at vi tilmed må kalde Ham FAR. Det er stort.
Den bedste måde at finde ud af hvordan Gud er som Far er nemt: Læs i din bibel og bed Gud og om at vise dig hvilken Far Han er for dig. Hvis vi beder den bøn til Ham, så vil Han også vise os det når vi søger Ham i Hans ord. Det er nemlig en bøn Gud ikke vil afvise, for Han ønsker at være Far for os. Særlig når vi søger Ham i bøn, og søger at finde ud af hvad Han allerede har sagt til os i sit ord.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

En tro der giver plads til modstand i livet

Livet er nogen gange hårdt, og nogen gange nærmest uudholdeligt. Personligt har jeg det som regel meget godt, men indimellem har jeg også haft både korte og lange perioder hvor jeg har set min egen svaghed og magtesløshed og spurgt “hvorfor Gud?”. Jeg ved om andre kristne som har gået igennem lignende ting, og jeg kender folk som har gennemgået langt værre ting end jeg har oplevet. Ting som man af naturlige årsager må undre sig over sker, fordi det kan være rigtig svært at se Guds vilje i det.

Jeg kender folk som har mistet deres ægtefælle i en ung alder, og er efterladt tilbage med små børn. Jeg kender folk som har mistet deres børn på den ene og anden forfærdelige måde, og folk som har mistet en af forældrene mens de var børn. Døden kan komme og hente os, når vi mindst venter det, og det er en voldsom måde at blive skilt fra dem vi elsker. I en sådan situation, står man med det store spørgsmål “Hvorfor Gud?”.

Har stadig Jesus
En kvinde som havde mistet sin mand, sagde at hun havde dog ikke mistet klippen. Hun havde stadig Jesus. Det er en vigtig sandhed for os kristne, at om alt andet falder, så har vi stadig Jesus som vores klippe at holde os til. Om alt andet forsvinder som sand imellem vore hænder, så har vi en klippe at holde fast i. Job opgav ikke sin tro, selvom han mistede alt hvad han havde (hvis man ser bort fra hans kone, som anbefalede ham at forbande Gud og dø). Jobs tro og den ære han gav til Gud under hans trængsel viser at en kristne går igennem hårde tider. Men den viser også at det er afgørende vigtigt er at vi stoler på Gud, og giver Ham ære under hårde såvel som gode tider. Jobs tro betød ikke at han troede det var hans egen skyld det som skete. Hvilket det jo heller ikke var. Nogen af hans venner som kom for at trøste ham, påstod faktisk at det skyldtes ham selv, at det var Guds straf over ham, eller at der var synd i hans liv siden det skete. Job var klogere. Dårlige ting sker også for Guds børn, og bare fordi man er kristen, behøver man ikke have krav på et liv uden modstand. Jobs tro på Gud var dyb og rodfæstet, og det skal en kristens tro også være!

En overfladisk tro på Gud vil ikke hjælpe når der kommer trængsler og modstand. En tro som bare er baseret på at det er fedt at gå i kirke og synge sange med pop og rock rytmer. Den kan heller ikke bygge på overfladiske prædikener som handler om at tro på sig selv, eller at finde sit formål med livet. En tro som ikke er baseret på Guds ord, og ikke viser hvem Gud er, kan ikke hjælpe os her. Men en tro som er baseret på sandheden, og gør at man ved hvem Gud er, og ved hvad Han har gjort på Golgatas kors i vores sted, er en tro der kan hjælpe os når vi oplever modstand.

Det betyder ikke at vi får alting forklaret. For hvordan skulle jeg dog kunne forklare at det var godt at man mistede sin hustru i en dødsulykke, eller at barnet døde af en uhelbredelig sygdom, eller mistede sit job på det mest forfærdelige tidspunkt o.l.? Det er jeg ikke istand til at forklare, og nogen gange tror jeg kun man gør skade ved at forsøge at forklare det. Hvad vi har brug for at forklare er at Guds kærlighed og nåde er den samme hvad enten vi oplever ørkenvandring, eller oaser.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Når kirken er blevet som verden, er det ikke længere en kristen kirke

Ifølge bibelen, så er der forskel på kristne og ikke-kristne. Ok, vi spiser det samme mad, kører i de samme biler, og går i det samme tøj (til en hvis grad). Men måden vi lever vore liv på, og de værdier vi lever efter, gør at kristne i udgangspunktet er forskellige fra verden.
Men når kirken efterhånden opfører sig fuldstændig ligesom verden, og kirken samtidig bare prøver at få det til at se ud som om det er en god ting, eller noget man bare er nødt til at acceptere, så har vi et problem.
Eksempelvis hører jeg at nogle præster siger at der i dag er ligeså store skilsmisseprocenter i kirkerne som der er for folk der ikke går i kirke. Og dertil er der mange der bliver gengift uden at skilsmissen var bibelsk begrundet.
Når jeg hører sådan noget bliver jeg bekymret og trist. For hvis virkelig en kirke oplever at der er ligeså mange der bliver skilt i den, som man gør ude i verden, så er det mere et tegn på at kirkens medlemmer ikke er kristne.
Forstå mig ret, der kan være bibelske argumenter for at blive skilt, og der vil også være skilsmisser i kirkerne. Men slet ikke på et niveau som er tæt på det niveau man har for hele samfundet. Ægteskabet er noget som kristne er kaldet til at vægte meget højt af Gud. Så højt at man er parat til at gå langt for at opretholde et ægteskab. Desværre er der mange som siger at “de er vokset fra hinanden”, hvortil mit svar er: jamen, så voks dog sammen igen istedet for at gå imod Guds bud. Eller folk siger at de ikke længere er lykkelige i deres ægteskab, hvortil mit spørgsmål er om der noget sted står i Guds ord at ægteskab handler om at være lykkelig? Nej, ægteskabet handler om at ære Gud med sit liv bl.a. ved at ære og elske sin ægtefælle. Det burde medføre at ægteskabet også i mange og gode perioder er lykkeligt. Men det er ikke noget vi er blevet lovet. Tværtimod så siger vi jo også ja til at leve med hinanden i medgang og modgang, når vi giver vore løfter til hinanden. Men det er som om vi har glemt ordet modgang. Selvom vi burde vide at modgang vil komme, nærmest som en naturlov.

Med andre ord er det vigtigt at hvis man er en kristen kirke, at man så også prædiker et klart Guds ord, som viser hvad bibelen siger. Derudover så er det også vigtigt at kirken viser den mener det den prædiker. For ellers bliver det jo bare tomme ord. Hvis en kirke prædiker Guds ord, og viser den mener det, så vil det også medføre at kirkens medlemmer vil leve liv der er anderledes end dem man ser i verden.
Vi skulle nødig blive en del af den negative profeti som Jesus kom med om endetiden.

“Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” Mattæus 24.37-39

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Jazzprinsessen Birgit Lystager og præster der har glemt deres kald

I 1962 fik jazzfolket i Danmark øjnene op for en ung pige på 16 år. På Jazzklubber i Århus kunne man høre hende synge nogle af de smukkeste og sværeste jazzsange. Folk med forstand på jazz var rystet over hendes talent. Hun sang som en kvinde med 50 års livserfaring, men hun var jo kun 16 år og gik vist nok på realskolen dengang. En ting er at synge jazz, en anden ting at synge det smukt og rent. Men at synge teksterne som om det var ens egne tekster, og som om det var noget man selv havde oplevet igennem livet og så alligevel kun være 16 år, ja, det er noget helt usædvanligt. Dengang var Birgit Lystager meget klar i mælet om hendes valg af Jazz. Hun syntes det var mere levende og frit at synge over. Hvorimod at pop ikke gav de samme muligheder for at improvisere ifølge hende. Ja, faktisk sagde pop-musik hende ikke noget. Det var for stift og gav hende ikke musikalsk udfordring. Så mange tænkte dengang at frk. Lystager ville få en lysende fremtid inden for jazz. Hun kunne måske blive Danmarks svar på Monica Zetterlund, eller Ella Fitzgerald.

Det skulle dog ændre sig. Fem år senere begyndte Lystager at indspille pop musik fra dansktop repertoiret. Ikke at der er noget galt med dansktop musik, det kan sådan set være fint nok. Men at gå bort fra jazzen som hun var så eminent til, og i stedet tjene ”de fede penge” på dansktop-musik var lidt som at sælge sin sjæl. Hun fik dog en af dansktoppens største hits med ”Smilende Susie”, og flere med.
Hun vendte nogen gange tilbage til at synge lidt jazz indimellem i halvfjerdserne, men ilden var væk. Hun havde slet ikke den karisma og intensitet over sin sang, som den hun havde før hun gik over til dansk top musikken. Jazzen var død i hende, og var blevet dræbt af den samlebåndsmaskine som dansktop-musikken var i halvfjerdserne.

Præsterne der endte som Birgit Lystager
Ok, jeg kan som jazz-interesseret være irriteret over at Danmark mistede et talent som Birgit Lystager. Det er jo kun musik. Men det som irriterer mig endnu mere er alle de præster som startede med at være brændende i ånden, og som mente det var vigtigt at prædike Guds ord, men som i dag er faldet for det som giver mest popularitet. Alt for mange præster i dag er som om de er blevet ramt af et Birgit Lystager syndrom. Der var engang hvor de elskede Guds ord, elskede at forkynde det klart og rent. Men i takt med at de steg i graderne, og kunne se at deres netværk og popularitet kunne udvides ved at sige de rette ord til de rette personer, mistede de den sande forkyndelse. Alt for mange gange har jeg set dem udskifte den gode forkyndelse med smarte amerikanske kirkevækstkoncepter som bygger på pop-psykologi og underholdning. Koncepter som tiltrækker mennesker, men er uden ordets sande forkyndelse. De præster som engang turde prædike Guds ord, men som har vendt sig til det nye og smarte, kender jo stadigvæk skriften, og kender evangeliet. Og det er deres største dom. At de kender det, men ikke prædiker det. Det er som om at når de en sjælden gang forsøger at prædike det, så er de som Birgit Lystager forsøg i halvfjerdserne på at synge jazz. Der er ikke længere liv i det. De brænder ikke for det, for de udskiftede Guds ord, med menneskers værk. De har mistet det.

Nåh til dem der godt ville høre Birgit Lystager synge Jazz i sine unge dage, så er det meget svært at finde. Danmarks Radio har nogle live-optagelser liggende fra tredserne, så man kan kun håbe de bliver frigivet engang. Det jeg har hørt af de optagelser er så godt, at jeg nærmest føler mig sømmet fast til muren. På samme måde har jeg hørt gode bibeltro prædikener fra brændende unge forkyndere der ramte, der i dag blot prædiker det samme overfladiske pop-psykologi som de fleste andre.
Der er brug for forkyndere der holder fast i den gode forkyndelse, ligegyldig hvad der end foregår i kirkerne, og hvor meget modstand den sande forkyndelse end vil give.

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler

Søger jeg Guds gaver, eller søger jeg Gud?

Når først man er blevet en kristen, så burde man også automatisk have en lyst efter at søge Gud. Det burde man så gøre ved at læse i Hans ord, og finde ud af mere om hvem Gud er. Samt finde ud af hvordan jeg kan leve mit liv med Ham, og til ære for Ham. Ok, det lyder ret enkelt, men virkeligheden viser ofte at helt så enkelt er det ikke. For selvom man er en kristen, så har vi stadig noget der hedder kødet. Og kødet vil sit eget. Men det farligste ved kødet er når det giver sig ud for at være åndeligt, selvom det stadig er kødeligt.
Ofte har jeg set hos både mig selv og andre kristne at man kan få et forkert fokus på Guds gaver. Jeg kan ønske Guds velsignelse over mit liv, både økonomisk, helbredelsesmæssigt, familiemæssigt, jobmæssigt osv. Og der er ikke noget galt i at ønske disse ting. Men de kan nemt få alt for stor betydning. Jeg har eksempelvis mødt mange som har været så fokuserede på at de skulle have ret til helbredelse, at deres liv er kommet ud af balance. Jeg har også mødt folk der har ment at de havde ret til rigdom pga. Guds velsignelse, og de har også været helt ude af balance. De fokuserede så meget på en gave, at de har glemt at det handler langt mere om giveren, end det handler om gaven.

Og nej, jeg tilhører ikke gruppen der mener at kristne har et naturligt krav på hverken rigdom eller helbredelse. Men jeg tror samtidig på at det ikke er unormalt for kristne at have en bedre økonomi, fordi de er mere fornuftige med deres penge alt andet lige. Jeg tror også på at jeg kan bede Gud om en god helse, og at der ikke er noget galt i at bede om dette. Men jeg tror ikke på at jeg har et krav på bedre helse fordi jeg er en kristen. Men tilbage til det som indlægget handler om.

Flere gange har jeg mødt folk der er syge, som påstår at de har ret til en helbredelse. Og hver gang har det gjort mig trist at iagttage. For i stedet for at glæde sig over Ham som har frelst dem og givet dem et nyt liv, så fokuserer de kødeligt på en gave som de ønsker at få fra Gud. Og jeg mener virkeligt kødeligt. Når jeg så spørger dem om hvorfor de så ikke er raske, så kan de finde på at sige at det er fordi de ikke har tro nok. Hmm, så med andre ord er der noget galt med deres tro. Eller også er det et eller andet de mangler at gøre op med, siden de ikke er helbredte. Hvilket jo så skulle betyde at de lever i synd.

Eller hvad så når jeg spørger dem som ikke er rige, men som mener de har ret til at være rige, om hvorfor de ikke er rige? Jamen så skyldes det at de ikke har givet nok selv, eller at de bare mangler tro, eller også forstår de det bare ikke. Eller også siger de at det er blevet rige i ånden, men at de mangler at manisfestere det i den fysisk verden, hvilket bare er noget overåndeligt vrøvl at sige.

Reelt set betyder det at de spilder deres tid på at fokusere fejlagtigt på noget de tror er åndeligt, men reelt set er kødeligt. Den kristne bør ikke spilde sin tid på disse ting. Vi bør glæde os over den vidunderlige frelse vi har fundet i Kristus, og over at vore synder er tilgivet og betalt, og vi har en evig plads i Himmelen. Vi må godt bede om Guds velsignelse over vores økonomi, og vores helbred m.m. Men vi skal ikke fokusere på det som om det er livet om at gøre. Vi skal have vore øjne rettet mod Kristus i stedet. Han er så meget større end alt det andet.

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Misundelse eller glæde?

A. W. Tozer skrev engang at et af tegnene på at man har Helligånden og er ledt af Helligånden, er at man kan glæde sig over at det går andre kristne godt. Et tegn på at man ikke er ledt af Helligånden måtte så være når man bliver misundelig på andre kristne som det går godt for. Da jeg læste det, fik det mig til at tænke over noget af det jeg har oplevet igennem mine tredive år som kristen. Her er nogle af de tanker jeg fik.

Igennem de sidste 12 år har jeg både haft op- og nedture igennem mit kristenliv. Det havde jeg også før, men det er kun de sidste 12 år jeg virkelig har forstået evangeliet og betydningen af at evangeliet bliver prædiket tydeligt og klart fra prædikestolen. Før den tid troede jeg også at det var i orden at bruge prædikestolen til at tale om selvværd, pop-psykologi, få succes i dit liv, eller bare bruge den til underholdning fordi det bare skulle være så sjovt at komme i kirke. Men i de sidste 12 år har jeg kæmpet for at prædikestolen skal bruges til det Gud vil have den skal bruges til. Nemlig at prædike Guds ord så vi kan se og erfare at vi er fortabte syndere der kun har et eneste håb, og Han hedder Jesus! Sagt med andre ord, prædikestolen skal bruges til at prædike Jesu evangelium.

Den kamp har ofte været op af bakke, og jeg har tabt mange af de kampe, og nogle få gange har jeg lykkedes med det. Men midt i alt det, så har jeg også set at der er andre der har haft de samme kampe. Nogle af dem er det gået godt for, mens det for andre har været rigtig svært. Men det har ikke betydet at jeg har været misundelig på dem som det er gået godt for? Tværtimod glæder jeg mig kolossalt meget over at der er overgivne kristne som ønsker en klar og bibelsk forkyndelse, som også har fået medansvar i kirker. Og jeg glæder mig over at de prædiker et tydeligt og klart evangelium i de kirker. At finde ud af at jeg glædede mig over andres kristnes lykke i stedet for at være misundelig var rart at erkende. Så var der dog en ting der fungerede nogenlunde i mit liv trods alt, og det er også rart at være i en kristen sammenhæng hvor misundelse og magtkampe er noget der kun sjældent forekommer.

Men der var engang hvor jeg oplevede det modsat. I flere af de sammenhænge jeg har været i, særlig i halvfemserne og starten af nullerne, var der ofte magtkampe og misundelse tilstede. Jeg syntes det var svært at forstå hvorfor der var så mange magtkampe i de kredse jeg færdedes i, for det burde der jo ikke have været, men efterhånden valgte jeg bare at acceptere det, selvom det var ubibelsk. Man burde i stedet glæde sig over hvis nogen fik et godt ansvarsområde i kirken. Men ofte var det helt modsat. Det var ellers kredse hvor man påstod at man var ledt af Helligånden, og man sagde også at Helligånden havde sagt både det ene og det andet til folk. Men når det kom til stykket, så var det tydeligt at der var flere af lederne der manglede Helligåndens frugter. Man havde i stedet kødets frugter.
Ok, kødets frugter kæmper jeg stadig med, så jeg er ikke nogen helt her, men jeg synes godt nok at det er vigtigt at ledelsen af en kirke sker ved Guds brug af mænd der har tydelige tegn på Helligåndens frugter. Hvis kødets frugter eksempelvis i form af misundelse og magtkampe træder mere frem end glædens frugter, så er det stærkt problematisk.

Men vurder selv. Glæder du dig over at det går andre kristne godt? Eller er du misundelig på dem? Det gælder ikke kun det at tjene Gud som præst. Glæder vi os over at det går andre kristne godt økonomisk, karrieremæssigt, familiemæssigt m.m. Eller er vi misundelige over at andre har det bedre end os selv? Hvis vi virkelig er fyldt og ledt af Helligånden, så bør vi glæde os over andre kristne som det går godt for. Også selvom vi ikke altid selv oplever at det går godt. Vi er jo trods alt ifølge bibelen, et legeme. Så derfor er der god grund til at glæde sig, når det går godt for andre på Kristi Legeme.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

En sund tro der er forberedt på hårde tider

Noget som jeg personligt finder skræmmende er hvorvidt kirken af i dag er parat til at blive forfulgt. Det er der klare grunde til. Hvis man spørger kirkefolk hvorfor man skal være en kristen, så er svarene som regel at man får et bedre liv, et lykkeligere liv, et sjovere liv, et mere indholdsrigt liv etc. Men det er nærmest umulig at finde nogen der som Jesus gjorde, fortæller hvad det koster at være en kristen. For det var noget Han meget ofte gjorde, når folk opsøgte Ham. Som her i Mattæus 8.19-20:

“en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«”

Eller her i Lukas 9.61-62:

“Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«”

Jesus havde ikke brug for at oversælge sit budskab. Han lagde tingene frem klart og tydeligt. At følge Jesus koster ens liv, var naturligt integreret i Hans evangeliske budskab. Det var ikke det budskab som tiltrak mange mennesker. Folk var tiltrukket af Hans mirakler som helbredelse af syge, Hans evne til at mangfolddiggøre fem brød og to fisk, så flere tusind kunne spise og blive mætte af det. Ja, selv Hans talen imod det etablerede religiøse system ville folk også godt høre på. Men når Han fortalte hvad det kostede at følge efter Ham, så faldt folk fra, og det i stort tal. Hvilket vi eksempelvis læser i Johannes evangeliets sjette kapitel. Men Jesus ville ikke bilde folk noget andet ind, end at Hans efterfølgere ikke kunne leve deres eget liv. Men i stedet leve et liv som i sidste ende kunne medføre at de kunne blive slået ihjel.

Parate disciple
Vi ser også at Jesu forberedelse af disciplene var det rigtige sats. Jesus kunne jo have formået at få store skarer til at følge Ham. Men Hans valg af en lille gruppe af overgivne disciple betød også at når forfølgelsen kom, så var disse efterfølgere parate til at gå igennem det. For de havde fået at vide at det var hvad de gik ind til. De vidste godt at martyrdøden var en mulighed som der var høj risiko for.
Fordi de var parate til at gå hele vejen, og på grund af Guds nåde, var kristendommen også umulig at stoppe. Hvordan kunne man stoppe folk der var villige til at dø for deres Herre? Det var simpelthen ikke muligt.
Men hvad så i dag? Er vi også parate til at gennemgå forfølgelse i dag? Er vi trænet til at kunne klare modstand? Eller kan dagens kirke ikke holde stand imod den forfølgelse der vil komme en dag?

Eksempel
Prøv blot at se på hvad det er for aktiviteter man fokuserer på i stedet for evangeliet. Man ville have sjov, spænding, ”relevante budskaber man kan bruge i sin hverdag” som man kalder det, hyggelige fællesskaber m.v. Men at forkynde hvad det koster at være en kristen og hvorfor, det vil man ikke. Det skræmmer jo folk væk siger man. Hvilket er det dårligste argument, da man i samme splitsekund man siger det, også indirekte påstår at Jesus gjorde det forkert, for Han skræmte jo tusindvis af mennesker væk med sit budskab.

Jeg gruer for den tid hvor der kommer virkelig forfølgelse i vesten. For kirken i dag, er ikke parat til at modstå den. Folk vil falde fra i enorme antal, fordi kirken ikke havde advaret kristne om at der vil komme forfølgelse og modstand fra denne verden. Men når man har fået at vide at kristendom handler om alt muligt andet end hvad Jesus har gjort for en på korset og hvorfor, men i stedet gjort det til overfladiske sociale aktiviteter, så er der ikke nogen grund til at blive i kirken, når man ikke er blevet forberedt på hårde tider.

Categories
Endetiden Livet som kristen

En sund tro der tåler forfølgelse

Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i de vestlige kirker i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike. I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Men det er en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med i kristenlivet. Men selvfølgelig er der grader af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og i forskellige styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sæde-frøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som falder fra, når der kommer forfølgelse og trængsler, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga. vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej ved jeg ikke. Og det skal jeg heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen “åndelige kamps bønner”, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen. Der vil også være plads til folk som kalder sig kristne, men ikke lever som kristne. For de folk har ikke sat Jesus på førstepladsen.

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver rigtig voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv?

Men vigtigere er det at tænke over hvad det er for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord? For lige netop her har den moderne vestlige kirke fejlet. De kirker som påstår at de har fuldt med tiden, og som bilder folk ind at kristendom handler om at have det sjovt eller være i et godt socialt fællesskab o.l. de kirker har ikke forberedt deres medlemmer på den forfølgelse der vil komme. Det vil jeg komme ind på næste gang.