Category: Kirke

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Omvendelse podcast

Min bedste juleprædiken indtil videre, men også den mest udskældte

Jeg har hørt mange kommentarer til denne juleprædiken, som jeg holdt i en kirke jeg kom i for 7 år siden. Selv folk der ofte er uenige med mig, har sagt at de ville ønske det var den slags der blev prædiket i deres kirke. Eller at det er den bedste juleprædiken de har hørt. Så god er den nu ikke, jeg har hørt langt bedre fra andre. Men det er den bedste juleprædiken som jeg har holdt, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt jeg holdte den. Heller ikke selvom det medførte at det blev besluttet at jeg ikke længere kunne prædike i den kirke. Man mente åbenbart ikke at evangeliet og juleevangeliet er det samme budskab. Men evangeliet og juleevangeliet er det samme evangelium, og da jeg ved at julegudstjenesten ofte er den der er mest besøgt, kunne jeg ikke lade være med at prædike evangeliet så det gav mening. Jeg glæder mig over at dem som kom i kirke den dag, og som ikke var vant til at komme, fik evangeliet så det var forståeligt, og gav grund til at omvende sig til vores frelser der valgte at bøje sig helt ned til os, da vi ikke var i stand til at komme til Ham. For det er så vigtigt at få sagt, så folk kan se konsekvenserne af deres synd, og hvorfor vi har brug for Jesus som vores frelser!

Har du endnu ikke hørt denne korte juleprædiken, så benyt dig af chancen her. Og send den gerne til folk som du ved trænger at høre evangeliet. For juleevangeliet er folk faktisk villig til at høre, særlig når det ikke tager længere tid end denne her.

Læserne her på siden ønskes en velsignet jul, hvor vi kan glæde os over at Ordet som var Gud, blev kød og tog bolig iblandt os (sammendrag af Johannesevangeliet 1.1-14).

OBS: Desværre virker linket videoen ikke for iphones og ipad. Medmindre man benytter sig af en anden app, end den normale.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke

Profeter som ikke er fra Gud

Jeg har tænkt en del over alle disse såkaldte profetkonferencer og profetmøder som der nogen gange bliver annonceret for i de kristne medier. Der er ofte et eller andet ved dem som virker forkert. For hvor stor en del af dem, er overhovedet fra Gud. Vore dages profeter afviger jo markant fra bibelens profeter. Det kan jeg ikke se at der skulle være noget bibelsk belæg for skulle være i orden.

Vore dages profeter er populære, de bliver solgt med ord som: Kom og hør profet Nameless tale ind i DIT liv. Profet Nameless har en tjeneste hvor han kan tale visdomsord ind i DIN situation. Lær at profetere og gå i det åndelige, og DU kan også erfare de åndelige sandheder som profet.
Men hvis man ser på bibelens profeter, så var det ikke ligefrem popularitet som var kendetegnende for dem. Tværtimod ser vi i bibelen at profeterne var udskældt, forfulgt, dræbt, talt dårligt om og lignende. De var ikke kendt for at sige det som folk gerne ville høre, men for at tale omvendelse. Var det helt galt, så talte de også om at Gud ville straffe landet med tørke, krig, fangenskab og besættelse. Det er godt nok lang tid siden jeg har hørt en profet i Danmark komme med sådan nogle profetier. Istedetfor har jeg hørt dem sige sådan her: “Gud vil give jer en kæmpekirke, og resten af byen skal se at I har succes, og at Gud er med jer” bare for at tage et eksempel. Nu har jeg ikke noget imod at man får en kæmpekirke og at Gud er med kirken. Men hvis man sammenligner den slags profetier med dem der er i bibelen, så ligner de faktisk mest de falske profeter, og her skal man nok passe på med at generalisere for meget. Jeg har vist et eksempel fra Jeremias nederst i dette indlæg.

Hvad er profetens opgave egentlig? Er det at tale smukke ord som kilder folk i ørene, og som kan give dem en “positiv åndelig oplevelse”? Eller handler det om at en profet skal være en der tør tale Guds ord, også selvom folk ikke har lyst til at lytte? Måske kan Leonard Ravenhill give os et svar på det et dette lille klip.

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen

To 1689 menigheder: Den stive, den udvandede (og den fornuftige)

I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: “1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne holde søndagen på en særlig måde? Om problemerne ved 1689-bekendelsen

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

https://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Categories
Kirke Livet som kristen

1689 er ikke løsningen

Vi lever i en tid, hvor kirker mange steder er i en ulykkelig tilstand. En tilstand som bl.a. kommer til udtryk ved at evangeliet ikke bliver prædiket, eller at man ikke tager bibelen alvorligt, eller ikke engang tror på bibelen er sand. Det går udover de kristne som er i de menigheder som ikke får den føde de har brug for. Derfor er rigtig mange kristne i dag søgende efter bedre menigheder at komme i. De søger kirker som tager bibelen alvorligt og kirker hvor evangeliet bliver prædiket.
Det ønske er sundt og godt. Men i sådanne tider vil der desværre være en tendens til at folk søger henimod noget der virker sikkert, uden dog at være det. Det skete eksempelvis i halvfemserne da mange gik over i trosbevægelsen, fordi de der lød til at tage bibelen meget alvorligt og sagde ”bibelen siger dette og sådan er det”. Desværre fortolkede de bibelen så voldsomt, at den blev fordrejet til ukendelig. I nullerne var der så en tendens til at folk valfartede til Christian Hedegaards organisation ”Evangelist”. Det lød virkelig radikalt, men det var ikke bibelsk kristendom der blev forkyndt, men i stedet noget der ødelagde folk. Efter at Hedegaard har trukket sig ud af den tids rampelys har den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard overtaget Hedegaards rolle, og det Søndergaard prædiker er ikke bedre end det Hedegaard prædikede.

Alt dette er meget trist, men desværre er der også en tendens til at gå i den modsatte retning, nemlig at finde et ”perfekt formuleret” system som man kan læne sig op ad. Et sådan system er bl.a. baptistbekendelsen af 1689. Den blev udformet af calvinske baptister, og rimeligvis baseret på Westminster Confession of Faith fra 1846. I store træk er begge bekendelser virkelig gode. Den har tilmed gode bibelske forklaringer på hvorfor man tror hvad man tror. Men den er meget omfattende og går i lige lovlig mange detaljer. Sagt på en anden måde, så kan det være svært for folk der vælger at komme i en kirke der holder sig til 1689 bekendelsen, at vide helt hvad de går ind til. For det er som at skrive under på en kontrakt med altfor mange bittesmå bogstaver. Det er altså ikke en helt enkel bekendelse. Jeg husker at Charles Leiter engang sagde at det er vigtigt for en kristen og i særdeleshed en nyfrelst, at det er til at overskue hvad man som minimum tror på som kirke. Men hvis det minimum indeholder omkring hundrede punkter, så er det ikke muligt at have en rimelig forståelse af hvad man tror på, eller skal tro på i den kirke. Og det med ”skal tro på” er der desværre også en tendens til bliver ment meget bogstaveligt i 1689 menigheder. Der er ikke den store plads til at mene noget andet, for 1689 bekendelsen bliver nemlig ofte opfattet som et ”perfekt formuleret” system, og derfor er der ikke i samme grad plads til den grad af diversifitet som der burde være plads til i en kirke. Og her taler jeg naturligvis ikke en diversifitet som giver plads til vranglære, men der bør være plads til man ikke alle behøver være enige om mange udspecificerede punkter.

Fokus på punkter i stedet for Kristus?
Men hvad er så ulempen ved at være i sådan et system? Udover at 1689 bekendelsen på nogle af dens punkter er meget gammeltestamentlig (især på sabbatsbudet som er misforstået), så er der en fare i at man i en sådan menighed, kommer til at fokusere for meget på om man er i overenstemmelse med de punkter som er nedskrevet i bekendelsen. Det at have skrevet trosbekendelsen ned i så mange punkter, gør at man vurderer sig selv og andre på om man lever op til de forskellige punkter, hvilket kan stjæle fokus fra Kristus i ens kristenliv. Forstået på den måde at man med bekendelsen tjekker af om ens eget liv, eller andres liv, er på linie med bekendelsen. Man kan sige ”ja det tror jeg på, og det tror jeg på, og det der gør jeg og det der gør jeg ikke” og så kan man sætte flueben eller kryds om man vil på de punkter, og tro at man har det fint, og har alt på det tørre. Dermed tenderer denne bekendelse til at der kommer noget lovisk indover ens liv, og det er ikke sundt. I stedet for at sætte flueben ved om man lever op til punkterne i bekendelsen, har en kristen brug for at læne sig op af Kristus. Vi har ikke brug for at have en falsk tryghed i om vi lever op til det ene og det andet punkt i en udspecificeret detaljerig bekendelse. For det kan give en falsk tryghed hvis ens liv handler om at sætte flueben ved de rigtige punkter, i stedet for at hvile i at Kristus har frelst en og man tilhører Ham. Den eneste som kan give en den sande og bedste tryghed er Kristus, og ikke en bekendelse. Lige præcis derfor bekymrer det mig, når jeg hører at folk vil starte menigheder baseret på 1689 bekendelsen. For det virker ofte som om at man vælger 1689, fordi den ser ud til at være dette ”Perfekt formulerede” system. Jeg forstår godt at man kan være træt af ting der ikke fungerer tilfredsstillende i de menigheder man kommer i, men det er ikke et argument til at gå over i noget der for nogen går over i en form for loviskhed, og fluebenssætning der kan give en falsk tryghed.

Det betyder ikke at alle 1689-menigheder pr. definition er dårlige. Der findes bestemt gode prædikanter der bekender sig til 1689, og som er meget Kristusfokuserede i deres forkyndelse. Men om man er i en gammeldags baptistkirke, lutheransk, metodist etc kirke, er ikke det mest væsentlige. Hvad der er vigtigst er at Kristus bliver prædiket og som den frelser Han er. Han skal ikke prædikes som et system, men som frelser. Men jeg er ærgerlig over de tendenser til loviskhed og fluebensafkrydsning som findes hos nogle der bekender sig til 1689 bekendelsen. Og da jeg er bekymret over at høre om flere som tror på at løsningen er at gå tilbage til 1689 bekendelsen har jeg behov for at skrive dette. Det er som om man glemmer at den hedder 1689 bekendelsen fordi den er skrevet i 1689. Det betyder nemlig at den er påvirket af den kultur som man havde i England dengang i 1700 tallet. Men i dag lever vi i det 21 århundrede og ikke i 1689. Kristus er den samme, og bibelen er evig gyldig. Men en bekendelse som blev til i en tid og kultur som er meget anderledes end vores i dag, er ikke nødvendigvis på alle punkter lige god at overføre til en menighed i vore dage.

I næste afsnit vil jeg skrive hvordan 1689 bekendelsen har et misforstået billede af sabbatsbudet. Den måde man ifølge den bekendelse opfatter sabbatsbuddet på er desværre ret så gammeltestamentligt, og fordrer ikke til meget frihed, på trods af at Kristus har kaldet os til frihed. Jeg ved godt at den frihed vi er kaldet til kan være svær at forstå, men ikke desto mindre er det en frihed som er fantastisk at finde ud af hvad handler om. Men det vil jeg også komme ind på næste gang.

Link til den engelske udgave af 1689 bekendelsen: http://www.grbc.net/about_us/1689.php

Categories
Kirke Overfladisk kristendom

“The wannabees”

I alle kirker vil der på et eller andet tidspunkt kunne findes en særlig gruppe af mennesker, som jeg har valgt at kalde for wannabees. Overfladiske efterfølgere, der er mere fokuseret på at være en del af ”det rigtige netværk” end det handler om at stå fast på sandheden og på at bevare en god samvittighed. Jeg har mødt dem hos karismatikere, lutheranere og reformerte m.v. De kan i deres retorik og handlinger virke enormt overgivne, men det er ikke til sandheden de er overgivne. Selvom det i umiddelbart kan se sådan ud.

Lige gyldigt hvor god eller dårlig teologien er det enkelte sted, så vil der næsten altid på et eller andet tidspunkt være en gruppe i kirken, som desværre er mere drevet af at være ”indenfor” og være godkendt med de ”rigtige” personer”. De kan såmænd godt være kristne nogen af dem, men i deres iver for at tjene Jesus, kommer de til at fokusere så meget på at støtte op om lederskabet, at de ikke har nogen problemer med at ignorere de ting som lederskabet gør forkert.

Personlig synes jeg det er synd for den slags mennesker. De kan dække sig bag alle mulige undskyldninger som ”Jamen vi er jo reformerte” eller ”Vi spiser fisken og spytter benene ud” eller ”men se hvor mange der er samlet til møderne, det er da en god ting”. Undskyldninger som ikke vil kunne bruges når vi en dag skal stå foran Herren. For det er desværre også undskyldninger som viser at man er vidende om at noget er galt, men samtidig viser at man ikke er parat til at handle på de ting man kan se er forkert. Hvis de virkelig var parat til at stå fast på sandheden og pege på hvad bibelen siger, så ville de ikke kunne se igennem fingre med det misbrug af magt der sker, den forkyndelse af vranglære som de hører, eller bare den generelle mangel på fokus på Jesus. En wannabee er ikke parat til at tage de kampe op som er nødvendige for at kirken udvikler sig positivt. En wannabee vil langt hellere arbejde på at bevare sin egen position og anerkendelse, og ikke forsvare dem som har brug for at blive forsvaret, i fald der er brug for det.
Nikodemus var REAL og ikke en wannabee.

Bibelen er fyldt af mennesker som både var REAL, dvs. parat til at tage de kampe som kom, om det så kostede dem anerkendelse, formue eller livet, og den viser også mange eksempler på wannabees, som hyttede deres eget skind. En som i bibelen ofte af prædikanter bliver gjort lidt nar ad, men som tydeligvis var ægte og oprigtig var farisæeren Nikodemus. Vi finder ham tre gange i Johannes evangeliet. Første gang kommer han til Jesus om natten i kapitel 3, og har en snak med Jesus. Det er ofte den vi tager frem. Men vi glemmer ofte hvad der skete med Nikodemus senerehen. Anden gang vi møder Nikodemus forsvarer han Jesus overfor ypperstepræsterne og farisæerne. Det ser vi her:

”Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort” Johannes Evangeliet 7.51

Det bliver taget ret ilde op af de andre at han tillader sig at forsvarer denne Jesus. Jeg er overbevist om at Nikodemus, som ikke var nogen ulærd mand, var udmærket klar over at hans udtalelse ikke nødvendigvis ville falde i god jord, men han var parat til at sige det han sagde, fordi han kunne se at farisæerne og ypperstepræsterne ikke handlede i overenstemmelse med skriften.
Tredje gang vi møder ham er efter Jesus er død. Der var han med til at begrave ham sammen med Josef fra Arimatæa. Så efter at disciplene havde stukket af alle som en, så var der alligevel to der på det tidspunkt hvor der ikke længere var noget der tydede på, at det var en god idé at følge Ham der kaldte sig for menneskesønnen. Jesus var korsfæstet, var død på korset, og det hele så ud til at være en tabersag at sige man var en efterfølger af Jesus. Alligevel vælger disse to at begrave Jesus. Josef fra Arimatæa var ovenikøbet en der før havde gået ret stille med dørene om at han troede på Jesus,. De vinder intet ved at begrave Jesus, ikke andet end en god samvittighed. De kunne se Jesus var blevet udsat for en uretfærdig dom, og aldrig i historien har en mere uretfærdig blevet udført end denne. Så selvom de sandsynligvis var udmærket klar over at det at begrave Jesus på dette tidspunkt ikke ville gavne deres karrieremuligheder, eller popularitet blandt de religiøse i Israel på dette tidspunkt, så gjorde det de alligevel. Josef og Nikodemus var REAL, og ikke wannabees. Kirkehistorien fortæller at Nikodemus blev udstødt af de religiøse senere, da han var blevet en kristen, og mistede al sin ejendom. Det var han parat til fordi han havde fundet noget der var større end at være en del af et smart netværk i de rigtige kredse.

Når det så er sagt, så ved jeg også hvor nemt det er at komme i en wannabee rolle. Man færdes iblandt de ”rigtige folk” og kan være lidt bange for at miste den rolle, som kan være så rar at have. Men når alt kommer til alt, så er det ikke det værd. At være en wannabee, er kun at være en overfladisk efterfølger, og det er ikke det Jesus søger efter. Heller ikke selvom man virkelig kan virke rigtig overgiven overfor andre, fordi man siger det rigtige og nikker de rigtige steder. Jesus søgte og søger folk der er parat til at betale prisen, også selvom det koster på ens personlige konto. At være en kristen handler ikke om at tale hverken verden, kirke eller lederskab efter munden. Der er folk nok der taler andre efter munden i forvejen. Guds kirke har brug for folk der er REAL og så overgivne at de er villige og parate til at stå fast på Guds ord, og ikke lade sig rokke af hvad andre siger uafhængig af hvem der siger det. Det var Paulus parat til i flere situationer (og Nikodemus bl.a.) og det bør vi også være i dag, for der er intet i bibelen der antyder at vi skal være mere tilbageholdende med den slags i vores tid end i den tid de levede i.

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Kirke Musik Overfladisk kristendom

En kirke baseret på følelser eller sandhed?

Der er to ting som jeg finder meget bekymrende for kirkesituationen i Danmark i dag. Den ene er hvor lidt bibelkendskab kirkens folk generelt har i dag, i forhold til for bare et kvart århundrede siden. Dengang var det langt mere normalt for kirkens folk at læse i bibelen. Man vidste dengang at udgangspunktet for kirkens liv var det der stod i bibelen, og derfor læste man selvfølgelig i den. Ja, jeg ved godt at der også dengang var folk som ikke læste ret meget i den (eller slet ikke), men generelt set var det normalt for kirkens folk at søge i Guds ord, og kende dens forskellige bøger. Man kunne tilmed finde ud af at slå op i den.
I dag er der en udpræget grad af bibelanalfebetisme. Man aner ikke hvad der står eller hvor det står. Man har i stedet læst tåbelige substitutbøger som Rick Warrens ”Det målrettede liv” eller “Hytten” af Paul M. Young o.l. Eller når det skal være virkelig vildt, så læser man en bog om en dreng som angiveligt skulle have været i Himmelen, men som beskriver den Jesus han mødte deroppe på en måde som er i uoverenstemmelse med bibelen. Men hvad gør det, bare det er spændende, og ve den der sætter tvivl om drengens fortællinger! Nogle gange har man tilmed læst den slags bøger som et led i en kirkes strategiplan, som kan gå ud på at kirkens medlemmer i cellegrupper skal studere diverse bøger. Engang brugte man cellegrupperne til at kirkens medlemmer kunne studere bibelen sammen (nogen gør glædeligvis stadigvæk det). Men desværre tror nogen ledere at det er mere spændende og givende at få folk til at læse bøger som ikke bygger på bibelen, men på nogle liberalteologers ubibelske ideer, eller nogle svævende folks underlige oplevelser. Bare det skrevet på en eller anden smart eller spændende måde.

Følelser
Det andet bekymrende for kirkesituationen i dag, er hvor meget af det som sker som bygger på følelser og oplevelser i stedet for på bibelsandheder. Følelser er gjort vigtigere end sandheden. Når fok vælger at komme i Hillsong ovre i København, eller hos Torben Søndergaards Jesushotel i Aalborg (bare for at tage nogle eksempler), så er det et tegn på at følelserne og oplevelserne betyder langt mere for nogen folk end Guds ord.
Alt for mange der kalder sig kristne, vælger kirke udfra deres oplevelser. Men vi burde i stedet vælge kirke udfra om det er Guds ord der bliver prædiket der. Og vel at mærke bliver prædiket så bibelens ord ikke bliver bøjet til ukendelighed. Når folk vælger en kirke på basis af den musik der bliver spillet, eller hvor mange påståede eller dokumenterede helbredelser der er (den romersk katolske kirke har faktisk mange dokumenterede mirakler, men det er ikke nok til at kunne godkende dem som en bibelsk kirke), eller på hvor sjov eller smart prædikanten er, så har man valgt kirke på et helt forkert grundlag. Kirken som Gud ønsker at Hans folk skal komme i, er en kirke som sætter bibelen højt, og forstår at bibelens budskab er evangeliet om Jesus Kristus. Gud der blev menneske og bøjede sig helt ned til os, for at frelse os fra den straf der ventede os, medmindre vi vendte om fra vore onde veje og søgte Jesu nåde og frelse. En kirke som ikke advarer imod den kommende dom, og som ikke peger på Kristus som den eneste frelser, og som ikke lægger noget til bibelen som Torben Søndergaard eksempelvis gør, er ikke en kirke fra Gud. Og dermed ikke en kirke som Gud ønsker at hans folk skal komme i.

Sandhed
Hvis kirkens folk ikke bygger på sandhed, men i stedet på følelser, er der ikke noget at sige til, at så mange ting og holdninger i kirkerne ændrer sig. For vore følelser kan svinge helt enormt, og en kirke der er styret af at tilpasse sig de følelser og oplevelser folk ønsker at få, vil være en kirke som man ikke ved hvor man har om bare 2 og 3 års tid. Hvilket besvarer spørgsmålet om hvorfor så mange kirker ikke mere mener det de mente for bare få år siden. Men hvis kirkens folk i stedet bygger på Guds ord, så har vi et fantastisk fundament som gør at vi ikke rokkes, men kan holde fast i det som vi ved er sandt, godt og sundt. Tilmed er det et fundament som Gud selv har givet kirken, fordi Han elsker kirken. Bør kirken så ikke tage imod dette ord og holde det højt?

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse podcast

Hvorfor taler Jesus om tøj-reparation og opbevaring af vin?

Hvorfor har Jesus brug for at tale om at man ikke skal sætte en ny lap på gammelt tøj, og i samme omgang fortælle os om hvordan man opbevarer ny vin? Det talte jeg om sidste gang i Rødkærsbro Frikirke, og du kan høre prædikenen her nedenunder eller downloade den til at høre på vej til arbejde (eller hvor du nu er på vej hen). I bund og grund handler det om at Jesus ikke bare kom for at reparere lidt på vores måde at tilbede Gud på, eller for at rette os mere rigtigt ind. Han eksempelvis heller ikke for at reparere på farisæernes måde at leve på, nej Han viste at det ikke var muligt at leve som farisæer og samtidig være en kristen. Hvilket var noget Paulus med tydelighed fandt ud af. Man måtte acceptere at det gamle ikke duede, selvom det var et forsøg derpå. Men hvordan det er relevant for os i dag, kommer jeg ind på i prædikenen, for det er ikke noget der kun gjaldt på Jesu tid.
Vi havde besøg af nogle englændere i kirken den dag jeg holdte den, derfor er der oversættelse til engelsk i podcastet.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Åbent brev til Ruben Dalsgaard fra Dansk Oase

I forbindelse med at Ruben Dalsgaard har lavet en video som respons på den debat der har været om yogafaith på Dansk Oases lejr, har jeg skrevet dette åbne brev til ham og ledelsen bag Dansk Oase. Videoen kan ses på dette link: Ruben Dalsgaards videorespons

 

Kære Ruben, tak for den videorespons du har lavet som følge af den debat der har været på de sociale medier om jeres anvendelse af Yogafaith på jeres sommerlejr. Jeg vil starte med at sige at jeg har stor respekt for Dansk Oase. I er en kirkeretning som i modsætning til andre kirkeretninger har vist åbenhed og parathed til debat. Også selvom det skyldes at I bliver kritiseret fra andre kristne. Det viste I eksempelvis ved det skriv I fik lavet i 2007 (tror jeg nok det var) hvor I forklarede hvorfor I ikke havde noget problem i at invitere en romersk katolsk prædikant, selvom den romerske kirke går imod doktrinen “Frelst af tro alene”. Personlig brød jeg mig ikke om jeres konklusion som viste at I ikke mener at doktrinen “Frelst af tro alene” er essentiel. Men jeg glæder mig over I er villige til at gå offentligt ud og vise hvad I mener og hvorfor I mener det. På det område synes jeg I er forbilledlige, så mange tak for det til dig Ruben, og dem som er med i ledelsen i Dansk Oase.

Det har I også vist i den video som du Ruben har lavet, som er en respons på den debat der har været om det at I har åbnet op for en workshop der hedder yogafaith på jeres sommerlejr. Det synes jeg endnu engang viser at I ikke nøjes med at sige “Vi vil dialog”. I viser det også ved at tage den kritik alvorligt som har været på de sociale medier.

Når det så er sagt, så bedrøver det mig at du virker til at tale udenom det som meget af kritikken går på. Du indikerer i overskriften til videoen og i starten og slutningen af videoen at I ikke dyrker nogle hinduistiske guder, men kun den treenige Gud. Men så vidt jeg er orienteret og ifølge den debat jeg selv har været en del af, har der på intet tidspunkt været nogen der har anklaget Dansk Oase for at tilbede nogle hinduistiske guder. Kritikken går på at man åbner op for at tilbede Gud på en måde som Gud ikke har tilladt, og som er en hinduistisk metode. Bibelen viser gentagne gange at Gud ikke vil tilbedes som hedningerne tilbeder deres guder. Det ser vi flere steder, men særlig i Ezikiels bog og hos flere af de små profeter. Men Jesus siger også I bjergprækenen at vi ikke skal bede som hedningerne gør.

Derfor bliver jeg bedrøvet når jeg hører du forsøger at bortforklare yogafaith som om det ikke er hinduistisk. Du sammenligner det med huse der før har været brugt til okkulte ting, som nu bruges til at tilbede Gud som kirke. Du sammenligner det med jul, fordi man på det tidspunkt før havde en solhvervsfest. Og sådan prøver du at godkende yogafaith. Men et hus kan bruges til det man vil bruge et hus til. En dag som den 24 december kan man bruge til det man vil. Men yoga er ikke bare udstrækninger, men religiøse øvelser som bruges til at brænde karma af med. Det er årsagen til at man har opfundet yoga. Huse er ikke opfundet til det okkulte, og dage er ikke lavet til hedenskab på bestemte dage. Det er noget folk selv har fundet på. Yoga derimod er åndeligt.
Jeg siger ikke dermed som nogen påstår (ikke dig Ruben) at det er forkert at strække ud, eller trække vejret dybt eller lignende. Men når man tager en hedensk måde at tilbede afguderne på og brænde karma af (for at realiserere sig selv) og istedet siger det handler om at tilbede den treenige Gud, så har man indført en hedensk tilbedelsesmetode i kirken. Det er ubibelsk og ikke acceptabelt i kristne kredse, og deri ligger kritikken fra både mig og mange andre.

Rie Skårhøj viser selv på sin hjemmeside at når du siger følgende i din video:

“Kristen yogafaith er ikke hinduistisk yoga”

Så har du ikke ret. For sproget på Ries side er hinduistisk, tilgangen er hinduistisk og ikke nok med det. Her er et citat fra Ries hjemmeside yogafaith.dk som viser den hinduistiske tilgang:

“Vi anser Jesus for at være den ultimative ‘yogi’. Vi er i hans kærlige hænder, når vi dyrker yoga”

Til dem der ikke ved hvad en “Yogi” er, så beskriver visdomsnettet.dk det som:

“En yogi eller Yogini er et menneske, der praktiserer yoga og dermed bruger yogaens udviklingsmetoder. Det er et menneske, som med overbevisning og efter visse resultater bruger yogas systematiske metoder til selvrealisering og frigørelse som mål.”

Så de anser altså Jesus for at være en der praktiserer yoga og har brug for at realisere sig selv? OK, jeg antager at det vil Rie nok ikke sige de gør, men hvorfor i alverden har de så brug for at skrive noget så tåbeligt om Jesus at han er den ultimative yogi? Det viser en klar og tydelig henvisning til hinduisme, og giver en anerkendelse af andre yogier som bare ikke lige er på “Jesu” niveau. Desuden viser Rie at det jo ikke bare er udstrækningsøvelser, men metoder hun vil have folk til at bruge i deres tilbedelse af Gud. Altså en hedensk tilbedelsesmetode i kirkeligt regi.

Dertil viser både du og Rie i jeres videoer at I er klar over at yoga er hinduistisk og er farligt. I siger så at man kan udskifte dele af den, og så gøre den kristen. Så I ved godt at yoga er farligt, og alligevel anbefaler I folk at lege med ilden! Det synes jeg ikke er noget der er passende for en kirkelig leder at gøre. En kirkelig leder skal hjælpe folk med at holde sig fra ilden.
Der er mange andre ting jeg kunne komme ind på, såsom at I skader folk med en svag tro, som netop kommer fra det nyreligiøse, jamen hvorfor vil I så skade dem? Og sådan er der flere andre elementer jeg synes er kritisable, men jeg synes heller ikke vi skal gå i petitesser, men istedet fokusere på det væsentlige.
Det væsentlige er at I på Dansk Oase har åbnet op for djævelen, ved at give plads til folk der ikke prædiker evangeliet, men istedet udøver synkretisme og vranglære. Her drejer det sig om yoga, som ikke bliver bedre bare fordi man kalder det yogafaith. Jeg ville være så glad hvis det var evangeliet I fokuserede på, som du jo faktisk viser i videoen at du forstår. Men hvorfor fokuserer I så ikke på evangeliet om Jesus Kristus istedet for alle mulige mærkværdigheder som i bedste fald bare bliver en dans omkring den varme grød, og i værste fald er dæmonisk? Hvilket ikke er mine egne ord, men noget jeg citerer fra andre.

Dialogmøde
Jeg ville rigtig gerne være med til det dialogmøde I har planlagt kl.15.00 på søndag, og igen synes jeg det er et godt initiativ at I giver plads til dialog om dette. Men jeg er desværre andet steds på det tidspunkt og har ikke mulighed for at være tilstede. Jeg håber dog at I selv indser at disse ting ikke bør have nogen plads på det man kalder en kristen lejr, medmindre man istedet kalder det for en tværreligiøs lejr, som en facebookdebattør antydede man burde kalde det. Og jeg tror også der er andre der kan give gode argumenter for hvorfor det ikke burde have plads.

 

Til dem der ikke kender til det som debatten har handlet om, kan man læse mere på disse links:https://sand.omvendelse.dk/djaevelen-gar-frit-omkring-hos-dansk-oase-5234.htm

Og her:https://sand.omvendelse.dk/bliver-jeg-mere-hellig-af-at-straekke-ud-med-gud-5241.htm

Categories
Falsk Lære Kirke

Djævelen går frit omkring hos Dansk Oase

Dansk Oase har i lang tid været meget åben overfor “nye” åndelige retninger. Det kan måske være fint nok at være åben overfor noget man ikke har hørt om før, men den kritiske sans er nødvendig at have med. Det sidste har Dansk Oase bedrøveligvis glemt.

I 2006 havde SommerOase besøg af pavens personlige prædikant Raniero Cantalamessa, hvilket skabte store debatter i de lutherske kredse. Nogle steder var man så klare i mælet at man advarede folk imod at tage på SommerOase. Det medførte at Dansk Oase udsendte en erklæring hvor de viste at retfærdiggørelse af tro alene, ikke var et essentielt punkt for dem. Hvilket de jo også var nødt til at mene, hvis de skulle kunne stå inde for at sætte en romersk katolsk prædikant på deres talerstol. Sidenhen har SommerOase ikke været bange for at sætte den ene vranglærer efter den anden på deres talerstole. Og samtidig er de lutherske kredses advarsler imod Dansk Oase desværre forstummet mere og mere.

Tarotkortspræsten
Eksempelvis er de flittige bruger af præsten Ole Skærbæk Madsen, som bl.a. påstår at man kan finde Jesus i tarotkortene. Hvilket er i direkte modstrid med hvad bibelen siger vi skal. Vi skal ikke bruge okkulte redskaber til at prædike evangeliet. I stedet skal vi prædike evangeliet.

Yogafaith hvaffonoget?
I år har man så fået sociologen Rie  Frilund Skårhøj til at promovere det hun kalder Yogafaith. Rie har lagt nogle videoer ud på youtube, hvor hun argumenterer for at yoga kan integreres i den kristne tro. Det Rie ikke siger noget om, er at formålet med yoga er at brænde karma af. Karma er balancen er de gode og onde gerninger vi har begået igennem de reinkarnationer som hinduismen og buddhismen siger vi har været igennem (eller skal igennem hvis vi ikke har opnået den balance). For hurtigere at få ens karma til at komme i balance kan man så dyrke yoga.
Yoga er altså ikke noget der er opstået for at blive mere smidig, eller få en sundere krop. Det er i stedet noget som er skabt for at udøve åndelige øvelser som udspringer af hedensk tro. Rie siger interessant nok selv at der er nogen former for yoga hun ikke kan anbefale, men så andre hun mener er i orden.

Jeg tror ikke hun selv har tænkt over det, men hun prøver umiddelbart at trække det religiøse ud af yogaen, ved at sammenligne noget yoga med de øvelser man kan lave henne i fitnesscentrene. På den måde prøver hun at vise at yoga kan være uskadeligt, men bagefter gør hun det så åndeligt igen ved at sige at vi kan dyrke Gud igennem yogaen. Så nu har hun faktisk taget en hedensk øvelse og ændret den til en måde at dyrke Gud på. Men det viser jo blot at hun netop vil bruge den åndeligt, og ikke bare fysisk. (Se dokumentation i videoen nedenunder).

Hvis det virkelig var så vigtigt for hende at vise at mange af øvelserne henne i fitnesscentrene ligner dem man udøver i yoga, så kan man jo spørge sig selv om hvorfor vi så ikke bare kan lave øvelserne som er fra fitnesscentrene. Hvorfor er det så vigtigt at give dette prædikatet yoga, i stedet for kropslige øvelser? Spørgsmålet er retorisk, for det er jo lige netop fordi det er åndeligt. Men her er det altså virkelig vigtigt holde fast i at bibelen viser at det er Gud der bestemmer hvordan Han vil tilbedes. Ikke os.

Tilbed Gud i Ånd og Sandhed
Igen og igen ser vi i bibelen at Gud blev vred på jøderne når de begyndte at lade sig inspirere af hedningernes tilbedelsesformer. Han hadede når de brugte deres metoder som en del af tilbedelsen. I det nye testamente siger Jesus meget klart til den samaritanske kvinde ved brønden, at Gud skal tilbedes i Ånd og i Sandhed. Det betyder for det første at det kun er dem som har Ånden som kan tilbede Gud, og det har alle genfødte kristne (det handler ikke om tungetale som nogen fejlagtigt påstår). For det andet så betyder det at Gud ikke kan tilbedes baseret på løgn, eller løgnelære, men på den sande lære. Når vi bliver kristne så må vi lære at kende Guds ord som er sandheden, og den lærer os også om Sandheden som er Jesus. Når vi kender sandheden, og har Ånden, så kan vi tilbede Gud som Gud vil have det. Men når kirkens folk begynder at tilbede Gud som hedningerne gør det, så er det stadig noget som Gud hader, fordi der er kommet urenhed ind i tilbedelsen.

Yoga er ikke baseret på sandheden, men på løgn. Vi bliver ikke genfødt til nye reinkarnationer, vi har et liv og derefter skal vi dømmes. Yoga har at gøre med det nyreligiøse og jeg mener selvfølgelig at folk skal have lov at dyrke yoga hvis de ønsker det, men det hører ikke til i kirken eller hos kirkens folk.

Dansk Oase har igennem lang tid været så åben overfor nye religiøse retninger at djævelen går frit omkring hos dem, uden at folk ænser at det sker. Det er en rigtig trist udvikling for nogen som muligvis startede i ånden, men i dag er endt i kødet. Jeg ved godt det er hårde ord og at det kan støde folk, og det er jeg ked af. Men konklusionen på alt dette her er at Dansk Oase er så meget på vildspor at det i mine øjne er nødt til at blive påpeget.

Det er for resten bemærkelsesværdigt at læse hvad Dansk Oase selv skriver i deres forsvar for at give Ries Yogafaith plads. For der har de brugt Ole Skærbæk Madsen til at godkende det. Det ændrer dog ikke på at yoga stadig er nyreligiøst og ikke bygger på hverken sandhed eller har noget at gøre med Guds Ånd.

Du kan se Ries argumentationer for yogafaith her:

Og du kan læser Dansk Oases oplysninger om Yogafaith og Ole Skærbæk Madsens godkendelse her:
http://www.danskoase.dk/om-os/nyheder/moed-gud-gennem-kroppen/