Categories
Kirke Prædikener Uncategorized

Steven Lawson om prædikantens opgave

Steven Lawson som er en af mine store forbilleder når det drejer sig om forkyndelse, talte i dag over første korinterbrevs andet kapitel. Et af mine ynglingskapitler i bibelen. Hvad han sagde kan opsummeres til følgende:
En prædikant der ikke prædiker evangeliet om Kristus som den centrale og naturlige del af budskabet, er som en frisør der ikke klipper hår. Ligegyldig hvad han gør og prøver, så er han ikke en frisør hvis ikke han klipper folks hår.
Ligeledes er den prædikant der ikke prædiker et klart evangelium, ikke en prædikant, ligegyldigt hvad han ellers prædiker.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom podcast Prædikener

Podcast: Da en af Israels stammer spiste svinekød

For et par år siden holdt jeg en prædiken der hed; ”Svin, frafald og menigheden”. Den vil jeg godt tage frem igen. Den handler om hvor vigtigt det er for kristne at tilhøre en menighed, og komme i en menighed. Det er desværre ikke noget alle tager så alvorligt, og slet ikke i et samfund som vores, hvor det ikke er særlig populært at binde sig. Man vil så gerne være frie, men fatter ikke den frihed og beskyttelse der ligger i at være bundet til eksempelvis en ægtefælle eller en menighed.
Men hvorfor er det så vigtigt at være en del af en kirke hvis man er en kristen, og hvad er konsekvenserne hvis man vælger at stå udenfor kirken? Det kommer jeg ind på i denne prædiken som for nogen nok er lidt skræmmende. Så hør den kun hvis du kan tåle den.

Categories
Hvem er Gud? Kirke

Frygter vi Gud eller mennesker?

De gange i historien hvor kirken har vist Gudsfrygt er det gået godt i kirkerne. Men når kirkerne ikke viste Gudsfrygt gik det dårligt, hørte jeg engang i en prædiken, og det er sandt. Når vi ikke længere har Gudsfrygt i kirken, så er vi på forkert grund. For så mister vi visdom. Når vi har Gudsfrygt, får vi visdom, for som der står i Ordsprogenes bog 1.7

“At frygte Herren er begyndelsen til kundskab”

Men okay, når vi ved det, hvad siger det så om kirkens tilstand i dag? Er der nogen der taler om Gudsfrygt? Ja, der er få steder hvor man tør tale om det, stadigvæk, og det skal vi glæde os over. Men manger steder er det nærmest en sjældenhed at det sker. Og når der så en sjælden gang imellem bliver talt om Gudsfrygt, så er det meget ofte en bortforklaring på hvad Gudsfrygt er. Hørte faktisk i sidste uge en velkendt prædikant bortforklare gudsfrygt, hvilket blot illustrerede at han ikke havde sand gudsfrygt.

Der kan ske det at man prøver istedet at forklare hvad Gudsfrygt er baseret på det billede som prædikanten har af Gud, og det billede er ikke altid bibelsk. For hvis der står i bibelen at vi skal have Gudsfrygt, og hvis Jesus siger at vi skal frygte Ham der kan kaste både sjæl og legeme i Helvede (Matt. 10.28), så er det fordi vi skal tage det alvorligt, istedet for at bortforklare det.

Det jeg ser er at mange kirker der har menneskefrygt, istedet for Gudsfrygt. Vi vil hellere tækkes mennesker, og være populære hos dem end vi ønsker at tækkes Gud. Vi har vort øje rettet på denne verden, og ikke på den kommende. Vi prøver at være som verden for at tiltrække verden ind i menighederne, men glemmer at venskab med verden er fjendskab med Gud. Og i dag er det faktisk svært at se forskel på hvem der er kristne og hvem der ikke er. Har det nogensinde været Guds mening det her? Behøver jeg svare?

Vi vil ikke få nogen rigtig vækkelse førend Gudsfrygten er tilbage i menighederne. Så mit spørgsmål er; Er der nogen der tør prædike Gudsfrygt i dette land?

Tør du?

Categories
Evig dom Kirke Omvendelse

Spilder kirken din tid med at prædike selvværd?

Mange kirker i dag taler om dit selvværd. Andre taler om at have en ordentlig økonomi, mens andre igen taler om at vi ikke skal være til provokation for andre, men kun tale om Guds kærlighed, og undgå al tale om synd, dom og omvendelse.

Jeg er ikke bekymret for dit selvværd, eller din økonomi eller dit renomme blandt andre. Det er din evighed der bekymrer mig. Hvor godt du har det i dette liv har ikke nogen betydning, i forhold til hvorhenne du skal være i evigheden. For dette liv er kun kortvarigt. Om du så bliver 105 år gammel vil det være minimalt i forhold til evigheden. Hvor går du hen når du dør?

Der findes kun to steder. Himlen eller Helvede. Der er ikke nogen mellemveje. Jeg har hørt folk sige jamen det gælder ikke mig, for jeg har en anden tro. Jamen, ville det hjælpe mig, hvis jeg ikke troede lastbiler var farlige, og så stillede mig ud på vejen lige foran en lastbil der kom drønende mod mig med 80 km i timen. Ligegyldigt hvor stor min tro på at lastbiler er uskadelige er,ville det ikke hjælpe mig. Jeg ville blive smadret til ukendelighed.

Helvede er et forfærdeligt sted at være. Ifølge bibelen er det et sted med evig pinsel, ild, svovl og der vil være gråd og tænderskæren. Det er ikke mine ord, men bibelens. Der er folk der har set det hvilket der er vidnesbyrd om i videoen med Mark Cahill som du kan se på dette link. Og der er ingen ren luft pga svovllugten hvilket du kan læse om her: Giftig luft i helvede. Luften er altså giftig i Helvede. Hvordan vil du have det med aldrig mere at kunne trække vejret ordentlig igen? Ville det ikke være forfærdeligt? Og så sammen med alt det andet, som også er forfærdeligt i den forkerte del af evigheden.

Jeg er bekymret for din evighed. For den er det allervigtigste for dig. Ikke hvorvidt du har råd til en stor fladskærm med det nyeste surroundanlæg til. Ikke om du kører rundt i en BMW til 700.000 kr. Ikke om du har lave tanker om dig selv. Og heller ikke om du er den mest populære på dit arbejde, din skole eller din kirke. Det er hvor du skal være i evigheden, der er værd at finde ud af.

Jesus har skabt en vej for os. Hvis vi vil erkende vores egen utilstrækkelighed, og at vi har syndet imod Gud i Himlen, og derefter omvende os til Ham, da vil Han frelse os. Men vil vi ikke erkende at vi har brudt Hans lov. At vi er syndere der fortjener den værste straf, så vil det ikke hjælpe dig om du så beder Jesus komme ind i dit hjerte. Det vil heller ikke hjælpe dig at blive døbt, og heller ikke at betale penge til kirken. Ikke engang 24 Fadervor om dagen vil hjælpe dig.

Der findes ingen gerninger der gør, at du kan komme i Himlen. Kun ved erkendelsen af at du er en synder der fortjener Guds straf, og dermed forstår hvad det er, Gud har valgt at tilgive dig for, har du mulighed for at få del i frelsen. Omvend dig til Jesus mens du kan, for så længe du kan er det stadig en nådens dag. Men en dag er det ikke nådens dag mere, så brug det gunstige øjeblik og sig ikke nej til den frelse Gud har gjort rede til os.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke podcast Prædikener

Hvem kan høre, og hvem sejrer?

I går holdt jeg så afslutningen på min serie om Jesu breve til de syv menigheder, som vi kan læse om i Johannes Åbenbaringen kapitel 2 og 3. Denne gang gennemgik jeg de dele som Jesus gentog til alle menighederne. Nemlig ”Den der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” og ”Den der sejrer skal……” og så er der en belønning der bliver beskrevet. Under hver af disse belønninger er en del af evangeliet gemt, hvilket er fantastisk at læse.  Jesus viser i de syv breve og i evangelierne at Han tager Hans kirke meget alvorligt, og forventer også at kirken tager Ham meget alvorligt. Det sidste er det vi desværre ikke tænker nok over.

Jeg kommer i denne prædiken ind på følgende, hvorfor disse breve blev skrevet, og hvorfor vi ikke skal forvente at Jesus sender nye breve til menighederne i dag. Men også at kristne i dag har den samme opgave som Jesus udførte, ved at tiltale kirker når de er forkert på den, og irettesætte når der er brug for det. Hvorfor kirker har glemt det forklarer jeg også.

Dertil kommer jeg ind på hvorfor vi ikke skal tro at det med at høre hvad Ånden siger til menighederne skulle handle om at få en eller anden gnostisk åbenbaring. At høre hvad Ånden siger, er reelt set ret nem, og ikke noget man skal gøre besværligt eller overåndeligt. Tryk på play eller download til din smartphone, mp3 afspiller eller pc.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Prædikener Troens forsvar

Skriften handler om Jesus og vidner om Jesus!

Prædikantens vigtigste opgave er at vise hvad skriften betyder. Det er ikke meningen at en prædikant skal bruge prædikestolen til at prædike sine egne oplevelser, sine egne meninger, eller sine egne følelser. Prædikestolen er det sted hvor prædikanten skal dø fra sig selv. Det skal man selvfølgelig også ellers, men det er noget man er nødt til at tage endnu mere alvorligt i prædikensituationen, fordi dem der underviser i ordet, skal dømmes så meget hårdere ifølge bibelen. Men hvad betyder skriften så?

Hvad sagde Jesus om skriften?
Efter Jesu korsfæstelse og opstandelse er der en interessant historie i Lukasevangeliet, om to disciple der er på vej til Emmaus. De møder en på vejen som spørger dem hvad de taler om. De fortæller at Ham de troede var frelseren var blevet korsfæstet og døde, og nu er der nogen der påstår at Han skulle være opstået fra de døde, og det er de så lidt forvirrede over. Manden som disciplene har mødt er den opstandne Jesus, men det kan de endnu ikke se. Men han siger nu til dem:

” Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.” Lukas 24.25-27

Efter at Jesus har åbenbaret sig for dem lidt senere, siger disciplene i vers 32:

”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

Hvad var der sket? De havde fået skriften åbenbaret, og de kunne se hvad skriften handler om. Den handler om Jesus. Ikke nok med det, det er fra start til slut at bibelen handler om Jesus. Det gamle testamente er ikke bare en lov eller historiebog som nogen gør den til. Den handler om Jesus. Jesus viste det selv, disciplene fandt ud af det, og det var også det der blev prædiket efterfølgende. Læs blot Peters prædiken på pinsedag og se hvordan den handler om Jesus, og ikke om Peter. Peter havde ellers nok at kunne tale om af forskellige oplevelser han havde prøvet, såsom gået på vandet, og set Moses og Elias på bjerget sammen med Jesus.

Men det var ikke det han brugte tid på. Meget hurtigt går han i sin berømte pinseprædiken over til at fokusere på hvad skriften siger, og at den skrift peger på Jesus. Han brugte ikke lang tid på at fokusere på at de talte i tunger selvom det var det der gjorde at folk samledes for at kigge på dem. Tungetalen var ikke afgørende og heller ikke vigtigt for ham, det var bare et ydre tegn.

I dag
Hvis Peter prædikede Jesus dengang, så er det også prædikantens opgave i dag. Intet mindre end det. Jamen hvad nu hvis man ikke kan se skriften peger på Jesus? Så skal man lade være med at prædike over den tekst, for så har man meget sandsynligt misforstået den.
Det her betyder ikke at der slet ikke må være plads til fejl her og der i en prædiken. Heller ikke at man ikke må tage eksempler op fra sit eget liv. De kan indimellem være gode til at illustrere visse ting. Men sørg for at evangeliet om Jesus Kristus er bærende, og er en naturlig del af forkyndelsen.

Ja, det kan være svært hvis man ikke er vant til det. Så hvad gør man hvis man elsker Jesus og er forkynder, men har svært ved at se hvordan skriften gentagne gange peger på frelseren? Svaret er lyt til gode prædikanter der formår at gøre det. Lær af dem, og gør som dem. Hvis man lærer det, så har man ikke længere brug for at peppe sine prædikener op med små input og smarte ord, eller fylde dem op med historier fra ens eget liv. Kristus er så stor og så vidunderlig og fantastisk at en klar forkyndelse om Ham, vil få folk til at lytte. Ja .der vil også være nogen der ikke vil lytte. Men her er det betryggende at vide, at det skal vi ikke bekymre os om. For Jesus har sagt i Johannes 10.27 at ”Mine får hører min røst”.
Dem der tilhører Gud vil også tage imod og høre et godt Guds ord. Så er du kaldet til at prædike, så sørg for at prædike så det er tydeligt at det er Guds ord du prædiker og ikke dit eget ord. Prædike så det er tydeligt at det er Jesus Kristus skriften handler om, så folk kan se og blive forvisset om at hvad enten de er kristne eller ej, så er der kun frelse i et navn og det er i Jesu Kristi navn.

Anbefalinger:
Har du brug for at høre god forkyndelse hvor det er Jesus der bliver peget på, så kan jeg anbefale følgende prædikanter:

Paul Washer 

Voddie Baucham

John MacArthur

Categories
Bibelen Brevkassen Evangelisation Evig dom Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom Synd vækkelse

Er vi parate til at prædike evangeliets pris?

Jesus sagde at ”den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Første gang jeg læste det, tænkte jeg at så hårdt mente Jesus det nok ikke. Men efterhånden som jeg læste videre i bibelen, fandt jeg ud af at det virkelig var sandt. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mit kors op. Jeg havde heller ikke valgt at følge Jesus. Jeg levede mit eget liv, derfor var det også hårdt for mig at læse. Men jeg kaldte mig alligevel for en kristen.
Gud vidste bedre, og viste mig at jeg tog fejl og at jeg ikke tilhørte Ham. Netop fordi jeg ikke havde omvendt mig, og betalt den pris det koster at være en kristen.

Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver os til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv.
Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og taberagtigt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv. Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om.
Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen
Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg nogensinde har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm

Categories
Bibelen Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom podcast Prædikener

Podcast: Laodikæa Menigheden der gav Jesus kvalme

I søndags holdt jeg den seneste prædiken i serien om Jesu breve til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Denne gang var jeg kommet til den sidste, og værste menighed af dem alle. Laodikæa-menigheden adskiller sig fra de andre ved at der intet positivt var at sige om den. Det var så alvorligt at der ikke engang var plads til Jesus i den kirke. Han stod udenfor døren istedet.

Brevet til denne menighed har så mange referencer til den by som kirken lå i, at jeg gennemgik en del kendetegn ved den by. Når man kender de særtegn, så åbner brevet sig op for en, så man kan forstå brevet på samme måde som Laodikæerne måtte have gjort dengang. Særligt er budskabet om at de er lunkne, og at Jesus ville ønske de var varme eller kolde, noget som Laodikæerne forstod meget mere klart end vi gør, hvis vi ikke kender til hvordan vandressourcerne var i Laodikæa og omegn. Noget som har ret stor betydning for vores forståelse af dette.

Men derudover er det også interessant at se hvordan viden om jordskælv, Laodikæansk øjensalve, og finansvirksomhed kan åbne dette brev op for os, sammen med Helligånden.

Selv synes jeg det var en af de bedre prædikener i serien om Jesu breve til de syv menigheder. Jeg er dog ikke færdig med serien endnu, på trods af det var den sidste menighed. Jeg har nemlig lovet at lave en afslutning på den, hvor jeg gennemgår de ting der går igen for alle syv breve. Nemlig det om at den der sejrer skal få en præmie, og den der har øre skal høre hvad Ånden siger til menighederne. Men indtil da kan man høre den seneste i serien her. Tryk på play eller download til din transportable afspiller.

Categories
Kirke Kommentar til medierne Uncategorized

Et kig tilbage

Her i starten af det nye år tænkte jeg det kunne være lidt interessant at se lidt tilbage på sidste år. Hvad er det sket? Ja, på trods af at jeg skriver mindre end jeg gjorde de første år på bloggen, så er der fortsat en fin stigning i antallet af læsere. Når jeg ser på hvordan besøgsstatistikkerne har ændret sig i de nu fire år, kan jeg se at langt flere besøger siden nu, og at de bruger en pæn tid inde på den.
Noget jeg synes er interessant er når man finder ud af hvem der besøger siden. Jeg får ofte mail fra folk der skriver tak, og opmuntrer mig til at fortsætter. Men nogen mails som jeg også får er de sure opstød fra folk som ofte ikke vil stå ved hvem de er. Jeg har givet et par eksempler til sidst i indlægget. Men jeg ved at der er rigtig mange som ikke bryder sig om hvad jeg skriver, som nærmest er faste læsere. Jeg forstår ikke rigtigt at de har så meget brug for at blive modsagt, siden de fortsætter med at være uenige. Det ligner en form for selvpineri, men dem om det.

Mest sete og hørte i løbet af året
Hvad er så det folk har lagt mest mærke til i løbet af året? Det blev ikke lige det jeg havde regnet mest med, men et podcast som skiller sig ud fra det jeg ellers har lavet. Nemlig gennemgangen af en prædiken af Henrik Ølholm Csizmadia. En gennemgang som konkluderer at Henrik er en mand som fuldstændig har forladt den sunde lære, og prædiker et helt andet, og et absolut forvirret budskab. Det glæder mig bestemt at så mange har hørt den, og jeg har også fået mange gode henvendelser sidenhen. Jeg har da også bestemt mig for at lave flere af den slags prædikenanalyser, da det er en god måde at sætte vranglære i relief så det bliver nemmere at høre hvorfor en prædikant er forkert på den. Og hvordan man kan høre hvornår en prædikant forsøger at bøje Guds ord, for at fremme hans eget budskab. Du kan høre gennemgangen af den såkaldte befrielsesprædikant Henrik Csizmadias skøre prædiken her: https://sand.omvendelse.dk/hvad-praediker-henrik-csizmadia-en-simpel-analyse-3787.htm.

De andre mest sete er også fortrinsvis podcast. En som jeg er rigtig glad for er blevet hørt, er den hvor jeg taler om den eneste synd der ikke kan tilgives. Det Jesus kalder synd imod Helligånden. Det er noget som mange har misforstået, men som er rigtig vigtigt at have på plads. Der er nemlig mange der er plaget af fordømmelse, selvom de ikke er fordømt mere. Ved at have et ret billede af hvad synden imod Helligånden er, kan man nemmere komme til at leve i den frihed Kristus har kaldet os til. Du kan høre den her: https://sand.omvendelse.dk/den-eneste-synd-der-ikke-kan-tilgives-3652.htm.

To andre indlæg som også er blevet godt læst er bl.a. den her om formanden for Frikirkenet Tony Jacobsen: https://sand.omvendelse.dk/hvad-tonny-jacobsen-ikke-sagde-om-frikirkenet-3340.htm

Et indlæg som også er blevet godt læst, og som jeg selv vil anbefale er denne som omhandler hvorfor Gud sender vildfarelse over folk der ikke vil følge Ham. Den kan du læse her: https://sand.omvendelse.dk/for-at-vores-synd-matte-blive-tydeliggjort-3623.htm.

Dumme kommentarer
Når man skriver polemisk som jeg ofte gør, så er det ikke unormalt at nogle folk bliver irriterede. Det er forståeligt nok, men det medfører indimellem nogen total dumme kommentarer. Det er ikke alle kommentarer som jeg godkender. Jeg godkender eksempelvis ikke kommentarer fra folk der ikke har en brugbar email-adresse, men heller ikke fra folk som ikke har noget at bidrage med, men kun har dumsmarte budskaber som de ikke kan eller vil argumentere for. Jeg vil gerne give plads til modsatrettede holdninger, men her på siden skal det også være sådan at hvis man mener noget, skal man også være parat til at forsvare hvorfor man mener det, og give forklaring derpå (her er et eksempel på en debat der endte sådan: https://sand.omvendelse.dk/nar-den-sidste-drabe-blev-for-meget-3029.htm). Det er noget folk er blevet sure over indimellem. Eksempelvis har nogle ateister blevet vrede over dette, men også folk med liberalteologisk tilgang til bibelen. Jeg vil give et af de sidste eksempler på det her.
I indlægget om hvorfor de gnostiske skrifter ikke er en del af bibelen (se her: https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-de-gnostiske-skrifter-ikke-i-bibelen-3839.htm  ) fik jeg en kommentar som jeg ikke kunne se hvorfor lige dukkede op der. Den lød sådan her:

”Hej Rene
Hvis der er noget som får mig til at brække mig ved din side er det din utrolig selvretfærdige facon. Nu kender jeg dig jo desværre og ved at din livsførelse er utrolig langt fra din måde at prædike på.
Tror du virkelig at du kan skræmme folk ind i Guds rige?
Synes du selv at du er en god kristen når du slår dine børn som en led i opdragelsen?
Er du stolt over at folk omtaler dig som en mand der overhovedet ikke lytter til andre, men har utrolig travlt med at kritisere alt og alle?
Hvor mange folk kan du ærligt sige at der har lavet en sand omvendelse på grund af dig?

John Christensen”

Jeg sendte den såkaldte John Christensen som siger han kender mig (jeg aner ikke hvem han er) følgende svar:

”Hej John
Jeg ved ikke rigtig hvad det er du vil med din kommentar, for du har ikke givet nogen form for forklaring eller begrundelse for din anklage(r). Kan du ikke istedet skrive hvad jeg skulle have skrevet der er forkert, og hvorfor du skriver kommentaren under den med de gnostiske skrifter. Jeg kan slet ikke se sammenhængen, og derfor kan jeg ikke godkende den da den bare virker helt ved siden af, og derfor mere som spam. At du tydeligvis er uenig med mig på nogle områder er du velkommen til. Men for at kunne komme på med din kommentar, må du altså være noget mere specifik. Ellers bliver det bare til ubrugelig mudderkastning uden reelt indhold.
Med venlig hilsen
René Vester”

Jeg fik ikke noget svar fra John, og jeg ved stadig ikke hvem han er. Jeg ville ønske at folk som John, ville være parat til at tage en debat op, istedetfor blot at kaste med mudder. Eksempelvis være konkret med hvad det er i min livsførelse han mener er i uoverenstemmelse med det jeg skriver, for det er faktisk en alvorlig anklage, og hvis der er noget her, vil jeg gerne vide det. Men på den anden side så tror jeg han repræsenterer en stor del af den moderne kirke i dag. Man vil ikke kritiseres, eller bedømmes på nogen måde. Folk skal blande sig udenom, fordi man ikke har evnen til at forsvare det man tror på, eller måden man leder på. Det ville jeg ønske var anderledes, og jeg er glad for at jeg kommer i en kirke hvor vi tør modsige hinanden og stå til regnskab for det vi tror på. Men nok om det.

I det nye år
I år ved jeg at jeg får travlt med andre ting end bloggen her. Det betyder at der nok kun vil komme en til tre indlæg om ugen. En del af dem vil fortsat være som de plejer at være, men jeg vil nok få lavet nogen flere analyser af andre forkyndelser. Ligesom den jeg lavede med Henrik Ølholm Csizmadia. Jeg vil dog kun lave analyser af dårlige prædikerner. Jeg har overvejet at lave analyser af gode prædikerner, men hvorfor bryde ind i en god prædiken? Det er der ikke brug for. Så jeg vil fortsat ligge gode prædikerner på fra forskellige prædikanter, og så tage nogle prædikanter op til behandling, for at vise forskellen på den gode og den dårlige forkyndelse. Jeg ved allerede hvem jeg vil tage op næste gang.

Categories
Bibelen Evangelisation Hvem er Gud? Kirke Korset podcast Prædikener

Juleevangeliet er evangeliet. Den bedste juleprædiken fra omvendelse.dk

Jeg har hørt mange kommentarer til denne juleprædiken, som jeg holdt for to år siden. Selv folk der ofte er uenige med mig, har sagt at de ville ønske det var den slags der blev prædiket i deres kirke. Eller at det er den bedste juleprædiken de har hørt. Så god er den nu ikke, jeg har hørt langt bedre fra andre. Men det er den bedste jeg har holdt, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt jeg holdte den, selvom det medførte at det blev besluttet at jeg ikke længere kunne prædike i den kirke (heldigvis fandt jeg en anden hvor man faktisk stadig tror på at bibelen er troværdig og tilstrækkelig). Man mente åbenbart ikke at evangeliet og juleevangeliet er det samme budskab. Jeg glæder mig over at dem som kom i kirke den dag, og som ikke var vant til at komme, fik evangeliet så det var forståeligt, og gav grund til at omvende sig til vores frelser der valgte at bøje sig helt ned til os, da vi ikke var i stand til at komme til Ham. For det er så vigtigt at få sagt, så folk kan se konsekvenserne af deres synd, og hvorfor vi har brug for Jesus som vores frelser!

Har du endnu ikke hørt denne korte juleprædiken, så benyt dig af chancen her. Og send den gerne til folk som du ved trænger at høre evangeliet. Download den, overspil den til DVD og giv den væk hvis du vil. Juleevangeliet er folk faktisk villig til at høre, særlig når det ikke tager længere tid end denne her.

Læserne her på siden ønskes en velsignet jul, hvor vi kan glæde os over at Ordet som var Gud, blev kød og tog bolig iblandt os (sammendrag af Johannesevangeliet 1.1-14)