Category: Kirke

Categories
Brevkassen Falsk Lære Kirke videoer

Skal kirken dyrke yoga?

At der overhovedet er brug for at stille overskriftens spørgsmål, viser at kirken i dag er kommet på vildspor. Rigtig mange kirker i dag har nemlig integreret yoga som en del af kirkens aktiviteter. Det ser man eksempelvis hos Dansk Oase og nogle Baptistkirker m.fl. Der er dog mindst en Baptistkirke i Danmark som siger klart fra overfor yoga, og det er Give Baptistkirke. Pastor Jan Áki Andreasen underviste for nylig om hvorfor yoga ikke hører til i kirken, og reelt set er afgudsdyrkelse som Bibelen advarer om. Det forklarer han meget fint ved at vise hvad yoga i virkeligheden er og er designet til.

Noget Jan ikke lige når at komme ind på i videoen, er at yoga er noget hinduer bruger til at brænde karma af. Normalt brænder man jo de døde i Indien bl.a. for at brænde karma af. Men hindupræster bliver ikke brændt (afhængig af hvilken form for hinduisme de tilhører) for de har jo brændt karma af i forvejen igennem yoga. Mange guruer i Indien fatter heller ikke de forklaringer som vestlige folk har for at dyrke yoga. For det er de færreste hinduer der dyrker yoga for at blive smidig, komme i bedre form, eller lære at trække vejret bedre o.l. De gør det for at brænde karma af, og opnå Nirvana hurtigere.

Ikke desto mindre så et yoga en hedensk måde at tilbede på, og det vil det fortsætte med at være ligegyldigt hvor meget man end pakker det ind i smarte ord.

Men hør Jan Áki Andreasen undervise i hvorfor yoga ikke har sin gang i kirken her.

 

Categories
Endetiden Forvirret lære Kirke Prædikener

Hvordan skal kirken være salt, og hvorfor siger Jesus at saltet kan miste sin kraft?

For nylig prædikede jeg i Give Baptistkirke. Her talte jeg udfra Mattæus 5.13 hvor Jesus siger:

“I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.”

Desværre forstår vi tit bibelen udfra den tid vi lever i. Så salt har ikke den samme værdi og betydning som det havde på Jesu tid. Men hvad sker der hvis vi forsøger at forstå hvad Jesus siger udfra den tids forståelse af salt? Og hvad mente Jesus egentlig med at hvis saltet mister sin kraft så duer det kun til at trampes ned af mennesker? For det er da en lidt underlig ting umiddelbart at sige. Dette og mere kommer jeg ind på i denne prædiken.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Når kirken er blevet som verden, er det ikke længere en kristen kirke

Ifølge bibelen, så er der forskel på kristne og ikke-kristne. Ok, vi spiser det samme mad, kører i de samme biler, og går i det samme tøj (til en hvis grad). Men måden vi lever vore liv på, og de værdier vi lever efter, gør at kristne i udgangspunktet er forskellige fra verden.
Men når kirken efterhånden opfører sig fuldstændig ligesom verden, og kirken samtidig bare prøver at få det til at se ud som om det er en god ting, eller noget man bare er nødt til at acceptere, så har vi et problem.
Eksempelvis hører jeg at nogle præster siger at der i dag er ligeså store skilsmisseprocenter i kirkerne som der er for folk der ikke går i kirke. Og dertil er der mange der bliver gengift uden at skilsmissen var bibelsk begrundet.
Når jeg hører sådan noget bliver jeg bekymret og trist. For hvis virkelig en kirke oplever at der er ligeså mange der bliver skilt i den, som man gør ude i verden, så er det mere et tegn på at kirkens medlemmer ikke er kristne.
Forstå mig ret, der kan være bibelske argumenter for at blive skilt, og der vil også være skilsmisser i kirkerne. Men slet ikke på et niveau som er tæt på det niveau man har for hele samfundet. Ægteskabet er noget som kristne er kaldet til at vægte meget højt af Gud. Så højt at man er parat til at gå langt for at opretholde et ægteskab. Desværre er der mange som siger at “de er vokset fra hinanden”, hvortil mit svar er: jamen, så voks dog sammen igen istedet for at gå imod Guds bud. Eller folk siger at de ikke længere er lykkelige i deres ægteskab, hvortil mit spørgsmål er om der noget sted står i Guds ord at ægteskab handler om at være lykkelig? Nej, ægteskabet handler om at ære Gud med sit liv bl.a. ved at ære og elske sin ægtefælle. Det burde medføre at ægteskabet også i mange og gode perioder er lykkeligt. Men det er ikke noget vi er blevet lovet. Tværtimod så siger vi jo også ja til at leve med hinanden i medgang og modgang, når vi giver vore løfter til hinanden. Men det er som om vi har glemt ordet modgang. Selvom vi burde vide at modgang vil komme, nærmest som en naturlov.

Med andre ord er det vigtigt at hvis man er en kristen kirke, at man så også prædiker et klart Guds ord, som viser hvad bibelen siger. Derudover så er det også vigtigt at kirken viser den mener det den prædiker. For ellers bliver det jo bare tomme ord. Hvis en kirke prædiker Guds ord, og viser den mener det, så vil det også medføre at kirkens medlemmer vil leve liv der er anderledes end dem man ser i verden.
Vi skulle nødig blive en del af den negative profeti som Jesus kom med om endetiden.

“Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” Mattæus 24.37-39

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Jazzprinsessen Birgit Lystager og præster der har glemt deres kald

I 1962 fik jazzfolket i Danmark øjnene op for en ung pige på 16 år. På Jazzklubber i Århus kunne man høre hende synge nogle af de smukkeste og sværeste jazzsange. Folk med forstand på jazz var rystet over hendes talent. Hun sang som en kvinde med 50 års livserfaring, men hun var jo kun 16 år og gik vist nok på realskolen dengang. En ting er at synge jazz, en anden ting at synge det smukt og rent. Men at synge teksterne som om det var ens egne tekster, og som om det var noget man selv havde oplevet igennem livet og så alligevel kun være 16 år, ja, det er noget helt usædvanligt. Dengang var Birgit Lystager meget klar i mælet om hendes valg af Jazz. Hun syntes det var mere levende og frit at synge over. Hvorimod at pop ikke gav de samme muligheder for at improvisere ifølge hende. Ja, faktisk sagde pop-musik hende ikke noget. Det var for stift og gav hende ikke musikalsk udfordring. Så mange tænkte dengang at frk. Lystager ville få en lysende fremtid inden for jazz. Hun kunne måske blive Danmarks svar på Monica Zetterlund, eller Ella Fitzgerald.

Det skulle dog ændre sig. Fem år senere begyndte Lystager at indspille pop musik fra dansktop repertoiret. Ikke at der er noget galt med dansktop musik, det kan sådan set være fint nok. Men at gå bort fra jazzen som hun var så eminent til, og i stedet tjene ”de fede penge” på dansktop-musik var lidt som at sælge sin sjæl. Hun fik dog en af dansktoppens største hits med ”Smilende Susie”, og flere med.
Hun vendte nogen gange tilbage til at synge lidt jazz indimellem i halvfjerdserne, men ilden var væk. Hun havde slet ikke den karisma og intensitet over sin sang, som den hun havde før hun gik over til dansk top musikken. Jazzen var død i hende, og var blevet dræbt af den samlebåndsmaskine som dansktop-musikken var i halvfjerdserne.

Præsterne der endte som Birgit Lystager
Ok, jeg kan som jazz-interesseret være irriteret over at Danmark mistede et talent som Birgit Lystager. Det er jo kun musik. Men det som irriterer mig endnu mere er alle de præster som startede med at være brændende i ånden, og som mente det var vigtigt at prædike Guds ord, men som i dag er faldet for det som giver mest popularitet. Alt for mange præster i dag er som om de er blevet ramt af et Birgit Lystager syndrom. Der var engang hvor de elskede Guds ord, elskede at forkynde det klart og rent. Men i takt med at de steg i graderne, og kunne se at deres netværk og popularitet kunne udvides ved at sige de rette ord til de rette personer, mistede de den sande forkyndelse. Alt for mange gange har jeg set dem udskifte den gode forkyndelse med smarte amerikanske kirkevækstkoncepter som bygger på pop-psykologi og underholdning. Koncepter som tiltrækker mennesker, men er uden ordets sande forkyndelse. De præster som engang turde prædike Guds ord, men som har vendt sig til det nye og smarte, kender jo stadigvæk skriften, og kender evangeliet. Og det er deres største dom. At de kender det, men ikke prædiker det. Det er som om at når de en sjælden gang forsøger at prædike det, så er de som Birgit Lystager forsøg i halvfjerdserne på at synge jazz. Der er ikke længere liv i det. De brænder ikke for det, for de udskiftede Guds ord, med menneskers værk. De har mistet det.

Nåh til dem der godt ville høre Birgit Lystager synge Jazz i sine unge dage, så er det meget svært at finde. Danmarks Radio har nogle live-optagelser liggende fra tredserne, så man kan kun håbe de bliver frigivet engang. Det jeg har hørt af de optagelser er så godt, at jeg nærmest føler mig sømmet fast til muren. På samme måde har jeg hørt gode bibeltro prædikener fra brændende unge forkyndere der ramte, der i dag blot prædiker det samme overfladiske pop-psykologi som de fleste andre.
Der er brug for forkyndere der holder fast i den gode forkyndelse, ligegyldig hvad der end foregår i kirkerne, og hvor meget modstand den sande forkyndelse end vil give.

Categories
Kirke

Skal kirken bygge på sandhed, eller på enhed

Jeg har nævnt det før, men det er nødvendigt at sige igen. En enhed der ikke bygger på Guds ord, er ikke værd at bygge på. Husk på at de engang forsøgte, at bygge et babelstårn. De var enige, de var en enhed. Men Gud vidste at det ikke var en enhed der kom fra Ham. Det var i deres egen kraft de ville bygge det tårn, og derfor var det tårn en afskyelighed i Guds øjne. Han skabte derfor forvirring iblandt dem, ved at give dem forskellige sprog.

I dag er der mange kristne som efterspørger at det er et ordentligt Guds ord der bliver forkyndt i kirkerne. De undrer sig bare over at det er livsstil, og selvhjælpsprogrammer der bliver prædiket istedet for Guds sande ord.

Disse kristne får besked på at tie stille med deres fundamentalistiske tale. Kan de da ikke se, at det er det her nye smarte der er brug for. Folk går jo glade fra kirke, og nye kommer til (som desværre hurtigt forsvinder igen, da de ikke er blevet rigtig genfødte kristne, men det er der jo ikke noget at sige til, når forkyndelsen mangler et tydeligt evangelium). Dette er den moderne måde at have kirke på. Vi vil være en glad kirke og ikke en mørk kirke. Ja, undskyldninger er der nok af, men hvis det ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det en afskyelighed i Guds øjne. Og hvis vi ikke vil erkende det, er det fordi vi ikke ønsker at gøre Guds vilje.

Er jeg grov, måske? Men ikke i forhold til Martin Luther, der da han stod foran Kejseren og pavens repræsentanter sagde:

“Cursed be that unity for which the word of God is put at stake”

En udtalelse der var så grov, at han kunne have fået en dødsdom for den. Forbandet være den enhed som ikke bygger på Guds ord. Men velsignet er den enhed som bygger på sandheden, nemlig Guds sande hellige ord. Luther blev anklaget for at skabe splid i kirken, en kirke der havde brug for enhed. Men det var en enhed som ikke byggede på Guds ord, så forbandet var og blev den. Hvilken enhed skal vi bygge på i dag? Er vi kommet så langt, at vi ikke længere har brug for det uforfalskede Guds ord, men kan nøjes med livsstil og selvhjælpsprogrammer? Eller er Gud den samme i går, i dag og til evig tid, og er vi derfor nødt til at tale det samme som Luther, Wesley, Whitefield, Tyndale og Paulus gjorde? Hvad mener du?

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke Mirakler

Smith Wigglesworth: Mirakler uden evangelium

Et ikon for den karismatiske bevægelse er en prædikant fra det forrige århundrede som hed Smith Wigglesworth (SW). Manden var kendt for at levere mirakler af den vildeste slags. Deriblandt 14 personer som han angiveligt skulle have vækket fra de døde. Når man læser hans biografi, så er den tungt lastet med det ene og det andet mirakel, og det tredje mirakel. Han levede angiveligt et liv som mange karismatikere ønsker de selv lever i. Men måske skulle de tage og klappe hesten og lige vurdere om denne SW virkelig var sendt af Gud, eller reelt set var en vranglærer fyldt med tomme ord.
Alene det at jeg går ud og sætter tvivl om SW troværdighed er i manges øjne tæt på at være kætteri. Hans rygte og navn har udviklet sig til at blive visse karismatikeres svar på en hellig ko. Selvom den er irriterende og lægger sig nogle dumme steder, så skubber man den ikke væk, for det er jo en hellig ko.

Men ok, lad os kigge på hvad der er galt. For det første er der teologien. Flere steder så viste SW en slående mangel på sund bibelsk teologi. I stedet var der fokus på oplevelser. Nogle af de oplevelser er lidt langt ude, som dengang han ifølge sin selvbiografi fandt ud af at han var besat af en ond ånd. Så uddrev han den selv og konkluderede derefter at kristne godt kan være besat af onde ånder. Hvilket er i uoverenstemmelse med bibelsk funderet teologi. En kristen kan ikke både have Kristus og en ond ånd. Kristus og de onde ånder kan ikke ”bo i samme hus”. Enten er bor Kristus i en, eller også bor der en ond ånd, eller også er der ikke noget andet end en selv. Der er kun de tre muligheder.
En anden ting som også mangler, er forkyndelsen af evangeliet. Han påstod ellers selv at han efter at have helbredt folk så gav dem evangeliet, og så blev de frelst. Men jeg har i min gennemgang af hans selvbiografi, optagelser fra folk der har mødt ham personligt, og ved at se på flere af hans nedskrevne prædikener endnu ikke kunne finde konkret forkyndelse af evangeliet. Fokus er på tro og mirakler, og så noget mere tro. Bare tro lidt mere og lidt hårdere så skal der nok ske noget. Hmmm har jeg ikke hørt den før?

Falske profetier
Men så er der også de falske profetier. Profetier der vel at mærke ligner dem vi hører i dag fra folk der går i SW fodspor. To kendte personer som lærte SW at kende og som fik stor indflydelse i den karismatiske bevægelse var Lester Sumrall og David Du Plessis.
Lester Sumrall blev en markant stemme i trosbevægelsen, mens David Du Plessis i en periode var højtstående i pinsevækkelsen, indtil han blev sat ud på et sidespor bl.a. pga. hans samarbejde med den romersk katolske kirke.
Begge to var både inspireret af SW, og var blevet profeteret over af samme. Profetierne var det sædvanlige som man kan høre komme ud af selvbestaltede profeters munde i dag. Gud vil bruge dig til noget stort, og der skal komme en mægtig vækkelse udover den ganske jord som vil overgå alle andre vækkelser igennem kirkehistorien. Og Gud vil bruge dig mægtigt i denne vækkelse.
Jep den har vi hørt før. For resten så kom den konkrete verdensomspændende vækkelse aldrig. Der har været vækkelser rundt omkring i verden siden dengang, men slet ikke en verdensomspændende en som den SW talte om. Både Du Plessis og Sumrall skulle ellers have oplevet dette ifølge profetien. For det skulle ske i deres levetid. Men nu er begge døde og borte, og der er ikke sket noget.
Dertil kan det også iagttages at de to herrer Sumrall og Du Plessis ikke var kendte for at prædike bibelsk teologi, men talte om følelser og oplevelser. Du Plessis valgte kategorisk at være blind overfor den vranglære som den romersk katolsk kirke står for. Han mente det handlede mere om at få karismatik ind i den romerske kirke, end det handlede om at få dem til at forstå evangeliet. Tungetale blev mere afgørende end end evangeliets klare forkyndelse. På den måde blev Du Plessis en af bannerførende for det økumeniske arbejde, som desværre er blevet normen i mange karismatiske menigheder i dag.

En højere åbenbaring
Lester Sumrall valgte at gå ind i trosbevægelsen, hvilket nærmest var et naturligt skridt at tage efter SW. Hans argumentationer for dette var bl.a. at Lutheranere sad fast i det 15 århundrede, mens metodister sad fast i det 17 århundrede. Men at man måtte følge med efterhånden som kristendommen ”udviklede” sig. Igen var det en argumentation han havde fra SW. Men også en du ser hos folk i dag. Torben Søndergaard fra The Last reformation siger lignende ting, og gør dermed sig selv til en person der har højere åbenbaring og viden end eksempelvis Martin Luther og John Wesley, fordi de kom fra en anden tid. Torben Søndergaard er for resten selv inspireret af SW. Da han i sin tid startede op med hans ”Oplev Jesus” organisation, var den eneste bog som man kunne købe på deres hjemmeside som ikke var skrevet at netop Torben selv, en bog om netop SW. I dag kan man vist kun købe bøger af Torben selv igennem Last reformation. Men der har altså været et tidspunkt hvor man kunne købe fra andre. Og den der kom igennem nåleøjet var så en om SW.

Men hvad med miraklerne?
Men tilbage til SW. Var der virkelig så mange mirakler som han påstod? Tjah ikke en eneste af de såkaldte 14 opvækkelser fra de døde er dokumenteret. Kun påstået. Det samme gælder med dem som han helbredte for både det ene og det andet. At de blev helbredt er igen noget han påstod, og har sagt til andre. Og tilsyneladende har han formået at sige det med så stor overbevisning at folk har stolet blindt på ham.
Det betyder ikke at jeg afviser at Gud helbreder i dag. Tværtimod. Men en ting er at folk påstår helbredelser finder sted, noget andet er at man også kan dokumentere dette. Og det er slet ikke ubibelsk at dokumentere en helbredelse hvis den har fundet sted. Jesus bad selv flere af dem han helbredte om at få deres helbredelse dokumenteret.

Men SW havde en teologi der var ekstrem mangelfuld, og der var så vidt jeg kan se ikke nogen reel bibelsk funderet forkyndelse fra ham. Men mere end der ligner det man i dag kan høre fra folk som Jens Garnfeldt, Todd Bentley og ja Torben Søndergaard.
Så spørgsmålet er om de historier man i dag spreder om SW, ikke bygger mere på myter om ham, end det bygger på sandheden om ham? Og kristendommen skal netop IKKE bygge på myter, men på sandhed. Bibelen er sand, og de historier vi læser i den, er ikke myter, men sande. Dem kan vi stole på. Men at have et ønske om at leve som SW gjorde, når det reelt set ikke var det liv han virkelig levede, kan være ødelæggende for folks tro. Jeg har mødt alt for mange kristne der ville ønske de levede det liv med mirakler som SW påstod at gøre. Men de har aldrig formået at føre det ud i livet. Nogen tror at de ved at lytte til en mand som Torben Søndergaard kan leve den slags liv. Men alt for mange er blevet skuffet over at finde ud af at det var mere facade end det var sandhed. Det liv Torben påstår at leve, er jo i virkeligheden meget langt fra det han i virkeligheden lever. Hvilket adskillige af dem der har arbejdet sammen med ham før har fortalt. De så at der var langt mellem det påståede liv, og det liv Torben reelt levede. Og det samme gælder også med denne Smith Wigglesworth. Den form for liv er en myte. Gud gør mirakler, men det er ikke miraklerne i dag vi skal bygge vores liv på, men på det mirakel at Gud oprejste sin søn fra de døde efter at Han havde sonet vore synder. Min tro skal ikke være afhængig af hvor mange jeg ser blive helbredt via bøn, eller hvor mange jeg oprejser fra de døde. Min tro skal bygge på den sandhed Gud har vist mig igennem sit ord. For det er langt mere troværdigt end mænd der påstår at leve et mirakuløst liv, som de ikke er i stand til at dokumentere, men kun påstå at de lever i.

Frugten af Smith Wigglesworth
For resten så forudsagde Lester Sumrall at Jesus ville vende tilbage i 1999. Det skete som bekendt ikke, så derfor kan vi nu konkludere at Lester Sumrall var en falsk profet. Og ikke en man bør lytte til, heller ikke nu hvor han er død.
David Du Plessis endte med at godkende de ”åbenbaringer” fra jomfru Maria som hun angiveligt gav til nogle i den romerske kirke. Han kunne ikke se der skulle være noget galt med dem, og endte sine dage med at tro på at nye åbenbaringer tilsyneladende var ligeså gyldige som den bibelens sandhed. Frugten fra SW er ikke nødvendigvis så god som folk har gjort den til.

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Misundelse eller glæde?

A. W. Tozer skrev engang at et af tegnene på at man har Helligånden og er ledt af Helligånden, er at man kan glæde sig over at det går andre kristne godt. Et tegn på at man ikke er ledt af Helligånden måtte så være når man bliver misundelig på andre kristne som det går godt for. Da jeg læste det, fik det mig til at tænke over noget af det jeg har oplevet igennem mine tredive år som kristen. Her er nogle af de tanker jeg fik.

Igennem de sidste 12 år har jeg både haft op- og nedture igennem mit kristenliv. Det havde jeg også før, men det er kun de sidste 12 år jeg virkelig har forstået evangeliet og betydningen af at evangeliet bliver prædiket tydeligt og klart fra prædikestolen. Før den tid troede jeg også at det var i orden at bruge prædikestolen til at tale om selvværd, pop-psykologi, få succes i dit liv, eller bare bruge den til underholdning fordi det bare skulle være så sjovt at komme i kirke. Men i de sidste 12 år har jeg kæmpet for at prædikestolen skal bruges til det Gud vil have den skal bruges til. Nemlig at prædike Guds ord så vi kan se og erfare at vi er fortabte syndere der kun har et eneste håb, og Han hedder Jesus! Sagt med andre ord, prædikestolen skal bruges til at prædike Jesu evangelium.

Den kamp har ofte været op af bakke, og jeg har tabt mange af de kampe, og nogle få gange har jeg lykkedes med det. Men midt i alt det, så har jeg også set at der er andre der har haft de samme kampe. Nogle af dem er det gået godt for, mens det for andre har været rigtig svært. Men det har ikke betydet at jeg har været misundelig på dem som det er gået godt for? Tværtimod glæder jeg mig kolossalt meget over at der er overgivne kristne som ønsker en klar og bibelsk forkyndelse, som også har fået medansvar i kirker. Og jeg glæder mig over at de prædiker et tydeligt og klart evangelium i de kirker. At finde ud af at jeg glædede mig over andres kristnes lykke i stedet for at være misundelig var rart at erkende. Så var der dog en ting der fungerede nogenlunde i mit liv trods alt, og det er også rart at være i en kristen sammenhæng hvor misundelse og magtkampe er noget der kun sjældent forekommer.

Men der var engang hvor jeg oplevede det modsat. I flere af de sammenhænge jeg har været i, særlig i halvfemserne og starten af nullerne, var der ofte magtkampe og misundelse tilstede. Jeg syntes det var svært at forstå hvorfor der var så mange magtkampe i de kredse jeg færdedes i, for det burde der jo ikke have været, men efterhånden valgte jeg bare at acceptere det, selvom det var ubibelsk. Man burde i stedet glæde sig over hvis nogen fik et godt ansvarsområde i kirken. Men ofte var det helt modsat. Det var ellers kredse hvor man påstod at man var ledt af Helligånden, og man sagde også at Helligånden havde sagt både det ene og det andet til folk. Men når det kom til stykket, så var det tydeligt at der var flere af lederne der manglede Helligåndens frugter. Man havde i stedet kødets frugter.
Ok, kødets frugter kæmper jeg stadig med, så jeg er ikke nogen helt her, men jeg synes godt nok at det er vigtigt at ledelsen af en kirke sker ved Guds brug af mænd der har tydelige tegn på Helligåndens frugter. Hvis kødets frugter eksempelvis i form af misundelse og magtkampe træder mere frem end glædens frugter, så er det stærkt problematisk.

Men vurder selv. Glæder du dig over at det går andre kristne godt? Eller er du misundelig på dem? Det gælder ikke kun det at tjene Gud som præst. Glæder vi os over at det går andre kristne godt økonomisk, karrieremæssigt, familiemæssigt m.m. Eller er vi misundelige over at andre har det bedre end os selv? Hvis vi virkelig er fyldt og ledt af Helligånden, så bør vi glæde os over andre kristne som det går godt for. Også selvom vi ikke altid selv oplever at det går godt. Vi er jo trods alt ifølge bibelen, et legeme. Så derfor er der god grund til at glæde sig, når det går godt for andre på Kristi Legeme.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

En sund tro der er forberedt på hårde tider

Noget som jeg personligt finder skræmmende er hvorvidt kirken af i dag er parat til at blive forfulgt. Det er der klare grunde til. Hvis man spørger kirkefolk hvorfor man skal være en kristen, så er svarene som regel at man får et bedre liv, et lykkeligere liv, et sjovere liv, et mere indholdsrigt liv etc. Men det er nærmest umulig at finde nogen der som Jesus gjorde, fortæller hvad det koster at være en kristen. For det var noget Han meget ofte gjorde, når folk opsøgte Ham. Som her i Mattæus 8.19-20:

“en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«”

Eller her i Lukas 9.61-62:

“Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«”

Jesus havde ikke brug for at oversælge sit budskab. Han lagde tingene frem klart og tydeligt. At følge Jesus koster ens liv, var naturligt integreret i Hans evangeliske budskab. Det var ikke det budskab som tiltrak mange mennesker. Folk var tiltrukket af Hans mirakler som helbredelse af syge, Hans evne til at mangfolddiggøre fem brød og to fisk, så flere tusind kunne spise og blive mætte af det. Ja, selv Hans talen imod det etablerede religiøse system ville folk også godt høre på. Men når Han fortalte hvad det kostede at følge efter Ham, så faldt folk fra, og det i stort tal. Hvilket vi eksempelvis læser i Johannes evangeliets sjette kapitel. Men Jesus ville ikke bilde folk noget andet ind, end at Hans efterfølgere ikke kunne leve deres eget liv. Men i stedet leve et liv som i sidste ende kunne medføre at de kunne blive slået ihjel.

Parate disciple
Vi ser også at Jesu forberedelse af disciplene var det rigtige sats. Jesus kunne jo have formået at få store skarer til at følge Ham. Men Hans valg af en lille gruppe af overgivne disciple betød også at når forfølgelsen kom, så var disse efterfølgere parate til at gå igennem det. For de havde fået at vide at det var hvad de gik ind til. De vidste godt at martyrdøden var en mulighed som der var høj risiko for.
Fordi de var parate til at gå hele vejen, og på grund af Guds nåde, var kristendommen også umulig at stoppe. Hvordan kunne man stoppe folk der var villige til at dø for deres Herre? Det var simpelthen ikke muligt.
Men hvad så i dag? Er vi også parate til at gennemgå forfølgelse i dag? Er vi trænet til at kunne klare modstand? Eller kan dagens kirke ikke holde stand imod den forfølgelse der vil komme en dag?

Eksempel
Prøv blot at se på hvad det er for aktiviteter man fokuserer på i stedet for evangeliet. Man ville have sjov, spænding, ”relevante budskaber man kan bruge i sin hverdag” som man kalder det, hyggelige fællesskaber m.v. Men at forkynde hvad det koster at være en kristen og hvorfor, det vil man ikke. Det skræmmer jo folk væk siger man. Hvilket er det dårligste argument, da man i samme splitsekund man siger det, også indirekte påstår at Jesus gjorde det forkert, for Han skræmte jo tusindvis af mennesker væk med sit budskab.

Jeg gruer for den tid hvor der kommer virkelig forfølgelse i vesten. For kirken i dag, er ikke parat til at modstå den. Folk vil falde fra i enorme antal, fordi kirken ikke havde advaret kristne om at der vil komme forfølgelse og modstand fra denne verden. Men når man har fået at vide at kristendom handler om alt muligt andet end hvad Jesus har gjort for en på korset og hvorfor, men i stedet gjort det til overfladiske sociale aktiviteter, så er der ikke nogen grund til at blive i kirken, når man ikke er blevet forberedt på hårde tider.

Categories
Kirke Omvendelse Overfladisk kristendom Prædikener

Vi har glemt hvordan man laver Bolognese-sauce og hvordan folk bliver frelst

En af de mest kendte pastasaucer fra Italien hedder Ragu Alla Bolognese. I Danmark kalder vi den bare bolognesesauce, og serverer den med spaghetti hvilket en italiener aldrig ville. De serverer den med tartiatelle (båndpasta). Det er en enkel pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men slet ikke bolognese. Så hvad er der galt?

Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at bruner det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.

Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese for at man overhovedet kan kalde det for en bolognese.

Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for nogle folks livskvalitet, om deres bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja man kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi kirken ikke længere ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så dør folk uden evangeliet og uden Jesus.

I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.

Kirken er nødt til at forkynde et klart budskab, som viser hvorfor vi har brug for Jesu frelse, og hvordan vi kommer til at tilhøre Ham. Det kræver at vi lever op til den bibelske forkyndelse, og ikke laver en parodi der svarer til mange danskeres forsøg på at lave en bolognese. Vi skal prædike det sande og fulde budskab, og ikke et halvt.

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Når den kristne er drevet af prestige og ikke Gud

Dan Turèll sagde engang at penge var det mest afhængighedsskabende stof, han nogensinde havde mødt. Det havde han måske ret i, men i kirkerne som jeg har været i, har der været en anden og farligere drivkraft tilstede i nogle folks liv. Det har været en drivkraft som jeg har kunne finde i både dårlige som gode kirker, og ingen kirker kan sige sig fri fra folk som ikke har været påvirket af netop denne. Jeg taler om drivkraften prestige.
Jeg har set hvordan folk der er drevet af at opnå prestige har ødelagt deres egne liv, deres familiers liv og selv hele kirkers liv. Jeg har set hvordan prestige er blevet tolket som åndelighed, selvom det i virkeligheden var folks egen kødelige drift. Og jeg har set familier blive opløst fordi en ægtemand og far var drevet af noget der så åndeligt ud, men i virkeligheden ikke handlede om andet end at andre folk skulle se op til ham.
Og lige præcis her dukker den sataniske del op i prestige. For umiddelbart kan prestige virke uskyldigt, men det handler om at andre folk skal se op til en på den ene eller anden måde. Men det var også prestige der drev djævelen til at vende sig imod Gud. Han var jo oprindelig en højtstående og smuk engel, men ville i stedet for at tilbede Gud, tilbede sig selv, og have andre engles tilbedelse (er billedligt fortalt i Ezikiel 28). Djævelen faldt fordi han kiggede mere på sig selv og sin egen skønhed. Reelt set var det lysten til at opnå prestige som gjorde at han faldt.

Prestige kan forklædes sig som Guds kald
Jeg kender folk som har droppet deres job, for at forsøge sig som prædikanter, men ikke fordi de var kaldet af Gud, men fordi de var kaldet af den lille kødelige del i deres sjæl der hed prestige. Lysten til at prædike handlede om noget helt andet end at prædike Guds ord, nej det handlede om at få folk til at se på en. Se hvilken prædikant jer er, se hvor god jeg er til at prædike levende, se jeg kan prædike så flere folk kommer i kirke for at høre den fremragende prædikant, se mig, se mig, se MIG!
Jeg har set fædre som var superdygtige til deres ellers gode job, smide det hele for at blive prædikant uden at Gud havde kaldet dem. Jeg har set de samme mænd bilde sig selv ind at de gjorde Guds vilje, mens deres familier faldt fra hinanden som sand imellem hænderne.
Jeg har set gode kristne, som brændte for at prædike evangeliet, gå efter prestigepositioner på deres arbejdspladser, eller ikke være tilfreds før de fik den rigtige ansættelse på en finere arbejdsplads. Du ved det sted hvor alle de andre i branchen ville ønske de var. Og jeg har set hvordan deres brand for at give evangeliet til andre, blev afløst af en brand for at få succes i denne verden, så folk kunne se på dem og sige ”se ham den kristne der, han gør det vel nok godt”. Jeg har set det, og jeg har set konsekvenserne af det. Både for dem der lykkes i at få prestigejobbet, men også for dem der brændte deres lys i begge ender af det, og fadede ud, for i sidste ende for at sidde udslidt og færdig tilbage.

Men jeg har også set hvordan præster som engang turde prædike sandhed, i deres kødelige lyst efter at få en prestigekirke har ændret på deres budskaber. Præsterne fandt så frem til lovende kirkevækstkoncepter, der skulle få flere til at komme i kirken. Jeg har set hvordan disse koncepter ikke har givet noget som helst andet end utilfredse kirkegængere, men jeg har også set at nogen kirker faktisk er vokset markant. Nogle af disse koncepter virker jo, for de er jo skabt til at skabe vækst. Men jeg har også set hvad der sker når præsten som tog initiativet til det, bliver ”kaldet” af en anden og større kirke til at komme og gøre det samme. Så falder det hele fra hinanden, og væksten som man havde, viser sig at blive en gammel ballon der engang var stor, spændstig og flot, men nu i stedet er blevet slatten, støvet og kedelig. Jeg har set at det hele var tomhed, og at det byggede mere på mennesker end det byggede på Gud og Hans sandhed.
De samme kirkers præster har jeg set blive hyldet af andre præster som offentligt har sagt tillykke, godt gået, og superarbejde til den succesfulde præst. Mens de samtidig glemmer at hvis væksten skyldes præsten og ikke Gud, så er det ikke en vækst der er værd at bygge på.

Guds sande kald
Gud har aldrig nogensinde kaldet os til prestige. Han har kaldet os til at være Hans børn, og han har kaldet os til at prædike evangeliet. Vores drivkraft skal ikke være lysten til at blive set, og anerkendt af andre. Vores drivkraft bør altid være at gøre Guds vilje, og gøre det til Hans ære. Det er ikke det nemmeste at gøre, for vi har alle noget kød i os som vil noget andet. Men er det ikke langt bedre end at ens drivkraft er at få andre til at se på Kristus, end det er at få folk til at se på en selv?