Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Kirke

Spørgsmål til Henrik Holmgaards respons vedr. emergent church

Det podcast som David Jakobsen og jeg havde lavet (hør her), har givet en respons fra den emergente studenterpræst Henrik Holmgaard. Den kan læses på apologetik.dk. Lad mig starte med det positive, Henrik Holmgaard kan godt se at hans udtalelser til Domino har været vage, og kunne lede til at man kunne tro at han (og andre emergente) ikke tog Guds ord alvorligt. Det har ikke været hans hensigt, skriver han nu. Det synes jeg er fint han skriver det, og synes også det er fint at han får lov til at skrive hvad han mener på Davids hjemmeside. En mand skal have lov til at forsvare sig selv, og jeg glæder mig over at han kan se der er nogle problemer i det han havde sagt.

MEN
Desværre er der stadig problemer i det Henrik Holmgaard skriver. Den ene er at han ikke anser sig selv for at tilhøre emergent church. Den har jeg hørt fra andre emergente før, og jeg tager den heller ikke denne gang for gode varer. Bare fordi emergent church ikke er en bestemt kirkeretning, men noget der har fået indflydelse i mange kirkesamfund, er ikke ensbetydende med at Henrik Holmgaard kan sige han ikke er emergent. Hvorfor så ikke det? Lad os tage eksemplet med et får. Hvis det siger mæh, har uld på kroppen, spiser græs, tygger drøv, går som et får og får små lam, så kan jeg konkludere at det er et får.

Its alive
På samme måde kan jeg vurdere at Henrik Holmgaard er emergent. Jeg kan blot gå ind på hans hjemmeside, hvor jeg kan se at han skriver som en emergent, han taler om andre emergente og han promoverer emergent church, i stor stil. Jeg har rigtig rigtig svært ved at se hvorhenne han taler om Jesus, og hvor stort det er hvad Han har gjort for os. Det ser ud til at Henrik Holmgaards tilgang til bibelen er en diskussion, man vil hellere diskutere bibelen, end se hvad der står i den, og tro på det, hvilket igen er kendetegnende for emergent church tilhængere. Mange skriftsteder som er tydelige og klare vælger man at diskutere, som om det er skrevet i et særligt emergent kodesprog blandt de emergente, det er ikke i orden. Men okay, hvis Henrik Homgaard også vil melde klart ud, at det ikke er i orden at diskutere nye ting og ny forståelse ind i bibelen (og dermed åbne de kanoniske bøger), men at tage de ting som er klare i bibelen for det de er, og lade det være deres autoritet, så vil jeg glæde mig rigtig meget. Og tro mig det vil jeg virkelig.

Spørgsmål til Henrik
Hvis du ikke anser dig selv som emergent, hvorfor promoverer du så vranglærere på din hjemmeside? Er det i orden at promovere Brian McLarens bøger, og ovenikøbet sige at han har nogle interessante udmeldinger om Helvede (Se Henrik Holmgaards artikel her). Er det i orden at du anbefaler Doug Pagitt som ikke tror på den beskrivelse der er af fortabelsen som den er beskrevet i bibelen (Se Henrik Holmgaards anbefaling af Doug Pagitt her)? Er det i orden at tage ud og forkynde/undervise andre kristne på en promoverende måde om det emergent church står, og samtidig sige man ikke er emergent? (Henrik Holmgaard i Kolding og Henrik Holmgaard hos KFS i Århus).

Det som jeg kan se bare udfra disse få links til din hjemmeside er at du promoverer folk der prædiker et andet evangelium, som bibelen siger vi ikke skal invitere ind i vore kirker. For det andet så viser frugten af din forkyndelse også at du ligesom et får, får lam, så får du efterfølgere der kalder sig emergente. Jeg har mødt folk fra din kirke, som siger at de er tilhængere af Rob Bell, Brian McLaren osv. Når jeg taler med dem om hvordan mennesker bliver frelst, kan de ikke svare bibelsk, de kalder det en proces istedet for en fødsel, som om en fødsel kan vare flere år. Deres forståelse af den nye fødsel er ikke bare mangelfuld, men manglende. De tror at Helvede er en metafor, og hvis de tror det findes, så siger de at det er her på jord. Og hvis man går dem på klingen siger de at de ikke rigtig ved noget, for vi kan jo ikke være sikre på noget. Det er frugten af din forkyndelse, og jeg kan også godt forstå det efter at have set på jeres hjemmeside www.re-search.dk 

Hvis du Henrik Holmgaard virkelig mener at du kan se at der her er nogle klare fejl, så vis det istedet ved at erkende at man ikke kan bruge de personers lære som er spydspidserne i den emergente bevægelse. Istedet for at sige du ikke er rigtig emergent. For hvis du virkelig ikke er det, så hold op med at skrive pænt om dem, lad være med at linke til dem, og prædik Guds fulde ord istedet. For lige nu ligner du, taler du, og skriver som en emergent, og du får ovenikøbet emergente efterfølgere. Ergo er du også emergent.  

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Omvendelse

Nemt spørgsmål fra Thomas Willer

I går havde jeg en kort debat med Thomas Willer her på bloggen. Han var utilfreds med noget jeg havde skrevet om hans emergent church venner Tony Jones og Doug Pagitt. Det kan jeg nu godt forstå han var utilfreds med, for jeg havde ikke sat dem i noget godt lys. Se selv debatten her. I min kommentar skrev jeg bl.a. dette om de emergente:

“I sætter tvivl om hvordan man bliver frelst, det handler mere om at få et forhold til Gud. Men ikke noget om at omvende sig fra sit eget liv, og give det til Jesus. I mener at folk ovenikøbet selv skal finde ud af hvordan de kan definere sig selv som kristen, og giver menneskers mening autoritet over skriftens klarhed på dette område.”

Nu er der nok nogen der vil spørge hvor jeg har det fra. Thomas Willer skrev også at han syntes det var “imponerende” hvad jeg kunne konkludere om hvad de mente om dette. Men det er nu ikke noget der er svært at finde hos de emergente. Lad os bare tage udgangspunkt i noget Thomas Willer selv har skrevet på sin blog. Der skrev han den 28 marts i år følgende:

“Hvordan skaber vi ny trosfællesskaber, hvor postkristne selv kommer til at definere, hvad det vil sige at være en efterfølger af Jesus, samtidig med, at de bliver koblet op på legemet?” Taget fra Thomas Willlers blog som kan ses her.

Det lyder måske så pænt hvis man ikke nærlæser det. Men hvad er det for en tilgang der ligger bag det han skriver her? Hvem er det der er i kontrol her? Det er mennesker selv. Han kalder dem godt nok for postkristne, men det vil ikke hjælpe nogen. Hvad enten man er “postkristen” eller ej, så vil det ikke hjælpe folk, at de selv skal definere hvad det er at være en kristen. For hvad hvis den definition ikke er i overensstemmelse med bibelens definition? Så har man et rigtig stort problem. Jeg mente da selv jeg var en kristen før jeg blev en kristen. Men jeg ved også at Gud ikke så på mig som en kristen, og så ville min tro på at jeg var en kristen jo ikke være til nogen gavn.
Citatet af Willer viser at de emergentes autoritet ikke er bibelens, men menneskers og i særlig grad postmodernismen. Og nej det hjælper ikke at Willer slutter af med at skrive “samtidig med, at de bliver koblet op på legemet”. Han har allerede i starten af citatet vist at det er mennesker der skal bestemme, mens Guds ord kommer i anden række. Det hjælper ikke at afslutte en forkert sætning, med noget der ender med kun at få klicheagtig betydning.

Er postmodernismen en autoritet?
På en anden emergent blog, var der en der skrev, at vi ikke længere kan prædike evangeliet som vi har gjort hidtil, fordi vi lever i en postmodernistisk verden, som ikke har de samme værdier som man havde før. Dette er en af hovedundskyldningerne emergent church bruger til forsvare en mangelfuld forkyndelse af Guds ord. Verden er anderledes, den er postmodernistisk. Men dermed viser de også at de ikke sætter Guds ord højt. Det er postmodernismen der nu bliver en autoritet, og ikke bibelen. For nu skal vi udforme vores budskaber så de er tilpasset verden, og bibelen er sat i anden række.

Men lad mig svare på Thomas Willers spørgsmål fra hans blog, som jeg citerede fra før: Vi skaber nye trosfællesskaber hvis vi samles for at høre Guds ord (Mattæus 18.20). Postkristne og andre mennesker kan definere sig som efterfølger af Jesus hvis de har omvendt sig fra deres eget liv, og givet deres liv til Gud (Mattæus 16.25). Hvis de vil fortsætte med at være koblet på legemet, skal de leve et liv i fortsat omvendelse, og overgivelse til Gud (Fillipperbrevet 2.12).
Hvordan kan jeg så sige det så klippesikkert? Jo fordi bibelen er den autoritet som giver åbenbaring over dette. Det behøver jeg ikke spørge hverken Rob Bell, Brian McLaren, Doug Pagitt, eller Tony Jones om.

Bibelen siger forresten også at vi slet ikke skal invitere den slags lærere ind i vore kirker, (og dermed heller ikke bibelskoler som SALT har gjort). Det ser vi bl.a. i andet Johannesbrev 1.8-11:

“Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Todd bentley, Joels army og William Branham. Hvordan kan man fortsat sige det var fra Gud?

Jeg sad engang og kiggede på en hjemmeside som viste de tossede tatoveringer Todd Bentley havde beskæmmet sin krop med. På et af billederne var der tatoveret et hundetegn (soldatersprog) hvorpå der stod Joels army på. Det gjorde at jeg vågnede lidt op. For jeg havde før hørt om Joels Army. Det var en bevægelse som blev startet af en falsk profet fra halvtredserne og tredserne ved navn William Branham. At manden var en falsk profet er der slet ingen tvivl om. Han sagde bl.a. at læren om den treenige Gud er dæmonisk. Dertil påstod han, at han var Elias der var kommet tilbage, og så havde han nogle tåbelige profetier som viste sig ikke at holde stik. At manden var helt ude på et vildspor er der ingen tvivl om overhovedet. Den mand, startede Joels army, som var en hær som skulle fremme Guds rige på jord, og kæmpe ved armageddon på dommens dag. Det kunne jeg bruge meget tid på, men lad det nu være, undersøg det selv hvis du finder interesse for det. Men her er billederne:

Her er nærbilledet af tatoveringen hvorpå der står Joels army:

 

Nu tænkte jeg da jeg så der stod Joels army på en af Todd Bentleys tatoveringer, at det kunne være en tilfældighed. Han var så påklistret af den slags mærkværdigheder i forvejen, at det ikke ville være nok at anklage ham for at være en del af Joels army, bare fordi tatovøren var “kommet til” at skrive Joels army. Jeg søgte på google, og jeg vil godt indrømme at jeg blev chokeret da jeg så, at den første side der kom frem om Joels army, var Fresh fire ministries. Todd Bentleys missionsorganisation. På den side var der en invitation til at blive en af soldaterne i Joels army.

Nu var det ikke første gang at der viste sig en sammenhæng mellem Todd Bentley og William Branham. Jeg har vist videoen før. Hvor Todd Bentley sammenligner en oplevelse han havde med en engel, med den samme oplevelse William Branham havde.

At Todd Bentley havde stærke forbindelser til William Branham, og den bevægelse Branham startede, gør at jeg undrer mig endnu mere over dem der har støttet det der skete i Lakeland, og som stadigvæk ikke vil indrømme at det der skete var falsk, forkert og førte væk fra Gud. Kan de støtte en lære som er baseret på en gammel afdød falsk profet som William Branhams. Ser de ikke nogen problemer i at Todd Bentleys missionsorganisation agiterer for Joels Army. Hvorfor er det så svært for dem at indrømme at deres støtte til det der skete, var fuldstændig forkert? Er det en personlig stolthed, eller er det bare dumhed? Måske har bibelen svar, lad os prøve at se hvad Gud sagde til Esajas om folket:

“»Gå hen og sig til dette folk:
      I skal høre og høre, men intet fatte,
      I skal se og se, men intet forstå.
      Dæk dette folks hjerte med fedt,
      gør deres ører tunge, luk deres øjne til,
      for at de ikke skal se med øjnene,
      høre med ørerne og fatte med hjertet
      og vende om, så han må helbrede dem.«”
Esajas 6.9-10

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke Prædikener videoer

Faren ved pragmatisme

Lørdagens undervisning er en fortsættelse af videoen fra sidste lørdag (den kan ses her). I dag skal vi se på hvorfor det er farligt at lade kirken være styret af pragmatisme, istedet for Guds ord. Konsekvenserne af en kirke der har en pragmatisk tilgang til sit arbejde ser vi i dag, hvilket MacArthur også kommer ind på. Guds ord bliver ikke længere forkyndt enkelt og klart, men bliver pakket ind i budskaber som bliver påstået er Guds ord, men som ved nærmere eftersyn reelt set er pragmatisme i kristen retorik.

Men se selv efter om du vil give Pastor John MacArthur ret i hans påstande, eller om du synes han er for “judgemental”.

Categories
Forvirret lære Kirke

Ledere der ikke vil erkende deres fejl 2

Dette er en uhyggelig, men sand historie som ikke er blevet offentliggjort før.
For en del år siden var der på en bibelcamping i Danmark, inviteret et stort navn fra USA til at være gæstetaler. Han havde været en vigtig person i en vækkelse i halvfjerdserne, som der så vidt jeg er orienteret, ikke var noget galt med. Hans taler på denne bibelcamp fik delt mødedeltagerne i to grupper. Dem som sagde; dette er helt klart fra Gud, og dem der sagde; hvorfor i alverden skulle dette være fra Gud? Det virkede også meget åndeligt det der skete under hans taler. Han fik mødedeltagere til at komme op på scenen, hvor han profeterede nogle ret underlige ting over dem. Han kunne bl.a. se på deres øjne hvordan at Gud ville bruge dem på en hel speciel måde. Han virkede samtidig ret fraværende selvom han var meget på. Hvilket også fik nogle til at undres. Men da han begyndte at sprøjte olivenolie udover folk for at salve dem, undrede de sig ikke blot, men blev utilpasse over det der foregik.

Prædikant på stoffer
Imens sad lederne for campen oppe på scenen og så på, men ingen greb ind. Selvom man godt kunne høre at der ikke var meget af det sande evangelie i det han sagde. Det var blot nogle åndelige mærkværdigheder der blev udført. Der var nogle som anede uråd, men de greb ikke ind lige der.
I stedet valgte de at tage ned til prædikantens bosted på campen efter mødet, for at tale med ham. Der fandt de ud af at manden var på stoffer. Han havde taget amfetamin, også kendt som speed. De tog det fra ham og sendte ham hjem til USA. Jeg ved ikke om han havde flere møder som skulle holdes, eller om han var færdig med at prædike på campen på det tidspunkt. Men dette ved jeg. Der var ikke nogen af lederne for den bibelcamp der gik frem, og fortalte at de havde begået en fejl. De havde ikke forhørt sig nok om manden i forvejen, men blot bestilt ham til at komme på baggrund af noget der var sket for lang tid siden. De havde ikke haft mod til at stoppe ham, mens han gjorde folk forvirrede med hans narkotiske profetier. De lod i stedet folk fortsætte med at diskutere om det var fra Gud, eller hvorfor i alverden det skulle være fra Gud. De lod folk blive i forvirringens land.

Jeg ved at man i flere år derefter diskuterede hvad den prædikant havde sagt. Diskussioner som ofte var nyttesløse fordi dem som syntes det var fra Gud, havde haft en fed oplevelse, og så er der ofte ikke noget at gøre. Disse diskussioner kunne man have tilintetgjort hvis man som ledere havde erkendt sine fejl. Erkendt at manden som de hørte ikke var ledt af Helligånden, men af et narkotikum.

Nogle vigtige spørgsmål
Er det i orden at den som Gud har kaldet til at være hyrde for Hans flok, ikke viser hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er? Er det i orden at de i stedet vælger at vogte deres egen ære, men får Gud til at ligne forvirringens gud i stedet? Hvad mon Gud har at sige til den hyrde som har handlet således, når han engang skal stå foran Gud?

Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære

Har vi overhovedet lært noget?

Hvad har vi lært af den såkaldte Lakeland “vækkelse”? Har vi overhovedet lært noget af det der skete. Der var mange som råbte vagt i gevær helt fra starten, og sagde dette ikke var sand kristendom. De har forhåbentlig lært at de skal holde fast i deres bibelske overbevisning, selvom mange sagde at de gik imod Guds værk. Men samtidig var der også mange der først fik øjnene op for bedraget, efter det blev offentliggjort at Todd Bentley og hans kone Shonnah, havde indledt påbegyndelsen af en skilsmisse. Så er der dem der først valgte at vågne op, efter det kom frem at separationen skyldes et upassende forhold mellem Todd Bentley og en af hans kvindelige medhjælpere. Dertil er der stadig en gruppe som hårdnakket påstår at det hele var fra Gud, men at Todd Bentley var blevet presset for hårdt. Hvad angår den sidste gruppe kan jeg godt se hvad de mener med at Todd blev presset for hårdt, men det legaliserer på ingen måde hans gerninger og lære.John Piper skriver på sin blog http://www.desiringgod.org/Blog/ at dette måske er en forsmag på hvad der vil ske i endetiden. Hvilket fik mig til at tænke følgende: Der vil komme falske profeter og gøre store tegn. Hvor mange kristne vil følge dem? Der vil komme falske profeter med ny lære som ikke er fra Gud. Hvor mange kristne vil følge dem? Der vil en dag fremstå en antikrist, som er den sidste af alle antikrister. Hvis vi kigger på kirkens tilstand i dag, så må vi komme til den konklusion at mange kristne vil følge ham, når det engang sker. Ikke fordi det ikke ville være tydeligt og klart at den mand ikke er fra Gud, men fra Djævelen. Men fordi mange af dem som kalder sig kristne ikke har en sand kærlighed til sandheden, de vil hellere følge løgnen. De vil hellere vælge det der er åbenlyst forkert. Det kan godt være at de følelsesmæssigt, intellektuelt, politisk eller endog åndeligt kan forsvare hvorfor de vil følge en mand som taler løgnelære. Men ingen af dem kan på bibelsk grund forsvare at følge den mand, når han engang kommer. Men dette må jeg vende tilbage til en anden gang.

Vi har ikke lært noget

Historien viser at vi ikke har lært noget. Vi har fulgt en mand som åbenlyst har afsløret at han var ledt af dæmoners lære. Han har selv sagt at ligesom Gud havde sendt en engel med åbenbaringer til William Branham i halvtredserne, sendte Gud en engel med åbenbaringer til Todd Bentley. William Branham var en af de største vranglærere i kirken i det sidste århundrede. Han sagde bl.a. at treenighedslæren var fra djævelen. Men han fik masser af mærkelige åbenbaringer som han mente var sande. Når man hører hvad Branham sagde og sammenligner med Todd Bentley, kunne man godt få den mistanke at det er den samme ånd der står bag.
Todd Bentley sagde at det var vigtigere at lære det overnaturlige at kende, end det var at kende Jesus. Hans forklaring var at Gud havde sagt til ham, at kirken vidste alt om Jesus. De havde brug for at høre om englen. Udover at vi aldrig bliver færdig med at lære om Jesus, og at evangeliet handler om Jesus, så er det underligt at han åbenbart mente en bestemt engel. For han omtalte den i ental. Flere gange endda. Dertil var det da også tydeligt at det ikke var Fredens Gud som fik Todd Bentley til at slå en mand med mavecancer hårdt i maven, så han faldt helt til jorden. For ikke at tale om alle de andre voldelige helbredelsesforsøg, som han endog pralte af.

Mange har ikke lært noget af Lakeland “vækkelsen” siden der skal skilsmisse og utroskab til, førend dette vanvid blev stoppet. Mange af dem der fulgte Todd og elskede at se hvad der skete, venter i dag blot på det næste der vil ske. De venter på den næste Lakeland. Hvem er de så, dem der hopper på den næste Lakelandvogn? Svaret er, det er dem der ikke har en sand kærlighed til sandheden. Det er dem der ikke vil vurdere vækkelser på et bibelsk fundament. Det er dem der lægger ord og anden lære til skriften. Og hvis der er noget i skriften der ikke passer dem, så forsøger de at gøre det uvigtigt i stedet.

Det er dem der ikke har en sand kærlighed til skriften. Og det er meget meget alvorligt. For Jesus er Ordet der blev Kød og tog bolig iblandt os. Det ord som var i begyndelsen hos Gud, og Ordet var Gud. Det er det ord de ikke har en kærlighed til.

Så hvis der er noget jeg har lært at Lakeland “vækkelsen”, så er det at jeg fortsat må læse, studere og elske Guds ord. Jeg kan ikke undvære det. Jeg kan ikke nøjes med “åbenbaringer” fra andre, jeg kan ikke nøjes med at høre på hvad andre siger, jeg kan ikke kende godt fra ondt hvis jeg ikke kender Guds ord. Men allermest har jeg brug for at læse Guds ord fordi at det er igennem skriften at Gud viser hvem Han virkelig er. Hvis der er noget jeg har brug for, så er det at lære Gud at kende, og det bedste sted at gøre det, er igennem Hans Ord!

Til dem der har brug for at høre Todd Bentley sammenligne sine engle besøg med dem William Branham havde, kan de se denne korte, men skarpe video.

Categories
Forvirret lære

Jeg er kristen og jeg har strækmærker, hvad skal jeg gøre?

Fortvivl ikke mere, for nu er dit problem løst. Du kan nu få lov til at bruge et produkt der er skabt af kristne, til kristne. Kristen strækmærke-reduktionssættet. Du slipper for at købe verdslige produkter som lover reduktion af strækmærker. Produkter som du ikke ved om de er produceret i synd. Dette er produktet du kan købe med god samvittighed.

Nu er det jo nok sådan at det kristne strækmærkereduktionssæt mest er henvendt til kvinder. Men måske bliver jeg en dag så heldig at jeg kan få en kristen fedtsugning. Min kone synes jeg er lidt overvægtig, og det er jo ikke så godt. Men jeg har det altså ikke godt med at gå til en fedtsuger, som kun vil suge mit fedt ud for ussel mammons skyld. Jeg vil da hellere gå til en der vil gøre det fordi han er en kristen. For så kan jeg få en fedtsugning med god samvittighed, og have det godt med mig selv. Og er det ikke det det hele handler om, at have det godt med sig selv, eller er det muligt jeg har misforstået noget et eller andet sted?

Categories
Evangelisation Falsk Lære Forvirret lære

The Lawman Prædikede udenfor Todd Bentleys mødesal

The Lawman hvis rigtige navn er Tony Miano, og som har arbejdet hos politiet før (vistnok deraf han har fået navnet “The Lawman”), har et interessant indlæg på sin blog. Tony er evangelist, og har igennem et stykke tid arbejdet sammen med Ray Comfort, og prædiker bl.a. open air. Det skulle han efter sigende være ret dygtig til. Han valgte for nylig at tage over til Lakeland i Florida og prædike open air udenfor indgangen til Todd Bentleys møder. Hvad der skete efterfølgende kan jeg stærkt anbefale at læse. Det kan læses på The Lawman Chronicles.

Det er et rimeligt langt indlæg, men det her er bestemt værd at læse. Jeg synes at Tony skriver med respekt for dem som viser sig at være imod ham, men gør det samtidig på en måde så man ikke er i tvivl om hvad ham mener. Tonys konklusion på hvad der reelt set bliver forkyndt til Todd Bentleys møder er også meget skarpe. Enhver der mener at det der sker på Todd Bentleys møder burde læse Tonys indlæg. Hvis du læser det, så gå endelig ikke glip af den korte audio-fil som er i indlægget.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Dokumenterede opvækkelser fra de døde???

Lad mig starte med, at sige at jeg ikke har noget problem i at folk bliver helbredt. Jeg ved Gud gjorde det dengang Jesus gik her på jorden. Så jeg har ikke noget problem i at tro på at han kan gøre det i dag. Gud er jo ikke blevet mindre. Men når nogle påstår at folk er blevet helbredt, eller ovenikøbet opvakt fra de døde, så skal der gerne ligge noget ordentlig dokumentation bag. Jesus bad selv folk om at få dokumenteret deres helbredelser ved præsterne, hvilket jeg vil vende tilbage til en anden gang i en anden sammenhæng.
Hos Todd Bentley har der endnu ikke været nogle dokumenterede helbredelser, men masser af påståede helbredelser. Hvilket også bliver vist i dette indlæg. Her er en afsløring af helbredelsernes troværdighed.

I nedenstående video har en fra England (eller Skotland) sendt en opdigtet historie ind til Todd Bentley. Jeg bryder mig ikke om metoden, som jeg ikke selv ville benytte mig af. Men jeg finder afsløringen ganske interessant, hvad angår Todd Bentleys metoder til at føre sig selv frem. Historien som Todd læser op til et møde som bliver sendt på Godchannel, handler om en pige på 11 år som har bedt for deres lærerinde som var død. Det skulle hun have gjort sammen med klassekammeraterne, og derefter stod lærerinden op fra de døde. Pigen gjorde det fordi hun havde set Todd Bentley i fjernsynet, og var inspireret af hans tjeneste.

Hvordan kan man så vide at historien er et falsum? Jo afsenderen har lagt en ret smart kode ind i mailen. Hvis man læser det første ord i den første sætning, det andet ord i den anden sætning, det tredie ord i den tredie sætning osv, vil man få følgende sætning:

“Let me see if you verify this Todd or just publish this lie”

Det er stadig muligt at se brevet på Todd Bentleys hjemmeside. De har dog redigeret i det, så det blev det tredie ord i den anden sætning, fordi de har lagt et ord ind (sandsynligvis pga grammatikken). Den kan ses på dette link. Se den før den bliver slettet.

Her er videoerne med løgnehistorien. Det tager lidt tid inden historien om pigen kommer på, men der bliver varmet op med lidt kommentarer i videoen til Todd Bentley, som er lidt humoristiske. Den anden video dokumenterer løgnehistorien. Den er lidt langsom og er blot en gentagelse af det jeg har skrevet i ovenstående. Men den er god som dokumentation.

Personlig betyder det ikke så meget for mig om der er rigtige helbredelser eller ej. For det er ikke på baggrund af helbredelser jeg kan vurdere om en er sendt fra Gud. Det kan jeg ved at høre på deres forkyndelse. Og lad mig sige det som det er, den forkyndelse som Todd Bentley står for er under al kritik. Mere tomt og menneskerettet evangelium skal man desværre ikke lede lang tid efter. Men her sker det bare med Bam, tatoveringer og folk der falder om på gulvet. Hvorfor skulle en dårlig forkyndelse mon blive bedre af det?

Nåh ja her er lige en lille ting. Du har måske lagt mærke til den underlige T-shirt Todd har på. Han har talt om den før på sine møder, og takket sælgerne for den fordi han synes den er fed. Den kan man købe på den her hjemmeside, som jeg ikke synes ser særlig kristen ud. Den ligner ikke en hjemmeside jeg ville købe noget igennem. Men se den selv her:. Todd Benleys Living Sacrifice T-shirt. Det kan jeg selvfølgelig ikke isoleret set bruge til at sige Todd Benley er en falsk lærer, men set sammen med alt det andet, synes jeg det viser et billede af en mand som er mere tiltrukket af mørket, end af lyset. Det synes jeg er meget meget trist.

http://www.zambooie.com/stores/?st_id=01

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Hmm det her skriftsted ser alvorligt ud

I Kollosenserbrevet 2.18-19 står der følgende: 

“Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.”

Når jeg læser det, kan jeg desværre ikke undgå at tænke på Todd Bentley og alle dem som tror på ham. Det her er en alt for tydelig beskrivelse af det vi ser i Lakeland Florida. Men lad os prøve at høre hvad Todd Friel har at sige om dette, i hans nye tv-program Wretched. Her interviewer han Justin Peters om hans syn på det der sker i bl.a. Todd Bentleys vækkelseskampagne, og det er interessante sager han kommer op med. 

Andet afsnit kan ses her, hvor interviewet med Justin Peters fortsætter i små fem minutter.

Til dem der efter at have set dette kunne tænke sig at møde Justin Peters, kan jeg fortælle at han efter sigende skulle komme til Danmark i slutningen af august. Der skulle blive nogle møder med ham i Århus, hvor det bl.a. også skulle være mulighed for at stille spørgsmål. Når jeg får mere information om dette arrangement, skal jeg nok gøre opmærksom på det her på bloggen.