I min lille gennemgang af problemerne ved det fælleskirkelige samarbejde Frikirkenet, kom jeg til at tænke på en episode jeg oplevede ved en jobsamtale engang. Jeg havde sendt en ansøgning til et bestemt job, og havde i mit CV som sædvanlig beskrevet mit kirkelige arbejde. Det fyldte jo en stor del, og det var også fra kirkeligt arbejde at jeg havde en stor erfaring. Til samtalen skulle direktøren for selsskabet lige forvisse sig om det virkelig passede at det var pinsevækkelsen som jeg var medlem af ( i dag kommer jeg i et andet kirkesamfund, men arbejder sammen med folk fra pinsekredse stadigvæk). Det sagde jeg at jeg gjorde, og syntes at han spurgte på en lidt underlig måde, men fandt først efter samtalen ud af hvorfor han havde spurgt så underligt ind til dette.
“Mon han er som de andre?”
Det var nemlig dengang der var en sag om en mordsigtet pinsepræst i Sverige, som også under sin ledelse af kirken var storforbruger af sex med flere af de kvinder som kom i kirken, samtidig med at han var gift. Den sag var havde jeg ikke tænkt så meget over, for jeg syntes jo ikke den havde noget at gøre med mit kristne arbejde. Men fordi dette var sket i en pinsekirke i Sverige, og jeg var tilknyttet pinsebevægelsen i Danmark, så tænkte min kommende chef (ja jeg fik jobbet) at jeg muligvis var tilknyttet en mærkværdig sekt, hvor der forekom seksuelt misbrug af mennesker. Jeg tror dog han regnede ud at det ikke var noget jeg gik ind for. Men hvis man kigger lidt på hvorfor det kom så langt ud i Sverige, så er der noget man kan lære.
Ikke set noget, ikke hørt noget, ikke sagt noget
For denne svenske præst var ansat i en pinsekirke. Det var en pinsekirke som andre pinsekirker før havde lagt mærke til var kommet lidt på vildspor, men man sagde ikke rigtig noget til det. For de var jo pinsefolk, og så sagde man ikke noget. Og eftersom der ikke blev sagt noget, fik det lov til at udvikle sig. Men selv da det senere blev ganske tydeligt at noget var helt forkert, medførte det ikke nogen eksklusion af denne kirke fra pinsevækkelsen. Man lod den blive. Det skader sikkert ikke, eller hvem er vi at vi har ret til at dømme, har de måske tænkt.
Men da mordsagen blev offentlig kendt, og det kom frem hvad der var sket i denne kirke, fandt man ud af at det skadede pinsevækkelsens ry rigtig meget. Man havde troet at man kunne nøjes med at være inkluderende, men indså ikke at bibelen også taler om at vi skal være ekskluderende. For der er grænser for hvad vi skal acceptere indenfor kirkens rækker, også selvom det betyder at man kommer til at skære ned på medlemstallet. For Gud er langt mere interesseret i overgivenhed, end i et stort antal. Han vil godt have at mange er overgivne, men det betyder ikke at Han ser igennem fingre med dem der ikke er overgivet til Ham.
Hvor langt vil man gå?
Og så er vi tilbage til Frikirkenet. Her har man været så inkluderende, at der i dag er kirker som kommer fra eller er tilknyttet trosbevægelsen, eller emergent church. På trods af at disse kirker prædiker et andet evangelium og mange af dem inviterer folk der tydeligvis er falske profeter, så er det ikke noget som betyder at disse kirker bliver eksluderet fra Frikirkenet. Selvom der i nogle af disse kirker foregår manipulerende ting (ikke nødvendigvis seksuelt som i ovenstående sag), og bliver prædiket et andet evangelium, er der ikke noget der tyder på at det får eksluderende effekt. Man ser igennem fingre med det istedet, man vælger ikke at dømme. Men jeg tror ikke at det stopper der, der er noget mere på vej, og hvad det er vil jeg snart komme ind på. Noget som jeg personlig er meget overrasket over, men som er ved at snige sig ind, uden at så mange har lagt mærke til det.