Categories
Bibelen Livet som kristen

Hvorfor skal jeg læse bibelen?

Taget fra prædikenen “Guds kærlighedsbrev

Hvis skaberen af universet har skrevet et kærlighedsbrev til dig. Så har du god grund til at få det læst. For hvis du ikke vil læse det han allerede har sagt, hvorfor skulle du så være interesseret i at være sammen med Ham i himmelen. Nu ved jeg godt at jeg kan lyde meget grov, så derfor er jeg jo også nødt til at forklare hvad jeg mener med det her, så det ikke bliver misforstået.

Dengang jeg kun var forlovet med min kone, havde hun valgt at tage på sprogrejse til Sydamerika i sommerferien. Det var jeg selvfølgelig ærgerlig over at skulle undvære hende i en hel måned, men sådan var det. Mens hun var der sendte hun nogle breve til mig. Dem læste jeg faktisk flere gange, og nogle gange flere gange i træk. Fordi jeg elskede hende, og jeg nød at læse hendes ord til mig.

Men hvad nu hvis jeg ikke havde gidet læse hendes kærlighedsbreve til mig? Hvad tror du så der ville være sket i lufthavnen da jeg var med at hente hende? Måske ville det have foregået sådan her.

Har du fået mine breve?

Ja jeg fik et par stykker.

Var du glad for at få dem?

Ja men jeg fik dem ikke lige læst. De ligger henne i hjørnet i stuen. Jeg læser dem engang når jeg får tid.

Hvad mener du, har du slet ikke læst dem?

Nej det er jo kun nogle breve, jeg vil jo meget hellere bare være sammen med dig.

Men du gad ikke læse hvad jeg skrev til dig?

Jo men det havde jeg bare ikke lige tid til, der var andre ting der var vigtige. Jeg skulle jo også se fjernsyn.

Hvor mange vil tro at jeg var blevet gift med min kone hvis dette var sket? Ingen forhåbentlig. For så ville hun være godt dum at blive gift med en der ikke viste at han elskede hende. På samme måde er det med Gud og Hans ord. Hvis vi virkelig elsker Gud, så vil vi også elske Hans ord. Alt for mange i kirkerne siger ”åhh jeg vil så gerne have at Gud taler til mig”. Til dem siger jeg, læs hvad Han allerede har sagt. For Gud siger ikke noget nyt, der kommer ikke en ny og større åbenbaring af Hans vilje end den vi allerede har fået igennem Hans ord.

Dette ord er Guds tale til dig. Han taler stadigvæk til mennesker igennem denne bog. Han fortæller om sin kærlighed til dig igennem dette ord. Og Han advarer dig imod den kommende dom og imod et ugudeligt liv. Så den vigtigste grund til at læse dette ord, er at det er Guds kærlighedsbrev til dig. Og du kan kende Guds vilje for dit liv igennem denne bog

“Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. “119.105

Categories
Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

En jødes argument imod Jesus

På Kristeligt Dagblads hjemmeside Religion.dk, kan man i dag læse overrabbiner Bent Lexners (dårlige) argumenter for at Jesus ikke er Messias. Den begrundelse han kommer med, minder en del om de argumenter nogen kommer med imod folk som går imod vranglære i kirken. Men lad os først se på hvad Bent Lexner siger.

“For jøder er Messiasbegrebet knyttet tæt til fred i verden – messianske tilstande er fredelige tilstande”

“Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias”

Bent Lexner ved tydeligvis at den Messias der skulle komme, også var en Messias der kom med fred. Men han har misforstået hvilken fred det handler om. Det står jo skrevet i juleevangeliet at den fred Han kommer med, er en fred hos mennesker der har Hans velbehag (Lukas 2.14). Det er ikke en fred til denne verden der er tale om, tværtimod. Men Jesu fred er ikke lig med mangel på strid, som nogen fejlagtig tror. Jesus siger jo selv i Mattæus 10.34-36:

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”

At være en troende medfører altså ikke at man samtidig kan holde fred med alle. Jesus siger meget klart, at fred med Ham, vil medføre at man vil komme i strid med andre. Hvilket vi også ser fra en anden vinkel i Jacobs brev hvor han skriver at venskab med verden er fjendskab med Gud. Men dette er noget som mange kristne har valgt at se bort fra. For hvor mange gange har jeg og andre som forsvarer den sunde lære, ikke fået følgende anklage: ” I skaber splid, med jeres snak!” Og det kan de skrive på både den ene og den anden måd, og få til at lyde bibelsk, ved at bruge fragmenterede skriftsteder som de giver deres egen fortolkning af.

Men, ja der står jo også i skriften, at en sand kristen ikke skaber splid. Men hvad er det så for en splid der er tale om her, når Jesus klart viser at Han også er kommet for at sætte splid? Svaret for mig er ganske klart. Det må være splid imellem dem som tror på sandheden, der er tale om her. En sand kristen burde skabe samling om Kristus. Vise hvem Han er, og pege på Ham som den eneste løsning. Så hvis man kun skaber splid, og ikke skaber samling om Kristus, så er der et problem, og et ret stort et.

Midt i dette emne er der dog en ting som jeg gruer for, og ser ret alvorligt på. For hvad kan konsekvensen være ved at man har et misforstået billede af Messias, hvad enten man er jøde eller kristelig? Det har jeg tænkt mig at komme ind på næste gang.
Se fortsættelsen her: Hvilket syn har vi på frelseren og hans efterfølgere?

Categories
Kirke Kommentar til medierne Troens forsvar

Jeg er enig med de irske ateister

I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse, at irske ateister går imod en ny blasfemilov. Den lov gør det kriminelt at viderebringe materiale som kan virke fornærmende af folk som har med religionen at gøre. Til det har kritikeren Michael Nugent sagt:

“Denne nye lov er både fjollet og farlig. Den er fjollet, fordi middelalderlige religiøse love ikke har nogen plads i en moderne sekulær republik, hvor kriminallovgivningen skal beskytte mennesker og ikke idéer. Loven er farlig, fordi den intensiverer religiøse krænkelser, og fordi islamiske stater med Pakistan i spidsen allerede bruger ordvalget fra den irske lov til at fremme nye blasfemiregler i FN”

Nogle irske ateister, deriblandt Michael Nugent, har derfor taget initiativ til en hjemmeside hvor man kan se at de religiøse retninger som loven skulle “beskytte” selv er skyldige i at bryde denne lov. Og jeg støtter dem i den sag. For ønsker vi virkelig igen at leve i et samfund hvor der er institutioner som ikke må kritiseres, være de sækulære eller religiøse? Og spørgsmålet som også melder sig er: Hvad er det for religioner, som ikke kan tåle at blive stillet kritiske spørgsmål? Kan de ikke tåle at blive testet? Kan de ikke tåle at blive modsagt?

Jeg synes personligt at en tro som ikke kan tåle at blive modsagt og kritiseret,indikerer at det er en tro som er så svag at den er nødt til at få statens beskyttelse. Det synes jeg ikke skulle være nødvendigt. Så hvad dette angår, vil jeg gerne give min støtte til disse ateister. Jeg forventer selvfølgelig at de selv kan tåle at blive kritiseret og vurderet. For ellers ville det jo være hykleri. Lidt ligesom Richard Dawkins som gentagne gange har sagt nej til at møde folk der taler for Intelligent Design, og har kristen baggrund (heriblandt Ray Comfort).

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har,” Første Peter 3.15

En kirke som ikke kan tåle kritik, er ikke en kirke jeg ønsker at komme i. Kirken skal være parat til troens forsvar, hvad enten den er beskyttet af en blasfemilov eller ej. Jeg håber bestemt ikke at den slags bliver nødvendigt i vores samfund. Jeg vil foretrække et samfund der holder ytringsfriheden højt, også selvom det betyder at der er folk man er uenig med. Det er en pris jeg er parat til at betale, og det skaber da også et langt mere dynamisk og udviklende samfund når der er plads til den slags.

Se den omtalte artikel her: Kristeligt Dagblad

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Svin, frafald og menigheden. Podcast fra omvendelse.dk

I Mattæusevangeliets ottende kapitel,  læser vi om to besatte, som Jesus driver dæmonerne ud af, og over i nogle svin istedet. I denne prædiken har jeg gået om bag teksten, og læst det vi normalt ikke lægger mærke til ved denne fortælling. Det viser sig at der er et gemt budskab som viser betydningen af menigheden. Samt faren for frafald, når man ikke har Guds syn på menigheden. Hvad svinene har med den sag at gøre, må du selv høre for at finde ud af.

Find fem fejl
Denne prædiken havde jeg kun et døgns tid til at forberede, da jeg blev bedt dagen før gudstjenesten om jeg kunne tage over. Det sagde jeg ja til. Men det betyder også at jeg ikke fik nedskrevet og gennemtænkt alt i min prædiken. Det var mere stikord, end et manuskript jeg brugte denne gang. Noget jeg ellers ikke gør så meget mere. Men det betyder også at hvis man virkelig ønsker at finde fejl ved min forkyndelse, så er der en god mulighed for det denne gang. Der er jo flere folk der kommenterer for tiden, der åbenbart har en stor lyst til at finde fejl ved det jeg siger og skriver. Så her har de fået god mulighed for at finde dem. Jeg mener dog ikke at jeg har forkyndt afgørende fejl i denne prædiken, og mener også at budskabet vejer mere end de småfejl jeg begår. Men hvis der er nogen som har noget de synes er forkert her, så vil jeg gerne tage imod kritikken. Den blev heldigvis taget godt imod i kirken hvor jeg prædikede den, det håber jeg også der er nogen der vil gøre her på bloggen.

Titlen “Svin, frafald og menigheden” fandt jeg dog først frem til, efter jeg havde holdt prædikenen.

Categories
Brevkassen Falsk Lære Forvirret lære

Hvad er vigtigst, frugt eller lære?

Et ofte brugt argument til forsvar for en der spreder falsk lære, er at en person kan være så flink, rar og behagelig at man konkluderer at det godkender personen som kristen. Til at argumentere for det henviser man til åndens frugter i galaterne 5. Og det er bestmet også et rigtigt kapitel at henvise til. Men vi glemmer resten af galaterbrevet, når vi kun henviser til det femte kapitel. For i størstedelen af det brev, irettesætter Paulus meget kraftigt galaterne for at have skiftet den sunde lære ud med falsk lære. Og han er vred, rigtig vred. Så når vi begynder at påstå at det er nok bare at have gode frugter i form af et bestemt adfærdsmønster, så mister vi helheden. Det gør også at vi kan komme til at anerkende folk som kristne som ikke er kristne. Eksempelvis synes jeg at Dalai Lama virker som en der opfylder noget der kunne ligne åndens frugter. Men Dalai Lama er ikke en kristen, fordi han er bekendende og praktiserende buddhist. Hans lære er altså markant forskellig fra den kristne lære, ergo er han ikke en kristen. Men lad os se lidt på hvad Jesus siger om frugterne selv i Mattæus 7.15-18:

“Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.”

De frugter som Jesus henviser til her, behøver ikke kun være dem som Paulus omtaler, selvom de indgår. Frugter er et begreb som dækker ret bredt. Jeg har undersøgt hvad bibelkommentatoren David Guzik siger om netop dette. David Guzik er en person hvis bibelkommentarer jeg ofte har brugt til hjælp, når jeg skulle forberede en prædiken. Man kan finde info om ham her: Blueletterbible.org

Han siger om det vers her, at kristne skal tage sig i agt for falske profeter, og en af måderne vi skal vurdere om det er en falsk profet er på frugterne. De frugter siger han kan deles op i tre grupper. De er som følger:

  1. Hvordan lever en person? Er den livsførelse som vedkommende lever, i overenstemmelse med det Paulus skriver, om en der tjener i menigheden? Lever personen et retfærdigt liv, er han ydmyg og viser han troskab. Med troskab tror jeg David Guzik mener en der viser troskab overfor sin familie, menighed og for troen på Jesus Kristus.
  2. Vi skal være opmærksomme på indholdet af deres lære. For den sande frugt af at leve med Gud, og af at søge i Hans ord, er også at man har en lære der har fokus på hvem Gud er, og som ikke er en lære der kildrer folk i ørerne. Så en af frugterne er at læren er i overenstemmelse med Guds ord!
  3. Vi skal være opmærksomme på hvordan effekten af personens lære bliver, og er. Hvis følgerne er at folk vokser i troen, og Gud bliver større i dem, og de selv bliver mindre, så er det en god frugt. Men hvis effekten bliver folk der vil deres eget, deres egne ideer, deres eget liv på deres egen måde. Med andre ord leve et liv som ikke er Gudscentreret (på trods af at de kan fortsætte med at sige at deres liv handler om Gud) så er det ikke en god frugt. Han skriver også at hvis effekten er at folk blot vil underholdes (om Jesus) så er det heller ikke en god frugt.

I den debat der har været for nylig, synes jeg det er punkt 2 som vi har glemt. For jeg giver David Guzik ret i at en følge af at man er en discipel af Jesus, og har valgt at leve med Ham, og søge i Hans ord. Må være at man får en lære der er mere og mere i overenstemmelse med Guds ord. Hvis ens lære er fejlagtigt og på afgørende punkter doktrinære forkerte, så er det bestemt en dårlig frugt.

Med det vil jeg også påpege at vi skal passe på ikke at falde i den anden grøft og kun se på læren. For vi kan godt møde folk som har læren i orden,  men deres liv viser noget helt andet. Så ville det være ligeså problematisk. Men den sunde lære er også en frugt, og ikke en frugt vi skal underkende.

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Synd Troens forsvar

Ønsker vi ikke at Gud er retfærdig?

Ofte siger folk at det da ikke kan være meningen at Gud vil dømme mennesker. Men ønsker vi virkelig det når det kommer til stykket? Er sandheden ikke at det er langt at foretrække at Gud er retfærdig i sin dom, end at Han vælger at ignorere folks forbrydelser?Lad os tage et eksempel:

Hvad hvis nogen gjorde den person som du holder allermest af fortræd. Med fortræd mener jeg virkelig forbrudt sig imod den du elsker højest. Lad os antage at det kunne være voldtægt, tortur eller mord. Du vidste hvem der havde gjort forbrydelsen, og fandt bagefter ud af at forbryderne ikke ville blive anklaget fordi det offentlige retssystem, var ligeglad. Det er måske svært for os i Danmark at forestille sig, men der findes lande hvor det er tilfældet. Hvis det skete, ville du så ikke blive vred. Ville du ikke føle at det ville være så uretfærdigt, at du måske endda kunne finde på selv at finde på at opsøge forbryderne og udøve retfærdighed.
Hvad hvis det var dine børn det var sket for? Ville du så ikke gå meget langt? Ville du finde dig i at nogle havde forbrudt sig mod dine børn? Ville du ikke sørge for at retfærdigheden ville blive udøvet?
Jeg ved at hvis jeg ikke kunne få politiet eller retssamfundet til at tage en sådan sag op, og jeg virkelig havde gået langt for at få dem til det uden held. Så ville jeg se mig nødsaget til personligt få fat i de personer der havde forbrudt sig mod mine børn og straffe dem. Nej, jeg er ikke tilhænger af selvtægt. Men jeg ville ikke finde mig i at se at en sådan uretfærdighed kunne få lov at stå ustraffet. Jeg ønsker retfærdigheden skal ske, og det ville du også gøre.
Derfor ønsker jeg, og du heller ikke, at Gud skulle være uretfærdig. Du ønsker en retfærdig Gud. En Gud der straffer forbrydelser. Hvis Gud ikke var retfærdig ville forbrydere ikke få den straf de fortjener. Bibelens Gud er retfærdig, for det står der igen og igen. Se salme 7.12.
“Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag.”

Her er der bare et problem for os, vi er alle forbrydere. Som der står i Rom 3.23
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Der findes ikke nogen som ikke har brudt Guds lov. Og lad mig forvisse dig om en ting: Det er meget værre at bryde Guds lov end menneskers lov. Menneskers love ændrer sig over tid, men Guds lov står fast og er faktisk skrevet i vores hjerter. Men i og med, at du har Guds lov skrevet på dit hjerte, så ved du også at du har overtrådt den. Derfor skal du også straffes. Men samtidig er Gud også en barmhjertig Gud som ikke ønsker at straffe. Derfor har han, fordi han også er retfærdig, sørget for at dem der kaster sig ind under Kristus vil undgå straffen. For dem har Kristus allerede betalt straffen for på Golgatas kors. Men dem der siger de ikke har brug for Jesus, og ikke har brug for tilgivelse, og ikke vil omvende sig fra deres eget liv. For dem er der kun evig straf.
Så hvad får Gud ud af det? Svaret er retfærdighed. Gud er en retfærdig Gud der er nødt til at straffe lovbrud og lovbrydere. Han gør det ikke for at være ond, men for at retfærdigheden må ske fyldest.
Hvorfor at Helvede skal være så forfærdelig som det er, må jeg komme ind på en anden gang. Jeg har dog kommet ind på dette i den podcast som hedder Hvad er vigtigt?.
Hvis du er i tvivl om du virkelig er en synder, så kan jeg anbefale dig at læse siden Hvad er synd?

Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? Kirke

Evangelisk forkyndelse: Nødvendigheden af retfærdighed

Når vi ser på den nytestamentlige menigheds forkyndelse, så er der særlig et element som går igen, men som det 21århundredes kirke næsten har glemt. Det er nødvendigheden af retfærdighed. Det kan vi bl.a. se på de prædikener som bliver holdt i apostlenes gerninger. Se her hvad Peter eksempelvis sagde i sin prædiken i hedningen Cornelius hus:

”Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde.” Ap.g 10.42

Og det sagde han i et hjem hvor han var blevet inviteret for at forkynde. Eller som Paulus prædikede for athenerne:

”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.” Ap.g. 17.30-31

Paulus sagde faktisk i dette at athenernes hidtidige trosformer var baseret på uvidenhed, men at de nu ikke længere behøvede være uvidende, for nu havde Gud vist sig igennem Jesus, så vi kunne vide hvem Han er, og hvad Han vil. Det var provokerende for athenerne at høre den slags, det var et budskab som forstyrrede deres personlige fred.

Det var den form for forkyndelse kirken holdt dengang. En forkyndelse der viste folk at de vil komme til at stå til ansvar for deres gerninger, og at de vil blive dømt af en Hellig og retfærdig Gud. De advarede folk imod den kommende dom, og viste at det var muligt at undgå den dom ved at omvende sig til Jesus Kristus, som havde taget dommen på Golgatas kors, for dem der ville kaste sig ind under Ham.

Vi ser ikke at i den nytestamentlige menighed at nogen stillede sig op og sagde “Gud elsker dig og har en vidunderlig plan for dit liv”. Vi ser heller ikke at nogen stillede sig op og sagde “Tro på Jesus og få succes, bedre sex, mere indhold i livet, et mere spændende liv o.l.”. Istedetfor ser vi at der var en meget klar fokus på der kommer en dom hvor Gud vil dømme folk. Så når vi ser dette er så kraftig en del af den nytestamentlige forkyndelse, så bør og skal det også være en del af forkyndelsen i dag. For der står jo ikke i bibelen at det skal vi holde op med at prædike i 1995, bare for at tage et år som eksempel.

Men er det ikke også det vil ønsker af Gud, at Han er retfærdig? Det vil jeg svare på snart i et kommende indlæg.
Se første og andet afsnit i denne serie her:
Guds hellighed
og her
Menneskets syndige natur

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Bob Beeman siger vi ikke er syndere

I indlægget “Hvad prædiker Bob Beeman” skrev jeg, at jeg hverken kunne se eller høre dødsmetalprædikanten Bob Beeman prædike evangeliet. Det var der nogen der var uenig med mig i, hvilket kom til udtryk i kommentarerne. Jeg bad kommentatorerne om at henvise mig til forkyndelse fra Bob Beeman, hvori han virkelig prædikede evangeliet, for det ville jeg med glæde høre. I starten fik jeg bare at vide “AT DET PRÆDIKEDE HAN”, men der var ikke rigtig nogen der viste mig hvorhenne han gjorde det. Indtil der var en som så havde gjort et forsøg, og henvist mig til nogle prædikener, som han mente skulle være evangeliske.

Før jeg skriver hvad jeg så hørte, vil jeg godt sige at jeg har respekt for, at der endelig var en der ville henvise til eksempler på hvad han mente var evangelisk forkyndelse. Og jeg tror bestemt også at vedkommende anbefalede den forkyndelse af de rigtige hensigter. Desværre kunne jeg ikke høre evangeliet, men noget andet hvilket jeg kommer ind på bagefter. Det vil jeg dog ikke give kommentatoren skylden for ikke at kunne høre, men de kirker som har været med til at gøre evangeliet mudret og svært forståeligt. Det er dem jeg anklager for at være skyld i at mange kirkefolk ikke længere kan høre forskel på evangelisk forkyndelse og hvad jeg vil kalde vrøvl.

Men hvad hørte jeg så? Jo, jeg hørte en lille serie som hed “Who am I“. Der var flere ganske rigtige ting, som jeg ikke var uenig i. Han talte lidt om hvordan det var i Edens have, og at der var sket noget i haven så vi blev adskilt fra Gud. Derfra gik han over til at fortælle os hvem vi så er i Jesus. Når vi vel at mærke er blevet frelst. Hvordan man bliver frelst definerede han ikke. Det var nærmest en parantes, som han bestemt ikke gik i dybden med. Det behøver man nu heller ikke altid gøre, men jeg oplevede det personligt som om han ikke havde lyst til at beskrive det på tilfredsstillende vis. Men det er vel at mærke min egen subjektive oplevelse, og behøver ikke nødvendigvis være rigtigt. Man kan selv høre efter hvis man ønsker det. Men noget Bob Beeman brugte ret meget tid på var at tale om hvem vi er i Kristus. Og det var ligesom at høre det menneskecentrerede budskab som vi hørte meget i de karismatiske kredse i starten af halvfemserne. Vi talte kolossal meget om vores identitet i Kristus. Hvad vores rolle var i Kristus. Hvad vi var i stand til i Kristus. Men vi talte ikke ret meget om, hvem Kristus er i mig. Allerede dengang syntes jeg at det blev en overforkusering på os selv, mens Jesus kom til at stå i baggrunden, og det mener jeg også i dag. Jeg vil dog ikke sige at den slags lære vil være total ødelæggende for Bob Beemans troværdighed, i fald han også kunne finde ud af at prædike evangeliet klart og tydeligt. For jeg kan godt leve med fejl i forkyndelsen. Men jeg havde endnu ikke hørt ham prædike evangeliet, hvilket jeg ellers var blevet sat i forventning om. Men jeg fortsatte til næste del af hans undervisning/prædiken. Her blev jeg dog meget chokeret.

I hans podcast “Who am I part 2” siger han at alt for mange kristne identificerer sig selv som syndere der er frelst af nåde. Til det siger han “That is not true”. Han sagde ganske klart at det var forkert at se på sig selv som en synder der var frelst af nåde. Og det var vel at mærke noget han gjorde ret meget ud af. Dette er simpelthen ubibelsk. Det er sandt at Gud ikke længere ser på mig som en synder, når jeg er frelst. Men det er fordi Han ser Jesus istedet for mig. Jeg er stadig en synder frelst af Guds nåde, og enhver der påstår at det er en forkert måde at se på sig selv, skaber problemer for troen og dens udgangspunkt. Men det vil jeg nu ikke gå så meget ind i, da det siger sig selv at det er forkert at sige sådan.

Jeg vil istedet bruge Bob Beemans udtalelse til endnu engang at påpege at denne mand er forvirret. For jeg ved godt hvor han har den idé fra. Det er en lære som stammer fra trosbevægelsen. Jeg ved at bl.a.  Pastoren for Oslo Kristne Center Åge Åleskjær ( en trosmenighed) har talt rigtig meget for netop denne lære. Og vi ser den også hos andre trosprædikanter. Den har sin basis i den lære der hedder “little gods”, som ikke er en kristen lære, selvom trosprædikanter prøver at bilde folk dette ind. Nu tror jeg ikke at Bob Beeman er en del af trosbevægelsen, for det er ikke kun det han prædiker. Men han viser at han er forvirret fordi han bruger falsk lære fra både den ene retning og den anden retning. Han er som så mange andre moderne kristne i dag, han kan ikke sortere god lære fra dårlig lære. Lad mig holde fast i at jeg respekterer ham for hans sociale arbejde, og hans efter sigende behagelige måde at være på overfor andre. Men jeg har stadig ikke hørt manden prædike evangeliet. Jeg har istedet hørt ham prædike noget vrøvl.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge jer som har inviteret Bob Beeman til jeres “kristne dødsmetal” koncert “Green light District Festival” om der ville være plads til forkyndelse som den her nedenunder, eller om I ikke bare har inviteret en der siger noget der lyder godt i jeres ører, og bare bekræfter jer i det i ønsker at blive bekræftet i.

Og hvis der er plads til forkyndelse som det her, hvorfor inviterer I så ikke en der forkynder evangeliet klart og tydeligt, istedet for Bob Beeman som ikke kan formidle det klart?

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Korset

Julens sande budskab

Jeg har haft lidt travlt her op mod jul (som så mange andre). Derfor har jeg en del ting som jeg mangler at følge op på her på bloggen. Men det må ske efter jul, og noget af det må vente til først i det nye år. Jeg vil dog ønske en glædelig og velsignet jul til alle læserne.

Jeg ved at vi lever i en tid, hvor mange kristne er bekymret over de problemer der p.t. er i kirken. Det er nemt at blive deprimeret når man kigger på kirkens tilstand. Men vi har et håb, og det er et håb der er større end noget håb man kan få i denne verden. Vi har nemlig verdens frelser Jesus Kristus som vores håb. Kirkehistorien har da også eksempler på værre perioder end den vi ser lige nu, og den viser at Gud har vist at Han er den der kan ændre historiens gang, og har fået kirken tilbage til sit udgangspunkt som er Guds ord. Men vær ikke som dem der siger at kirken ikke er værd at komme i, ikke er værd at bruge tid på, og ikke er noget som man skal tage alvorligt mere. Kirken er Guds gave til Hans børn. Også selvom den ikke altid ser helt ud som den burde (og der er selvfølgelig begrænsninger for hvad man skal finde sig i fra sin kirke, men man må godt gå langt her mener jeg. Det gjorde Luther, Wesley og mange andre jo også).

Men nu skulle det handle om julens sande budskab, og det har jeg fundet her. Det er den kristne børnepopgruppe “Go Fish” som har lavet nummeret her. Den hedder “Its about the cross”. Og det er hvad julen egentlig handler om. Hvilket også var en del af min prædiken fra julefesten i søndags i min kirke.

Min juleprædiken kan man høre høre på dette link.

Categories
Evangelisation Hvem er Gud? Kirke Omvendelse Prædikener

Juleprædiken: Det glemte juleevangelium

Jeg fik i år mulighed for at prædike til kirkens julefest. Jeg tænkte at en af de dage hvor der kommer flest i kirken, er netop en dag som denne. Men mange steder vælger man at overfokusere så meget på julehygge, at man glemmer hvad juleevangeliet egentlig handler om. Det er ærgerligt, for når man ved at der kommer folk i kirken, som ikke er vant til at komme i kirke, så burde man sørge for at give dem evangeliet som det er. Det er jo ikke sikkert man får den mulighed en anden gang. Så det forsøgte jeg at gøre denne gang.

I denne juleprædiken kommer jeg ind på, hvorfor Jesus var så farligt et barn, at Herodes søgte at slå Ham ihjel. Hvorfor det var vigtigt at Gud blev menneske og kom til vores verden, og hvorfor det er afgørende at tilhøre Jesus og ikke sig selv. Send gerne denne juleprædiken til en du holder af, evt på facebook eller andre netværk. Det er en glimrende mulighed for at give evangeliet til en der har brug for det. Og en juleprædiken er faktisk nem at give videre til folk.


Det glemte juleevangelium

Rene Vester | MySpace Video