Nogen gange tager man sig til hovedet når folk påstår at evoloutionsteorien og nazismen ikke har noget med hinanden at gøre. Når folk siger sådan, synes jeg de minder om den sorte ridder der har fået hugget armen af, og påstår det kun er en ridse, mens blodet fosser ud af den skulder hvor der før sad en arm. Men lad os se lidt igen på hvad nazisterne sagde, og der bliver godt nok ikke lagt fingre imellem her. Det bliver spændende at se om der igen er nogle blinde folk der kan finde på at påstå at der ikke er nogen sammenhæng mellem evolutionismen og nazismen, efter denne video.
Author: René Vester
Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.
Jeg synes det er trist at se hvor mange kristne som vælger at gøre bibelen til en underordnet bog. Det er noget der sker på flere områder, men et sted hvor det er særlig tydeligt at man gør det, er når visse folk begynder at komme med forudsigelser om endetiden. Forudsigelser som ikke er baseret på skriften, men på åbenbaringer og beregninger. Når den falske profet Kim Andersen fra Tagryggen.dk kan finde på at forudsige bortrykkelsen hele to gange (han tog fejl den første gang, og valgte åbenbart at forsøge sig igen (Se link her)), og kristne kan sige god for det, så har de vist at de ikke sætter bibelen på førstepladsen. For skriften er fuldstændig klar på dette område. Når Jesus i Mattæus 24.42 siger:
“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”
Så er det noget han siger til disciplene, og det vil sige at det gælder også kristne i dag. Vi skal våge, og være beredt på Herrens komme, men vi skal ikke vide hvornår det sker. Men holde øje med tegnene. Jesus siger at kun Faderen kender til disse tider. Det vil sige den form for forudsigelser er noget vi kun skal afvise, og ikke lade os lede vild af på trods af folks smarte forklaringer.
Jeg er så klar på dette område, at når folk kommer med åbenbaringer hvor de påstår at Jesus kom til dem, og sagde at de ikke skal dø førend Han kommer igen o.l. Så er det åbenbaringer som går ud over skriften, og ikke kan bruges til noget som helst. Det er selvfølgelig meget rart for disse mennesker når de eksempelvis kan komme på GodChannel og sidde sammen med Rory og Wendy og fortælle hvad Jesus sagde til en om de sidste tider. Det kan godt være at de får et godt ry i visse kirkelige kredse, og vil blive anset for folk med en “højere åbenbaring”. Men de samme mennesker skal en dag stå overfor Gud og forklare hvorfor de satte deres åbenbaringer over skriften. Personlig tror jeg ikke de har meget at forklare.
Den farlige Maitraya
Men lad os lige kigge på en påstået åbenbaring. Der er nogen der skulle have oplevet at Jesus havde kommet og advaret mod antikrist, og sagt at det skulle være den mærkværdige åndelige person Maitraya. Maitraya har jeg læst om flere steder, og til de åbenbaringer har jeg to ting at sige. For det første står der ikke noget om i bibelen at antikrist hedder Maitraya. For det andet synes jeg ideen om Maitraya er ret langt ude. For der tyder mere på at det kommende antikristlige rige bliver et økonomisk system, end det bliver et religiøst system. Jeg vil ikke påstå at det aldrig kunne være den såkaldte Maitraya der blev antikrist, men det ser langt mere ud til at det bliver en anerkendt, og dygtig politiker, som formår at tale til folket med forførerisk tale. Maitraya er simpelthen for mærkelig en person til at forholdsvis fornuftige mennesker kan tro på ham.
Men hvis det er Maitraya, så er det ikke et problem for mig. Men hvis det ikke er, vil det være et problem for dem der tror det bliver Maitraya. For det kan medføre at de ikke vil være opmærksomme på den sande antikrist når han kommer. De vil jo bare tro det er en underlig person som Maitraya, for det har de jo fået at vide igennem “åbenbaringer” som de sætter over skriften.
Men hvad sagde Paulus egentlig?
Men alt denne endetidssnak, havde man også på Paulus tid, og Paulus havde en befriende måde at se på dette, som vi burde tage til os i dag. I anden Thessalonikerbrev kapitel 2.1-4 står der:
“Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”
Paulus ønskede ikke at kristne skulle blive forvirret af alle de stemmer der også var dengang om Herrens komme. Paulus gør det meget simpelt. Der er noget der skal ske førend Jesus kommer tilbage. Lovløshedens menneske skal åbenbares, og sætte sig i Guds tempel. Det er så vidt jeg kan se, meget nemt at se når det sker. Og jeg kan ikke se at det er sket endnu. Så der er stadig tid til at fortælle andre mennesker om Jesus og den frels vi har fået i Ham.
Jeg ville ønske at kristne ville læse mere i deres bibel end høre om åbenbaringer mig her og åbenbaringer mig der, for en stor del af dem er direkte tossede. Der kan godt være enkelte af åbenbaringer der er fra Gud, for jeg tror også på at Gud taler i dag. Men Han vil ikke gå imod det Han har åbenbaret for os i skriften. For Gud kan ikke lyve og modsige sig selv. Derfor lær Guds ord at kende istedet for at søge efter folks mystiske åbenbaringer og beregninger. Gud har vist hvad der er Hans vilje i sit ord, også for de sidste tider. Det er ord er troværdigt og tilstrækkeligt, så hvorfor gøre det underordnet i forhold til hvad andre oplever og mener?
Nogen gange opstår der historier hos os kristne, som vi synes viser at vi er dem der har tjek på det, og dem der ikke er kristne har ikke tjek på noget som helst. Mange af de historier fungerer som vandrehistorier, og er ret dårlige.Der eksempelvis den om Charles Darwin der på sit dødsleje skulle have sagt at det hele bare var løgn. Det er sandt at darvinismen er baseret på løgn, men Darwin fornægtede ikke sin lære på dødslejet. Folk bliver så skuffede når jeg fortæller dem det, men hvorfor skulle vi argumentere på udokumenterede historier, som ikke har den ringeste betydning alligevel?
Så er der også den vandrehistorie hvor man i NASA ikke kunne forstå hvorfor der manglede en dag i solsystemet. Indtil en sagde at der i Josuas bog stod at solen stod stille til Josua havde vundet en kamp. Og så indstillede man angiveligt datamaskinerne efter den information og fik det til at passe. Også det er en vandrehistorie som ikke har noget på sig. Hvis den har, så vil jeg vide hvem der sagde det, og hvem der ellers var til den beregning hos NASA. For det er de informationer som mangler her.
Men her er så en nyere af disse vandrehistorier. Det skulle være et argument for Guds eksistens. Jeg er glad for folk der kan komme med gode argumenter for Guds eksistens. Men denne her er decideret dum, og hører bestemt ikke til i gruppen af dem jeg vil bruge. Se om du kan finde ud af hvorfor.
Hvad nu hvis apostlen Peter havde været inspireret af emergent kristendom? Eller postmoderne kristendom som nogen så smart har valgt at kalde denne form for liberalteologi. Hvordan ville Peters prædiken så have lydt på pinsedag, og hvilke resultater ville det have medført? Måske ville det have set sådan her ud:
Peter: Venner, farisæere og skriftkloge, årsagen til at vi står her og ser lidt sjove ud, er ikke fordi vi har drukket vin. Men vi har haft en oplevelse som har noget at gøre med den mand Jesus som vi gik med nogle år. Det var ham som blev korsfæstet for et par måneder siden. På en eller anden måde har vi oplevet at han er kommet igen, men bare på en anden måde. Men vi forstår ikke helt hvorfor og hvordan. For kan vi overhovedet forstå så meget? Og hvis vi tror vi forstår noget, kan vi så være sikre på at vi forstår det?
Ja, det er nogle svære spørgsmål, men efter tre og et halvt år med Jesus, så er det disse tanker som er kommet til mig. Det kan godt være at nogen af de andre som også gik med Jesus synes det lyder mærkeligt, for Jesus skældte os ofte ud for at tvivle. Så umiddelbart kunne man tro, at Jesus ikke ville have at vi tvivlede på ham. Men måske skulle vi spørge os selv om det virkelig var det han mente. Måske ville han istedet ved at vise at vi tvivlede, fortælle os at det var en god ting at tvivle. For er det da ikke menneskeligt at tvivle? Ja jeg spørger bare, og handler det da ikke om at være menneske?
Jeg burde nok fortælle jer hvad der står i skrifterne om Jesus, og om hvordan det hele er forudsagt, men det kan jeg jo heller ikke være sikker på at jeg forstår. For hvem kan dog sige at man forstår skriften, og har vi egentlig brug for de skrifter? Skulle vi ikke prøve at få forståelse for sandheden på en anden måde, end “kun” at søge i Guds ord? Hvorfor skulle vi ikke forsøge at lave vejrtrækningsøvelser, ligesom de gør i Indien, hvor de sidder i mærkelige stillinger, og låser deres kroppe fast? Eller også kunne vi begynde at være helt stille, og ikke sige noget i flere dage. Der er jo nogen der mener, at det er det der skal til for at det bliver muligt for Gud at tale til os.
Hvad siger I, er I med på at lave en bevægelse, hvor vi prøver at finde sandheden på en måde som vi selv synes er spændende og relevant? En bevægelse hvor det ikke handler så meget om at definere sandheden, men at føle sandheden. Er I med mig? Hvem tør tage dette fantastiske skridt ind i en verden, hvor tvivl og tro fungerer sammen på en vidunderlig måde som vi ikke kan forklare, men kan føle?
Da jøderne, og heriblandt de skriftkloge og farisæerne hørte dette sagde de: Mage til vrøvl der kommer ud af munden på ham Peter. Hvis det bare var den form for lære ham Jesus stod for, så behøvede vi da vist ikke korsfæste ham. For det der, er der da ikke nogen fornuftige mennesker der gider tro på. Der er jo hverken hoved eller hale på det han siger.
Og sådan ser det ud til at den første emergente urkirke ville ende, fordi den ikke ville tage Guds ord for hvad det er, men satte tvivlen over troen. Godt at Peters prædiken i stedet for var bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og viste at betydningen af Guds ord, er Guds ord. Men derom en anden gang.
Dette er en trist historie. De fleste af os kender den formentlig. Jakobs storebror Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser og et brød (Første mosebog 25.29-34). Han var ved at dø, sagde han, men det var nok en overdrivelse som mere var et udtryk for at han var mere drevet af sit eget kød, end af sund fornuft. Han anså ikke sin førstefødselsret for noget, hvad der ellers var noget man satte højt dengang.
Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsret får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.
I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:
“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”
Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke. Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.
Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.
Det at omvende sig er ikke noget vi bare kan gøre i egen kraft. Hverken før vi bliver kristne, eller når vi er kristne. Omvendelsen er en nådegave der er skænket os af Gud. Det er også derfor vi ikke bare kan sige sådan som nogen gør: Jeg bliver kristen engang når jeg har er blevet gift og har fået børn, eller jeg bliver kristen når jeg er blevet gammel, eller om et par år osv. For vi ved ikke om Gud vil give os omvendelsens nådegave til den tid. Hvis Han ikke vil det, og ifølge bibelen sker det at Han ikke vil det, så er vi ilde stedt. Da er det kun dommen der venter forude.
En ting der er vigtig for os at vide, er at når vi får omvendelsens nådegave, at vi så også må tage imod den. For det er jo en nådeGAVE. En gave må blive taget imod og pakket op, om jeg så må sige. Dvs at hvis man ikke er kristen, men kan mærke Guds kald på en. Det kan man mærke ved at man kan se at man er en synder i forhold til Guds perfekte lov og man kan se at man er på vej mod evig fortabelse. Først da kan man forstå at det var pga vores synd at Jesus udgød sit blod på Golgata. Først da kan vi virkelig forstå at vi har behov for en frelser. Man har muligvis nogle diskussioner med Gud, hvor man prøver at overbevise Ham om at man jo er god nok, og jo elsker Ham, men at Han jo må finde sig i at vi lever vores eget liv lidt. Men disse diskussioner fører ikke nogen veje, fordi man tager dem igen og igen med Gud. Man oplever at Gud kalder på en. At Han kalder til omvendelse, til at give sit liv til Ham.
Der er det op til os at tage imod omvendelsens nådegave. For det er der det er muligt at tage imod den. Tager vi imod den, så er det at Gud føder os på ny. Ikke før. Ikke i at gentage en bøn, eller få noget vand på hovedet eller i at gå frem til forbøn og blive bedt for. Kun når Faderen drager dig til Jesus er det muligt at omvende sig. Men den der siger nej til omvendelsens nådegave der, er ilde stedt. For hvem ved om man nogensinde får mulighed for at tage imod omvendelsens nådegave nogensinde igen.
I dag kom så den ministerrokade, som flere havde ventet. Personlig tror jeg at det er et godt tidspunkt for rokaden, og at nogle af de nye ministre faktisk vil være til gavn for Danmark. Men det er ikke kun i politik der er brug for en rokade. Der findes et sted som trænger langt mere til en udskiftning.
- Vi trænger til at de præster som ikke prædiker evangeliet, men noget andet bliver udskiftet med folk der prædiker et tydeligt og klart evangelium.
- Vi trænger til at udskifte de præster som ikke tror på bibelens autoritet, med præster der tør stå fast på Guds ord, også selvom det betyder at andre vil kalde dem middelalderlige, ekstreme, eller fundamentalistiske mv.
- Vi har brug for præster der tør stille sig op og advare imod den kommende dom, ligesom de gjorde i de første menigheder. Se blot hvordan man prædikede i Apostlenes gerninger. Igen og igen havde de fokus på at der kom en dom en dag. Det var ikke en forkyndelse de skammede sig over.
- Vi har brug for præster der ikke forsøger at bøje Guds ord, for at gøre det mere spiseligt. Men evner at forklare hvordan det hænger sammen, så folk ikke har nogen undskyldninger overfor Gud på dommens dag.
- Og vi har brug for præster der tør vise hvad der er kristendom, og hvad der ikke er. Altfor mange præster i dag, tør ikke melde ud om dette, selvom de ved om det. De frygter mennesker mere end Gud, og vi har brug for præster der frygter Gud mere end mennesker!
Hvis Guds kirke skal have en fremtid, så er vi nødt til at komme tilbage til udgangspunktet bibelen. For den er Guds åbenbarede vilje for os, så vi ikke behøver svaje som siv i vinden. Er det ikke den rokade som vi virkelig har behov for, så evangeliet må blive prædiket i vore kirker igen?
Til dig der kommer i en kirke hvor der ikke er brug for at udskifte præsten: Bed for dem, og bak op om dem. For de har også brug for at se at der er nogen der værdsætter deres tillid til Gud, og Hans ord!
Der har været tidspunkter i mit liv, hvor mit vidnesbyrd har været mere påvirket af mit kirkesamfund, end af bibelen. Jeg husker også at det skurede i mine egne ører, når jeg gav mit vidnesbyrd på visse punkter. For jeg havde fået det til at se ud som om det var mig der søgte Gud. Det var noget der var meget normalt at sige i mit kirkesamfund, det gjorde os jo lidt bedre i vore egne øjne, når vi så os selv som sandhedssøgere, der havde fundet sandheden. Men desværre var det ikke det der skete, for bibelen siger at ingen søger Gud.
“Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” Rom 3.11
Men i stedet står der at det er Gud der søger os, og det kun er muligt at komme til Jesus når Gud drager på os:
“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Johannes 6.44
Sagen er også den at det var præcis det jeg oplevede. Jeg søgte bestemt ikke Gud. Men jeg begyndte at søge Ham, efter at Han begyndte at drage på mig. Men på trods af dette, ønskede jeg ikke at omvende mig. Jeg strittede imod Guds kald. Jeg ønskede at leve mit eget liv, og beholde de synder som jeg satte pris på, og samtidig kalde mig en kristen (se her). Jeg ønskede med andre ord en gud, der lod mig leve mit liv som jeg selv ønskede, og så var en hjælp for mig til de ting hvor jeg mente at kunne bruge guds hjælp. Med andre ord, jeg søgte min egen gud, en gud der var skabt i mit billede. Og ikke en Gud, som havde skabt mig i sit billede, og som ønskede at kalde mig tilbage til det Han havde tænkt sig.
Prøv blot at se på hvordan jeg forsøgte at tvinge Gud til at acceptere mig. Jeg prøvede jo ved hjælp af jura at få Ham til at indse at jeg var en kristen. For kunne jeg sige “Jesus er Herre”, så måtte jeg jo være en kristen. Lykkeligvis ville Gud ikke lade mig slippe afsted med at begå den fejl. Derfor stoppede Han min mund, så jeg ikke kunne sige “Jesus er Herre”. Det var mig simpelthen umuligt at få den sætning ud af min mund (se her). Først da det stod soleklart for mig at jeg ikke var en kristen. At jeg ikke var født på ny. At jeg ikke var et Guds barn. Først da spurgte jeg Gud, hvad skal jeg da gøre? Ligesom dengang da jøderne havde hørt Peters pinseprædiken, hvor deres reaktion var følgende:
“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«” Ap. G. 2.37
De kunne se at de ikke tilhørte Gud, selvom de før havde troet at de gjorde det. Først når vi indser det, så er det vi kan blive frelst. Når vi ser at vi i egen kraft er magtesløse, og ikke har noget som kan overbevise Gud om at vi fortjener Hans frelse, eller burde accepteres som vi er etc. etc. Først da er vi modtagelige for det Jesus siger her:
“Omvend jer for Himmeriget er kommet nær” Mattæus 4.17
Det der skete efterfølgende var også at jeg blev født på ny da jeg omvendte mig. Jeg blev en ny skabning. De ting som jeg elskede før, havde jeg ikke længere brug for. Jeg ønskede heller ikke at leve i dem mere. Jeg havde et nyt ønske og begær, at være sammen med andre kristne, og komme i en kirke, og at fortælle andre om den frelse jeg havde fået.
Disclaimer:
Er det ikke muligt at sige “Jesus er Herre” uden at være frelst? er der muligvis nogen der spørger sig selv om nu. Svaret er, jo det kan det godt. For det handler om to ting her. Dels handler det om hvilket billede vi har af Jesus, for hvis vi har en forkert forståelse af Jesus, kan det godt lade sig gøre. Jeg har eksempelvis hørt Jehovas Vidner sige “Jesus er Herre”, men deres billede af Jesus er jo en helt anden end reformert, klassisk ortodoks kristendom har. Jehovas Vidner kan ikke være kristne selvom de siger Jesus er Herre, for vranglæren de står for, er så modsat bibelen, af det på ingen måde kan fungere indenfor kristendom.
Den anden ting handler om hvad konsekvensen var ved at sige “Jesus er Herre” på apostlenes tid. Det var nemlig døden. Hvis man offentligt bekendte Jesus som Herre, og ikke kunne sige Cæsar er herre, ville man miste hovedet. Det var altså ikke alle der turde bekende Jesus som Herre, fordi det havde så markante konsekvenser. Og det er den kontekst vi skal se dette i. For udenfor konteksten bliver det jo blot til, at fordi man siger en sætning, at så er man frelst. Det er ikke i overenstemmelse med resten af bibelen, og derfor ikke en rigtig tolkning. At Gud valgte at lukke min mund da det skete, var Guds nåde imod mig, for Han behøvede ikke gøre det. Men det viser at det var Ham der søgte mig, og viste mig at jeg var nødt til at omvende mig fra hele mit liv, og give mit liv til Hans søn Jesus Kristus. Og hvor er jeg taknemmelig for at Han gjorde det, for ellers ville jeg i dag være fortabt.
Se da andre afsnit her:
Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF
Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud
Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris
Den første weekend i november måned 1989 kaldte Jesus på mig. Gud havde forberedt mig på dette igennem et års tid, hvor jeg havde haft mange samtaler med ham, om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, og samtidig ryge mig skæv og drikke mig fuld. Det var dog en diskussion som jeg aldrig vandt, selvom jeg selv syntes jeg havde nogle gode argumenter. Men nu skulle det være. Om fredagen kunne jeg mærke at Gud kaldte på mig. Jeg havde kun en tanke i hovedet, og det var at jeg skulle omvende mig fra mit hash og mit alkohol, og give mit liv til Jesus. Det var ikke en tanke der kom fra mig selv, for jeg ønskede ikke at have den tanke. og jeg vidste godt hvor den kom fra.
Flygtede fra Gud
Men okay, hvad gør man hvis man ikke kan lide de tanker man går med? Man tænder da for fjernsynet og flygter derind. Så det prøvede jeg, men det hjalp ikke. Ligegyldigt hvad og hvor spændende det var, så var tanken der stadigvæk. Jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkoholmisbrug. Tanken var ikke til at komme af med. Så jeg gik i seng for at sove, for som jeg tænkte; “Det er sikkert overstået i morgen når jeg vågner”. Men den første tanke jeg fik da jeg vågnede var “at jeg skulle omvende mig fra hash og alkohol, og give mit liv til Jesus”. Og sådan forløb den dag også.
Jeg ønskede virkelig ikke den tanke, for jeg ville gerne beholde muligheden for at ryge hash og drikke mig fuld. Det var min måde at klare mig igennem tilværelsen på, og den ville jeg ikke bare give slip på. Men nu var der endnu en dag hvor Gud kaldte på mig. Og når Gud kalder, er det ikke sådan at slippe væk, og tro mig, jeg prøvede virkelig at slippe væk. Jeg forsøgte mig endnu engang med at se fjernsyn, men det virkede ikke. Jeg forsøgte at læse mine tegneserier, den eneste ting som jeg havde nogenlunde styr på, og orden i dengang. Jeg havde en hel reol med ca 800 tegneserier. Dem kendte jeg så godt, at man kunne tage en tilfældig af dem, slå den op på en tilfældig side, og så kunne jeg fortælle hvilket nummer det var, historiens indhold og hvem forfatteren og tegneren var. Så dem kendte jeg ud og ind. Så det måtte da kunne lade sig gøre at gå ind i den verden istedet. Men heller ikke det var muligt. På trods af at jeg måske havde læst de tegneserier 10-20 gange i forvejen, så kunne jeg ikke koncentrere mig om dem. Gud kaldte på mig, og jeg brød mig ikke om det. Så jeg gik i seng igen, og håbede at jeg ville stå op til en dag uden at Gud kaldte på mig.
Kunne Gud ikke blande sig udenom?
Men nej, igen var den første tanke jeg fik, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Jesus. Nu var jeg ved at blive træt, for kunne jeg da ikke bare få lov at være i fred? Kunne Gud da ikke blande sig udenom mit liv? Hvorfor skulle Han bestemme hvordan jeg skulle leve mit liv, for at jeg også kunne få lov at være en kristen? Da jeg ved middagstid den dag stod og vaskede op, kom jeg så i tanke om noget jeg havde læst i bibelen. Der står jo i første korinterbrev 12.3 at ingen kan sige Jesus er Herre uden ved Helligånden. Okay, tænkte jeg, nu har jeg taget på Gud, nu kan jeg bevise for Ham at jeg er en kristen, for jeg kan jo bare sige “Jesus er Herre”. Har jeg sagt det, så må jeg jo have Helligånden og være en kristen. Så det skulle jeg nu vise Gud.
Så der stod jeg i mit køkken, med opvaskebørsten i hånden og sagde: Gud nu skal du høre at jeg er en kristen, for jeg kan jo sige Jesus er H. Men der kom ikke mere ud end et lille H. Hmm det var da mærkeligt tænkte jeg, så jeg prøvede igen. “Jesus er H”. Endnu engang kunne jeg ikke fuldføre sætningen, det var mig umuligt at få sagt Herre også. Nåh, men jeg gav ikke sådan op, for nu begyndte jeg at bruge kræfter på det, og prøvede igen, og igen og igen. Og jeg forsøgte også at hoppe for at få det sidste ud af munden, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke sige Jesus er Herre. Og da jeg til sidst valgte at indse at jeg var på den, spurgte jeg Gud, jamen hvad skal jeg så gøre? Og jeg kunne bare mærke at Han sagde det som jeg havde hørt ham sige hele weekenden, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Ham.
Okay sagde jeg så, og kastede opvaskebørsten fra mig, mens jeg udbrød, “Så giver jeg mit hash og mit alkohol til dig, og beder Dig om at være Herre i mit liv”. Og så sagde jeg bagefter; “for nu er Jesus Herre i mit liv!” Og lige der skete det. Lige der blev jeg født på ny. Jeg vidste at nu var jeg Guds barn, og jeg havde fået et nyt liv. Jeg vidste også at jeg aldrig mere ville have brug for at ryge hash, eller drikke mig fuld. Jeg havde fået noget der var meget bedre. Jeg havde fået Guds kærlighed ind i mit hjerte. Jeg var forvandlet. Den dag blev jeg frelst, og det skyldtes ikke mig selv, Gud var den der gjorde det. Hvad det egentlig var der skete i et bibelsk perspektiv vil jeg gerne gennemgå næste gang. For det er den vigtigste del af denne historie. For hvis min frelsesoplevelse ikke er i overenstemmelse med skriften, så er det ikke et vidnesbyrd der er værd at bruge tid på. Derfor vil jeg håbe at dig der har læst dette, også vil se næste og langt vigtigere indlæg i denne serie. For det er noget som mange kristne har brug for at forstå.
Se da andre afsnit her:
Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF
Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud
Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris
Categories
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris
Når jeg havde besøg af mine nye kristne venner, var det ikke unormalt at de i slutningen af vores samtaler spurgte mig om følgende: René har du ikke lyst til at bede denne bøn, og blive en kristen? Og hver gang jeg blev spurgt, svarede jeg venligt nej, for jeg var ikke parat til at bede sådan en bøn. Og ikke nok med det, jeg vidste godt at man ikke blev kristen af at gentage en bøn.
For jeg vidste godt hvad det indebar at være en kristen. Dem havde jeg nemlig mødt før. Jeg havde jo i tiende klasse gået på en kristen efterskole (Hedemølle i Bjerringbro), og havde der mødt folk der virkelig var kristne. Og de var virkelig anderledes. For de grinte ikke af de samme ting vi andre grinte af, de talte ikke som os andre, og dertil læste de i deres bibeler, og gik til bønnemøder. Det var flere af eleverne på den skole der levede så markant anderledes, end det liv jeg ønskede at leve, og jeg kunne se at de ikke levede deres egne liv. De levede en andens liv, nemlig livet i Jesus Kristus.
Jeg havde engang prøvet at tage med til en af deres bønnemøder. Enten af nysgerrighed, eller fordi jeg syntes der var en af pigerne der var søde. Det husker jeg ikke præcist. Men jeg husker at det gad jeg ihvertfald ikke gøre igen. Det var simpelthen så kedeligt, og gjorde at jeg da nu var helt sikker på at det ikke var sådan jeg ønskede at leve. Jeg ville hellere have det sjovt, og lave det som gav mig et kick istedet. Så når de kristne som besøgte mig, spurgte om jeg ville blive en kristen, så vidste jeg godt at det indebar at jeg ikke længere levede mit eget liv mere. Så skulle jeg også leve en andens liv, og det var jeg ikke parat til. For jeg elskede min synd, på trods af at jeg godt kunne se at den trak mig længere og længere ned i mudderet.
Men Gud arbejdede alligevel med mig. Jeg havde jo stadig mine gåture, hvor jeg diskuterede med Gud om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, samtidig med at jeg kunne ryge mig skæv og drikke mig fuld (se afsnit på dette link). Jeg ville næsten give slip på alt mulig andet, for at få lov til at beholde disse to. Så de må virkelig have betydet meget for mig. Og en weekend i november måned, 1989 skete der så noget som ændrede resten af mit liv. Hvordan det skete vil jeg fortælle næste gang, og det var faktisk ret voldsomt.
Se da andre afsnit her:
Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF
Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud
Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris
For 1½ år siden, lagde jeg en prædiken på, som var en vers for vers undervisning baseret på Jesu lignelse om den fortabte søn. Den fik jeg, og får stadig en del respons på. Mange har mailet mig og takket mig for lige netop den prædiken. Det er også en prædiken jeg har fået brændt over på CD, og har givet til folk jeg kender go møder. Den har nemlig et budskab som er nemt at give til folk, hvad enten de er kristne eller ikke kristne.
Årsagen til at jeg dengang skrev den prædiken, var at jeg havde hørt pastor John MacArthur prædike over lignelsen og læst i Hans bog om samme (A tale of two sons). Og efter at have gjort det, vidste jeg bare at jeg var nødt til at lave den prædiken på dansk. Det betød ikke at jeg direkte oversatte MacArthurs forkyndelse. Det var faktisk et stort arbejde at gøre den personlig og selv at dykke ned i teksten. Det tog en måned at skrive den prædiken, og krævede flere aftener hvor jeg bare sad med den. Det viste sig da også at være en god investering. For den måde jeg gik til skriften her, inspireret af MacArthurs metode, var med til at hjælpe mig til at prædike mere vers for vers, end jeg havde gjort før. Den metode har været med til at åbne skriften mere op, end jeg ellers var vant til. Og det er også derfor at jeg i dag prædiker som jeg gør. Men hvis du ikke har hørt denne prædiken, og heller ikke ved hvad jeg mener med at prædike ”vers for vers”, så brug muligheden her. Den vil give dig et godt indblik i teksten, og teksten budskab, og hvad der sker når vi går rigtig ned i teksten og forsøger at finde ud af hvad den betyder.