Indrømmet, jeg bliver selv irriteret over præster der påstår vi kan lære af den ene og den anden sekulære person eller ideologi. For det skal ikke være denne verden der leder os, men Guds ord og Guds Ånd. Så undskyld til dig der ikke kan lide overskriften her. Men det skal heller ikke gøre os helt lukkede for at lære noget fornuftigt af denne verden. Og nu hvor det meste af Hypen over Stan Lees død (manden som står bag en stor del af Marvels superhelteunivers), kom jeg til at tænke på at Stan faktisk satte det sproglige niveau i hans tegneserier meget højt. Når man læser en af de gamle Jack Kirby/Stan Lee historier, så er det ikke usædvanligt at der blev brugt ord som man ellers ikke brugte i daglig tale. Ofte var det ord som kom fra gymnasie- og universitets-verdenen. Nogle af figurerne havde også helt shakespeareagtige dialoger, noget som man ellers ikke ville tænke ville passe til et tegneseriemedie. Men det var med fuldt overlæg at Stan Lee valgte dette. Han havde fundet ud af at mange af læserne var folk i tyverne som var under uddannelse, men samtidig var der også en mængde teenagere og børn der læste bladene. I stedet for at tænke at svære ord kunne skræmme de yngre læsere væk, så mente Stan Lee, at de jo ikke behøvede forstå det hele, og man kunne sagtens sørge for at det var spændende uden at alt blev forklaret på børneniveau. Det viste sig han havde ret. Her er hvad han sagde om dette i 1984:
”We used colleged-level vocabulary. We wanted to use words like proselytize, or misanthropic, we go a head and we do it, and we don’t worry about the young kids, and we find that they enjoy the stories as much as the older ones. But we encouraged the older audience to read comics to.” Sagt I et talkshow med Alan Thicke I 1984 (link).
Det er ikke fordi jeg ønsker at anbefale Stan Lee, eller hans historier, nogle af dem var spændende og gode, andre bare dumme eller skøre, og meget af Marvel blev i halvfjerdserne også til religionsblanderi o.l. Men om ikke andet så var manden en fantastisk kommunikatør. Han formåede i 7 årtier at kommunikere spændende indhold til en bred gruppe af folk. Og det gjorde han ikke ved at gøre sproget simpelt. Han troede faktisk på at hans læsere kunne læse, eller kunne blive bedre til at læse hvis de fortsatte med at læse. Han var ikke bange for at noget af det gik hen over hovedet på læserne, bare historierne var spændende nok. Og lige præcis her kan den moderne kirke lære noget.
For alt for mange steder er man bange for at prædike et budskab som bruger bibelske ord, for man ønsker ikke at skubbe folk væk med ”svære ord som ingen forstår”. Konsekvensen er flere steder at forkyndelsen er på et barnagtigt niveau, som der ikke er noget kød på. Præstens opgave er at forkynde Guds ord uden at gøre det nemmere at spise, og uden at gøre det så simpelt at der ikke er noget at tænke over. Præsten må godt bruge ord som folk ikke er vant til, men gør det endelig på en måde så folk får lyst til at finde ud af hvad det betyder.
Det er bedre at prædikanterne bruger et ordforråd som er bibelsk og rigtigt, end at de bruger ord som bare forsimpler vigtigt indhold fra bibelen. Når det er sagt, så må der selvfølgelig også godt være plads til begge dele, og gerne i den samme forkyndelse. Men det som Stan Lee gjorde var at have en spændende historie, og kommunikationen af den historie behøvede ikke gå ud over sproget. For hvis historien var spændende nok, så skulle læserne nok følge med selvom de ikke forstod alle ord. På samme måde har kirken noget der er langt mere spændende. For evangeliet er ikke bare en spændende historie, den er også sand, og selve det at Gud blev menneske for at redde os mennesker der i vores syndighed var helt fortabt, det er en fantastisk historie som er værd at fortælle. Så lad os fortælle evangeliet, og lad os gøre det rigtigt og så spændende at folk som ikke forstår hele evangeliet, dog får lyst til at lære mere om evangeliet så de forstår hvem Jesus er, og hvorfor Han kom til os.