Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kommentar til medierne

Prædiker Torben Søndergaard evangeliet?

Nu har jeg fået nok. Jeg kan ikke være stille om dette mere. Torben Søndergaard som kalder sig en radikal kristen og er kendt for sine mirakler, sine bøger, og for at optræde i diverse tv-programmer er ikke en radikal kristen. Af den enkle årsag at hvis han var en radikal kristen, så ville han prædike Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Jesus til at frelse os. Det gør Torben bare ikke. Han peger i stedet på sig selv, og det gør han i hans forkyndelse, sine bøger og ja også i fjernsynet. Det mest triste er at se hvor mange velmenende kristne der synes det er godt hvad han laver. Ja, jeg vil ligefrem kalde det tragisk. At der er så mange der gør det, er et symptom på at vi lever i en tid, hvor vi ikke længere har et rimeligt kendskab til hvad bibelfunderet kristendom er, eftersom vi ikke kan se at det folk som Torben Søndergaard, Christian Hedegaard og Ruth Evensen ikke er sendt af Gud. Jeg vil nu tage bladet fra munden og i flere indlæg her i efteråret og måske også vinter, vise hvorfor der er grund til at advare imod Torben Søndergaard. Meget af det er noget jeg i forvejen har talt med Torben om, og jeg ved flere andre har gjort det samme. Men når en der påstår at han prædiker evangeliet, reelt set prædiker noget andet end evangeliet og er blevet konfronteret med det, og ikke vender om heller ikke efter flere henvendelser, så er det på sin plads at advare imod vedkommende i stedet.

Hvorfor så nu?
Jeg vidste at Torben ville være i fjernsynet i går i debatprogrammet ”De tre bud” på DR2. Jeg har i lang tid tænkt at jeg var nødt til at tage Torben Søndergaards lære op her på bloggen, men havde valgt at give det en chance. Hvad nu hvis han faktisk fik givet evangeliet og brugte de anledninger der var til at pege på Jesus? Det kunne jo være, for manden har jo både mødt Paul Washer og Ray Comfort. Personer som jeg også har mødt, og som jeg ser op til, da de er kendt for netop at prædike evangeliet klart og tydeligt. Jeg ved (eller mener) at Torben en overgang har haft mere fokus på evangeliet før, men det er desværre fortid. Der er andre ting der har fået Torbens fokus i stedet for. Nemlig ham selv, miraklerne, og hans egne åbenbaringer (eller ideer nærmere sagt). Det er en stor bunke ting at gå i gang med. Og jeg forventer ikke at kunne klare dem alle i et hug. Så lad mig starte med at beskrive hvorfor det var en skuffelse at se programmet ”De tre bud” med Torben.

I starten af programmet fik man at vide at vinklen til en case (med en ung kvinde der havde en alkoholisk far) var budet om næstekærlighed. Elsk din næste som dig selv. De fik de tre debattører så mulighed for at svare på. Lige netop at få lov til at svare på dette er en direkte invitation til at prædike evangeliet. For det stammer fra Jesus der koncentrerede de ti bud ned til to bud. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og din næste som sig selv. Den sidste halvdel er der flere som synes lyder rigtig godt. Elsk din næste som dig selv. Umiddelbart lyder det som et nemt bud, men det vi så bør gøre er at spørge os selv ”gør vi virkelig det?” Elsker vi virkelig vores næste som os selv? Det er nogen gange nemt nok at elske os selv, men sandheden er at vi har store problemer med at elske vor næste. For vor næste er ikke kun vores venner (som vi også kan have problemer med at elske nok), det gælder også vore fjender. Selv vore værste fjender. Vi har nemmere ved at sætte os selv i første række, og tilsidesætte vores næste. Det er langt mere naturligt for os at vi elsker os selv mere end vor næste.

Så at få dette spørgsmål som kristen, er en direkte invitation til at vise at vi ikke kan efterleve loven. Vi er jo ikke istand til at elske vor næste som os selv. Vi fejler alle sammen. Vi er egoister som hellere vil vort eget, i stedet for Guds og vores næste. Fordi vi er egoister og dermed gør os selv til gud, har vi brudt Guds lov om både næstekærlighed og Hans bud om at elske Ham. Vi står til evig straf. Men fordi Gud vidste at vi ikke er i stand til selv at holde loven, og fordi vi alle fortjener Guds straf, da alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, så sendte Han sin egen søn at dø på et kors i vores sted, og der tage på sig den straf som vi ellers fortjener. Det offer der blev udgydt på det kors, gælder for dem der vil omvende sig fra sig selv, og have Jesus Kristus som deres Herre.

Åben invitation
Det her er en total åben invitation til at prædike evangeliet. Og hvis man er gæst i et tv-program og er indkaldt til det fordi man kalder sig kristen, så er man også forpligtet til at give evangeliet når anledningen kommer. Den kom flere gange for Torben, men den mest åbenlyse var denne, og i stedet gav han bare loven og pegede ikke på Jesus som den der har taget vore synder. Generelt talte han ikke rigtig om synd. Han brugte nogle ord som frelse, udfrielse, bibelen, men ikke på en måde så det gav mening at tro på Kristus og Hans fuldbragte værk på Golgata. Han nævnte synd en enkelt gang, men definerede ikke hvad synd er, nemlig overtrædelse af Guds lov.

Her er hvad han i stedet for svarede:

”Bibelen siger vi skal elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, og så elske sin næste som os selv. Og det er vigtigt at Gud kommer først der, og så bagefter vores næste. Så jeg mener det er vigtigt at vi definerer kærligheden udfra sandheden og den kommer fra Gud.”

Det er rigtigt sagt af ham at kærlighed skal defineres udfra sandheden og det er bibelen. Men bibelen viser netop at vi ikke er i stand til at efterleve det bud. Vi er hverken i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, og heller ikke vores næste. Hvorfor valgte Torben ikke bare at sige at vi jo ikke er i stand til at efterleve det bud, og det bud burde gøre os opmærksomme på at vi har brug for en frelser? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det virkelig skyldes at Torben mener man kan elske Gud af hele sit hjerte, og hvis det passer, så er det en form for farisæerisme som Torben er drevet af. Og der er flere ting der tyder på det er tilfældet, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Klippet ud
Nogle vil sikker komme med påstanden om at der jo er klippet i indslaget. Ja, det er der, for det er et optaget program, og derfor er det nærmest pr. definition også redigeret. Årsagen til at jeg kan sige at Torben ikke gav evangeliet, er nemlig ikke baseret alene på den udsendelse, men på hvad han ellers siger og skriver, og her er forkyndelsen af evangeliet særdeles mangelfuld. Derfor vil jeg også komme med flere indlæg fremover som viser hvad Torben står for, og vise at det ikke er evangeliet han prædiker, men noget helt andet. Noget som man i nogle kredse vil kalde for pelagianisme. Men som jeg nærmere vil kalde postmodernisme. Da det er en mærkværdig sammenblanding af noget Torben selv har sat sammen efter sin egen forståelse. Hvis han havde sagt evangeliet i debatprogrammet, er jeg dog også ret sikker på det var kommet med. At give evangeliet i fjernsynet og i et debatprogram er nemlig så kontroversielt at det ikke ville blive redigeret ud. Det ville have skabt debat som redaktøren af programmet gerne ville have, da det giver flere seere. Jeg ved af erfaring at det ikke er så svært at få givet evangeliet ud i gennem medierne når man taler med journalister. Men kirkefolk har desværre en anden forståelse af det, og tror det er journalisterne der ikke vil have det ud. Sandheden er at fordi kristne skammer sig over evangeliet, så får de det ikke sagt ordentligt til medierne, når de har muligheden derfor. I Torbens tilfælde tror jeg bare at det skyldes at han hellere vil prædike noget andet, som han tror er mere interessant end evangeliet.

Du kan se indslaget i en begrænset periode på dette link: http://www.dr.dk/dr2/de_tre_bud#/57132

Til dig som er skeptisk overfor hvad jeg skriver, det skal du bare være. Jeg vil hellere have skeptiske læsere end læsere der bare godtager alt hvad jeg skriver uden at tænke selv. Men hvis du i løbet af denne serie om Torben Søndergaard kan se at han mangler fokus på evangeliet og at der er alt for meget fokus på Torben selv, så spørg dig selv om det virkelig er sundt at følge en sådan mand.

Forresten hvis du er venner med ham på facebook, så prøv at spørg ham på hans væg, hvorfor han da ikke viste at vi ikke kan leve op til loven og brugte næstekærlighedsbudet som en direkte opfordring til at give evangeliet. Så vil du enten opleve at Torben bliver vred, eller bare sletter din kommentar. Der er nærmest kun plads til lovprisning af Torben på hans facebook profil. Noget der taler imod Torben, er der ikke plads til. Og det er der mange der har oplevet.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

3 replies on “Prædiker Torben Søndergaard evangeliet?”

Jeg har været så fræk at kopiere noget af din tekst (se herunder) og publikere den på DR’s hjemmeside. Håber og ber til at det vil vække læserne. Jeg kender ikke så meget til TS og beskæftiger mig heller ikke med kirken i Danmark, men dit indlæg giver stof til eftertanke.

Elsker vi virkelig vores næste som os selv? Det er nogen gange nemt nok at elske os selv, men sandheden er at vi har store problemer med at elske vor næste. For vor næste er ikke kun vores venner (som vi også kan have problemer med at elske nok), det gælder også vore fjender. Selv vore værste fjender. Vi har nemmere ved at sætte os selv i første række, og tilsidesætte vores næste. Det er langt mere naturligt for os at vi elsker os selv mere end vor næste. Vi fejler alle sammen. Vi er egoister som hellere vil vort eget, i stedet for Guds og vores næste. Fordi vi er egoister og dermed gør os selv til gud, har vi brudt Guds lov om både næstekærlighed og Hans bud om at elske Ham. Vi står til evig straf. Men fordi Gud vidste at vi ikke er i stand til selv at holde loven, og fordi vi alle fortjener Guds straf, da alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, så sendte Han sin egen søn at dø på et kors i vores sted, og der tage på sig den straf som vi ellers fortjener. Det offer der blev udgydt på det kors, gælder for dem der vil omvende sig fra sig selv, og have Jesus Kristus som deres Herre.

Paulus taler om kærligheden (Jesus Kristus) i 1 Korinterbrev 13:4 Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. 5 Den er ikke uanstændig eller selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. 6 Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. 7 Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.

Spejl dig selv i Guds ord herover og overgiv dig selv til Jesus Kristus som formår at elske når du ikke kan. Gud velsigne jer alle.

jeg har lige oplevet ham sådan i forbindelse,med tale om dåben,til sidst ville han ikke have jeg skrev på hans væg,så det lovede jeg så at lade være med,om dåben,så kom der en ny diskution om frelsen,som jeg valgte at deltage i og så blev han sur på mig,rigtig sur,og ville blokere mig,jeg blokerede dom ham først.Det er trist at han ikke giver plads til andres meninger.

kan nikke genkendende til din beskrivelse ikke kun fra torben men også andre (på facebook der kalder sig kristene) og er (pga min kritik) udelukket fra flere (såkaldte) kristene fb grupper men så har jeg istedet oprettede mine egne

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *