Jeg kender en der har levet som ateist i mange år. Han begyndte så at komme i en ret kendt kirke her i landet. Han syntes vist at musikken var god. Så startede han på Alfa kurset, hvor man angiveligt lærer om den kristne tro. På det tidspunkt var der flere kirker der havde vurderet at man måtte have efterfølgende kurser, for dem der færdiggjorde Alfa. Derfor havde man i den her kirke startet et kursus op der hed Beta. Det blev dog aldrig til hverken gamma eller lambda. Men istedet havde man fundet ud af at når folk var færdige med Beta, så måtte det næste skridt være tungetale. Men hvordan kunne man så få folk med på den?
Ja det kan godt være, at man syntes det var lidt svært at overbevise folk om at de havde brug for at lære at tale i tunger. Der ville muligvis også være nogen der syntes det var lidt mærkeligt. Men der var en ting som man snakkede rigtig meget om til Alfa-møderne, og det var maden. Maden var af en uhørt god kvalitet (den kørte vist også med underskud). Folk fattede ikke at de kunne få så god mad til den ufattelige lave pris. Så derfor fik man den kok som havde stået for Alfa-maden, til at komme med på kursus i tungetale.
Kurserne var vistnok en succes. Folk fik noget god mad, og en eller anden undervisning i hvorfor tungetale skulle være vigtigt, og derefter lærte man folk at tale i tunger. Nu er der nok nogen af læserne her, som vil undre sig over hvorfor jeg skriver dette. Årsagen er simpel. Den mand jeg skriver om her, har sagt til mig at omvendelse er sådan noget gammeldags noget som der ikke er brug for mere. Jeg kunne forstå på vores samtale at han aldrig havde omvendt sig. Han havde istedet været udsat for discipelskab af døde ben. Han havde en tro på Gud, men det var ikke det man kalder retfædiggørende tro, dvs den tro der tilhører en der er født på ny. (Hvis du ikke ved hvad der menes med dette, kan jeg anbefale dig at høre podcastet Guds kærlighedsbrev.
Han var blevet udsat for religiøse mennesker, som mente at hvis man kunne få folk til at se ud som om de var kristne, så var de sikkert også kristne. I den kirke mente man at en kristen burde tale i tunger, så derfor var de jo nødt til at lære de nye kirkegængere at tale i tunger. Fordi man mente det var et tegn på at man havde Helligånden. Men sandheden er at en der har Helligånden, er en der er overbevist om synd, dom og retfærdighed. Tungetale alene er bestemt ikke et tegn derpå.
Den kirke manden kom i, var nu heller ikke kendt for at tale et budskab som afslørede synd. Jeg ved at der har været flere i den menighed som har levet i utugt, leget med det okkulte, drikker for store mængder af alkohol, og her stopper jeg opremsningen af dette. Disse mennesker har kommet i den menighed i flere år, uden at have det dårligt med deres synd. De kan komme i kirken og føle sig godt tilpas på trods af en syndig livsstil. Man har godt nok discipelskabsprogrammer, men hvad hjælper det at disciple en der er død i sine synder. Hvad skal det hjælpe den person som tror at bare fordi man lever et “godt” liv og har lært at tale i tunger skulle give en ret til at komme man i Himlen?
Ikke desto mindre er dette en menighed som af mange bliver anset for at være forbilledlig for andre menigheder. For den er stor, den har fed lovsang, der kommer altid nye til menigheden (men der forsvinder mindst ligeså mange som der kommer ind, men det snakker man ikke om), og de har tit besøg af store smarte verdensprædikanter. Men selvom denne menighed er et forbillede for andre menigheder, står der stadig i Guds ord at de skal kendes på frugten. Hvordan mon Gud vil bedømme en kirke som ikke taler om omvendelse fra synd? En kirke hvor folk kan sidde og føle sig godt tilpas i deres synder, og hvor man blot i det ydre får lov at ligne en kristen, uden at der er kommet nogen forvandling af det indre.
