Sådan her talte Johannes Døberen til farisæerne og de skriftkloge der var kommet ud til ham i ørkenen.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Mattæus 3.7-10
Sikken velkomst. Her har den fineste del af samfundet i Israel gået helt ud i ørkenen for at blive døbt af Johannes Døberen. Og så får de sådan en omgang her af Johannes. Sådan kan man da ikke behandle folk der kommer for at blive døbt, eller kan man?
Jo, det kan man godt, for hvis Johannes kunne, så kan vi også. Ja, vi skal faktisk (men pas selvfølgelig på med ikke at misbruge det). Jeg fortalte sidste gang om at Johannes godt vidste hvorfor farisæerne og de skriftkloge var kommet til ham, og han vidste de ikke kom fordi de havde omvendt sig. Derfor så han sig nødsaget til at fortælle dem hvorfor de er nødt til at vende om. Han ønskede ikke at hverken disse mennesker, eller nogen andre der kom ud til ham, ikke forstod alvoren i at vi alle er syndige i Guds øjne. At vi alle kommer til kort overfor Gud i vor egen kraft. Og at vi derfor er nødt til at komme til erkendelse af at det er absolut nødvendigt at vi bøjer os ned i magtesløshed overfor Gud, og omvender os til Ham, fordi vi ser vor egen synd, og at vort eneste håb er i Gud.
Det er så alvorligt at han ikke holder sandheden tilbage. Ikke noget her med at lade være med at tale om konsekvenserne ved ikke at omvende sig og ikke at fortsætte med at leve et liv i omvendelse. Nej, det er ”øksen ligger ved træets rod, og øksen er parat til at hugge det til så det kan kastes i ilden”. Det her lyder ganske rigtigt voldsomt sammenlignet med megen moderne forkyndelse. Ikke desto mindre er det denne forkyndelse som er nødvendig at få tilbage i kirken. For det nytter ikke noget at tale om nåden, uden at tale om syndens straf. Det nytter ikke noget at tale om Guds kærlighed, uden at tale om Guds vrede. De bliver begge uforståelige udtryk, hvis de ikke forståes i den helhed de skal forståes i. Dette forstod Johannes Døberen, og han var parat til at sige det, også selvom det kunne betyde at han ville blive upopulær. Hvilket han bestemt også blev. Men det vil jeg vende tilbage til næste gang.
