I filmen “My fair lady” som er en musical baseret på Bernard Shaws Pygmalion, er der en kendt scene hvor Audrey Hepburn skal lære at udtale en sætning som man på dansk har oversat til:
“En snegl på vejen, er tegn på regn i spanien”
Audrey Hepburn er i udgangspunktet i filmen en “simpel arbejdsklassepige”, med en primitiv udtalelse der er kendt som cockneydialekt. Men en sprogprofessor ved navn Higgins, vælger at lære denne kvinde at udtale sig korrekt og fint. Det bliver lidt af en besættelse for ham. Derfor skal hun bl.a. lære at udtale ovenstående sætning. Da hun efter lang tids arbejde, endelig viser at hun faktisk kan, udbryder han: “Jeg tror hun har det, jeg tror hun har det”. Han er overbegejstret, og det bliver også et gennembrud i filmen.
Dette er en ret kendt scene i filmhistorien. Men den er egentlig ret tåbelig. For hvorfor skulle hun blive til et bedre menneske fordi hun har lært at udtale sig på en fin og korrrekt måde. Der er ganske vist nogle tåber i filmen som falder for hende, fordi hun taler så fint og artikuleret. Ikke desto mindre minder det om hvordan nogle i de karismatiske kredse har overvurderet tungetale som noget nær det største et menneske kan opleve. Historien nedenunder er ikke enestående, desværre.
Bander, er sjofel, men hun taler i tunger
Jeg ved om en som var begyndt at komme i karismatiske kredse. Hun talte ikke i tunger, og levede et liv hvor der da blev tænkt på Gud, men ikke noget hun tog så seriøst igen. Vedkommende kom til nogle møder hvor folk bad for hinanden, og blev spurgt om hun ikke ville døbes i Helligånden. Det svarede hun ja til. Hun havde jo hørt at det er fedt, og spændende. Så hun bliver bedt for og begynder at tale i tunger.
Det syntes folk var bare var helt vildt. Så vildt at til den næste gudstjeneste så skulle hun selvfølgelig fortælle om det, så alle kunne høre hvor fantastisk det er at endnu en havde fået tungetalen. Hvad er der nu galt i det, tænker du måske? Jo der manglede nemlig nogle tegn på kristen overgivelse. Hun kunne godt tale rigtig grimt og være sjofel. Efter hun begyndte at tale i tunger, fortsatte hun med at tale grimt og være sjofel. Der var ikke nogen tegn på en indre forvandling, men man kunne høre hun talte et sprog, som nogle kredse i deres adfærd anså for vigtigere end en omvendelse. Man valgte at gøre tungetalen til vigtigere end den nye fødsel. Der havde ikke været nogen fokus på omvendelse i denne historie. Hun havde blot en diffus tro på Gud som så mange andre, og begyndte at tale i tunger. Og det gjorde man så til noget stort.
Forstå mig ret
Nu er dette indlæg ikke skrevet for at hænge karismatikere ud ( jeg tilhører selv den del af kirkelivet). Jeg er da også sikker på at man kan finde historier som har tilsvarende problematikker i ikkekarismatiske kirker. Det handler mere om en tendens kristne har til at gøre det nemmere at definere en som kristen. Men definitionen af en kristen er ikke noget vi selv skal definere. For det står tydeligt og klart i bibelen. Det er ikke noget vi skal lave om på.
