Rob Bells moderne “evangelium” er ikke noget nyt. Moses mødte nogen af de første Rob Bellere, nemlig Rob Bells forfædre. Det var dem der syntes at det var “en værdi” at tvivle på det som Gud havde sagt. De folk der kender til den smarte tjekkede og rigtig cool forkynder Rob Bell, ved også at han gør et stort nummer ud af at fremhæve vores tvivl som en værdi. Men hov det er da ikke i overenstemmelse med bibelen. For i Bibelen er tvivl at sammenligne med synd. Læg mærke til at Jesus skældte disciplene mere ud over deres tvivl, end over deres synd (hvorfor vil jeg komme tilbage til en anden gang).
Men okay. Moses har altså gået rundt i ørkenen sammen med israelitterne og var kommet til det forjættede land. De havde sendt tolv spioner ind i landet for at undersøge det. Da de kom tilbage fyrre dage senere sagde de at det var et godt land. Men der var kæmper der boede derinde, som var meget stærke. Derfor var de blevet bange. En af spionerne Kaleb sagde dog:
“Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens” Fjerde mosebog 13.30
Kaleb viste altså at han ikke tvivlede på at Gud havde sagt at landet tilhørte dem.
“Men de mænd, der havde været deroppe sammen med ham, sagde: »Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi.”
Denne tvivl som de sidste havde, smittede så kraftigt af på resten af israelitterne at de begyndte at klynke. Læs blot her hvad de sagde:
“Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?” Fjerde mosebog 14.2-3
Læs her hvad Gud siger konsekvensen skulle blive for denne gammeltestamentlige udgave af emergent church:
“Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!«”
Fyrre år i ørkenen for at tvivle på Gud. Hvad mon Gud vil give den moderne emergente kirke som sætter tvivlen i højsædet? Tja jeg er egentlig ret ligeglad med om det lige bliver fyrre år i ørkenen igen, eller noget andet som Gud vil give dem. Jeg kan ihvertfald se at det ikke medfører noget godt at følge folk der siger, at det er i orden at tvivle på det Gud har sagt i sit ord. Disse mennesker har fuldstændig misforstået hvad tro er, når bibelen siger:
“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Hebræerne 11.1.
