Jeg var sammen med nogle forleden, som det var en meget stor fornøjelse at være sammen med. De havde nemlig den samme brand efter at prædike evangeliet til de unåede. Den samme lyst til at være sammen med andre kristne. Men allerstørst en kærlighed til Jesus der gjorde at man kunne mærke at de ikke længere tilhørte sig selv, for Jesus var deres Herre. De var forvandlede af Jesus. At være sammen med dem fik mig til at tænke på det salme 133:
“Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
Det er som Hermons dug, der falder
på Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen,
livet i al evighed.”
