Dette er en del af en prædiken jeg holdt for nylig.I dette stykke definerer jeg udfra bibelen den menneskelige ondskab.
Hvis vi skal forstå hvor stor Guds kærlighed er, og hvad det er for et kærlighedsbrev Han har skrevet til os, samt hvorfor det er et kærlighedsbrev, så må vi starte med os selv og finde ud af hvem vi er. For det er os det er skrevet til.
Her vil jeg gerne vise hvor forfærdelige og syndige vi er. I både vore egne øjne, og i Guds øjne. For det er ikke muligt at se lyset fra Gud klart nok hvis vi ikke klart kan se det mørke vi selv er i, ifølge Charles Spurgeon.
For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Rom. 3.23-24
Alle har syndet. Alle. Og ufortjent gøres de retfærdige. Ufortjent. Jeg kan ikke i egen kraft gøre mig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Hvis jeg troede at jeg kunne så har jeg mistet alt, og viser at jeg ikke har forstået evangeliet. Men hvorfor kan jeg ikke gøre mig fortjent til frelsen? Fordi jeg er ond. Jeg er virkelig ond. Ja jeg er faktisk ligeså ond som dig. Hov hov Rene så ond er jeg da heller ikke. Okay, men hvad nu hvis jeg kunne tage alle dine tanker og sætte dem op på storskærm, så alle dine venner kunne se dem sammen med dig. Ikke dine gerninger, bare dine tanker. Og lad os bare nøjes med den sidste måned. Så ville der dukke ting op på den skærm, som du ville skamme dig så meget over at du ville flygte ud af døren, og aldrig vise dig igen. Du ville skamme dig så forfærdeligt over at dine venner fik indblik i dine skrækkelige tanker. Hør hvor ved jeg det fra tænker du måske nu? Jeg kender også mennesket og ved at bibelens ord er sande.
I romerbrevet 7.18 står der:
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.
Fortsættelse følger i morgen.
