Vi er en kirke der tror på tolerance. Jesus fordømte ikke nogen, så skal vi heller ikke. Det er ikke vores opgave at dømme. Vi tror på at vores opgave er at tale om positive ting. Ja undskyldninger er der mange af for at undgå at prædike Guds fulde ord. Og ofte pakker vi undskyldningerne ind i et kristent sprog, så man næsten skulle tro at det er sandt. Trist.
Når vi ser hvad kirkerne er blevet til i dag, i forhold til det man så før. Så ser man i dag en kirke der er blevet mere påvirket af verden, end den er påvirket af Guds ord. Selvfølgelig er der undtagelser, men det er ikke mange. Tag blot den seksuelle revolution. Jeg ved at der i flere og flere kirker ikke længere bliver taget hånd om, når der opstår seksuel urenhed i kirken. Man undskylder sig med at det ikke er vores opgave at blande os i det. Selvom bibelen siger noget ganske andet, læs blot 1 kor kapitel 5 og tag gerne kapitel 6 med. Paulus talte imod seksuel urenhed i kirken. Det skulle renses ud, og hvis dem der var involverede ikke ville omvende sig, så måtte de blive udskilt fra menigheden. Hårdt ja, men sandt.
Jeg ved om en kirke, hvor en der var med til at stå for lovsangen, levede sammen med sin kæreste som om de var gift. Det var de desværre ikke. Der var ikke nogen i ledelsen der valgte at gøre noget, da hun kom ud af en af de “gode familier” i den kirkeretning”. Så ledelsen valgte ikke at gøre noget. Så hver søndag var der en som levede i synd, som var med til at stå for lovsangen. Noget der i Guds øjne ikke må finde sted, men meget nemt kan komme til at finde sted i kirker hvor der ikke længere er gudsfrygt. Konsekvensen af at ledelsen havde valgt ikke at gøre noget, blev at de andre unge i menigheden også begyndte at leve i seksuel urenhed. Jeg hørte om en fra samme menighed som ikke var den smukkeste pige at se på. Hun blev drillet af de andre for at være for grim til at de gad have sex med hende. Det var ikke bare teenagere der sagde sådan, for det var unge der var over atten år og mange i tyverne det skete iblandt. Pigen forlod kirken til sidst. Jeg ved også om pastoren i samme kirke, at han til sidst lignede en skygge af sig selv, for han kunne ikke længere prædike et ordentligt Guds ord i kirken uden at nogle ville blive sure på ham, også folk fra ledelsen. Manden var om man vil blevet åndeligt kastreret. Han kunne ikke længere tale om evangeliets anstødssten.
Hvordan kunne det komme så langt ud at en gudsfrygtig kvinde bliver mobbet ud af sin kirke, af folk der lever i synd. Ja det startede jo et sted. Det startede med en ledelse der ikke turde gøre op med åbenlys synd i menigheden. Dermed godkendte de synden, og synden fik lov at florere. Jeg tror desværre ikke at historien er enestående, for jeg ved om flere som bliver indbudt til en tjeneste i menighederne som taler grimt, ikke viser nogen tegn på et liv i omvendelse, lever med deres kæreste på en måde de ikke burde gøre, men i den engagerede kirkes navn skal de involveres. Man håber dermed at de vil omvende sig, men fatter ikke at metoden til at få dem omvendt er ubibelsk. Se mit indlæg Den bibelske og den ubibelske måde at uddele opgaver på i kirken om omhandler om netop dette.
Nu er der måske nogen der siger; jamen hvad så med den synd som ikke er åbenlys i kirken, den bliver der jo ikke gjort noget ved, så hvorfor skal vi gøre forskel? Svaret er, at hvad verden kan se at vi gør, vil verden bruge til at anklage os for at være hyklere. Det er ikke Guds vilje at verden skal have nogen årsag til at kalde os hyklere. Hvad vi ikke ved, kan vi ikke gøre noget ved. Men hvad vi ved, er vi også forpligtigede til at gøre noget ved. Specielt hvis vi har et ledelsesansvar i kirken.
