En af de mest sikre ting i livet, er at vi alle skal dø. Guds ord siger det tilmed, når det står at det er menneskets lod en gang at dø og derefter dømmes (hebræerne 9.27). Så vi skal alle dø. Men i det meste af vore liv, lever vi som om vi er udødelige. Men hvad mener jeg så med det?
Vi forbereder os ikke nok på at vi skal dø. Vi planlægger i stedet for hvad der skal ske i vores fremtid. Hvilket hus kunne jeg tænke mig at bo i når jeg engang flytter hjemmefra, og hvorhenne skal det være? Hvilket job vil jeg gerne have? Hvilken ferie skal jeg tage på næste gang? Hvor mange gæster skal vi invitere til vores sølvbryllup? Har jeg penge nok til når jeg skal pensioneres? Og sådan kunne jeg fortsætte. Vi tænker ikke på at gøre os parat til at vi skal dø og derefter dømmes, men i stedet på hvordan vi kan få et godt liv nu, eller i den nærmeste fremtid. Og det er der sådan set ikke noget galt i at planlægge, men disse tanker fylder bare ufattelig nemt alt, alt for meget. Hvilket gør at vi glemmer det vigtigste.
Corona-virussen viser at vore liv, og vores samfund i bund og grund er ekstremt skrøbelige. Vi danskere tror eksempelvis at vi er sikret, fordi vi bor i et skandinavisk velfærdssamfund. Men vel er vi ej. Vi kan ikke bygge vore liv på at vi har ret til sundhedshjælp, pleje, pension og hvad vi ellers mener er rart at have i dette samfund. Der skal ikke meget andet til end et meget lille væsen som en virus (som er mindre end en bakterie) til at vælte læsset. Vores samfunds produktivitet er sat ned i gear, og nogle er allerede blevet fyret pga nedlukninger, mens andre er fyret pga. mangel på efterspørgsel. Dertil vil der være mange konkurser i den kommende tid, selv blandt velfungerende virksomheder. Men de var bare ikke bygget til at kunne holde til at et helt samfund lukkede ned. Så endnu flere vil miste deres arbejde pga. dette. Og alt i alt vil dette betyde at væksten i BNP vil blive negativ, hvilket igen vil betyde stigning i arbejdsløsheden, og dermed færre indtægter til staten, der vil være nødt til at optage lån for at bevare vores nuværende serviceniveau fra statens side. Så nu får vi endnu engang opbygget en stor gæld som samfund.
Vi kan ikke bygge vore liv på en stat som ser stor og stærk ud, men som i virkeligheden er ligeså skrøbelig som tyndt glas. Vi kan ikke bygge vore liv på om vi har en pensionsopsparing der er stor nok (og jeg er ellers tilhænger af at man som kristen har en pensionsopsparing), for den kan miste sin værdi da den er investeret i værdipapirer der kan miste deres værdi. Ja pengene i sig selv kan også blive værdiløse. Jeg kan heller ikke bygge mit liv på at jeg har tid, råd og kræfter til at rejse spændende steder hen i min ferie (noget jeg ellers selv er glad for), for lige pludselig kan det være at jeg mister en af de tre ting. Så jeg ikke længere har tid, eller råd eller kræfter til det. Mister jeg blot en af de tre, så er det slut med fede rejser i ferien. Så mere skulle der ikke til.
Corona-virussen viser os alle at vore liv er meget mere skrøbelige end vi havde regnet med. Og det gælder os alle. Hvad end jeg er rig eller fattig. Højt uddannet eller uden uddannelse, eller hvad jeg nu er, så kan Corona påvirke mig. Men det er der også tusindvis af andre ting der kan. Jeg burde i stedet tænke på om jeg er parat til at dø. For det er jo det eneste jeg kan være sikker på sker for mig. Så når jeg engang skal dø, er jeg så parat til at stå foran min skaber (som også bliver min dommer)? Kan jeg være sikker på Han vil tage imod mig, eller vil han dømme mig for mit liv som jeg ikke har levet som jeg burde? Og hvis jeg kan se jeg har et problem i forhold til at se Ham i øjnene, så burde jeg finde ud af hvordan jeg kan blive parat til at møde Ham.
Alt for få mennesker tænker på dette, men mit håb er at der er flere der kommer til at tænke på dette i disse tider. Døden er så langt mere nærværende i tider som disse, så find ud af om du er parat. For hvad end der er Corona eller ej, så skal vi jo dø. Så hvorfor ikke blive parat til det i god tid? Så er det også sjovere at planlægge de andre ting, for så har man jo det vigtigste på plads.