Ifølge bibelen, så er der forskel på kristne og ikke-kristne. Ok, vi spiser det samme mad, kører i de samme biler, og går i det samme tøj (til en hvis grad). Men måden vi lever vore liv på, og de værdier vi lever efter, gør at kristne i udgangspunktet er forskellige fra verden.
Men når kirken efterhånden opfører sig fuldstændig ligesom verden, og kirken samtidig bare prøver at få det til at se ud som om det er en god ting, eller noget man bare er nødt til at acceptere, så har vi et problem.
Eksempelvis hører jeg at nogle præster siger at der i dag er ligeså store skilsmisseprocenter i kirkerne som der er for folk der ikke går i kirke. Og dertil er der mange der bliver gengift uden at skilsmissen var bibelsk begrundet.
Når jeg hører sådan noget bliver jeg bekymret og trist. For hvis virkelig en kirke oplever at der er ligeså mange der bliver skilt i den, som man gør ude i verden, så er det mere et tegn på at kirkens medlemmer ikke er kristne.
Forstå mig ret, der kan være bibelske argumenter for at blive skilt, og der vil også være skilsmisser i kirkerne. Men slet ikke på et niveau som er tæt på det niveau man har for hele samfundet. Ægteskabet er noget som kristne er kaldet til at vægte meget højt af Gud. Så højt at man er parat til at gå langt for at opretholde et ægteskab. Desværre er der mange som siger at “de er vokset fra hinanden”, hvortil mit svar er: jamen, så voks dog sammen igen istedet for at gå imod Guds bud. Eller folk siger at de ikke længere er lykkelige i deres ægteskab, hvortil mit spørgsmål er om der noget sted står i Guds ord at ægteskab handler om at være lykkelig? Nej, ægteskabet handler om at ære Gud med sit liv bl.a. ved at ære og elske sin ægtefælle. Det burde medføre at ægteskabet også i mange og gode perioder er lykkeligt. Men det er ikke noget vi er blevet lovet. Tværtimod så siger vi jo også ja til at leve med hinanden i medgang og modgang, når vi giver vore løfter til hinanden. Men det er som om vi har glemt ordet modgang. Selvom vi burde vide at modgang vil komme, nærmest som en naturlov.
Med andre ord er det vigtigt at hvis man er en kristen kirke, at man så også prædiker et klart Guds ord, som viser hvad bibelen siger. Derudover så er det også vigtigt at kirken viser den mener det den prædiker. For ellers bliver det jo bare tomme ord. Hvis en kirke prædiker Guds ord, og viser den mener det, så vil det også medføre at kirkens medlemmer vil leve liv der er anderledes end dem man ser i verden.
Vi skulle nødig blive en del af den negative profeti som Jesus kom med om endetiden.
“Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” Mattæus 24.37-39