Engang blev jeg kontaktet af en ung mand som var næste færdig med at oversætte en ret god bog som jeg selv havde læst på engelsk. Han ville godt finde ud af hvordan man kunne gøre den færdig og få den udgivet. Det ville jeg rigtig gerne støtte ham i. Oversættelsen manglede bare at blive færdigredigeret og lige få nogle få kapitler mere oversat, og så var den parat til at blive udgivet. Den unge mand havde inden han fandt denne bog tilhørt en gruppe af mennesker som er lidt ligesom Torben Søndergaards ”The last reformation”, men bogen han havde fundet gjorde at han kunne se han var ledt på vildspor, og han gik derfor ud af denne gruppe. Efterfølgende brugte han tid på at oversætte bogen.
Men så skete der noget, lige pludselig begyndte den unge mand at trække i land. Var det nu også en god idé at udgive denne bog, og ville det være godt for ham at gøre det. Jeg undrede mig over hvad der skete og opmuntrede ham til at fortsætte, for det var en bog som både havde hjulpet ham ud af noget sekterisk, og evangeliet var tydeligt til stede i bogen.
Senere fandt jeg ud af hvorfor han ændrede mening. Han var blevet kontaktet af sin gamle gruppe, og selveste lederen var en af dem der havde talt med ham. Han var blevet tilbudt en plads i gruppen som kunne give ham en position som han åbenbart begærede. Og så fik jeg skæld ud for at have ledt ham på vildspor, fordi han ville have kunne få en endnu bedre position hvis han ikke havde været sådan i tvivl om han skulle fortsætte i gruppen (selvom jeg ikke kunne se det var min skyld). Ikke desto mindre valgte han positionen i stedet for at få udgivet en bog som kristne kunne have stor velsignelse af.
Jeg ved at det for resten efterfølgende ikke gik så godt i den gruppe han vendte tilbage til, og at han bagefter har forsøgt at sleske sig frem til lignende positioner andre steder ved at tale diverse præster efter munden og storrose dem.
Begæret efter prestige
Nu er det ikke første eller sidste gang jeg har oplevet folk være mere drevet af prestige, end af Guds Ånd. Og for at være helt ærlig, jeg forstår godt at man kan være fristet af dette. Men det gør det ikke mindre syndigt. Jeg har set kristne ødelægge deres liv med Gud fordi deres valg i livet handlede mere om at være sammen med ”de rigtige personer” eller ”rigtige netværk”, eller få den ”rigtige position” i kirken. Og nogen gjorde det i begæret efter at flere folk ville se op til dem. Men det kristne liv handler ikke om at få folk til at se op til en. Det handler om at vi skal se op til Jesus, og være 100 % afhængige af Ham. Det giver ikke prestige, og heller ikke mange penge. Men hvilket fantastisk liv det er når det ikke længere handler om mig, men om Jesus Kristus. Og hvor bliver livet meget nemmere når det ikke handler om at jeg skal have prestige og ære, for det er en skrue uden ende hvor man aldrig kan få nok. Det er langt bedre at Jesus får den fokus i stedet for.