I sidste uge var man ovre i den kirke som John MacArthur er en del af, ved at afholde en konference kaldet “Strange Fire”. Den omhandlede de mange problemer som der er i den karismatiske del af kirkelivet, hvor man godkender den ene mærkværdige åndelige oplevelser efter den anden og samtidig kalder det Helligåndens værk. Dette sker på trods af at man har svært ved at opservere de følger som sker hvis det virkelig er Guds Helligånd der har virket. Når Helligånden virker så er følgerne at folk vil se hen til Jesus og pege på Ham og leve for Ham. Derudover vil man være mere bevidst om synd, retfærdighed og dom, for det siger bibelen er en af Helligåndens opgaver, og det viser kirkehistorien også skete i de vækkelser man kan se op igennem tiden. Men i dag har Helligånden angiveligt fået folk til at gøre nogle underlige ting istedet, som at få kraften fra en død mands grav, stå og hyle som ulve, eller falde om på gulvet og rulle frem og tilbage (det sidste har faktisk et udtryk som man kan slå op i sociologiske ordbøger, de kalders “holy rollers”), komme med profetier der intet hold har i virkeligheden og sådan kunne jeg forsætte.
Sideløbende med denne konference har MacArthur så udgivet en ny bog hvori han beskriver det problematiske i at godkende disse falske manifestationer som om de skulle være fra Gud. Det har medført en voldsom udmelding fra flere karismatikere. Nogen af dem påstår at folk som MacArthur ikke tror på Helligånden, men istedet på Gud Fader, Gud Søn og skriften. Intet kunne være mere misvisende og er reelt ikke andet end en dum stråmand som man bygger op. For sagen er den at MacArthur og mange af dem som er på linie med Ham, har en langt større tro på Helligåndens kraft og virke, end mange af dem som påstår de er ledt af Helligånden.
Hvorfor så det? Jeg har hørt rigtig meget forkyndelse igennem mine 24 år som kristen (nej det gør mig ikke bedre end andre). De første 18 år har jeg mest hørt forkyndelse fra mange karismatikere, og kun få ikke karismatikere. Men i de sidste 6 år har jeg mest hørt fra ikke karismatikere som Paul Washer, John MacArthur, R. C. Sproul, Voddie Baucham o.l. Det som har slået mig ved netop disse forkyndere er hvor meget tillid de har til Helligånden i forhold til det jeg før har set og oplevet.
De tror nemlig ikke på at det er nødvendigt at manipulere folk til at komme i en bestemt stemning. Her er et par eksempler på hvad jeg mener. De tror ikke på at det er meningen at der skal være “fed lovsangsmusik” for at folk kan komme i den rigtige stemning. De tror heller ikke på at man når flere ved at lave underlige dilletantiske skuespil på scenen (hvis man har udskiftet prædikestolen med en scene). De tror heller ikke på at man får folk til at blive kristne ved at fordreje Guds ord til at blive et budskab som er “relevant i tiden” og dermed få Oprah Winfrey emner ind istedet for evangeliet. Rigtig mange karismatiske kirker har med den udvikling vist at de ikke tror på Helligåndens kraft, men at de tror på menneskers kraft. For alt dette og mange andre lignende eksempler er menneskeværk.
Gud har sagt i sit ord, at Han har valgt forkyndelsens dårskab (første korinterbrev 1.21). Gud har valgt at noget så simpelt som at forkynde Hans ord har Han valgt at velsigne. Det gør Han ved at virke ved sin Helligånd. Der er ikke nogen frelse ved kun at høre ordet. Der er heller ikke nogen frelse ved kun at lade sig lede af Ånden. Der skal nemlig være to vidner, og Gud har vist at det er vores opgave at stå for forkyndelsen, også selvom den er dårskab. Så er det Hans opgave at frelse ved at kalde på mennesker ved sin Helligånd.
Det tror MacArthur og mange andre fornuftige prædikanter ikke skal ske ved at manipulere med folk. De tror på at det er Gud der frelser og det skal ikke ske ved at en prædikant forsøger at overbevise folk om at de skal gentage en bøn, eller komme op til forbøn, eller hvad de nu forsøger at gøre for at overbevise folk. Hvis man har brug for at manipulere folk til det, så tror man ikke på Helligåndens kraft. Hvis man har tro nok til at forkynde Guds ord, og gøre det klart og tydeligt og så lade det være op til Gud at frelse folk, så tror man på Helligåndens kraft. Når man tror at det er Helligånden der overbeviser om synd, retfærdighed og dom og ved at vores opgave er at prædike ordet klart og tydeligt, så har man en stor tro på Helligånden.
Det at frelse mennesker fra evig fortabelse, fra syndige liv, fra håbløshed, og til at blive et Guds barn fuldstændig ufortjent og få et nyt hjerte og få evigt liv med Gud i Himlen, det er et langt større mirakel, end et ben der bliver trukket ud til samme længde som det andet. Det er et langt større mirakel end at man har fået råd til at køre en stor Mercedes og bo på Strandvejen.
Benny Hinn, Joel Osteen og Joyce Meyer (folk som jeg ikke engang anser for at være en kristne) har ikke forstået hvad Helligånden gør og hvad Hans opgave er. De minimerer Helligånden til at være noget som ikke var Guds hensigt, og ødelægger folks tro med deres lære. Jeg vil langt hellere foretrække at høre på en som har en bibelsk forståelse af Helligåndens gerning og virke, end en der har en forkvaklet og forkert forståelse. Det kan jeg ikke se noget galt i.
Et link til videoprædikerne og undervisningen kan du finde på dette link:
https://www.google.dk/search?q=strange+fire+audio+files&ie=UTF-8&oe=UTF-8&hl=da&client=safari#hl=da&q=strange+fire+preterist+global+site:youtube.com&safe=off
Jeg har tænkt over om jeg skulle tage nogen af de kritikpunkter op, som er kommet fra særlig den karismatiske side, men vil indtil videre henvise til nogle som har gjort det ret godt i forvejen. Så her er et par gode blogpost som tilbageviser flere af de forkerte anklager og misforståelse som der har været.
http://mennoknight.wordpress.com/?s=%22Strange+Fire%22&submit=Search
http://www.parkingspace23.com/2013/10/
