Month: April 2012

Categories
Brevkassen

Gud vil tilbedes i ånd og sandhed. Hvordan gør jeg lige det?

For nylig skrev jeg på facebook at Gud vil tilbedes i ånd og sandhed, og det medfører at vi ikke kan tilbede Gud som vi selv vil. Det medførte en del debat og en del spørgsmål. Flere spurgte mig hvad det egentlig betyder at vi skal tilbede Gud i ånd OG sandhed? Så jeg vil her forsøge at give et svar.
For det første er det ikke noget man behøver blive sur over at få at vide, hvilket flere underligt nok blev. For den der sagde det var Jesus selv. Det gjorde Han overfor den samaritanske kvinde ved brønden i Johannes 4.23-24. Der står der følgende:

”Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

Så det er altså ikke noget mennesker har bestemt, men Herren selv. Men hvad indebærer det så? Betyder det virkelig at jeg ikke bare kan tillade mig at tilbede Gud på den måde jeg kan lide, og hvad er det for noget med ånden, og det der med sandhed?
Den at Gud vil tilbedes i ånd, er desværre en sandhed som er blevet misbrugt af visse dele af den karismatiske bevægelse. Torontovækkelsen og folk som Todd Bentley og Christian Hedegaard m.fl. har om nogen misbrugt det her. Og gjort det at tilbede i ånden som noget ustyrligt og ekstatisk. Det er ikke bibelsk baseret teologi, og slet ikke hvad Jesus mener. Det er meget mere enkelt. Hvem kan tilbede Herren, og hvem modtager Herren tilbedelse fra? Det gør Gud fra dem der tilhører Ham. Kun dem der tilhører Ham, vil Han modtage tilbedelse fra. Se blot på Kain og Abel, der var kun en af dem som Gud modtog tilbedelse fra.
Dem som tilhører Gud, er også dem som har fået Guds ånd. Jesus siger det implicit i Johannes 14.23 at det forholder sig således:

” Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.”

Gud tager bolig i dem der tilhører Ham, og det gør Han ved sin Helligånd. Så sand tilbedelse er kun mulig når den kommer fra en kristen, det vil sige en der tilhører Jesus og ikke tilhører sig selv. Men er en født på ny kristen. Det handler ikke om man taler i tunger eller har modtaget en såkaldt ”anden velsignelse” som nogen ekstreme karismatikere prøver at bilde folk ind. Er man en kristen, så har man Guds ånd. Jeg er selv karismatiker, men mener at det er frygtelig arrogant at påstå at folk der ikke er hvad de kalder åndsdøbt, ikke har fået Helligånden. Det er en farisæerisk og eksklusiv tankegang at have!
Men hvad så med sandheden? Kan vi tilbede Gud i både ånd og sandhed? Ja, det kan vi, for det er hvad Jesus siger vi skal, og så kan det jo også lade sig gøre, når Han siger det på den måde. Men hvordan finder vi sandheden, og hvordan skal vi bruge den? Jesus er sandheden siger Han om sig selv, og sandheden om Ham, finder vi i Hans åbenbarede vilje som er Guds ord. Jeg ved godt nogen vil påstå at det er arrogant at påstå at man kan kende sandheden om Gud. Men det er reelt set en arrogant holdning at have overfor Gud. For i det man påstår det, så påstår man jo at Gud ikke er i stand til at vise hvem Han er.
Men Gud er i stand til at vise hvem Han er, og har gjort det med menneskeord i bibelen. Så vi kan kende Gud i dag, og vi kan tilbede Ham som den Han er, fordi vi kan læse om hvem Han er. Vi behøver ikke længere være i tvivl om hvem Gud er, og hvad Han står for. Vi kan bede til Ham i fuld tillid til at hvis vi tilhører Ham, og derfor har Hans ånd, og hvis vi kender Hans vilje, som er åbenbaret i skriften, så vil Han også tage imod vores tilbedelse.

Så alt dette er den positive side af at Gud vil tilbedes i ånd og sandhed. Men meget ofte vil vi ikke acceptere dette, og dermed ender vi mennesker ofte på den negative side af dette. For mange mennesker også i kirkerne, vælger i stedet at tilbede gud på deres egen måde. De vil hellere bruge metoder fra de hedenske ritualer, i stedet for det som Gud har bestemt i sit ord. Man vil dyrke meditation for at søge gud, eller danse cirkeldans, eller dyrke Taize eller hvad man nu kan finde på som ikke er defineret i skriften. Når man gør det, så begår man samme fejl som Arons sønner der bar fremmed ild for Herren.

“Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.” Tredie mosebog 10.1-2

Arons sønner havde valgt at bære fremmed ild fremfor Herren. Noget som skriften viser at Gud ikke havde påbudt dem. Men Nadab og Abihu havde en anden mening. De ville “tilbede” Gud på deres egen måde. Noget som blev skæbnesvangert for dem. Det må have skabt stor gudsfrygt at se disse to blive fortæret af ild, fordi de bar fremmed ild for Herren. Men det bør det også gøre i dag for os. For det nye testamente viser at Gud stadig har valgt hvordan Han vil tilbedes. Det er altså ikke noget vi selv bestemmer. Så heller ikke i den nye pagt vil Gud tillade at blive tilbedt i kød og løgn. Der er nemlig ikke nogen forskel på den Gud vi finder i det gamle testamente og det nye. Det er den samme Gud. Ikke dermed at forstå at vi skal leve op til moselovens ca. 670 lovbud, men at den Gud som er retfærdig, kærlig, nådig og vred med mere, også er den Gud vi får beskrevet i det nye testamente. Så hvis Gud kunne vælge at straffe folk for at tilbede Ham på en forkert måde i den gamle pagt, så kan Han også i dag. Ananias og Safira fra apostlenes gerninger kapitel 5 viser også dette. De troede at Gud tog imod et løgneoffer, men blev slået døde af Gud, da deres synd blev afsløret. Så det er altså af største vigtighed at man finder ud af hvordan Gud vil tilbedes.

Der er flere ting som jeg ikke kommer ind på her. Men jeg har nu aldrig troet at jeg kunne udtømme disse emner fuldstændig. Men områder der også er relevante er at tilbedelsen ikke længere handler om ofringer, overtroiske ritualer, eller ceremonielle rensninger med videre. Men det kan man jo selv tænke videre over.

Hvis du er interesseret i at høre mere om hvorledes Gud vil tilbedes og ikke tilbedes kan du høre denne prædiken som jeg holdt  2010.

Categories
Livet som kristen Synd

Er gengiftning tilladt eller forbudt?

Engang var det at gengifte folk noget som var nærmest ikke-eksisterende i bibeltro kirker. Det samme er også tilfældet i dag. Forskellen er blot den at de kirker som engang var bibeltro, men i dag gengifter, ikke er bibeltro mere. På trods af at de kalder sig bibeltro. At man siger man er bibeltro, men med sine gerninger viser at man er imod hvad bibelen siger, hænger ganske enkelt ikke sammen.

Men lad os kigge på hvad bibelen siger, og lad os forsøge at lade være med at fortolke det udfra vores egen tids forståelse. Jesus svarede nogen farisæere i Mattæus 19 at det kun er tilladt at skille sig af følgende årsag:

”Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.”

For at forstå dette korrekt skal vi se på bibelen som helhed, og her må vi kigge på de vers som, også kommer ind på dette. Det finder vi i Markus 10.11-12:

”og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”

Vi skal lige vide at dengang var det ganske normalt at skille sig, af både den ene og den anden grund. Var man utilfreds med den mad som ens hustru lavede, så blev det anset som skilsmissegrund. Kom ens hustru til at tale med en fremmed mand, så var det skilsmissegrund. Eller hvis hun talte med disrespekt til sin mand, så kunne det også være skilsmissegrund. Ja, der var tilmed rabbier der mente at hvis man fandt at en anden kvinde var mere dejlig end sin hustru, så kunne det være skilsmissegrund. Oveni det var der også mere firkantede holdninger såsom at det kun var ved utroskab at skilsmisse kunne accepteres. Alt i alt var det altså et område som skilte vandene selv dengang. Der er altså ikke så meget nyt under solen hvad det angår.

Farisæerne ville med deres spørgsmål til Jesus om hvornår man kan skille sig fra sin hustru, finde noget som de kunne anklage Ham for. Ville Jesus tale imod Moses eller ej? Men Jesus viser at årsagen til at Gud igennem Moses gav dem lov at blive skilt ved hjælp af et skilsmissebrev var at de havde hårde hjerter (se link her Hårde hjerter)
Jesus fortæller dem hvad Guds oprindelige mening med ægteskabet var, og viste samtidig at det stadig er Guds mening. Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille. Man kan læse dette i Markus 10.1-12 hvor Jesus forklarer sammenhængen, som jeg forventer at de fleste af bloggens læsere er bekendt med. Men tilbage til spørgsmålet om man så kan blive gift hvis man er blevet skilt?

Et gran salt
Lad mig starte med at erklære, at det jeg her skriver ikke er en lære som er velkendt for tiden. Det er kun meget få steder jeg har set den, og det bør betyde at det jeg her skriver skal tages med et gran salt! Måske tager jeg fejl, når det kun er noget man hører om så sjældent også i bibeltro menigheder. Ikke desto mindre ved jeg det er noget der er blevet praktiseret før også i bibeltro menigheder som har taget ægteskabet seriøst, og mennesker seriøst. Men tag lige et kig på fodnoten til dette indlæg nederst, for en sekulær vinkel på dette.
Lad os lige se hvad der stod endnu engang: Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.
En god ting ved dette skriftsted er at den ikke gør forskel på mænd og kvinder. Her kan man tydeligt se at hver af parterne kan begå ægteskabsbrud. Men hvem er det synden henvises til? Det er den skyldige part. ”DEN der skiller sig fra sin hustru” står der. Der stod ikke at den som bliver forladt, eller den som utroskabet bliver begået imod begår ægteskabsbrud. Nej det er ganske tydeligt at det er den skyldige som der peges på her, og ikke den forurettede.
Desværre har man tit gjort det til at begge parter nu ikke længere kunne finde sig en ny partner. Men det stod der ikke noget om. Jeg kan i hvert fald ikke læse at det skulle være tilfældet. Jeg ved at nogen kirker der mener det er tilfældet, og jeg har respekt for at de tager ægteskabet så alvorligt, i modsætning til visse andre som bare lader alt sejle. Men det er som om det er at lægge lige lovlig meget ned i skriften at sige at en forurettet part ikke kan gifte sig igen uden at begå ægteskabsbrud.
Nogen gange skal det så lige siges, kan det være vanskeligt at finde ud af om begge parter var skyld i det eller ej, men der findes også tilfælde hvor det er ganske nemt at finde ud af hvem der var skyld i et ægteskabsbrud. Men det bliver for omstændigt at komme ind på her. Men det var så den del som man kan tage med et gran salt, da det ikke er så brugt en tilgang (men se lige fodnoten). Men lad os nu gå videre med den del hvor der ikke burde være nogen som helst form for tvivl.

Men hvad så når utroskab ikke er årsagen?
Det sker desværre meget ofte i dag, at folk der kalder sig kristne bliver skilt uden anden årsag end den man ser i det sekulære. Folk vokser fra hinanden, eller synes de er gået i stå, de er ikke lykkelige mere, eller hvad de nu har af argumenter. Ingen af disse argumenter er brugbare. Har man brugt et sådan argument for at blive skilt, har man ganske enkelt ikke ret til at blive gift igen. Medmindre den anden part går hen og dør, eller i fald den anden part vælger at blive gift til anden side (hvilket er utroskab). Der er selvfølgelig også muligheden at man kunne finde sammen igen, hvilket jo er sket for nogen.
Jesus er helt klar på dette område, i fald man bliver gift igen, uden at årsagen er at ens forhenværende ægtefælle var utro, så begår man hor. Og ikke bare det, man indgår et institutionelt fælleskab som bygger på synd, og dermed vil man binde sig selv og hinanden på et liv i synd. Det er virkelig alvorligt.

Men en ting er at folk vælger at leve sådan. Det kan ikke hindres og vi lever i et frit samfund hvad det angår. Men det betyder ikke at man som kirke skal støtte det. Men lige præcis her er der sket et enormt skred. Kirker som før var meget klare på dette område vælger i dag at gengifte folk der er blevet skilt uden nogen som helst form for bibelsk argumentation. Når man vælger som præst og kirke at vie folk som dermed ifølge Jesu lære indgår et forhold der bygger på hor, så vælger den præst og den kirke at velsigne noget som i Guds øjne er en vederstyggelighed. Ofte vil man kunne iagttage at de samme præster og kirker kan gå hårdt frem imod tilladelsen af at homoseksuelle kan blive viet. Men det at de tager den del alvorligt, men ikke det om gengiftning viser en ubehagelig homofobisk holdning, som gør forskel på mennesker. For hvis Jesus taler skarpt og klart imod gengiftning af folk der er blevet skilt uden det skyldtes utroskab, og man ikke tager det alvorligt, men i stedet tager dele af Paulus breve (foruden visse dele af det gamle testamente) alvorligt viser at man kun vil tage imod den del som man godt kan lide alvorligt, men ikke det som man ikke lige bryder sig om. Man er blevet en selektiv kirke, som kun tager det af Guds ord, som man har det godt med, og ikke de dele som er mindst ligeså vægtige, men bare ikke så populære. Hvad man så burde gøre ved disse præster og hvem nogen af dem er, vil jeg komme ind på næste gang.

Men alt i alt tror jeg godt det kan lade sig gøre at både have en bibelsk tilgang til ægteskab og skilsmisse og have en menneskelig side ind over uden at det er problematisk. Men man kan ikke bare nøjes med at se tillade alt og ikke tage gengiftning meget alvorligt. Så min holdning er at hvis en part ikke kan klandres for at være medskyldig i at den anden ægtefælle er utro, og der opstår en skilsmisse, så kan jeg ikke se bibelen viser noget skulle hindre den person i at blive gift igen. Men hvis det ikke er utroskab som er årsagen, så vil jeg være EKSTREM tilbageholdende med at give folk lov til at blive gift igen, det vil sige jeg er reelt set imod. Og til det har jeg både bibelske og personlige iagttagelser at gøre brug af, som jeg måske vil komme ind på en anden gang.

Fodnote:
At skilsmisse kun er tilladt i fald at en af ægtefællerne har været utro, har engang været det eneste argument for at få lov til at foretage en skilsmisse i flere samfund, og er det måske stadigvæk nogen steder. Det betød at hvis man kunne finde ud af at ens ægtefælle havde været utro, så havde man ret til at blive skilt fra den person. Men også blive gift igen. Det betød desværre at der gik hen og blev en lille industri blandt velhavende personer, som gik ud på at hvis man ville skilles, kunne man arrangere kunstige affærer. Man tog hen et feriested, og ansatte en person som man skulle blive set sammen med, så ens ferie kunne se ud som om man havde en affære med en anden person. Man skulle sørge for at få nogen til at dokumentere dette, og så kunne man sørge for at ens ægtefælle fik nys om sagen, og på den måde ville det medføre at man blev skilt. Alt dette er ganske humoristisk fortalt i den kendte Fred Astaire og Ginger Rogers film ”The gay divorce”, og nej det betyder ikke den bøssede skilsmisse, men den sjove skilsmisse. Det er en komedie. Men i trediverne havde gay ikke den betydning det har i dag. Filmen handler (som så mange andre Astaire og Rogers film) om at Fred Astaire vil giftes med Ginger Rogers, men denne gang er hun gift med en anden mand. Men hun er træt af ham og vil skille sig fra ham. Måden hun vil gøre det på er ved ovenstående metode. Så engang i England og også USA (så vidt vides) var skilsmisse kun i orden hvis utroskab var inde over. Ellers var det noget man så ned på. Men hvis det var verden der så sådan på det dengang, hvordan står det ikke til i dag, når ikke engang kirken kan finde ud af at tage ægteskabet seriøst?
Her er et lille klip fra filmen med den velkendte sang “Night and Day”.

Categories
Kommentar til medierne

Sand.omvendelse.dk nu med mobil website

Til de af bloggens brugere der er vant til at besøge hjemmesiden igennem deres smartphone (og dem er der godt nok mange af efterhånden), I vil fra i dag se at det er blevet langt nemmere at bruge https://sand.omvendelse.dk fra mobilen. Hvorfor skriver jeg så det, kunne nogen spørge? Har det nogen betydning om en hjemmeside er tilrettet mobiltelefoner eller ej, er det ikke budskabet der er vigtigst?

Begge dele er rigtigt, men der er noget man nemt kan misforstå. Vi lever i en digital tidsalder, hvor rigtig mange ting foregår digitalt. Dvs mange mennesker finder deres informationer på nettet, og distribuerer dem videre på nettet. Og nettet i sig selv er ikke forkert, men mange af de ting der findes på nettet er forkerte, og dertil er der også flere der bruger alt for meget tid på nettet, hvilket jeg da selv skal være opmærksom på. Men hvis kristne vil have deres budskab ud, nytter det ikke at kun stå i kirken og prædike. Vi må have budskabet ud, og hvorfor ikke få det ud der hvor der er folk i forvejen? Det er der på nettet. Men en anden ting ved nettet er at mange har lav tålmodighed der. En hjemmeside skal være nem og brugbar for at folk forbliver på den, og synes det er en god oplevelse. Derfor er der heller ikke noget galt i at lave kirkelige hjemmesider der er nemme at bruge, og giver en god oplevelse. Fornyelse af den slags er ikke forkert, vi skal jo følge med på måden man kommunikerer på, men uden at ændre på det vi skal kommunikere! Hvilket desværre er noget flere folk har sagt, men vist at de ikke magter at leve op til. Tag eksempelvis Rick Warren som et stjerneeksempel på en der fornyede kirkens kommunikation, men mistede budskabet om Kristus. (Læs mere om Rick Warren her eller skriv hans navn i søgefeltet).

Men, her er det så at der kommer et men. For der er nogen tendenser til, at det betyder mere at give folk den gode brugeroplevelse og nemme brugbarhed, end et give folk evangeliet. Alt for mange kirkelige hjemmesider er så fokuseret på at være top og popsmarte at man har glemt hvorfor man egentlig er en kirke. Men den brugervenlige side, må ikke skubbe hovedbudskabet ud. Tænk hvis TDCs hjemmeside bare handlede om at give brugerne en god oplevelse at TDS helt glemte hvad det var de ville sælge folk. Så ville TDS da hurtig gå neden om og hjem. På samme måde må kirken også sørge for at have et klart fokus på hvad evangeliet er, så det er nemt at forstå for en udenforstående hvad den kirke står for.

Så det at jeg nu har gjort denne side brugervenlig til mobiltelefoner, betyder ikke at jeg drosler ned på budskabet, tværtimod. Men at det nu bliver nemmere at få budskabet ud. Det har nemlig vist sig, at folk bruger ret lang tid på at surfe hjemmesider når de er på farten og har en smartphone på sig. Enjoy.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Er vi parat til modstand fra vore egne rækker?

Noget som for mange kristne er svært at forstå, er at den største modstand man møder imod evangeliet, ofte er den man møder i kirken selv. Engang kunne man sige at det kun var i den romersk katolske kirke at man rigtig oplevede det. Jan Hus, William Tyndale og Martin Luther oplevede hvordan den største modstand mod deres klare forkyndelse af Guds ord, kom fra kirken selv. Det var en modstand der var så kraftig at det kostede Hus og Tyndale og mange andre deres liv.
I dag er det ikke så ligetil at se hvorhenne modstanden vil komme fra. For det er ikke nødvendigvis fra den romersk katolske kirke vi i dag oplever modstanden. Den modstand man møder derfra er langt mere diplomatisk orienteret. Nej, i dag oplever vi modstanden i mange af de etablerede kirker. Kirker hvis historie bygger på reformatorisk kristendom, men som har valgt at glemme hvad reformeret kristendom er.

Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter som man brugte til at afvise det, fandt jeg ud af.

At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med, at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.

Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det faktisk noget folk oplever mange steder.

En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde på. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvilket Jesus selv advarer os om vil ske.

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt, fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Sådanne mennesker leder i dag mange af vor tids kirker. Folk der påstår de forkynder evangeliet og er kristne, men i deres gerninger og lære viser at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord. På trods af deres titler og eventuelle teologiske eksamener.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja, det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være nogen som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil forlade troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke, viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret.

Altid parat?
Kristne kan, mener tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, om vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Så er vi parat til at betale den lille pris i dag, for at prædike og holde fast i evangeliet? For hvis vi ikke er, hvordan ville vi så kunne holde fast i troen når modstanden bliver hårdere?

Categories
Kommentar til medierne

Det der med liv

Har livet værdi?

Categories
Falsk Lære Kirke

Phil Johnson om kirkens største trussel

Phil Johnson som er Tilbage til Bibelens hovedtaler på bibellejren denne sommer, havde jeg en god snak med på Shepherds Conference her i Marts. Han besidder en bibelsk skarphed som sætter fingeren på de ømme punkter folk helst ikke vil snakke om. Han sagde bl.a. følgende:
“Den største trussel mod evangelikale kirke i dag er ikke ateister, muslimer eller regeringer, men kirker der prøver at prædike noget andet end evangeliet og som ikke bliver irettesat eller ekskluderet.”
Det har han desværre ret i, og kirkehistorien viser det samme. Alt for mange gange er kirken blevet ødelagt, fordi man ikke formåede at holde urenhed, vranglære og menneskers egennytte udenfor kirken. Man tillod den istedet.
Tag eksempelvis kirkeretningerne. Hvordan kan det være at baptistsamfundet i Danmark er så ekstremt liberalt og har plads til så mange folk der prædiker et helt andet evangelium (som ikke er et evangelium)? Det skyldes ganske enkelt at den vækkelse som engang virkelig var startet af Gud, og ledt af Gud, begyndte at se igennem fingre med synd. Man irettesatte det ikke, og handlede ikke på det sådan som bibelen foreskriver. Konsekvensen blev at i mange baptistkirker i Danmark, kunne folk leve i åbenlys synd uden det medførte nogen konsekvenser. På samme måde er vranglære som universalisme og anden liberalteologi (som emergent church) blevet en del af den kirkeretning i Danmark.

Men det samme er jo sket andre steder. Man har mange steder været meget tilbageholdende med at irettesætte når der var brug for det. At bevare kirkeretningens medlemsantal var vigtigere end at efterleve Guds ord om kirkedisciplin. Konsekvensen er synd og vranglære flyder rundt i mange kirker og kirkeretninger, så kun få er i stand til at vurdere hvad en kristen er og ikke er.

Mere Phil Johnson til sommer
Dette er en af de emner som Phil Johnson vil komme ind på, når han skal tale på lejren til sommer. Hvilket jeg ser rigtig meget frem til.Vi har sørget for at der er plads til flere i år end sidste år. Da vi er vant til at blive flere og flere, og at vi ved folk kommer fra mange forskellige kirkeretninger. Men også fordi vi regnede med at Phil Johnson er så kendt og velanset et navn, at der nok ville komme flere end sidste år.Vi har dog begrænsede pladser, og tilmeldingerne er kommet meget hurtigt ind i år. Så overvejer du at tage med, så er der ikke nogen garanti for ledige pladser. Vi har et max da vi kun har begrænsede ressourcer og ikke vil gabe over mere end vi kan klare. Du kan se mere om lejren på www.tilbagetilbibelen.dk hvis du har lyst til at høre og møde en af de skarpeste, levende og bibelske prædikanter (ja det er kun min vurdering, men hør ham selv på www.sermonaudio.com hvor der er prædikener lagt ud fra Phil. Skriv hans navn i søgefeltet og se hvad der kommer frem af gode prædikener som der er brug for i en ellers tør tid.
God weekend og Guds fred.

Categories
Evig dom Korset

Så tæt på, og dog så langt fra

Da Jesus blev korsfæstet blev han sat mellem to røvere. Den ene havde gudsfrygt og omvendte sig på korset. Det var til ham at Jesus sagde:

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Lukas 23.43

Den anden derimod hånede Jesus. På et tidspunkt hvor han var sikker på at han snart skulle dø, valgte han at håne Guds hellige enbårne søn. Det gjorde han istedet for at erkende at han havde brug for at få sin sag i orden med Gud. Da han døde og slog sine øjne op i dødsriget, eller Helvede som det også kaldes, må det have været, og stadig være helt forfærdeligt at tænke på hvor tæt han var på frelseren. Tænk at vågne op i Helvede og finde ud af at den eneste der overhovedet havde mulighed for at redde ham fra det sted, det var den selvsamme mand som han hånede da han selv led døden på et kors. Så tæt på var han, og dog så langt fra.

Gråd og tænderskæren
Helvede er det sted som Jesus omtaler som stedet hvor der er gråd og tænderskæren. At det netop er gråd og tænderskæren som høres i Helvede, viser os hvad det er for en mental tilstand folk er i der. Det er en tilstand af frustration og fortvivlelse. De græder over deres dom, over deres smerte, og skærer tænder i anger over alle de gange som de fik mulighed for at omvende sig. Disse to ting finder vi når folk er i frustration og fortvivlelse. For der tænker de på alle de gange som Gud kaldte på dem, og istedet sagde nej. Helvede er stedet uden håb, men hvor det samtidig vil stå soleklart for en alle de gange man havde mulighed for at omvende sig. Alle de gange hvor Gud viste at Han ikke ønskede at sende dem derhen, men ville gøre det, hvis de ikke modtog Hans retfærdighed i Kristus Jesus.

Hvor lang tid endnu?
Sådan har røveren som hånede Jesus haft det i snart 2000 år nu, og det vil fortsætte 2000 år mere, og efter dem vil det bare fortsætte og fortsætte og fortsætte. I al den tid vil han græde og skære sine tænder i fortvivlelse og frustration over at HAN JO VAR DER SELV. Han så Ham dø, han hørte Ham tale, han så Guds egen søn blive knust på korset af Guds vrede, og det rørte ham ikke. Han tog ikke imod muligheden for omvendelse, da han endelig stod med den. Det vil han bruge evigheden på at blive mindet om. Den anden røver, fandt evigt liv hos Gud i Jesus. Han tog imod Guds nåde, da han havde muligheden. Begge oplevede de Jesus, men kun en af dem modtog den gave som Han havde til dem. En tog imod den med glæde, og er i dag hos Jesus. Den anden græder og skærer sine tænder i dag, fordi han ikke tog imod den.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Troens forsvar

Hvilken Jesus vil du have?

På søndag skal jeg holde en påskeprædiken. Jeg fandt rimelig hurtigt ud af hvad vinklen skulle være, for der sker en masse begivenheder før og under Jesu korsfæstelse som viser at mennesket dels vil have en gud, men at der er en stor fare for at det er en gud som er skabt i vort eget billede og dermed en gud som vi gør os selv til Gud overfor. Men når vi møder den sande Gud, vælger vi at afvise Ham da Han ikke passer ind i det billlede vi havde tænkt os.“Du er ikke den gud vi ville have, men hvis du gør som vi siger til dig så vil vi tro på dig” er noget jøderne indtil flere gange siger til Jesus på forskellig måde. Men lad os bare være ærlige, vi er ikke bedre end jøderne her i Danmark, for vi mener akkurat det samme og mange bruger de selvsamme argumenter i dag for at afvise den Gud som åbenbarer sig for os i bibelen. Men hvorfor er det da så vigtigt at vi har det sande billede af Gud, og ikke et billede af Gud som er opstået i vort eget hovede? Det og andet vil jeg komme ind på til gudstjenesten på søndag.