Categories
Himlen Hvem er Gud?

En dag skal jeg hjem til Himlen

En dag skal jeg ikke være her mere. Jeg skal hjem til min Far i Himlen. Jeg skal være sammen med Ham i al evighed. Himlen er ikke bare et sted hvor der er godt at være. Det er ikke bare et sted hvor jeg kan være sammen med mange af dem jeg holdt af at bruge tid med på jorden. Det er meget mere end et sted hvor gaderne er lavet af guld, og portene af ædelstene. Alt det vil der være i himlen. Nej det allerstørste, det absolut bedste, det mest vidunderlige af alt, er at jeg skal være sammen med Ham. For jeg elsker Ham der tog min synd på sig, selvom jeg levede som fjende af Gud. Han har udvalgt mig til at være sammen med Ham i al evighed.

Har du tænkt på hvor forskelligt dette er fra alt anden religion? Det er rigtig svært at finde en religion som omtaler tilværelsen efter døden som tæt fællesskab med Gud. Muslimernes himmel er ikke et sted hvor Gud er. Det er et sted hvor de bare har det godt og bliver serviceret af nogle jomfruer. Ikke engang de dårlige kopier af kristendom, har en himmel hvor de har fællesskab med Gud. Jehovas vidners himmel er et sted hvor Jehovas vidner render rundt i jakkesæt og kjoler i al evighed, og har det godt med hinanden. Mormonernes himmel går på at et mormonsk ægtepar får tildelt en planet, som de så skal opfylde med børn. Men Gud er der ikke. Årsagen til at andre religioner har himle eller evigheder uden Gud, er den at alle mennesker gerne vil i Himlen. De ønsker bare ikke at Gud er der. For de er fjender af Gud. Fordi de ikke er født på ny, de har ikke fået del i Guds natur. De har i stedet en kødelig natur som kæmper imod Gud, og gør at de flygter fra Ham i stedet for at søge Ham.

Men hvorfor glæder jeg mig så? Jeg var jo også engang fjende af Gud, hvad gør at jeg er anderledes? Svaret er at Gud drog på mig, og viste mig sin kærlighed til mig igennem Hans fuldbragte værk på korset. Han forvandlede mig da jeg omvendte mig, og gav mit liv til Ham. Siden den dag har der været noget i mig, der gør at jeg længes efter at komme hjem til Ham der frelste mig. En dag skal jeg hjem, og det er en dag jeg ser frem til. Jeg lever ikke mit bedste liv nu, det har jeg tilgode hjemme hos min frelser i Himlen.

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Joel Osteen må ikke, men Rick Warren må godt

I USAs valgkamp er en af kanditaterne mormon. Det er ikke første gang det er sket, men denne gang har Joel Osteen som er præst for den næststørste kirke i USA, udtalt sig om Mitt Romney at han anser ham for en kristen. Fordi som han siger, anser han mormoner for kristne. Det har skabt stor debat i USA, både i medierne og i blogosfæren. Hvilket man egentlig burde undre sig over. For det er jo ikke noget nyt Joel Osteen har sagt her. Eneste forskel er at han siger det en lille smule mere klart end før.

Men det er som om det først nu er ved at gå op for visse folk, at Joel Osteen kun har et kendskab til bibelsk sandhed som reelt set kan ligge på en 25øre. Det mest utrolige er så hvor meget vranglære der så stadig er plads til på den 25øre. Han har ikke en “højere åbenbaring” som visse folk påstår, men på vildspor.

Folk vælger deres egne falske profeter
Jeg tror ikke det vil betyde det store for Joel Osteens popularitet om han ikke kan se forskel på kristendom og mormonisme. For jeg synes der er en tendens til at folk vil følge Joel Osteen nærmest lige gyldig hvad han siger. Man vælger sine falske profeter, også selvom det de siger er i direkte modstrid med bibelen. Joel Osteen formår bare at gøre det med et stort bredt smil.

Er Rick Warrens “åbenbaring” bedre end Joel Osteens?
Men det som jeg undrer mig over, er at folk godt kan acceptere at Rick Warren godkender mormonisme, men Joel Osteen må ikke. For begge to har før godkendt mormonerne. Joel Osteen gjorde det i et Larry King show, hvilket der kom meget debat ud af for nogle år siden. Mens Rick Warren gjorde det i et interview til USA TODAY. Argumenterne de brugte var de samme. Joel Osteen sagde i ovenstående video at han ikke anser mormonisme som den reneste form for kristendom. Mens Rick Warren kaldte forskellene mellem mormonisme og kristendom som “the non-essentials”. Rick Warren (som er manden bag den største kirke i USA, da den har overhalet Joel Osteens) sagde dette da han blev spurgt hvordan han kunne acceptere at der var mormoner med på hans kirkevækstkonferencer.

Lige nu ser det ud til at mange folk er parate til at smide Joel Osteens bøger ud af kirken, og forhåbentlig lige ned i skraldespanden. Men hvorfor er folk ikke parate til at gøre det samme med Rick Warrens bøger, når han udover at godkende mormonisme, også giver plads til New Age og misbruger Guds ord ved at give dem en helt anden betydning? Det er da hykleri, er det ikke?

Her er linksene til de ovennævnte historier:

Joel Osteen godkender mormonisme på Larry King: https://sand.omvendelse.dk/joel-osteen-godkender-mormonismen-nu-med-kommentarer-128.htm

Rick Warrens godkendelse af mormoner kan ses her: http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:I2wWbzN16fkJ:www.usatoday.com/life/2003-07-21-rick-warren_x.htm+%22USA+Today%22+%22rick+warren%22+%22not+going+to+get+into+a+debate+over+the+non-essentials%22&hl=da&ct=clnk&cd=3&gl=dk

Se også min kommentar til den artikel her: https://sand.omvendelse.dk/mormoner-og-j%c3%b8der-de-er-da-n%c3%a6sten-en-slags-kristne-ikke-358.htm

Lidt mere om Rick Warren: https://sand.omvendelse.dk/fire-advarselstegn-i-det-malrettede-liv-af-rick-warren-327.htm

https://sand.omvendelse.dk/rick-warren-og-ken-blanchard-238.htm

 

 

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom podcast Prædikener

Sardes den døde kirke, der var kendt for at være levende

I søndags holdt jeg en prædiken i min serie om de Jesu syv breve til menighederne. Denne gang kom jeg til Sardes-menigheden. En menighed som var kendt for at være en levende kirke, men Jesus kendte den, og sagde den var død. Dette er en meget alvorlig advarsel til kirker i dag også. For hvor nemt er det ikke at leve i et selvbedrag om at man er en del af en levende kirke, fordi mennesker anser den som levende? Det er så vigtigt at vi finder ud af om vores kirke følger Guds ord, eller menneskers.
Det var et lidt sværere emne at prædike over end jeg regnede med, og det tager lige en fem minutters tid inden jeg kommer rigtig i gang (min egen vurdering). Det er ikke den prædiken jeg synes var iblandt de bedste i denne serie, men god nok til at komme på her. De bedste i denne prædikenserie kan man høre på disse links:

Jesu brev til menigheden i Efesos: https://sand.omvendelse.dk/podcast-jesu-brev-til-menigheden-i-efesos-3309.htm

Jesu brev til menigheden i Pergamon: https://sand.omvendelse.dk/podcastjesu-brev-til-menigheden-i-pergamon-3472.htm

En kirke efter Guds hjerte: https://sand.omvendelse.dk/podcast-hvad-er-en-kirke-efter-guds-hjerte-smyrnamenigheden-fra-abenbaringen-3360.htm

Den sidste prædiken om Jesu brev til menigheden i Sardes kan du høre her:

 

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære

Trosbevægelsen der kom ind af fordøren i fåreklæder

´

I mit forrige indlæg blev trosbevægelsen afsløret som værende fuldstændig ubibelsk, og ødelæggende for den kristne tro. Det skabte en del debat på Facebook at jeg (og Justin Peters) kunne være så arrogante at påstå noget sådant. Men det eneste der blev gjort for at vise at trosbevægelsen er ubibelsk, var at sammenligne trosbevægelsens lære med bibelen. Det blev gjort ved at høre og se på hvad folk som Benny Hinn, Kenneth Copeland, Joel Osteen m.fl. har sagt.

Flere af trosbevægelsens folk kan ellers godt lide at blive set på som dygtige bibelkendere, men ved nærmere eftersyn viser de sig i bedste faldt at være bibelanalfabeter. Jeg skriver i bedste fald, for hvis de ikke er bibelanalfabeter, så må de være bibelmisbrugere. Dvs at de misbruger bibelen ved at tage fragmenter ud af den, som de giver en anden betydning end den oprindelige.

Er åbenbaring over skriften?
En ting som kom frem i debatten herom var den sædvanlige: ”De har en åbenbaring”. Hvor har jeg hørt den mange gange før, og hvor har jeg også tit spurgt folk hvordan de kan godkende en åbenbaring der er i modstrid med bibelen? Gud giver ikke nogen en åbenbaring som er i modstrid med det Han allerede har åbenbaret. Men det er åbenbart tilladt når man støtter trosbevægelsen.
Det er interessant at iagttage at det samme var gældende i gnosticismen. Der handlede det faktisk om at få ”en særlig åbenbaring”. Det betød ikke så meget om det var en åbenbaring der var i tråd med sandheden. Bare det var en åbenbaring, som kunne gøre folk lidt mere åndelige bevidste, og give dem en højere ”erkendelse”. Den slags finder vi flere steder i trosbevægelsen. Og der hvor man ikke finder den direkte, så henviser man i stedet ukritisk til folk som har den der ”højere åbenbaring”.

Nu er det tid til at tale ud
Nu er tiden kommet til at jeg ikke længere vil holde mig tilbage hvad angår trosbevægelsen. Jeg har været stille længe nok, om flere personer i det danske kirkeliv, som tror de har fået carte blanch til at blande kristen lære med trosbevægelseslære. Mit ønske er at flere må få mod til at gøre det samme, og ikke holde sig tilbage fra at spørge deres ledere og pastorer hvordan i alverden de kan give plads til den og den prædikant, og de og de bøger, når det er så tydeligt at det ikke er kristendom, men noget der leder væk fra Kristus og evangeliet.

Hvordan er det kommet så vidt?
Hvem det er jeg vil tale om, må vente til senere. Lad os først se på hvorfor det er gået så vidt. Engang var trosbevægelsens lære noget man bare holdt udenfor. Men der er sket noget igennem de senere år. Det er blevet i orden at blande tingene sammen, efter eget velbefindende. Man tager lidt her, og tager lidt der, men bare man har en nogenlunde reelt forståelse af evangeliet, så tror man det nok går. Det er ikke kun emergent church folkene i dag der blander ting sammen, nej nu er det også folk som udadtil virker evangeliske, men reelt set er postmoderne. Det er simpelthen en af de værste misforståelser, som har ødelagt ganske meget, og skabt masser splittelse. Paulus advarer om dette i romerbrevet 16.17-18:

”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker.”

Dette er folk som er kommet ind i menigheden, og som prøver at blande ”deres lære” med den kristne lære. Ellers ville deres lære jo ikke have nogen chance, hvis de bare sagde straight out at deres lære var anderledes. Nej, de blander den sammen. Nogen gange med vilje, andre gange pga uvidenhed. I begge tilfælde skal det afvises.
John MacArthur bliver interviewet i nedenstående video om det man i USA kalder ”The young restless and reformed”. I den beskriver han problemet med at vi tror vi kan få lov at blande tingene sammen, bare fordi vi har en nogenlunde forståelse af evangeliet. Men det vi reelt set får, er en teologi, som ikke har nogen sammenhængskraft, og derfor også er ødelæggende for folks tro. Det er også i denne video at MacArthur siger sin helt klare mening om John Pipers samarbejde med Rick Warren. Rick Warren er ganske rigtig ikke trosbevægelsesmand (men har inviteret folk fra trosbevægelsen), men problemet er det samme. Man blander evangeliet sammen med anden lære, som ikke har sit udgangspunkt i skriften, og det er meget alvorligt.

 

Se forrige indlæg som er en lang afsløring af trosbevægelsens lære her: https://sand.omvendelse.dk/trosbevaegelsen-ubibelske-laere-3706.htm 

 

Categories
Falsk Lære Mirakler

Trosbevægelsen ubibelske lære

En af de største problemer i kirken af i dag, er at man mange steder ikke er i stand til at vurdere hvad der er bibelsk og hvad der er ubibelsk. Man har svært ved at vurdere hvilken lære der hører indenfor kirkens rammer, og hvilke der ikke gør. Det har ellers altid været en naturlig del af kirkens opgave at holde sig til den sunde lære, og afvise den usunde. Det er også noget der har været gældende for kirkefædrene. Eksempelvis var kirkefaderen Irenæus kendt for særlig at tage opgøret med gnosticismen meget alvorligt. Ham kan man læse mere om her: Irenaeus

Men i dag, er det som om det ikke er noget man ønsker at gøre. Man ser istedetfor igennem fingre med vranglære, og siger i stedet: “Lad os lære noget af dem”. Et af de områder hvor vi i særlig grad har set igennem alt for mange beskidte fingre, er hos trosbevægelsen. Jeg har flere gange taget det frem før at trosbevægelsen har ødelagt mangt og meget kirkeliv i Danmark. Men lad os nu en gang for alle, få vist hvorfor trosbevægelsen er en bevægelse der er ubibelsk, og farlig for den kristne kirke.

En af de bedste til at vise dette er Justin Peters som har en mastergrad i trosbevægelsen. Hans måde at afsløre trosbevægelsen på er ved at tage frem hvad folk som Kenneth Hagin, Benny Hinn, Kenneth Copeland m.fl siger. Disse folks lære er ikke kun noget folk som Jens Garnfeldt, David Hansen, og Ulf Ekman er inspireret af, men også mange andre som folk ellers anser som moderate balancerede forkyndere. Men som reelt set er blevet inficeret i deres forkyndelse af trosbevægelsen. Men lad os se Justin Peters gennemgang, som for nylig er blevet lagt ud i sin helhed på Youtube.

I den første video vil han gennemgå hvordan trosbevægelsens doktriner afviger fra bibelsk kristendom.

 

I den anden vil han gennemgå hvordan trosbevægelsens manifestationer afviger fra bibelske manifestationer. Nogle af disse manifestationer bruger trosbevægelsen til at argumentere for at Gud er med dem. Men ved nærmere granskning og sammenligning med bibelen, viser det sig at være noget ganske andet.

I den tredje video tager han trosbevægelsens hellige ko frem: Har alle kristne ret til at blive helbredt? Og hvad er omkostningerne ved at påstå at alle kristne kan blive helbredt? Det er ret store trosmæssige omkostninger det her giver, som man ikke taler højt om. Men hvad sker der med evangeliet, når der kommer en alt for stor fokus på helbredelse?

Categories
Bibelen Kirke Prædikener

Sardes menigheden. Den døde kirke

Næste søndag er jeg kommet til Jesus femte brev til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Her er et uddrag af prædikenen:

Af de syv kirker Jesus skriver til er Sardes menigheden den værste kirke overhovedet. To kirker får ros, fem får formaninger og kritik. Men ingen bliver formanet og kritiseret så voldsomt som Sardes.

”Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død.” Johannes åbenbaringen 3.1

Hvor forfærdeligt må det ikke være at man er kendt for at være en levende kirke, og måske tilmed bruger det som et argument for at man er en del af en god kirke. Du har måske hørt folk sige ”Jeg kommer i en levende kirke” som om det er et argument for at man er på rette vej. Når det reelt set er en falsk tryghed som bygger på hvad mennesker siger og mener. Tænk at være en del af noget som er kendt for at være godt i mennerskers øjne, men som Herren over kirken anser som værende død.

At leve i et sådant selvbedrag kan nemt blive fatalt. Men det kan være svært at man lever i et bedrag. For det er jo meget rart at være populær. Vi kan da godt lide at være nogen man ser op til og taler godt om. Det opmuntrer vores kød. Og kødet kan godt bedrage os. Medmindre vi spejler os i Guds ord.

“Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør. Jakob 1.22-25

Når vi sørger for at holde os ajour med Guds ord, og sammenligner både vort eget liv, og vores kirkes liv med Guds åbenbarede fuldkomne vilje, så kan vi minimere tendensen til at leve i selvbedrag. Og hvor er der mange der har brug for det.
Og jeg kender det fra mig selv. Det er så nemt at bare nøjes med at læse i skriften, og så lægge den væk og sige ”det var det nu har jeg læst hvad jeg skulle læse i dag”. Det er så nemt at nøjes med at læse, men i stedet blive en glemsom hører, og ikke en gører. Vi kan glemme at spejle os i skriften.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse videoer

William Tyndale: Manden der var Europas mest eftersøgte mand

Engang var bibelen lukket land for normale mennesker. Det var kun de færreste der fik lov at læse i den, for man mente ikke at det var godt for folk selv at kunne læse i den. På den måde indespærrede den romersk katolske kirke Guds velsignede ord i århundreder. Men ikke alle mente det var en god idé. En af dem var teologen William Tyndale som i smug oversatte bibelen til engelsk og fik den trykt ulovligt.

Han var en overgang den mest eftersøgte mand i Europa. Kirken mente han havde begået helligbrøde. Ikke kun fordi han havde oversat bibelen, men fordi han troede på frelse ved tro alene og ikke ved gerninger. Noget som den romerske kirke den dag i dag stadig ikke godkender. Den siger stadig at det er tro og gerninger der frelser, hvilket er farlig vranglære.

Her er filmatiseringen om Tyndales liv. En mand som tydeligt er drevet af Gud, og ikke af berømmelse, penge og andet kødeligt begær. Dette er den sande historie om en Guds mand der gik hele vejen. Han endte også på bålet fordi han havde gjort Guds ord tilgængeligt for folket. Man mente også at han skabte splittelse i kirken, hvilket man ikke brød sig om. At sandheden blev holdt indespærret, var den pris man mente var nødvendigt for at bevare kirkens indflydelse blandt folket. I dag holder mange kirker også sandheden indespærret ved at prædike et andet budskab end bibelens, men forsømmer at prædike korsets evangelium om omvendelse til Jesus Kristus. Men se denne sande historie om en mand som stadig har et stærkt relevant budskab til kirken af i dag. Et budskab om at prædike det fulde evangelium.

Til eventuelle folk der tænker på at prædike open-air er der i første del af videoen en scene hvor han prædiker under åben himmel, og det er fantastisk at høre hvor skarpt han prædiker for folket (og kirken) der. Men også chokerende at se kirkens reaktion på den forkyndelse.

Categories
Bibelen Mirakler Omvendelse podcast Synd

Hvordan helbreder Jesus? Podcast

Thomas Holden Jensen fra Østerlars kirke, prædiker her over teksten hvor Jesus helbreder en døvstum mand. Istedet for at få teksten til at handle om at vi også skal gå ud og helbrede, gør Thomas det rette ved at vise evangeliet i teksten. Det bør være en forkynders vigtigste opgave, istedetfor at gøre bibelen til en masse “jeg skal gøre”.
Men hvordan kan man så prædike evangeliet udfra denne tekst? Det handler i bund og grund om tre ting der skal være på plads. For det første skal man være en genfødt kristen, og dermed også åndsfyldt (de to ting hænger sammen, der er ikke nogen såkaldt “second blessing”). For det andet skal man kende evangeliet og have forståelse for hvor vigtigt det budskab er. For det tredie skal man læse bibelteksten ordentligt, og kende Guds ord godt i forvejen for at kunne forstå helheden i Guds ord. Og nej det er ikke ensbetydende med at vi skal kunne forstå alt i bibelen, men have overblik og godt kendskab til bibelen.

Hvis man stadig synes det er svært, så skal man selvfølgelig høre på andre der kan finde ud af at se evangeliet i bibelens tekster. Og hvad det angår kan jeg anbefale Thomas Holden Jensens prædiken her over Markus 7.31-37. Hør den her nedenunder eller download den på: http://www.archive.org/details/2011_09_12SoendagEfterTrinitatis_1tr

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Overfladisk kristendom

Hvrfor skulle man tage kristne seriøst når……

Hvorfor skulle folk i verden tage de kristne seriøst, når de kristne ikke engang kan tage Gud seriøst? Mange gudstjenester er efterhånden blevet så udvandede i deres forkyndelse at det mere handler om mig mig mig, end det handler om Jesus. Det kan godt være vi engang imellem siger Jesus og Gud, men hvis man analyserer det der bliver sagt så, er det ikke mange steder at det handler om en hellig retfærdig Gud. Det er istedet en “all-loving god” der minder mere om en hippie fra 68, end den Gud som bibelen beskriver.

Det er bedrøveligt når kirker begynder at ændre vores møder på en måde, så det ikke længere er evangeliet der er i centrum. Nogle kirker inviterer tryllekunstnere til at afholde gudstjenesten, andre inviterer stress-eksperter til at komme og holde foredrag om hvordan man kan komme af med ens stress, og nogle laver serier om hvordan man kan få et bedre liv. Ja, vi kan tilmed finde kirker der kalder sig evangeliske som inviterer New Age folk ind. Men som regel med den dårlige undskyldning “vi vil ikke splittes over de små uenigheder”, som om New Age har noget som helst med kristendom at gøre.
Med andre ord, man prædiker tomhed. Evangeliet handler om at hvis vi ikke vil omvende os fra vores synder og give vores liv til Jesus Kristus, så går vi fortabt i Helvede for al evighed. Og det er lang tid vil jeg lige sige. Men det synes man åbenbart ikke er så vigtigt i kirkerne. Det er som om man tager mere udgangspunkt i folks meninger, end i det Gud har sagt i sit ord. For vi tager jo fat på det som har kødelige interesser for folk, og begrunder det med “at folk lever jo her og nu. Så det er jo den tid de lever i nu, vi skal tage udgangspunkt i”. Mit svar til det ville være: Ja, men det er da i orden, så tag udgangspunkt i de synder folk begår i vores tid, og forklar dem evighedsbetydningen af dette. Men lad dog være med at forsøge at sælge evangeliet ved at sælge frisk kristendom som om det var et nyt livsstilsmagasin. Ellers må de der gør det, finde et andet job istedet inde ved Femina eller I Form bladene.

Mit spørgsmål til sidst er; dem der ikke med deres gerninger kan vise at de tager Gud seriøst, mon Gud vil tage deres tro på Ham seriøst på dommens dag?

Categories
Hvem er Gud? Synd

“Gud tager da ikke min synd særlig alvorligt”

“Gud har givet mig lov til at synde, og det gjorde Han ved at lade Jesus tage mine synder”.

Sådanne udtalelser skal man desværre ikke lede lang tid efter i kristne kredse, men det er en komplet ubibelsk konklusion, som viser at man ikke kender Guds ord og heller ikke ved hvem Gud er. Folk der siger sådan, siger faktisk at det er i orden at leve i synd. De samme mennesker der siger sådan, lever også ofte i synd. De mener jo ikke at Gud tager det særligt alvorligt. Men i samme åndedrag de siger det, glemmer de hvad der skete på korset. De glemmer årsagen til at Jesus måtte dø på korset. De glemmer at Jesus drak bægeret fuld af Guds vrede på det kors. Et bæger Han drak for at vi måtte undgå den vrede.
Det er kollosalt vigtigt at forstå bare lidt af den vrede som Jesus tog på sig der, for først når vi forstår den, så forstår vi også at synd er meget alvorligt i Guds øjne. Så alvorligt at Gud valgte at knuse sin egen søn på korset, for at vi måtte undgå at blive knust i al evighed i Helvede.

Så synd er meget alvorligt. Det er så alvorligt at en hellig og retfærdig Gud er nødt til at straffe det. Ikke for at jeg kan få lov til at leve i synd, men for at jeg kan undgå Guds vrede. En sand kristen lever som om man er vidende om dette. Vi kan lave fejl og synde, men vi kan ikke svømme rundt i synd, som om det er en god oplevelse. For det er os en ulækker oplevelse. Vi bryder os ikke om det. Dels fordi vi har fået del i Guds natur i frelsen, men også fordi vi har forstået at Jesus var nødt til at tage en meget hård straf på sig pga vores synd. Vi ønsker ikke at håne Hans værk på korset ved at leve i synd, men ære Ham ved at leve gudsfrygtige liv som er til Hans ære.

Så tak din Gud at Han valgte at lade sin egen søn tage straffen på sig, så at vi måtte kunne undgå den kommende dom. En dom som kommer en dag, men som Han venter med, fordi Han er nådig og holder sin vrede tilbage en tid endnu. Til dig som aldrig har omvendt dig, og ikke forstår hvad dette handler om, kan jeg anbefale dig at læse dette menupunkt som er på hovedsiden www.omvendelse.dk/synd.