Month: February 2010

Categories
Bibelen Omvendelse Prædikener

Evangelisk forkyndelse: Omvendelse og tro på Jesus Kristus

Her kommer sidste del af serien “Evangelisk forkyndelse”, som omhandler hvad der er essentielt for at man kan kalde forkyndelsen evangelisk. Den sidste “Omvendelse og tro på Jesus Kristus” er ligesom de fire andre punkter, et emne som næsten er forsvundet fra kirkernes forkyndelse (se link til de fire andre punkter i bunden af indlægget.

Mange ønsker ikke at prædike omvendelse, fordi det svarer til at sige at folks nuværende liv, ikke er godt nok i Guds øjne. Ikke desto mindre er det hvad Jesus prædikede, og hans efterfølgere i urkirken. Lad os eksempelvis se på hvad der skete efter den første prædiken som blev holdt i Guds kirke. Den blev nemlig holdt på kirkens fødselsdag, den vi kender som Peters pinseprædiken i apostlenes gerninger 2.37-38.

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”

Peter har prædiket evangeliet, for en stor gruppe mennesker som undrede sig over hvad der skete. Og der står at hans forkyndelse har været så stærk og klar, at det “stak dem i hjertet”. Peters respons er 100 % evangelisk, hans svar til dem er at de skal omvende sig. Han siger ikke som mange siger i dag, at de skal bede Jesus om at komme ind i deres hjerter. Det er der intet bibelsk belæg for at man skal gøre. Han siger heller ikke at de skal “nøjes” med at blive døbt. Dåb er ikke nok, og han siger heller ikke, at de har brug for at komme mere i Guds hus, og gøre gode gerninger for at blive frelst. Nej det vigtigste budskab her, er at de skal omvende sig.

Det var heller ikke uden årsag at Peter prædikede omvendelse. Han havde nemlig lært det af den bedste lærer. For Jesus selv prædikede omvendelse fra synd:

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Mattæus 4.17

Eftersom det er Jesus der sætter standarden for hvad evangelisk forkyndelse er, så er det også Hans standard vi må gå efter. Det gjorde Peter, og der er ikke noget i os, eller den tid vi lever i, der gør at evangelisk forkyndelse hører fortiden til. Enten prædiker man evangelisk, eller også gør man ikke. Og prædiker man evangelisk er der fem punkter der er nødvendige at have med som naturlige dele af sin forkyndelse. De samme fem punkter vil man også kunne genfinde i den forkyndelse der hører til sand vækkelseshistorie. Du kan om de første fire punkter her:
Se de første i denne serie her:
1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

Categories
Brevkassen Livet som kristen podcast

Helliggjort, eller helliggørelse eller både og?

At være en kristen og leve et helligt liv, hvad indebærer det? Spørgsmålet ville engang være nemt at svare på, men pga den store differentierede forståelse af dette emne i dag, er det svært at finde nogen der kan svare klart og tilfredsstillende på det. Jeg vil dog give det et forsøg her, men uden at love at det blive udtømmende svar.

Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.

Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os,  men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.

En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.

Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.

Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.

Categories
Kommentar til medierne

Lars Løkke Rasmussen valgte familien

For nogle dage var der et stort postyr over at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde aflyst et møde med 80 diplomater, og istedet sendt en anden minister. Årsagen til aflysningen skyldes angiveligt, at han valgte at tage sig af sin datter der havde forstuvet foden. Den årsag er kommet mange for brystet. Dels har nogen af de 80 diplomater været ude og vise noget der nærmest ligner hån af statsministeren, og så har den forhenværende finansminister Mogens Lykketoft også kritiseret statsministeren kraftigt. Og på det politiske plan kan jeg da godt se at det var lidt ærgerligt, men…

Men hvis det virkelig er sandt at manden valgte at være sammen med sin datter og tage et “barns første sygedag” istedet for at tage sig af det politiske, så vil jeg gerne erklære ud, at det har jeg respekt for. En mand som vælger familien, på trods af at han har et stort embede, er en mand som jeg langt hellere vil have som statsminister, end en der negligerer sin familie. Og lad os da lige se på, hvem det var der kritiserede Lars Løkke. Det var diplomater, og de er jo kendt for at have en usædvanlig høj skilsmisseprocent. Netop pga deres job, som betyder at de flytter rundt i hele verden, og lader ægtefælle og børn være styret af jobbet istedetfor. Det er et rigtig karrierejob som medfører rigtig mange brudte ægteskaber, hvilket er velkendt. Så en kritik fra dem der går på at statsministeren skulle ignorere sin datters sygdom, kan jeg ikke tage alvorligt.

Hvad angår Mogens Lykketoft så sagde han, at han da ofte har været nødt til at lade familien ligge, fordi der var vigtigere ting at tage sig af (nej det er ikke et direkte citat, men sådan som jeg husker hans kommentar). Desværre for  Mogens Lykketoft, ser vi jo også konsekvenser af disse valg i hans familie. Gift fire gange og skilt to, (enkemand efter sin første hustru). Hvis vi ser bort fra hans første hustrus dødsfald, er det ikke en særlig god statistik Lykketoft leverer. Det er der flere af hans kollegaer der heller ikke gør. Og jeg tror det ville være bedst at jeg afholder mig fra at nævne de mest tragiske historier her. For der er for mange af de historier der er så tragiske at de er til at græde over.

Personlig ville jeg ønske at Lars Løkkes valg af familien, smittede af på andre politikere. For hvis de gik foran os andre i deres værdsættelse af deres familie, kunne det få betydning for hvordan resten af befolkningen værdsatte familien. Og familien er faktisk samfundets virkelige, og vigtigste byggesten. Og hvis de byggesten går i opløsning, så er jeg sikker på at samfundet i opløsning, og det er ikke noget jeg ønsker. Så Lars Løkke, du er velkommen til at blive hjemme og passe dit syge barn næste gang. Vi andre kan lære noget af det, også selvom der kommer til at stå grimme ting i avisen om dig, og måske endda 160 diplomater bliver sure og skuffede!


Se historien her.

Categories
Bibelen Kirke

Strøtanke: Luther holdt da op med at piske sig selv

Der er for nylig kommet frem at den forrige pave Johannes Paul II, angiveligt piskede sig selv (se artikel her). Det skulle stå i en biografi om ham som fortæller, hvordan han sov på trægulvet istedet for sin gode bløde seng, sultede sig selv, og slog sig både gul og blå. Hvorvidt det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men hvad der er mere interessant, er at det skulle være historier som disse som skulle være med til at godkende den afdøde pave som en helgen.

For hvis det virkelig er sandt, så viser det også at den romersk katolske kirke ikke har udviklet sig nævneværdigt siden reformationen. For Martin Luther forsøgte jo også at piske sig selv (flagellanteri) for at gøre sig god overfor Gud, eller for at vise hans gode vilje eller hvad han nu forsøgte. Han fandt ihvertfald ud af, at det var der ikke brug for, og det skyldtes dette: Jesus Kristus havde båret alle hans synder på Golgatas kors. Der var ikke mere at sone. Der var ikke mere brug for selv at piske sig selv, der var ikke længere brug for at betale for at undgå skærsilden. Der var ikke længere brug for at underlægge sig en kirke som havde gjort sig større end Guds ord. Mærkværdigvis er der i dag en slags venden tilbage til den romersk katolske kirke hos mange kirkeretninger.

Hvis det nu var sådan at den romersk katolske kirke var vendt tilbage til skriften, og viste at den underlagde sig skriftens autoritet, og ikke hvad paven sagde, så ville det måske ikke være så farligt. Men når man stadigvæk anser flagellanteri og den form for selvpineri som værende noget der indikerer kristenhed, hvorfor skal man så søge derhen? Ville det ikke være bedre at finde ud af hvorfor Martin Luther holdt op med at piske sig selv og var villig til at risikere livet for at gøre Guds ord frit for folket? Men hvad ved jeg, det var jo bare en strøtanke fra mig.