For nylig på facebook, blev der oprettet et debatforum under profilen “Lys og Salt”. Dem der stod bag “Lys og Salt” var en forholdsvis anonym gruppe, som skrev at de ville tilbage til bibelsk forkyndelse, og det lød altsammen meget godt. Nogle af deres debat-artikler var også ganske interessante, der var dog også nogen lidt mærkværdige nogen, men sådan kan der være så meget. I en af debatterne var der en der henviste til Tagryggen.dk. Det kunne jeg ikke lade gå hen uden at tage til genmæle, og hvorfor så det?
Tagryggen.dk er ledet af en mand, som jeg uden at blinke med øjnene vil kalde en falsk profet. Han hedder Kim Andersen, og han har hele to gange forudsagt hvornår bortrykkelsen skulle ske. Første gang det skulle ske var i 2006. Men både Kim Andersen og os andre er her stadigvæk, og ingen har hørt om en stor gruppe kristne der er forsvundet i den blå luft det år. Det lærte Kim Andersen åbenbart ikke noget af, for han har endnu engang vist at han tror at man må forudsige den slags, og påstår nu at det skal ske i indeværende år. Det har han “beregnet” sig frem til i 2008. Når folk begynder at forudsige den slags, hvad enten de så kalder det profeti, beregning, eller sågar hermeneutik, så er det med til at man sætter sig selv i en kategori som indeholder folk som Jehovas Vidner, og andre tåber der har forsøgt at forudsige Jesu genkomst og menighedens bortrykkelse. Derfor har jeg ingen problemer med at kalde Kim Andersen en falsk profet, som man skal holde sig langt væk fra.
Men som nogen skrev tilbage til mig i den debat, der var så meget andet der var godt at læse på den side. Og det er da sandt at man kan finde ting som er sande på Tagryggen.dk. Men det er blandet sammen med dårlige argumentation og ekstrem konspirationsteori, samtidig med at Tagryggen generelt minder meget om “The phelps family” som er en meget hadefuld isoleret kirke i USA. Med dårlig argumentation mener jeg Erasmus Montanus metoden (En sten kan ikke flyve, og mor kan ikke flyve, ergo er mor en sten). Men bare fordi man kan finde noget som er sandt på den side, betyder ikke nødvendigvis at det er et godt sted at finde hen. Jeg ved at folk læser Kim Andersens tåbeligheder, fordi han hader den katolske kirke, fordi han hader Christian Hedegaard, fordi han hader trosbevægelsen, og hader en masse andre som andre også hader. Men jeg kan da finde den samme modstand mod disse ting fra folk som Jehovas Vidner, og det betyder da ikke at jeg uden problemer kan begynde at læse “Vågn op” og “Vagttårnet”. Det ville da være fuldstændig tåbeligt at gøre den slags, bare fordi jeg er enig i nogle udmeldinger om diverse kirkelige ting.
Dertil er der også problemet med at Kim Andersen har valgt at stå udenfor kirke. De skriver selv at: “Vi er nogle kristne som ikke er medlem af nogen menighed.” Vi har altså at gøre med nogen som ikke vil involvere sig i en menighed, og hellere vil stå udenfor menighedslivet, og dermed udenfor kirken. At de ikke vil være med i de kirker de har været med i før, kan jeg måske godt forstå. Men ligefrem at vælge at stå udenfor menighedslivet, og ikke engang forsøge at starte en ny menighed op istedet, viser tegn på at man ikke ønsker at være en del af Kristi legeme, fordi menigheden jo er Kristi legeme. Og så er det åbenbart meget nemmere bare at stå udenfor og kritisere det hele. Trist, hvis bare Kim Andersen ville engagere sig i menighedsliv, og vise at han ville være med til at bygge op, istedetfor kun at kritisere, så ville det kunne hjælpe på det (hvis man ser bort fra hans forudsigelser om bortrykkelsen).
At Tagryggen.dk ønsker at have en bedømmelsestjeneste har jeg ikke noget problem i. Jeg ville ønske der var flere gode sider i Danmark, som turde og kunne bedømme hvad der er sand lære og hvad der er falsk, og gøre det på et ordentligt grundlag. Men når det er bedømmelse der bliver udøvet af folk der ikke ønsker at være med i menighedsliv, og ovenikøbet forudsiger bortrykkelsen, og ikke engang lærer noget af sine fejl, ja så er der ikke mere at komme efter.
For lige at gøre historien færdig. Lys og Salt profilen er i dag blevet slettet fra Facebook. Det glæder jeg mig over, for jeg tror ikke at deres arbejde skabte sammenhold i Guds kirke, men kun splittelse. Det er jeg overbevist om at det vil medføre, hvis man både kan anbefale Charles Spurgeon, Ray Comfort, m.v. samtidig med at man kan stå inde for Kim Andersens tåbeligheder. Jeg synes det er trist at de blandede tingene sådan sammen, for det var tydeligt at se, at den debat de åbnede for, faktisk udfyldte et behov hos mange. Det behov er der sådan set stadigvæk. Hvor ville jeg ønske andre turde tage den op. Men at det blev gjort af folk som er trofaste i deres menighed, og kender deres bibel så meget at de godt kan skille skidt fra kanel. Men når man ikke engang kan finde ud af at skille Kim Andersens ubibelske forudsigelser, fra den gode lære, så har man vist at man ikke er i stand til det.
De to forudsigelser om bortrykkelsen kan man se her:
http://tagryggen.dk/show_article.php?num=432
http://tagryggen.dk/show_article.php?num=481
Og bare for at få en ting sat på plads. Hvis det endelig skulle ske at bortrykkelsen ville ske i år, så er det ikke nogen godkendelse af Kim Andersen. For bibelen siger at kun Faderen ved om disse tider, og dermed er det slet ikke noget som vi kristne skal gå rundt at forudsige noget om. Vi skal istedet være parate, så Herrens dag ikke kommer som en tyv om natten. For dagen vil komme en dag, men hvornår, er ikke noget vi kan være sikre på.