Igennem de sidste par år er “profeten” David R. Hudson dukket op flere gange i de kristne medier. For nylig skulle han undervise i Kirken i Kulturcentret i København. Det er jeg nu ikke så chokeret over. De har jo også haft universalisten Johannes Møllehave til at prædike, trosbevægelsesmanden Ulf Ekman og angiveligvis den falske profetinde Vassula Ryden m.fl. til at prædike der. Så Kirken i Kulturcentret i København, er efterhånden vant til falske profeter på prædikestolen.
Når folk siger at de er profeter, plejer jeg efterhånden at træde to skridt tilbage. For jeg ved godt hvad en profet er, det er Guds ambulancefolk. Dem som Gud rejser op når hans folk har brug for budskaber der fortæller dem at de skal vende om fra deres onde veje. Det er det vi ser i det gamle testamente når vi læser hvad Esajas, Jeremias, Ezikiel og alle de små profeter skrev og sagde. Det er forresten også hvad vi ser, når vi læser om profeter som Elias og Elisa. Folk som Gud sendte, fordi folket havde brug for at vende om fra deres onde veje. Sådan en profet er David R. Hudson desværre ikke.
Jeg har nu hørt fem prædikener/undervisning af Hudson. Og du kan godt finde ting i det han siger som er udemærkede. Der er eksempelvis ting som er brugbare fra når han fortæller om hvordan hans oplevelser som ung kristen. Nogle af disse oplevelser er også af mindre god karakter, men ikke desto mindre vil jeg godt indrømme at der er lyspunkter. Men hvis jeg sammenligner de bibelske profeter med de banaliteter som David R. Hudson kommer med, så kan jeg ikke forstå at man har gjort ham til en “stor profet”. Hans forståelse for hvad profeti er, er også helt forskruet. Hans undervisning om profeti siger han selv er baseret på Guds ord. Men jeg har ikke hørt ham bruge Guds ord til at underbygge sin undervisning om profeti. Hvilket er meget ærgerligt og kritisabelt eftersom flere dele af hans undervisning virker mærkværdig.
Det som jeg har hørt David R. Hudson profetere og undervise om, er ting som lyder godt i nogle kirkefolks øren. Ting som får folk til at føle sig godt tilpas. Det er han nu ikke den eneste der gør. Han er blot en blandt mange “profeter”, som blot har fået et mere kendt navn end de fleste andre. Den form for profetier jeg her omtaler, kan eksempelvis være sådan en her:
“Gud siger til mig, at Han har en plan for dig. Det som du står i lige nu vil Han føre dig igennem. Du vil opleve at Han vil tage sig af dig, og vise dig Hans vej igennem det du kæmper med lige nu. Tro på Ham, og du vil opleve at Han bærer dig som på englevinger og ………”
Eller det kunne lyde som den her:
“Herren siger at du skal træde ud, det som du tænker på, skal du bare gøre. Du skal ikke tvivle på at det er Ham der har talt til dig, det er Ham der har talt, og Han vil fuldføre det Han har påbegyndt i dig”
Lad mig bare stoppe her. Umiddelbart lyder det som fine profetier. Jeg er overbevist om at flere af Omvendelse.dks læsere har oplevet at få sådan en profeti engang. Men hvis vi lige kigger lidt nærmere på dem, så er det jo noget man kunne sige til næsten hvem som helst. Der er ikke nogen af dem der er person-specifikke. Dermed ligner de meget det man kunne få at vide af en astrolog. Det er nemlig også ofte af en karakter, som er formet så den lyder som om den er personlig, men det er reelt set budskaber som kan gives til næsten hvem som helst. Og hvem som helst ville føle at det passede på en selv.
At David R. Hudsons profetier kun er banaliteter som kunne siges til enhver, er nu ikke det værste ved hans forkyndelse. Nej det aller værste er en total mangel på forkyndelse af evangeliet. Der er ikke noget om synd, dom og retfærdighed. Ikke noget om korsets betydning, eller omvendelse til Kristus. Det er fuldstændig renset for den slags. Det burde der være efter at have hørt fem prædikener. Når man ikke taler om dette, så tror jeg ikke på at det er Helligånden der leder en. For hvis det var således at David R. Hudson var ledt af Helligånden, så ville der være en helt anden fokus på synd, dom og retfærdighed. For det er en af Helligåndens vigtigste opgaver. Nemlig at overbevise om synd, dom og retfærdighed. Det har Jesus jo selv sagt.
Men der er David R. Hudson nu heller ikke ene om at være skyldig. Det er der desværre rigtig mange andre forkyndere der også mangler at prædike om. Både blandt dem der kalder sig profeter, og dem som bare kalder sig forkyndere. Og så er der jo nok ikke noget at sige til at man inviterer ham. For han prædiker jo det pladder som der bliver prædiket i forvejen mange steder. Det som man er begyndt at kalde Kristusløs kristendom.