Den 15 juli holdt Paul Washer følgende prædiken i Fritidscentret i Randers. Det var et særdeles velbesøgt møde, og mange sagde efter mødet at det var forkyndelse som dette der var brug for i kirkerne. Det var dog ikke den eneste type respons vi fik. Der var også folk der var rasende efter at have hørt budskabet. De brød sig ikke om den måde Paul Washer talte om menneskets sande jeg på. Om det var et sandt billede eller ej, må du selv vurdere ved at se videoen. Det er ihvertfald et der er i overenstemmelse med de doktriner som Tilbage til bibelen står for. Dem kan du læse på dette link.
Det er meningen at videoerne fra møderne på lejren vil blive lagt på Tilbage til Bibelens hjemmeside, men da jeg ikke har administratoradgang til den side, og lederen af siden er på ferie, har jeg valgt at lægge videoen på her først. Med tiden vil der sandsynligvis komme en hel side hvor alle møderne er samlet. De vil sandsynligvis også blive tilgængelige som MP3-filer.
Spørgsmålsrunden som blev afholdt efter pausen i Randers vil også blive lagt på snart. Men først efter nogle af møderne fra lejren er blevet offentliggjort.
I denne video fra Living Waters, evangeliserer Ray Comfort overfor to unge mænd. De har dog ret mange spørgsmål, som de bl.a. forsøger at bruge til at snakke udenom. Men læg mærke til hvordan Ray Comfort både svarer på deres spørgsmål, samtidig med at han peger hen på evangeliet. Samtidig er det interessant at lægge mærke til at Ray Comfort ikke har brug for at bruge psykologiske manipulerende metoder til at få folk til at komme i en bestemt “tilstand”, for at kunne tage imod budskabet. Det er Guds klare ord han benytter sig af, og det er virksomt nok i sig selv.
De dage som jeg og nogen andre brugte på en lejr med Paul Washer og Charles Leiter, gav nogle interessante tanker om noget som ikke blev forkyndt med ord. Specielt fordi jeg også kunne sammenligne det med noget, jeg havde hørt fra en anden kirkelig lejr.
Charles Leiter er udover at være pastor, også en velkendt forfatter i nogen kredse. Hans bog “Justification and regeneration” er en af de mest solgte, på et af de bedste kristne bogforlag kaldet Monergism. Den bog har fået rigtig gode anmeldelser, og som jeg har hørt bliver anbefalet af mange gode og dygtige bibellærere og pastorer. Da han og Paul Washer kom til Danmark, havde de en hel kasse med af den bog. De blev givet gratis til dem der kom på lejren. Som en gave til os. Det tænkte jeg ikke så meget over først, udover at det da var pænt af ham. Men dagen efter lejren var begyndt, fik jeg at vide fra en ven der var tilstede på en anden lejr, at deres udenlandske gæsteprædikant, havde brugt et helt kvarter af sin første prædiken, på at promovere alle mulige produkter fra hans kirke. På mig lød det som om det havde været den rene salgstale, og folk havde angiveligt efterfølgende talt mere om “salgstalen”, end om det budskab som gæsteprædikanten var kommet med. Så vidt jeg har hørt var der heller ikke noget særligt at huske ved den.
Men da jeg hørte det, kom jeg igen til at tænke over hvad det var for to personer vi havde fået til at komme på den lejr, vi fra Tilbage til bibelen arrangerede. For de havde ikke fået nogen betaling for at komme til os, på trods af at de begge er ret store navne i visse kredse. Vi havde betalt deres (billige) flybilletter og givet dem hver deres (lille) rum at sove i, og mad at spise. De var i deres ret til at sælge deres materialer til os, hvis de ville. Men de gav det gratis til os i stedet. De kunne også have sagt at de ville have et bestemt beløb for at komme, og det ville der ikke være noget galt i. Men det gjorde de bare ikke. De brugte ikke tid på at anbefale os ting som de kunne tjene penge på. Det som de anbefalede vi skulle få fat i af bøger, var slet ikke deres egne, men andres.
Jeg har mødt mange kendte prædikanter igennem tiden. Nogen fik jeg respekt for (hvis jeg ikke havde det i forvejen), mens andre tabte jeg respekt for. Charles Leiter er bestemt en af dem som jeg godt vil give min respekt. Han kom ikke for at promovere sig selv. Heller ikke for at tjene penge. Han forsøgte heller ikke at gøre sig til noget særligt på andres bekostning. Han stod vel lidt i skyggen af Paul Washer, som er langt mere kendt end ham selv. Han kom for at tjene og give, og han tjente og gav.
Nåh, det skal dog siges at vi fra bestyrelsen af Tilbage til bibelen, ikke brød os om at de skulle komme uden at have noget for det. Vi havde jo overskud på kontoen. Så vi fik sendt nogle gaver over til deres hjem i USA istedet. Så de ikke skulle slæbe på for meget på hjemvejen. Men jeg tror nu ikke det betød noget for om de ville komme igen eller ej. Men derfor kan man jo godt vise sin taknemmelighed overfor dem. Det ser dog ud til at Paul Washer kommer igen, men denne gang under andre forhold. Men det må jeg komme ind på, når den tid kommer engang.
Der er forskellige forståelser af hvad lovsang egentlig er. Men hvad siger bibelen om det? Det vil John MacArthur svare på i denne prædiken. I den vil han også talet om formålet med lovsang. Men også de misforståelser der er omkring lovsangens formål. Nu er der sikkert nogen der mener at MacArthur er en gammel stivnakke som ikke kan tåle at musikken i kirken er lidt rytmisk. TIl dem kan jeg anbefale at se den nederste video først. Der kan man se at MacArthur selv ikke er uden musikalitet. Faktisk ret imponerende af en mand på 70 år.
Ca et halvt minut inde i videoen vil du høre MacArthur synge for i denne sang.
Lis Jensen og Poul Erik Haahr fra Nyt i natten har lavet en skitse, som viser de overordnede forskelle mellem de tanker vi ser hos kirkevækstbevægelsens folk, og det der står i bibelen. Jeg har set den igennem og synes de rammer rigtig godt plet i de problemstillinger der er her. Her er et par eksempler:
Kirkevækstbevægelsen ser menigheden som verdens håb, mens bibelen viser at Kristus er verdens håb.
Kirkevækstbevægelsen har en pragmatisk tilgang. (Der ses på, hvad der virker – markedsanalyser, strategier og visioner). Bibelen viser at det er troskab mod Ordet der er hovedsagen. (Gud lægger mere vægt på lydighed end på gerninger.)
Kirkevækstbevægelsen vil hellere tale om livet her på jorden end om det evige liv. Mens sande kristne vil høre om Jesu genkomst og det evige liv.
Et punkt som jeg så som meget alvorligt, og som jeg har set konsekvenserne af så mange steder var følgende: Kirkevækstbevægelsen har medført at man har mistet ærefrygten for Gud. Man vil hellere tale om at Gud er til for vores skyld. Men bibelen viser at vi skal frygte Gud, og bøje os ind under det, som Han sender på vor vej.
At nogen den dag i dag kan sige god for Todd Bentley efter sidste års skandaler, er svært at forstå. I dette klip fra Wretchedradio, gennemgår Todd Friel, problemerne ved Todd Bentley, og problemerne med dem der arbejder på at få ham tilbage til prædikestolen. Men også hvordan man burde tage sig af Todd Bentley ifølge bibelen. Det er nærmest uhyggeligt at høre hvordan Todd Bentleys “mentor” Bill Johnson ikke bruger bibelen i sin argumentation for at få Todd Bentley tilbage. Men forfriskende at høre Todd Friel fortælle hvor enkelt det egentlig er hvis man godt vil have folk tilbage i en sund tro igen. Men det ser desværre ud til at Todd Bentley er på vej tilbage på trods af skandalerne. Så snart vil du der spilder dine penge på God TV, igen få lov til at høre en skør mand sige BAM, slå folk i maven, tilkalde “healing angels” som bibelen ikke taler om, og komme med de mest tossede profetier, samt urigtige historier om folk der er rejst op fra de døde. Men du vil ikke høre ham prædike Guds ord, selvom det er det han burde gøre, hvis han virkelig var sendt af Gud.
Til dem der har glemt, eller ikke ved hvem Todd Bentley er, kan man se eksempler på hans forkyndelse (eller mangel på samme) her:
I Politiken kan man i dag læse om en gruppe mennesker i Vollsmose, som tvang to politibetjente til at løslade to anholdte. Det er ikke første gang at noget lignende er sket, og det er heller ikke noget vi kan sige kun er gældende for indvandrergrupper. For vi oplever lignende tendenser hos etniske danskere. Folk har mistet respekten for Lovens lange arm, og har valgt at lave deres egne love i stedet. Love som passer dem selv godt, men ikke nødvendigvis andre. Engang ville begivenheder som den her slags, nærmest aldrig kunne ske. Der var en respekt for loven, og for dem som holdt øje med at loven blev overholdt. Men der har været en tendens til at folk har sat deres egen lov, deres egen måde at fortolke livet på, over den som landet har bestemt.
Men loven virker alligevel Men på trods af at de to herrer i Vollsmose blev løsladt, så skal lovens arm nok få fat i dem på et tidspunkt alligevel. Hvad enten det bliver politiet der får fat i dem eller ej. Hvis politiet senerehen får fat i dem, kommer de for en dommer, og så vil de blive dømt der. Men selv hvis de går under jorden, og politiet ikke får fat i dem, så er der en anden lov som de ikke kan undslippe i egen kraft, og det er Guds lov.
På trods af at de måske mener at deres egen lov er bedre end andres, så bliver det i sidste ende en større og mere retfærdig lov, som de skal stå til ansvar for en dag. For forbrydelse skal straffes, hvad enten man selv anser sig for skyldig eller ej. Intet menneske vil på dommens dag blive dømt på basis af sin egen lov. Men på basis af Guds lov, den der er kendst som de ti bud. Der er kun en måde at undgå den lov på, og det er ved at omvende sig fra sine synder og tro på Jesus Kristus og Hans gerninger.
I disse dage har jeg tænkt en del over hvilket kors det er vi prædiker. Er det et kors der blot viser kærlighed, eller et kors der blot giver helbredelse, enten i form af fysisk eller åndelig helbredelse? Eller er det et kors som blot skulle fungere som symbol for et eller andet? Hvis det er den slags kors vi maler for andre, så er det et reduceret kors, og dermed ikke et kors der har nogen frelseskraft. Hvis vi prædiker korset, så er vi nødt til at prædike det bibelske kors, og ikke et andet kors.
Der var tusindvis af andre mennesker der blev korsfæstet under romerriget, men kun et eneste af de kors er brugbart i dag. Slaveoprøreren Spartacus blev korsfæstet med tusindvis af hans efterfølgere af romerne. Men ingen af de kors er der nogen kraft i, i dag. På begge sider af Jesus blev to forbrydere korsfæstet, men ingen af dem er der nogen kraft i, i dag. Men den der hang på det ene af de to kors, kastede sig ind under kraften af Jesu kors. Det sande og rigtige kors.
For det var på det kors, at Jesus bar vores synd. Den synd som vi har begået og som Gud vil straffe fordi Han er retfærdig. Der tog Jesus den dom som vi skulle have, for at dem som ville tage imod Ham, og tro på Hans fuldendte værk på korset, og Hans ord og gerninger, kunne undslippe evigheden i Helvede. For dem vil der ikke længere være nogen dom, for de har fået en andens retfærdighed. Jesu retfærdighed. Det er det kors vi skal prædike og male for øjnene af andre. Ikke et kors som undlader at vise, at det her var årsagen til at Jesus skulle lide døden på et kors. For det er ikke et kors som indeholder synd, dom og retfærdighed, men et kors som ikke har nogen frelseskraft i sig.
Steve Sanches fra Stone the preacher har mødt en falsk omvendt, i anledning af mindehøjtideligheden for Michael Jackson. Han kalder sig for Michael Fatson, sandsynligvis pga hans kropsvæg sammenlignet med den oprindelige Michael Jacksons. Lyt til Steve hvordan han her ved hjælp af Guds ord, får denne mand til at begynde at sætte tvivl om han er frelst eller ej. Ikke på et eneste tidspunkt siger Steve at Michael Fatson ikke er frelst, det er Guds ord selv der virker det frem. Men det er ikke noget som denne falske omvendte bryder sig om. Gå ikke glip af slutningen af denne video, hvor man ser Michael Fatsons reaktion.
Der er to måder at falske omvendte vil reagere på, når de bliver udsat for sandheden. Enten vil de finde ud af at de ikke er frelst, og så spørge “men hvad skal jeg så gøre for at blive frelst?”. Eller også vil de blive vrede over at finde ud af at deres egen retfærdighed og godhed, ikke kan give dem tryghed for evigheden. Hvor hurtigt de vil nå frem til en af de to muligheder er forskelligt. Men Michael Fatson her er ret hurtig til at finde ud af hvordan han vil reagere.
Nu skulle de værste efterdønninger af Michael Jacksons død snart være ovre. Så nu synes jeg godt jeg kan tillade mig at komme med nogle tanker omkring det. Om man kunne lide Michael Jackson eller ej, så var han svær at komme udenom. At manden på flere områder var talentfuld, kan man heller ikke være i tvivl om. En som også godt kunne se det, er den hedengangne Fred Astaire.
Fred Astaire var (for dem der ikke kender ham) en danser og sanger som havde flere hovedroller i en bunke musicaller op igennem 30erne, og helt til 60erne. En usædvanlig lang og beundringsværdig karriere. Han er allermest kendt for sine film med skuespillerinden Ginger Rogers fra 30erne, hvor de indspillede 9 film sammen (en enkelt spillede de sammen i 40erne). Disse film er i dag milepæle indenfor filmhistorien, og bliver stadig set af filmnørder, filmentusiaster, filmsnobber og andre som godt kan lide at se gamle film. Fred Astaire var en glimrende stepdanser, men var også velbevandret i alle mulige andre typer af dans. Han var opdraget til at danse, og optrådte med hans søster på teaterscener allerede fra barnsben. For at gøre en lang historie kort, så var Fred Astaires navn lig med dans.
Et fanbrev Angiveligvis skulle Michael Jackson i 80erne have fået et fanbrev fra Fred Astaire. Det var en form for tak for at han tog dansestafetten og bragte den videre til en ny generation af danseinteresserede. På det tidspunkt var dans ikke noget man så så meget i biograferne mere (med få undtagelser). Danse- og musikfilm hørte mere til i Hollywoods guld og sølvalder. Men Fred kunne se at Michael havde de samme evner, den samme glæde, og den samme drift. De elskede begge at danse og de var virkelig gode til det. Michael Jackson kendte bestemt også til sine rødder. I musikvideoen til sangen Michael Jacksons sang Smooth Criminal, vil det for kendere af musicalgenren ikke være svært at se, at dette var en hyldest til Fred Astaire.
Ti ud af ti dør, og skal stå foran Gud Mange kunne måske mene at de begge to havde fået en gudsgiven dansegave. Det er da også muligt at det er noget de har haft lidt af i generne. Men en ting er dog sikkert. På trods af at de var så kendte som de var. På trods af at de var så talentfulde som de var. På trods af at de var så elskede af folk som de var, så er de døde i dag. De afveg ikke fra os andre på nogen måde hvad det angår. De kunne ikke undgå døden, og det kan vi heller ikke. En dag skal vi stå overfor vor Gud og skaber, og stå til ansvar for vore gerninger. Der vil Gud ikke dømme os efter hvor berømte vi var. Hvor talentfulde vi var, eller hvor elskede vi var. Det vil ikke have nogen betydning overfor Gud. Han vil dømme os på baggrund af hans Hellige og retfærdige lov. Det vil sige de ti bud. Dem har vi allesammen brudt, for ligesom der står i romerne 3.23:
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Ingen kan sige sig fri her. Men for dem der har kastet sig ind under Jesus, og skjuler sig i Ham, er der ingen dom. Dem der har givet deres liv til Ham, og taget imod Ham som Herre. Er du parat til at stå overfor din Gud og skaber, eller mangler du stadig at omvende dig fra dig selv, og blive Hans barn? I dag er det stadig nådens dag, omvend dig mens du kan. Giv dit liv til Ham der gav sit liv for dig, da du stadig var langt væk fra Ham. For os der er I Kristus, er der grund til at være glade. Der står i bibelen af vi altid skal glæde os i Herren (Filliperbrevet 4.4). Det skriver Paulus fordi der er grund til at glæde sig. Noget han kunne sige og skrive selvom han tit skrev fra et fængsel. Det var en glæde som ikke byggede på noget ydre, men på at han var blevet et Guds barn, selvom han havde levet som fjende af Gud. For dem der har fundet livet i Kristus er der grund til at glæde sig, men for dem der står alene på dommens dag er der kun evig straf i vente. Hvad enten man hedder Fred Astaire, Michael Jackson, eller hr og fru Jensen.
Men lad os lige se om Ray Comfort er enig med mig i den konklusion.