Jeg har længe undret mig over at folk som før har stået for en sund forkyndelse, og som ikke havde noget problem i at vise hvornår der var problemer med en falsk lære, nu er begyndt at godkende universalister som kristne. Lad os bare tage Johannes Møllehave som eksempel endnu engang. Manden er en velkendt universalist, som mener at alle kommer i Himlen. På trods af at bibelen siger noget ganske andet, og gør det meget tydeligt. Engang ville de evangeliske kirker ikke have noget med ham at gøre, fordi de kunne se at hans lære var i direkte modstrid med bibelen. I dag inviterer de selvsamme kirker Johannes Møllehave til at prædike hos sig, og vi skriver pænt om ham i vore kristne medier. Møllehave har ikke ændret sin holdning til universalisme. Så der hvor der er sket en ændring må være i kirkerne. Mange steder anser man ikke længere universalisme for at være et problem. Man anbefaler universalisters bøger og kalder dem gode og lærerige.
En universalistisk forfatter der er blevet populær på det sidste er den afdøde Henri Nouwen. Disse ser man i dag lægge i rigtig mange evangelikale hjem. Dertil er de emergentes forskellige bud på universalisme der går fra alt lige til at Helvede kun er symbolsk, til at skærsilden nok findes alligevel, så man efter nogle år i pinsel til sidst kommer i Himlen (ja meget skal man høre). Disse emergentes bøger ligger også i rigtig mange evangelikale hjem.
Hvordan er de bøger kommet derind?
Jeg har i et stykke tid undret mig over at man ikke længere anså universalisme som et problem. Men måske er der en logisk forklaring. Handler det ikke om at vi har fået det evangelium som vi hellere ville have. Et evangelium hvor der ikke længere er brug for at advare folk om den kommende dom. Men hvor vi kan nøjes med at sige “elsk dem ind til Kristus”. Et evangelium hvor der ikke bliver prædiket omvendelse til syndernes forladelse, men istedet, “kom og bliv en del af vort fællesskab, hvor vi hygger os og har det rart med hinanden”. Et evangelium hvor vi ikke længere påtaler folks brud på Guds lov, men istedet vil vise “at vi er ligeså normale som jer”.
Når vi nøjes med at prædike et halvt evangelium hvor vi kun fokuserer på det positive, men vælger at undlade at advare om den kommende dom, så ser Gud også nogen som ikke følger Ham på Hans ord. Heri ligger der en fare. Vi kan ikke som Guds børn nøjes med at prædike et halvt evangelium, når vores adfærd viser at vi kun vil have det halve evangelium. En adfærd der viser at vi ikke har “fattet kærlighed til sandheden”. Paulus skriver i 2 Thessalonikerbrev 2.11.12 at konsekvensen af dette bliver:
“Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.”
Her er mit spørgsmål. Er dette ikke svaret på at vi ser så kraftig en vildfarelse i kirkerne i dag? Vi har i lang tid kendt Guds ord, men kun prædiket det vi selv syntes om. Vi har i lang tid haft en god forståelse af bibelen, men har undladt at give den videre til andre. Er det vi ser i dag ikke en kirker der er faret vild, og har Guds ord ikke en forklaring på hvorfor den er faret vild? Vi har ikke fattet kærlighed til sandheden, og vi har fået løgnen istedetfor, og nu hænger vi på den. Der er kun en ting vi kan gøre, og det er at omvende os. Vi kan ikke bygge Guds kirke på venskab med verden, falske profeter (som universalisterne) smarte ord og fed musik. Vi er nødt til at vende tilbage til at prædike Guds fulde ord, og gøre det i gudsfrygt og kærlighed til det ord, Han i sin nåde har skænket os.