Ja jeg var i legoland med børnene. Heldigvis fik børnene mere ud af det end jeg, for der var godt nok alt for mange mennesker og køer alle steder. Selv i isboderne skulle man stå i kø i mindst et kvarter. Og så var det ovenikøbet overskyet. Nåh det var de ligegyldige oplysninger, for det jeg ville skrive var at jeg så dette berømte værk, bare lavet i Legoklodser. Den var der også dengang jeg var barn, og bliver stadig brugt af Legoland i deres reklamer. Det er en legoudgave af Mount Rushmore.

Nu har jeg efterhånden brugt Mount Rushmore til at beskrive Intelligent Design ret mange gange. Men da jeg så Legolands udgave tænkte jeg, at den faktisk er meget mere simpel end den originale udgave. Det er jo kun en simplificeret model. Men hvad ville du sige til følgende historie:
Legolands pressechef fortæller sandheden om deres udgave af Mount Rushmore:
Mount Rushmore var slet ikke planlagt. Det skete ved et uheld. Nogle i vores specielle Legolaboratorium havde kommet til at blande nogle kemikalier sammen, som viste sig at være sprængfarlige. Da de fandt ud af at blandingen var ustabil, og ville sprænge i luften løb de ud af laboratoriet. De havde forsøgt at lave et eksperiment hvor de skulle bruge 1.500.000 grå legoklodser. Hvad de skulle bruges til er fortsat en Legohemmelighed. Men der skete en eksplosion, hvor alle 1½million klodser røg højt op i luften. Det bemærkelsesværdige var den måde de ramte jorden på. For da vi kom tilbage til laboratoriet, lå der et fint billede som vi undrede os over var meget lig med Mount Rushmore. Nogle sagde at det lignede Mount Rushmore så meget, at man ligesågodt kunne bruge det som en del af udstillingen. Så det valgte vi, hvilket vi ikke har fortrudt, da det nærmest er blevet et symbol for Legoland.
Årsagen til at vi først nu er gået ud med sandheden om tilblivelsen af Mount Rushmore modellen, er at vi var sikre på at ingen ville tro på den. Historien var simpelthen for utroværdig. Men vi har nu valgt at fortælle den i dag, fordi der alligevel er så mange der tror at jorden er blevet til ved en tilfældighed, hvilket jo er meget mere usandsynligt en det vi så med Mount Rushmore. Så hvis folk kan tro på det, så kan de vil også tro på sandheden om tilblivelsen af Legolands udgave af Mount Rushmore.
Intelligent design, eller uvidenskabelige påstande fra evolutionister og big bang teoretikere. Vælg selv.