Leonard Ravenhill sagde engang; “Menneskets forståelse af Gud har ændret sig igennem tiden, men Guds forståelse af mennesket har ikke ændret sig” (ihvertfald ikke efter syndefaldet). Det er udgangspunktet for fortsættelsen på indlægget fra i forgårs. Mange steder er kirken blevet så tolerant overfor synd, at Guds lov ikke betyder noget mere. En af forklaringerne på dette har jeg nogen gange hørt være sådan her “vi ønsker at være en glad og levende kirke”. Det har jeg da heller ikke noget imod at man ønsker at være. Men burde det største ønske ikke være, at man var en kirke efter Guds hjerte. For sådanne kirker eksisterer faktisk. Det gjorde der ihvertfald under apostlenes tid. Hvilket jeg vil dokumentere udfra bibelen i en kommende serie her på bloggen. Så må ønsket om en glad og levende kirke komme i anden række.
Alt for mange gange igennem historien og specielt i vore dage, kan man se at kirken ikke lever op til det som der står i bibelen. Istedet forsøger man at være et supplement til verden, og sørger for at verden kan føle sig velkommen i kirken. Men det har Gud aldrig bedt os om. Han har bedt os om at gå ud i verden og forkynde omvendelse til Ham. Konsekvenserne af det andet, bliver at kirken bliver forurenet af synd. I en gruppe som jeg mødes med engang imellem havde en af mine venner en andagt. Han læste det her fra Efeserbrevet 5.3-5:
“Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.”
Det var bare en ganske kort andagt han holdt udfra dette skriftsted. Men det var vidunderligt at høre dette i en kristen forsamling. For det er ikke noget vi har så meget fokus på mere. Det er de færreste der tør prædike udfra den tekst i dag. Og ser man ordentligt på det skriftssted kan man se at den tolerante kirke ikke er opfundet af Gud, men af mennesker. Den tolerante kirke kan godt finde ud af at sige “heller ikke jeg fordømmer dig”, men glemmer at sige “gå og synd fra nu af ikke mere” som er den sammenhæng den første sætning blev sagt i (Johannes 8.11). Her kan vi ikke sige at vi lever i en ny tid som vi er nødt til at tage hensyn til, som jeg kom ind på i mit første indlæg herom. Hvis Gud ikke har ændret sit syn på mennesket, så har han heller ikke ændret sit syn på kirken.
Jeg taler ikke om at vi ikke må række ud til folk i verden. Men det må ikke ske ved at gå på kompromis med Guds ord. Hvilket er det der alt for ofte sker i den tolerante kirke. Ingen burde være så hovmodige at tro at de har en højere, mere moderne, mere tolerant og bedre forståelse af hvem Gud er i deres forsvar for den tolerante kirke. For siger de ikke i samme åndedrag at Guds kirke op igennem historien har haft en dårligere forståelse af bibelen, og af Gud, end den vi har i dag? Glemmer de så ikke at Guds syn på mennesket ikke har ændret sig, bare fordi menneskenes syn på Ham har ændret sig.