Ja, undskyld hvis jeg lyder gammel, jeg er da også fyrre år, så vurder selv hvor gammel I synes det er. Men jeg sad forleden og så på nogle af de lovsangstekster man havde i frikirkerne for ca tyve år siden. Wauw, der var faktisk dybder i dem. De var ikke en stor bunke overfladisk kristendom. Nej de handlede om at Gud gik hele vejen for vores skyld. Og at vi også er nødt til at vælge at gå hele vejen og gå på den smalle sti, (ja Jesus selv siger at stien er smal, den er ikke bred selvom mange lever sådan). Der var en stor fokus på hvem Gud er, og hvor stor Han er, og hvor hellig Han er.
Det ved jeg rigtig mange kristne savner i dag. For mange steder er der kun overfladiske lovsange uden indhold. Men okay så har man da salmebogen istedetfor. Øh nå nej, den bruger man jo ikke mere, for den er for kedelig. Det var da ellers ærgerligt, for der var faktisk mange dybder i de salmer, som mange kristne kunne have godt af at synge med på i dag.
Jeg siger ikke at alt var bedre i gamle dage, men der er nogen ting som vi har glemt, som vi bestemt ikke må glemme. Og dette her er vigtigt: Gud er ikke overfladisk, så hvorfor skulle Han vælge at gøre kirken overfladisk. Måske er det menneskene der har gjort det istedet, i fornyelsens navn.