Mange kirker prædiker i dag et totalt udvandet evangelium. “Vi ønsker at folk skal føle sig velkommen i vores kirke, og folk skal se sig selv som elskede”. Jamen det lyder da godt. Men vi glemmer at Jesus kalder sig selv for en anstødssten som folk vil falde over. Men nogle prædikanter prædiker ikke Jesus som anstødssten mere. Der bliver ikke prædiket så folk kan se at de er lovbrydere. De bliver ikke oplyst om at hvis de lever deres eget liv, vil de ende evigheden i Helvede. Der bliver ikke talt om omvendelse mere, men istedet bliver der talt om “discipelskab”.
Discipelskab, betyder det at hvis jeg på et tidspunkt begynder at opføre mig rimelig korrekt, medfører at jeg er frelst? Det skulle man tro, for det er det jeg hører igen og igen om discipelskab. Det er ikke længere en ny fødsel der skal til, men et program der gør at jeg udvikler mig til at være en kristen.
Her er problemet. Kan jeg trænes i at blive en kristen? Vil jeg så ikke blive som en der har sprunget over gærdet, istedet for at gå ind igennem den smalle port? Og hvad sker der med intruders, de bliver smidt ud igen. Jeg har mødt flere i kirkerne som har kommet der igennem flere år, og lært at sige alle de rigtige ting, kommer til bønnemøder og lovsangsaftener og temamøder. Men de er ikke frelst. For når jeg taler med dem om omvendelse, siger de at det ikke skal tages så bogstaveligt. Hvortil jeg må svare at det er faktisk Jesus der har sagt det, og ikke kun et sted, men flere steder. Det betyder at det er meget vigtigt at forstå omvendelse og tage det alvorligt. Men moderne kirker tror bare at det handler om at have en eller anden tro på Gud.
Men på trods af hvad der sker i mange kirker, og hvor påvirket den er af denne verden. Så er vi stadig kaldet til at prædike det fulde Guds ord, og ikke et udvandet. Vi står til ansvar overfor Gud, ikke overfor mennesker. Hør gerne dette klip med Paul Washer hvor han taler om dette problem.
2 replies on “Vi ønsker ikke at skubbe folk væk fra kirken”
Ja! Der er ganske rigtigt en tendens i nogle kirker (og så har jeg vist skudt godt og bredt), hvor forkyndelsen nok i højere grad burde udfordre sine lyttere, i stedet for at man aer dem og kilder deres ører (for nu at bruge et godt bibelsk udtryk). Vi må også være modige og sige det, de ikke vil høre, og den største udfordring for et menneske er nok at skulle se i øjnene, at han i sig selv er syndig og har 100% brug for Guds nåde.
Det er dog den erkendelse, vi må igennem. Det er det, Helligånden viser os, og det er det, der foranlediger forvandlingen og sætter gang i den lange proces, som det er at leve som kristen.
Jeg tror, evangeliet kan blive “udvandet”, fordi man som kristen forkynder bilder sig ind, at man bør vente til folk er mere “klar til det” og mere “parate” til at høre disse ting. Men den tid har vi ikke – og ofte bliver man nok alligevel ikke mere parat, måske snarere lige omvendt.
Her tror jeg, det er vigtigt, at vi som kristne – når vi forkynder disse ting – får peget på os selv. En løftet pegefinger VIL skræmme dem ud af kirken, men hvis pegefingeren rammer os selv er effekten en anden. “VI er syndige, VI har brug for nåden, VI kan intet uden Kristus.” Da vil det på en ikke-konfronterende måde også slå dem, som vi prædiker for, at den samme essentielle sandhed om synden og nåder også gælder dem.
Det var bare lige et par ekstra tanker.. 🙂
Ja Lars Du har fuldstændig ret i at vi der underviser i ordet også skal være ydmyge og leve i en erkendelse af at vi også er syndere der er frelst udelukkende pga Guds nåde.
Men selvom vi lever sådan og taler sådan vil der altid være folk der vil blive irriterede. Men det vil reelt ikke være os de er sure på, men Gud fordi det er Hans ord der irriterer dem ogviser at de er syndere.
Jeg vil også give dig fuldstændig ret i at vi undskylder et udvandet evangelium med at folk ikke er parate. Det er jo ikke op til os at vurdere om folk er parate til at høre ordet. Det er Guds opgave.