Jeg fik følgende spørgsmål fra en læser:
“Du bruger meget tid, og har nogle gode kilder, når du sætter folk i bås, i forhold til vranglære eller forvirret lære. Mit spørgsmål er følgende: Hvis nogle taler om noget, som kan virke forvirrende, eller falsk, skal vi så slet ikke lytte til de mennesker? hvis det kun er dele som er problematisk, bliver de så ikke brugt af Gud?
Grunden til at jeg spørger, er fordi jeg læser at nogle af dem du omtaler på din hjemmeside, nærmest bandlyser du langt væk. Sådan læser jeg det. Hvis det er tilfældet, så har vi et problem med treenighedslæren, og frelst ved nåde læren. Hvorfor så det?”
Jeg har fået lignende spørgsmål før, og vil derfor svare offentligt på det her. Jeg er glad for den kritiske tilgang til det jeg skriver og måden henvendelsen har været på. Jeg mener ikke at man skal godkende alt jeg læser, bare fordi jeg skriver det, derfor kan jeg kun glæde mig over at få et spørgsmål af denne art.
Lad mig starte med svare lidt på første del af spørgsmålet:
“Du bruger meget tid, og har nogle gode kilder, når du sætter folk i bås, i forhold til vranglære eller forvirret lære. Mit spørgsmål er følgende: Hvis nogle taler om noget, som kan virke forvirrende, eller falsk, skal vi så slet ikke lytte til de mennesker? hvis det kun er dele som er problematisk, bliver de så ikke brugt af Gud?”
Dette spørgsmål har to svar. Det ene er at Gud faktisk bruger alle. Der er kar til fint brug og kar til hverdagsbrug (rom 9.21). Lad os starte med den Farao som modsatte sig Gud og Moses i anden mosebog. Vi ser i anden mosebog 4.21 at Gud siger om Farao:
“Men Jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå.”
Det var altså Gud der brugte en mand som ikke tilhørte Ham. Vi har måske svært ved at forstå hvorfor Gud gjorde Farao hård, men det siger bibelen at Han gjorde. Han brugte faktisk en mand som bad til andre guder, som der ikke var nogen frelse i. Vi ser altså tydeligt at Gud vælger at bruge folk som Han vil, hvad enten de tilhører Ham eller ej. Hvilket leder os hen til anden del af svaret. For selve det at Gud brugte farao betyder jo ikke at Farao og de ting han gjorde dermed er godkendt. Det tankesystem som lå bag det ægyptiske system og den tilbedelse af Farao som der var dengang, viser med al tydelighed at det var i total modsætning til bibelens Gud. Så alene det at man bliver brugt af Gud, er ikke ensbetydende med at det man tror på eller står for er i orden.
På samme måde ser jeg store problemer med at tage ved lære af Brian McLaren, Rob Bell, og de andre emergente. En stor del af dem i Danmark som siger de bliver inspireret af emergent church, siger at det er en dansk udgave de har. De undskylder ofte med at de ikke er så “ekstreme” som deres amerikanske brødre. Det lyder umiddelbart uskadeligt. Men frugterne af denne inspiration har vist sig at være ødelæggende. Et utroligt lavt syn på bibelen er kommet ind i vore kirker pga den emergente tilgang. Mange i kirkerne mener i dag at man sagtens kan søge sandheden i andre religiøse bøger. Eksempelvis buddhistiske og hinduistiske bøger. Hvor kommer den tanke fra? Den kommer bl.a. fra de emergente. De siger at det er arrogant at påstå at man kan finde på at sige at man har fundet sandheden. De vil de ikke være med til. Derfor har de lukket op for at søge sandheden i andre religiøse skrifter end bibelen. Vi ser altså at når vi lukker lidt op for det emergente, så lukker vi op for vranglære som vi ender med ikke at kunne styre. (Dette er en forkortet konklusion, og bør læses i sammenhæng med hvad jeg ellers har skrevet om Rob Bell og brian McLaren).
Det betyder ikke nødvendigvis at Gud ikke bruger de emergente. De bliver dels brugt til at sortere i Guds kirke, hvilket jeg vil komme ind på senere. Men hvor går grænsen for at være en der forkynder farlig vranglære, til at være en der “bare” kommer til at prædike forkert? Dette spørgsmål som var anden part af læserens spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i løbet af denne uge.