Vi danskere tager tit mange ting for givet. Vi tror det er en menneskeret at komme gratis på hospitalet, og at det er en selvfølge at staten tager sig af de ældre (så vi selv kan slippe for at tage os af dem). Noget vi også tager for givet er retten til at sende vores børn i privatskole, i fald vi er utilfredse med det folkeskolen kan tilbyde, eller andre grunde. Men privatskoler er ikke en naturlov, der findes lande hvor de ikke er tilladt, og hvor det heller ikke er tilladt at hjemmeskole børnene.
En af de vægtigste årsager til at vi danskere har ret til at sende vore børn i privatskole eller hjemmeskole dem her i Danmark, skyldes “De Stærke Jyder”. En gruppe bibeltro kristne som var parat til at stå på bibelsk grund, også selvom det for nogle af dem betød at de måtte gå fra hus og hjem, og tilmed komme i fængsel (tugthus) for det. For lidt over 200 år siden var de stærkt utilfreds med en ændring i den lærebog om det kristne liv som skolerne i Danmark skulle have. De ville beholde den de havde i forvejen, og årsagen til det vil ryste mange af dem som ikke har det store historiske kendskab. Dette er en historie om hvordan Gud kan bruge få overgivne personer til at påvirke et helt land med evangeliet. Nogle gange har han brugt en kristen konge, andre gange kristne bønder. Men et står fast, hvis Gud vælger at bruge nogen, så er det Hans vilje som kommer til at ske, hvad end det sker igennem folk i høje stillinger eller det man kalder simple folk.
Denne lille parantes i den danske kirkehistorie talte Henrik Gren Hansen om på Nyt Livs lejr her i Juli, og den har min varmeste anbefaling. Dels fordi Henrik er i stand til i denne lille kirkehistorie at vise evangeliet, men også fordi der er så mange ting i denne historie som minder om de ting vi ser i dag. Så endnu engang får Kong Salomon ret i at “der ikke er noget nyt under solen”.