Engang kunne du læse følgende om Christian Hedegaards ven David Klit på evangelists hjemmeside:
“Millionær på mindre end et år
Kan man tage Gud med på arbejde – eller skal man bare bede ham om at blive hjemme og velsigne de ting, man nu går og gør? Forretningsmanden David Klit fra Arnborg ved Herning er ikke i tvivl. Her fortæller han, hvordan han efter en lang og smertefuld gældssanering er blevet mangemillionær på mindre end et år.”
Den historie kan du ikke læse mere. Måske har det noget at gøre med, at David Klits ejendomsfirma Zelot Development er gået konkurs. Et selskab som var en del af den famøse sommerhusfiasko i Tranum Klit. Når sådan et selvskab går konkurs, kan man jo ikke have den slags stående på sin hjemmeside. Det siger sig selv.
Men det siger også noget andet. For det første viser det at Hedegaard og Co ikke kan have dårlige vidnesbyrd liggende på deres hjemmeside. Der er kun plads til succeshistorier. Man fjerner de dårlige, og jeg kan ikke se at man har forklaret årsagen til det nogen steder. Det andet det viser, er noget mere alvorligt. For vi må spørge os selv, hvorfor Evangelist havde behov for at have sådan en historie på deres hjemmeside. Hvad var det de prøvede at signalere til læseren? Svaret er ganske enkelt den, at hvis man følger Christian Hedegaards metoder og vejledning, så kan man blive rig. For det var hvad historien handlede om. David Klit havde før gået konkurs, men fordi han troede på Gud (eller nærmere sagt Christian Hedegaard) så blev han rig. Det er en ret alvorlig udmelding. For det Hedegaard viser med dette er at de tusindvis af fattige kristne nordkoreanere, hvoraf en stor del sidder i koncentrationslejre blot mangler tro. Hvis de fulgte de samme principper som Hedegaard, så ville de også blive rige, og leve et fedt liv ligesom Hedegaard.
Men der er dog en positiv side af den her historie. At man fjerner denne historie, viser at folkene bag Evangelist, er klar over at deres tal tro ind i din situation, med bekend dig rig og bekend dig rask, ikke fungerer i virkeligheden. Deres system duer simpelthen ikke, ligegyldgigt hvor meget de forsøger at bekende sig til succes. Eller også kan det være at de mener, at David Klit selv er skyld i konkursen. Han manglede måske bare tro, og en der mangler tro, kan man jo ikke have på sin hjemmeside. Han er jo ikke en “superkristen” som Christian Hedegaard.
Christian Hedegaard skulle tage og prædike evangeliet, istedet for dette bliv rig og rask med Jesus snak. Det er set før, og det duer ikke. Et evangelium der ikke kan prædikes i hele verden, og dermed også Nordkorea. Er et evangelium der ikke skal prædikes nogen steder! For hvis det kun duer et sted, men ikke et andet sted, så er det et falsk evangelium. Jesus sagde at vi skulle prædike evangeliet om Ham til verdens ende. Vi skulle ikke prædike forskellige evangelier, kun et!