I forrige afsnit af denne serie kom jeg til at træde på en hellig ko. Jeg skrev ganske enkelt at man ikke blev frelst ved at blive døbt. Og det fik jeg godt nok hug for, på kommentarposten. Klik her og se. Men denne gang handler det om det man kalder decisional regeneration. Frelst ved en beslutning. Det er der en lang tradition for i mange evangelikale kredse og også nogen steder i det missionske. Men det er ikke en tradition der har sit udgangspunkt i hverken bibelen, eller urkirken. Den opstod først for små 200 år siden, og har bredt sig som en effektiv måde at evangelisere og prædike på.
Charles Finney
Her vil jeg komme til at træde en anden hellig ko. For manden der indførte “frelst ved en beslutning” var den velkendte og anerkendte vækkelsesprædikant Charles Finney. Dem som kender Finney vil her mene at jeg går over stregen. Det kan jeg godt forstå, for hans metoder er blevet holdt højt i de frikirkelige samfund i mange år. Og første gang en god ven af mig gjorde mig opmærksom på problemet med Finney, gik jeg også to skridt tilbage og sagde at han lige skulle passe på med hvem han bedømte. Jeg har selv fremhævet Finney som et forbillede for os, i en kronik jeg skrev i Udfordringen engang.
Metode
Men læg mærke til at jeg skrev det var hans metoder der er blevet holdt højt. For Finney støttede sig mere til metoder, end på Guds ånd, og hans egne skriverier viser at det er sandt. Han mente at hvis man peppede en stemning op, var det nemmere at overbevise (eller manipulere) folk til at tage en beslutning for Kristus. Her ser vi altså starten på kirken som et sted hvor det ikke er Guds ord der er autoriteten, men en menneskeskabt atmosfære. Det medfører et stort problem, nemlig udeladelsen af Helligåndens overbevisning af synd, dom og retfærdighed. Finney satte sin lid til menneskers talenter større end Guds virke ved Helligånden.
Jeg er ikke i tvivl om at Finney ønskede at få mennesker frelst. Men hans metoder viste sig at have en svaghed. Folk faldt fra i store tal, i forhold til den forkyndelse som var baseret på en tillid til Guds virke igennem sin Ånd. Fx John Wesleys og Jonathan Edwards. Disse to (og andre) prædikede omvendelsesbudskabet, og lod resten være op til Gud. Hvordan det fungerer vil jeg snart komme ind på her i serien.
Til dig der er i tvivl om min bedømmelse af Charles Finney, kan jeg anbefale at se denne dokumentar med pastor Mark Kielar. Her gennemgår han hvor den moderne vækkelsesteologi kommer fra. Og der bliver læst op af Finneys egne skrifter. Den gode del af historien er at Finney i slutningen af sit liv så at han var gået vild. Han havde sat sin lid til sig selv. Han så konsekvenserne af hans forkyndelse, og erkendte at hans metoder havde vist sig ubrugelige. Desværre er det ikke den del som moderne kristendom har valgt at fokusere på. Man har istedet valgt at fokusere på den del som han selv vurderede som fejlslagen.
Noget af materialet i videoen er lidt tungt, men bestemt værd at se, hvis man ønsker at finde ud af hvorfor det er vigtigt at forkynde at klart og tydeligt evangelium, og sætte sin lid til Guds værk igennem den forkyndelse. Videoen starter med et eksempel på hvordan vi plejer at invitere til Kristus, hvad der er galt med metoden vil blive gennemgået bagefter.