Nogenlunde sådan lyder overskriften på et ret interessant indlæg på bloggen I love mormons. Det er et scenarie hvor man forestiller sig en 14 årig dreng fra en bondegård i Missisippi, som har fået en åbenbaring der viser at mormonismen er vranglære. Drengen taler offentligt ud om at Gud har vist ham at vi ikke kan stole på Mormons bog, på den lære som mormonerne står for, og de ledere som har varetaget arven efter Joseph Smith, som er mormonernes grundlægger.
At mormonismen er ligeså forkert som Jehovas vidner, skal der ikke være nogen tvivl om her. Men det der gjorde dette indlæg interessant, er de tanker som er opstået i folks hoveder efter at have læst den (som man kan læse af de mange kommentarer). For det viser sig at folk har meget svært ved at finde ud af hvordan de skal vurdere sådan en åbenbaring. Det er for en stor del af kommentarerne relativismen som bliver afgørende for om vi kan vurdere om man tror på drengens åbenbaring eller ej. Med andre ord, “føler jeg det samme, eller føler jeg noget andet?”. Andre igen siger at de er glade for at der er folk der profeterer og at man ikke skal se ned på profetisk tale. De begrunder det med at det er irriterende når kristne ikke kan anerkende at Gud kan tale til os i dag personligt.
Det er ret nedslående at læse en stor del af kommentarerne, fordi der er en slående mangel på henvisning til hvad der står i Guds ord. For sagen er den at en åbenbaring fra Gud behøver der ikke være noget galt med. Gud taler til os i dag, for hvis Han ikke gjorde var der ikke nogen der blev frelst. Det er jo Gud der drager på os, for ingen kan komme til Jesus uden at Faderen drager på en. Men og her er et stort men. Det er ikke sådan at Gud vil åbenbare noget nyt, noget som Han ikke har vist i forvejen. Mormonerne skal ikke have deres lære vurderet på basis af en åbenbaring, hvad enten det sker igennem en 14 årig dreng fra en bondegård, eller en 70 årig profet som er blevet brugt i fyrre år i kirkerne. Hvis en af de to skulle få en åbenbaring, skal det de har fået åbenbaret vurderes ved Guds ord! Hvis det ikke er i overenstemmelse med ordet, så kan det ikke bruges til noget som helst! Heller ikke selvom der kan være folk som siger at “de personligt har fået noget ud af det”.
Hvad enten man er karismatiker eller ej, så skal det stadigvæk være Guds ord der står først. Hvad enten vi føler, ønsker eller mærker noget andet, så er det stadig Guds ord vi må basere vor tro på. Ikke vore følelser, og ønsker. Når vi går ind på den relativistiske vej, er det at vi ender med at godkende bøger som
“Hytten” og lignende ting. En vej som gør at vi ikke kan skelne sandhed fra løgn. For her bliver sandheden hvad jeg føler, og ikke hvad Gud har åbenbaret igennem sit ord.