Der er for nylig kommet frem at den forrige pave Johannes Paul II, angiveligt piskede sig selv (se artikel her). Det skulle stå i en biografi om ham som fortæller, hvordan han sov på trægulvet istedet for sin gode bløde seng, sultede sig selv, og slog sig både gul og blå. Hvorvidt det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men hvad der er mere interessant, er at det skulle være historier som disse som skulle være med til at godkende den afdøde pave som en helgen.
For hvis det virkelig er sandt, så viser det også at den romersk katolske kirke ikke har udviklet sig nævneværdigt siden reformationen. For Martin Luther forsøgte jo også at piske sig selv (flagellanteri) for at gøre sig god overfor Gud, eller for at vise hans gode vilje eller hvad han nu forsøgte. Han fandt ihvertfald ud af, at det var der ikke brug for, og det skyldtes dette: Jesus Kristus havde båret alle hans synder på Golgatas kors. Der var ikke mere at sone. Der var ikke mere brug for selv at piske sig selv, der var ikke længere brug for at betale for at undgå skærsilden. Der var ikke længere brug for at underlægge sig en kirke som havde gjort sig større end Guds ord. Mærkværdigvis er der i dag en slags venden tilbage til den romersk katolske kirke hos mange kirkeretninger.
Hvis det nu var sådan at den romersk katolske kirke var vendt tilbage til skriften, og viste at den underlagde sig skriftens autoritet, og ikke hvad paven sagde, så ville det måske ikke være så farligt. Men når man stadigvæk anser flagellanteri og den form for selvpineri som værende noget der indikerer kristenhed, hvorfor skal man så søge derhen? Ville det ikke være bedre at finde ud af hvorfor Martin Luther holdt op med at piske sig selv og var villig til at risikere livet for at gøre Guds ord frit for folket? Men hvad ved jeg, det var jo bare en strøtanke fra mig.
